Forespørgsel/spørgsmål fra parlamentsmedlemmer - O-000032/2015Forespørgsel/spørgsmål fra parlamentsmedlemmer
O-000032/2015

Ødelæggelse af kulturelle mindesmærker begået af ISIS/Daesh

Forespørgsel til mundtlig besvarelse O-000032/2015
til Kommissionen
jf. forretningsordenens artikel 128
Silvia Costa, for Kultur- og Uddannelsesudvalget

Procedure : 2015/2649(RSP)
Forløb i plenarforsamlingen
Dokumentforløb :  
O-000032/2015
Indgivne tekster :
O-000032/2015 (B8-0116/2015)
Afstemninger :
Vedtagne tekster :

De nylige angreb, som ISIS/Daesh har begået mod Bardo-museet i Tunis og den bevidste ødelæggelse af Mosul-museet i Irak og historiske steder i Syrien har vist, at sådanne handlinger udgør meget mere end blot kulturelle tragedier og kan betegnes som kulturel udrensning. Terroristernes mål er at bruge ødelæggelsen af civile og religiøse bygninger og arkæologiske steder, der tilhører menneskehedens fælles arv, som en strategi til at destabilisere befolkningerne og ødelægge deres identitet. Desuden benyttes plyndringer af arkæologiske steder og illegal handel med kunstgenstande som et krigsmiddel til at finansiere terroraktiviteter.

Ifølge UNESCO’s konvention om beskyttelse og fremme af de kulturelle udtryksformers mangfoldighed, der blev undertegnet for ti år siden, bør denne fælles arv, der tilhører menneskeheden, holdes i ære og bevares til gavn for alle. For øjeblikket bestræber mange syriske arkæologer sig med livet som indsats på at registrere, redde og gemme kulturelle goder, der trues af ødelæggelse.

Vil Kommissionen i samarbejde med FN, ICOM’s Internationale Observatorium for Ulovlig Handel med Kulturgoder, Europol og Interpol – i overensstemmelse med FN’s Sikkerhedsråds resolution 2199 af 12. februar 2015, der fordømmer ødelæggelsen af kulturarven i Irak og Syrien – træffe de nødvendige foranstaltninger for at forhindre handel i EU-medlemsstaterne med kulturelle genstande, der på ulovligvis er fjernet fra et af disse lande, så længe der hersker krigstilstande, og således forhindre, at de bruges som kilde til finansiering af kriminelle aktiviteter?

Anerkender Kommissionen også behovet for at etablere en ny form for samarbejde mellem EU og UNESCO med det særlige formål at beskytte kulturarven i konfliktområder? Vil Kommissionen overveje at samarbejde med Den Europæiske Rumorganisation (ESA) om at bruge satellitter for at lokalisere steder med kulturskatte i konfliktområder og dokumentere dem? Vil Kommissionen overveje i samarbejde med FN, UNESCO og ICOM’s International Committee of the Blue Shield (ICBS) om at oprette en særlig enhed for international beskyttelse af kulturarv, der trues af ødelæggelse eller plyndring? Er Kommissionen enig i, at den systematiske og bevidste ødelæggelse af menneskehedens fælles kulturarv ikke alene udgør en krigsforbrydelse i henhold til Romstatutten for Den Internationale Straffedomstol men også en forbrydelse imod menneskeheden og bør retsforfølges som sådan?