Retsstatsforhold og menneskerettigheder i Rusland
2.10.2013
Forespørgsel til mundtlig besvarelse O-000102/2013
til Kommissionen
jf. forretningsordenens artikel 115
Kristiina Ojuland, Sophia in 't Veld
for ALDE-Gruppen
Siden vedtagelsen af adskillige love om indskrænkning af ytrings- forsamlings- og foreningsfrihed, især loven om "udenlandske agenter" og føderale og regionale "antipropagandalove", har adskillige organisationer berettet om en stigning i antallet af fremmedfjendtlige og homofobiske angreb.
Der er dukket hundredvis af voldelige videoer op på internettet, de viser ultranationalistiske grupper, der tæver og mishandler LGPT-personer, indvandrere og personer tilhørende etniske mindretal. Russiske ngo'er, der overvåger disse krænkelser, står nu over for en aktiv nedlukningskampagne. Ngo'er og civile og politiske aktivister, der forsvarer menneskerettigheder, skræmmes og trues af borgerværnsgrupper og politiet.
Der er omfattende beviser på uhæderlige retssager, hvor arrangementer såsom Side-by-Side LGBT Film Festival blev pålagt bøder og tvunget til at lukke. Coming Out Saint Petersburg blev idømt maksimumsbeløbet i bøde under loven om "udenlandske agenter", inden dommen blev annulleret af en højere retsinstans, men de risikerer fortsat politiundersøgelser.
Hvad har Kommissionen gjort for at følge op på Parlamentets beslutning af 13. juni 2013 om retsstatsforholdene i Rusland?
– I hvilke vendinger har Kommissionen rejst disse spørgsmål over for de russiske ledere på topmødet i juni i Jekaterinburg og på G20-topmødet i september i Sankt Petersborg?
Hvordan vil Kommissionen fortsat lægge dem på sinde, at spørgsmålene vedrørende menneskerettigheder og retsstatsforhold i Rusland er af allerstørste betydning?
Mener Kommissionen, at Rusland opfylder de forpligtelser, der påhviler det som medlem af Europarådet, eller bør der foretages en tilbundsgående evaluering af, hvorvidt det russiske medlemskab af Europarådet bør ophæves?
Vil Kommissionen være parat til at støtte EU-baserede LGBT-organisationer, der vil udbrede LGBT-information på russisk online?
Indgivet: 2.10.2013
Videresendt: 4.10.2013
Besvarelsesfrist: 11.10.2013