Rådets henstilling om integration af langtidsledige på arbejdsmarkedet
13.10.2015
Forespørgsel til mundtlig besvarelse O-000121/2015
til Rådet
jf. forretningsordenens artikel 128
Thomas Händel, for Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender
I kølvandet på den økonomiske krise er langtidsledigheden blevet fordoblet siden 2007, således at den tegner sig for halvdelen af den samlede arbejdsløshed. Over 12 mio. mennesker, svarende til 5% af den erhvervsaktive befolkning i EU, er langtidsledige. Over 60% af de langtidsledige havde i 2014 været uden beskæftigelse i mindst to år i træk. Hvert år ophører en femtedel af dem med overhovedet at forsøge at finde et nyt arbejde. Mens EU's arbejdsmarkeder begynder at vise tegn på bedring, er langtidsledigheden fortsat høj.
-Hvordan vil Rådet angribe de mange forskellige hindringer, som mange langtidsledige står over for, såsom fattigdom, forringelse af færdigheder og helbredsproblemer?
-Hvordan forestiller Rådet sig, at der kan blive skabt bæredygtig beskæftigelse til de langtidsledige, især i lande og regioner, hvor der er en høj strukturel ledighed? Overvejer Rådet beskæftigelsesfremmende arbejdsbeskatningsforanstaltninger i denne forbindelse?
-Hvilken form for fleksibilitet kan der påtænkes i nationale budgetregler, hvilke ressourcer kan stilles til rådighed, f.eks. gennem ESF og navnlig for medlemsstater, der er underlagt økonomiske tilpasningsprogrammer?
-Med hvilke midler vil Rådet forbedre forbindelsen mellem færdigheder og beskæftigelse med henblik på langtidslediges genintegrering og beskæftigelsesegnethed?
-Hvordan vil medlemsstaterne sikre kvaliteten af beskæftigelse for langtidsledige og forhindre, at de ender i usikre ansættelsesforhold?
-Der er store forskelle i medlemsstaterne med hensyn til deres sociale, økonomiske og budgetmæssige forhold. Samtidig udgør de langtidsledige en meget uensartet gruppe. Hvordan forestiller Rådet i sin henstilling sig, at der kan tages højde for denne forskelligartethed og samtidig opnås en succesfuld gennemførelse rundt om i medlemsstaterne? Hvordan vil identificering og udveksling af bedste praksis blive sikret?
-Hvordan vil Rådet forbedre situationen for personer, der har været ledige i mere end 18 måneder, eller for den store gruppe af ikke-tilmeldte, hvis den fokuserer på gruppen med 12-18 måneders ledighed?
-Hvilke specifikke foranstaltninger vil Rådet træffe for på en succesfuld måde at inkludere alle relevante aktører (herunder NGO'er, private beskæftigelsestjenester) i integrationsprocessen for langtidsledige?