Oprettelse af en permanent krisemekanisme til sikring af den finansielle stabilitet i euroområdet

1.12.2010

Forespørgsel til mundtlig besvarelse O-0199/2010
til Kommissionen
jf. forretningsordenens artikel 115
Sharon Bowles
for Økonomi- og Valutaudvalget

Europa-Parlamentet er overbevist om, at der er behov for en permanent krisemekanisme til sikring af den finansielle stabilitet i euroområdet. Det minder om, at ECB ligeledes konstaterede dette behov i sit forslag af juni 2010 om styrkelse af den økonomiske forvaltning i euroområdet. Parlamentet opfordrede endog til oprettelse af en europæisk monetær fond (se Feio-betænkningen, 2010). Parlamentet har også tidligere konstateret, at der er behov for en krisemekanisme for banksektoren (se Garcia-Margallo y Marfil- og Ferreira-betænkningerne, 2010). Uanset hvilken mekanisme der indføres, skal hovedformålet være at hjælpe euroområdet og dets medlemsstater og ikke yderligere at forværre situationen. I denne henseende går Parlamentet ind for fællesskabsmetoden.

Det Europæiske Råd anmodede i sine konklusioner af 28.-29. oktober formanden om at arbejde hen imod en begrænset traktatændring, der er nødvendig for oprettelsen af en permanent krisemekanisme til sikring af den finansielle stabilitet i hele euroområdet. Det Europæiske Råds måde at håndtere inddragelsen af den private sektor i en sådan mekanisme har ikke undgået reaktioner fra markederne.

Den 28. november enedes ministrene i Eurogruppen om, at den permanente mekanisme, den europæiske stabilitetsmekanisme (ESM), skulle baseres på den europæiske finansielle stabilitetsfacilitet (EFSF), og at den kunne inddrage den private sektor fra sag til sag i overensstemmelse med international og IMF-praksis.

Situationen på markederne er anspændt, og behovet for, at mekanismen bliver effektiv, er i alle eurolandenes interesse. Hvornår har Kommissionen på denne baggrund tænkt sig at fremkomme med et formelt forslag til en permanent kriseløsning, og kan den svare på følgende spørgsmål?

1. Hvilken form for traktatændring vil der helt præcis være tale om, hvis det i sidste ende viser sig, at der er behov for en traktatændring? Gennem hvilken procedure skal det foregå?

2. Vil det nye instrument være baseret på et regeringssamarbejde eller på fællesskabsmetoden? Og hvordan vil det blive finansieret?

3. Hvilke tekniske muligheder vil der være under hensyntagen til de forbehold, der måtte skulle tages?

4. Skal medlemsstater, som endnu ikke er med i euroområdet, have lov til at være en del af mekanismen?

5. Hvornår vil denne mekanisme kunne være på plads, og hvilken rolle ser Kommissionen for Parlamentet i denne forbindelse?

Indgivet: 1.12.2010

Videresendt: 3.12.2010

Besvarelsesfrist: 10.12.2010