Eksportkontrol med produkter med dobbelt anvendelse som følge af Hacking Team-afsløringerne
1.9.2015
Forespørgsel til mundtlig besvarelse O-000094/2015
til Kommissionen
jf. forretningsordenens artikel 128
Marietje Schaake, for ALDE-Gruppen
Der har denne summer fundet et hacker-angreb sted mod Hacking Team, et italiensk firma der sælger spionudstyr rundt om i verden. Dette udstyr sætter stater og andre brugere i stand til at overvåge og registrere samtlige en persons digitale bevægelser. Lækkede interne dokumenter afslører, at udstyret blev markedsført og solgt til stater, som EU har kritiseret for deres problematiske menneskerettighedsforhold, herunder Aserbajdsjan, Bahrain, Egypten, Marokko og Usbekistan. Dokumenterne viser også, at Hacking Team muligvis har overtrådt EU's sanktioner mod Rusland og Sudan ved at sælge systemer, der kan anvendes til at krænke journalisters, politiske modstanderes og menneskerettighedsforkæmperes menneskerettigheder. Mens dette specifikke firma måske vil lukke ned oven på hacker-angrebet, vil den teknologi, som det bringer i handlen, og branchen i øvrig, fortsat bestå. Dette marked er i vid udstrækning ureguleret. Der er brug for gennemskuelighed og ansvarsplacering hvad angår salg af dobbeltanvendeligt udstyr til overvågning af privatsfæren. Virksomhedspolitikker om at udvise behørig omhu (due diligence) og selvregulering er ikke nok til at forebygge markedsføring og salg af disse systemer fra EU til nogle af verdens værste menneskerettighedsovertrædere. EU's fordømmelser af menneskerettighedsovertrædelser i tredjelande vil aldrig blive troværdige, hvis Unionen samtidig tillader salg af varer, der muliggøre selvsamme overtrædelser.
1. Hvordan agter Kommissionen at tage hånd om det konkrete problem med eksport af overvågningsudstyr fra EU, herunder forskellene mellem medlemsstatsmyndighedernes fortolkninger?
2. Hvorledes bedømmer Kommissionen virkningsgraden af den nugældende forordning nr. 428/2009 i lyset af afsløringerne om Hacking Team? Er Kommissionen af den opfattelse, at Hacking Team har overtrådt EU's sanktioner mod Rusland og Sudan?
3. Hvordan agter Kommissionen at undgå at skabe unødigt strenge kontrolmekanismer eller uforholdsmæssige bureaukratiske byrder for sikkerhedstest-udstyr, hvad der ville kunne hæmme forskningen?