Affaldskrise i Campania
30.11.2010
Forespørgsel til mundtlig besvarelse O-0197/2010
til Kommissionen
jf. forretningsordenens artikel 115
Bairbre de Brún, Willy Meyer
for GUE/NGL-Gruppen
Den 4. marts 2010 fastslog EU-Domstolen, at Italien havde overtrådt EU's lovgivning ved ikke i Campania at have etableret et net af anlæg, som er tilstrækkeligt til at sikre bortskaffelse af byaffald på en sådan måde, at det ikke udgør en risiko for menneskers sundhed og miljøet (afgørelse i sag C-297/08).
Siden da har Italien dog ikke truffet de nødvendige foranstaltninger for at efterkomme Domstolens afgørelse. Den 23. oktober 2010 erklærede Kommissionen, at den nuværende situation er meget lig den krise, der eksploderede i 2007 og medførte, at Kommissionen indledte en overtrædelsesprocedure mod Den Italienske Republik[1].
Hvilke foranstaltninger har Kommissionen truffet eller vil den træffe for at sikre, at de kompetente myndigheder i Italien effektivt fører tilsyn med, at affald indsamles, sorteres og behandles på behørig måde, så det ikke skader menneskers sundhed og miljøet, samt at de regionale myndigheder præsenterer en troværdig plan.
Hvordan vurderer Kommissionen retningslinjerne i den plan, der blev præsenteret i juli måned af den regionale miljøminister Romano? Finder Kommissionen, at disse retningslinjer er tilstrækkelige? Hvad bør der i benægtende fald endnu tilføjes?
Hvornår vil Kommissionen indlede proceduren, jf. artikel 260, mod Italien med henblik på at pålægge bøder for at få Italiens myndigheder til at efterkomme Domstolens afgørelse, navnlig ved at bevise, at de eksisterende lossepladser overholder EU's lovgivning og ikke udgør en risiko for borgernes sundhed og miljøet?
Vil Kommissionen anmode Domstolen om at udstede forbud, hvis eksisterende lossepladser i naturbeskyttelsesområder udvides eller nye lossepladser åbnes på Natura 2000-lokaliteter, såsom Vesuv Naturpark?
Indgivet: 30.11.2010
Videresendt: 2.12.2010
Besvarelsesfrist: 9.12.2010
- [1] Udtalelse af miljøkommissær Janez Potočnik om affaldssituationen i Campania, Italien. Europa pressemeddelelse af 23.10.2010.