Fængselsforholdene i EU
13.10.2011
Forespørgsel til mundtlig besvarelse O-000252/2011
til Rådet
jf. forretningsordenens artikel 115
Niccolò Rinaldi, Renate Weber, Gianni Vattimo, Jens Rohde, Nathalie Griesbeck, Sophia in 't Veld, Baroness Sarah Ludford, Louis Michel, Andrea Zanoni, Ramon Tremosa i Balcells, Giommaria Uggias, Cecilia Wikström, Marielle De Sarnez
for ALDE-Gruppen
Kommissionen har, som følge af et eksplicit ønske fra Rådet og i henhold til Stockholm-programmet samt efter gentagne opfordringer fra Parlamentet, udsendt en grønbog om "Styrkelse af den gensidige tillid inden for det europæiske retlige område – en grønbog om anvendelse af EU-lovgivningen om frihedsberøvelse på det strafferetlige område". Grønbogen lancerer en åben høringsprocedure for interessenter om EU-aktioner til forbedring of forholdene i fængslerne med henblik på at sikre gensidig tillid i det retslige samarbejde. Den understreger også sammenhængen mellem forholdene i fængslerne og en række EU-instrumenter, såsom den europæiske arrestordre og den europæiske kontrolordre, og illustrerer, hvordan varetægtsfængsling, situationen for børn og forholdene i fængslerne er spørgsmål, som EU kunne tage initiativer om. Papiret indeholder et bilag, der illustrerer den meget varierede og ofte foruroligende situation i medlemsstaterne, navnlig i forhold til antallet af varetægtsfængslede, fængslernes belægningsniveau og overbefolkning, antallet af indsatte i fængslerne som andel af befolkningen samt procentdelen af de indsatte, der ikke er statsborgere i landet. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har gentagne gange fordømt EU-medlemsstater med hensyn til forholdene i fængsler, længden af varetægtsfængsling og retsplejen, herunder på grundlag af rapporter fra Europarådets Komité til Forebyggelse af Tortur.
Hvad agter Rådet at gøre på EU-plan for at sikre, at grundlæggende rettigheder for personer, der tilbageholdes i fængsler, overholdes, og at fængselsforholdene bliver forbedret i medlemsstaterne? Hvad agter Rådet at gøre i forhold til misbrug af varetægtsfængsling, overfyldte fængsler, den høje andel af befolkningerne, som er indsatte i fængslerne, og den høje procentdel af de indsatte, der ikke er statsborgere i landene? Vil Rådet undersøge virkningen af politikker på det strafferetlige område og love om fængselsforhold og komme med anbefalinger i forhold til disse spørgsmål, såsom anvendelse af alternative foranstaltninger, kriminalisering af ulovlige indvandrere og særlige foranstaltninger til at sikre, at de grundlæggende rettigheder overholdes? Hvad agter Rådet at gøre for at følge op på Kommissionens grønbog?
Indgivet: 13.10.2011
Videresendt: 14.10.2011
Besvarelsesfrist: 4.11.2011