Toldsænkninger på thailandske rejer
17.10.2005
SPØRGSMÅL H-0909/05
til spørgetiden under mødeperioden i november 2005
jf. forretningsordenens artikel 109
af Hélène Goudin
til Kommissionen
Kommissionen har sænket tolden på thailandske rejer fra 12 % til 4,2 %. Det var oprindeligt planlagt, at toldsænkningerne skulle indføres den 1. juli 2005, men de blev fremskyndet til den 1. april som følge af den ødelæggende tsunami. Man håber, at EU gennem toldsænkningerne kan hjælpe Thailand med at komme økonomisk på fode igen. Rådet er tidligere nået til enighed om, at EU-støtte til tsunamihærgede lande skal bidrage til at mindske sårbarheden over for eventuelle fremtidige naturkatastrofer. Kritikere hævder, at toldsænkninger på de thailandske rejer strider mod Rådets aftale. Årsagen hertil er, at rejeavlerne hugger kystnære mangroveskove ned for at lave plads til damme. Mangroveskov er en vigtig beskyttelse mod storme, oversvømmelser og kæmpebølger. Den svenske naturbeskyttelsesforening har fremhævet, at tsunamiens virkninger ville have været mindre, hvis ikke mangroveskovene var blevet ødelagt for at skaffe plads til rejefarme.
Mener Kommissionen, at støtten til rejefarme i form af toldsænkninger er i overensstemmelse med Rådets ovenfor nævnte afgørelse? Har Kommissionen analyseret, hvilke virkninger rejefarmene i Thailand medfører, for så vidt angår ødelæggelse af mangroveskoven?
Indgået: 17.10.2005
sv