Partnerskabsaftalen om fiskeri mellem EU og Mauretanien er den mest betydningsfulde af EU's fiskeripartnerskabsaftaler med afrikanske lande. Kommissionen planlægger at iværksætte forhandlinger om en fornyelse af den nuværende protokol mellem EU og Den Islamiske Republik Mauretanien, som opregner de fiskerimuligheder og det finansielle bidrag, som aftalen fastsætter.
Hvad er Kommissionens samlede vurdering af den nugældende protokol, både hvad angår fiskerimulighederne for EU's fiskerflåde og støtten til det flerårige sektorbaserede program for Mauretanien, herunder hvor hensigtsmæssigt EU-midler er blevet anvendt?
Hvordan har Kommissionen i sinde at benytte den kommende reform af den fælles fiskeripolitik til at inddrage de nye retningslinjer for den eksterne dimension af den fælles fiskeripolitik – herunder menneskerettighedsklausulerne – i den fremtidige protokol, som nævnt i henstillingen til Rådet om et udkast til mandat?
Hvordan kan Kommissionen tilsikre udviklingen af en ansvarlig og bæredygtig fiskeripolitik (herunder bekæmpelsen af ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri og investeringer fra den EU-baserede sektor) til støtte for både økonomisk udvikling og ressourcebevarende formål i Mauretanien?