De kraftigt stigende fødevarepriser
9.10.2007
MUNDTLIG FORESPØRGSEL MED FORHANDLING O-0065/07
jf. forretningsordenens artikel 108
af Joseph Daul, Lutz Goepel og Neil Parish for PPE-DE-Gruppen
til Kommissionen
Den kraftigt stigende efterspørgsel på verdensplan, det stærkt stigende behov for varer til menneskelig konsum navnlig i nye industrialiserede lande, den store efterspørgsel efter råvarer til dyrefoder, den tiltagende anvendelse af landbrugsprodukter til andre formål end fødevarer, hvor biobrændstof indtager førstepladsen, den globale nedgang i lagrene, den stigende oliepris, visse investorers spekulationer og klimafænomener, som har reduceret høsten flere steder, har bidraget til, at priserne for primære landbrugsprodukter er i voldsom stigning.
Disse prisstigninger for landbrugsprodukter har konsekvenser for fødevarepriser. De første ofre for disse prisstigninger er kvægavlere, som er storforbrugere af kornprodukter. Og selvfølgelig derefter forbrugerne, hvis købekraft svækkes.
Stigningen i kornpriserne kunne begrænses takket være beslutningen, truffet den 26. september 2007 af Rådet (Landbrug) og godkendt af Europa-Parlamentet, om midlertidig ophævelse af tvungen braklægning for produktionsåret 2008 og forslag fra Kommissionen om midlertidig afskaffelse af importafgifter på korn.
Den kraftigt stigende pris for mælk og primære råvarer til dyrefoder synes imidlertid at kræve nye foranstaltninger.
Agter Kommissionen at foreslå nye foranstaltninger for at foregribe og afværge rekordhøje priser for grundlæggende fødevarer og for at undgå at disse prisstigninger overføres til forbrugerne?
Indgået: 09.10.2007
Videresendt: 11.10.2007
Besvarelsesfrist: 18.10.2007