Forespørgsel/spørgsmål fra parlamentsmedlemmer - E-006356/2011(ASW)Forespørgsel/spørgsmål fra parlamentsmedlemmer
E-006356/2011(ASW)

Svar afgivet på Kommissionens vegne af den højtstående repræsentant / næstformand Catherine Ashton

Kommissionen er godt bekendt med den iranske advokat og kvinderettighedsforkæmper Maryam Bahremans situation og hendes langvarende kamp for at fremme menneskerettighederne og kvinders rettigheder i Iran, herunder kampagnen »One million signatures«. Kommissionen er også klar over, at Maryam Bahreman blev arresteret af de iranske myndigheder, kort efter at hun have deltaget i det 55'ende møde i FN's kommission for kvinders status i New York.

Den højtstående repræsentant/næstformand erklærede den 6. juli i en offentlig udtalelse, at hun var bekymret for de mange nylige arrestationer af kvindelige journalister, kunstnere og kvinderettighedsforkæmpere i Iran. Dette omfatter Maryam Bahreman, som det ærede medlem omtaler, men også fotograf Maryam Madji, filmmager Mahnaz Mohammadi, journalist Zahra Yazadi og Mansoureh Behkish.

I udtalelsen, der blev oversat til Farsi, så den kunne blive forstået af en bredere offentlighed, opfordrede den højtstående repræsentant/næstformand Iran til at respektere ytringsfriheden i overensstemmelse med Irans menneskerettighedsforpligtelser. Den højtstående repræsentant/næstformand opfordrede desuden Iran til straks at frigive disse kvinder og andre kvinderettighedsforkæmpere i Iran.

Mansoureh Behkish, en af de tilbageholdte, er siden blevet løsladt, hvilket er en glædelig udvikling.