Demokrati, menneskerettigheder og den nye partnerskabs- og samarbejdsaftale mellem EU og Vietnam
23.9.2008
MUNDTLIG FORESPØRGSEL MED FORHANDLING O-0096/08
jf. forretningsordenens artikel 108
af Marco Cappato og Marco Pannella for ALDE-Gruppen
til Kommissionen
I november 2007 blev der under besøget af Kommissionens formand, Barroso, indledt forhandlinger om en ny partnerskabs- og samarbejdsaftale mellem EU og Vietnam. I juli 2008 fandt der en første forhandlingsrunde sted.
Der vil finde en ny forhandlingsrunde sted i Hanoi den 20.-21. oktober 2008.
Den nuværende samarbejdsaftale indeholder menneskerettighedsklausulen, på grundlag af hvilken det i artikel 1 hedder, at ”respekten for menneskerettighederne og de demokratiske principper er grundlaget for samarbejdet mellem parterne og for bestemmelserne i denne aftale og udgør et afgørende element i aftalen”.
Den Socialistiske Republik Vietnam er en etparti-stat, der er underlagt det vietnamesiske kommunistpartis kontrol. Kommunistpartiet udøver fuld kontrol med fagforeninger, sammenslutninger, religiøse organisationer og medier.
Der er blevet forelagt dokumentation for de systematiske krænkelser af menneskerettighederne og de borgerlige rettigheder i Vietnam, især over for etniske mindretal, som f.eks. bjergfolkene (Degar) og ikke-anerkendte religiøse organisationer, som f.eks. den forenede buddhistiske kirke. Ifølge indflydelsesrige ngo'er er mindst 26 politiske systemkritikere i de seneste 18 måneder blevet idømt fængselsstraf.
I Vietnam anvender man fortsat dødsstraffen. I de seneste par år er anvendelsen af dødsstraffen taget til, og i 2008 blev mindst 83 mennesker dømt til døden, herunder 14 kvinder.
Har Kommissionen på baggrund af ovennævnte truffet foranstaltninger og i givet fald hvilke for at sikre, at forhandlingerne om en ny samarbejds- og partnerskabsaftale vil medføre konkrete fremskridt med hensyn til overholdelse af menneskerettighederne og etablering af demokrati i Vietnam?
Hvilke konkrete forbedringer finder Kommissionen nødvendige for at nå frem til en aftale, som kunne være tilfredsstillende også set ud fra demokrati- og menneskerettighedsaspektet?
Indgået: 23.09.2008
Videresendt: 25.09.2008
Besvarelsesfrist: 02.10.2008