• DA - dansk
  • EN - English
Forespørgsel/spørgsmål fra parlamentsmedlemmer - E-001408/2019Forespørgsel/spørgsmål fra parlamentsmedlemmer
E-001408/2019

Grænseoverskridende vindmøllestøj

Forespørgsel til skriftlig besvarelse E-001408-19
til Kommissionen
jf. forretningsordenens artikel 130
Christel Schaldemose (S&D)

I et område ved den dansk-tyske grænse er der opstillet 35 vindmøller lige op ad grænsen. 16 på den danske side (8 opført i 2000 og 8 opført i 2011) og 19 på den tyske side (opført efter 2013). Hver for sig larmer vindmøllerne ikke nødvendigvis over de tilladte støjgrænser i henholdsvis Danmark og Tyskland. En måling foretaget i 2018 viser dog, at møllerne samlet set støjer så meget, at de fleste borgere i Bølå på den danske side af grænsen nu bor i et område, hvor støjen er højere end det tilladte i Danmark.

De danske og tyske myndigheder havde været i kontakt med hinanden i forbindelse med etableringen af de tyske vindmøller indtil 2014, men planerne for de tyske vindmøller blev ikke ændret, ligesom der ikke blev lavet støjberegninger i forhold til danske regler.

Vurderer Kommissionen, at direktivet om ekstern støj[1], VVM-direktivet og Espoo-konventionen samlet set er blevet overholdt?

Hvad mener Kommissionen, at henholdsvis den danske og den tyske stat skal gøre ved problemet?

Mener Kommissionen, at det er rimeligt, at borgere, der bor i et grænseområde, skal opleve støj over den nationale grænseværdi, fordi nabostaten ikke tager højde for reglerne på den anden side af grænsen?

Seneste opdatering: 11. april 2019
Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik