Forespørgsel/spørgsmål fra parlamentsmedlemmer - E-007262/2011Forespørgsel/spørgsmål fra parlamentsmedlemmer
E-007262/2011

Misforhold i EU's karantænebestemmelser for indendørs kæledyr

Forespørgsel til skriftlig besvarelse E-007262/2011
til Kommissionen
jf. forretningsordenens artikel 117
Charles Tannock (ECR)

Jeg er blevet kontaktet af en vælger, der skal flytte fra Det Forenede Kongerige til Indien i 18 måneder. Han ønsker at tage sine kaniner med til Indien, men han er bekymret over bestemmelserne, som de veterinære myndigheder i Det Forenede Kongerige har oplyst ham om, vedrørende karantæneperioden for kaninerne, når han vender tilbage til Det Forenede Kongerige. Reglerne ser ud til at stamme fra EU. Hans dyr vil tilsyneladende blive pålagt en seksmåneders karantæneperiode, når han vender tilbage, på trods af at de indendørs kæledyr ikke vil få nogen som helst kontakt med andre dyr og derfor ikke er i fare for at pådrage sig nogen alvorlige smitsomme sygdomme.

Er Kommissionen opmærksom på det misforhold, at indendørs kæledyr, under den eksisterende EU‑lovgivning, behandles på samme måde som udendørs kæledyr, såsom hunde, katte og udstillingskaniner? Faktisk behandles de endnu værre, eftersom eksempelvis hunde kan få et EU‑godkendt dyrepas med vaccinationsstatus, hvorved de kan undtages fra EU's karantænekrav.

Hvordan kan min vælger afhjælpe situationen? Er der nogen planer om at ændre de besværlige veterinære regler på nogen måde?

EFT C 146 E af 24/05/2012