Forespørgsel/spørgsmål fra parlamentsmedlemmer - O-000038/2017Forespørgsel/spørgsmål fra parlamentsmedlemmer
O-000038/2017

Den europæiske referenceramme for kvalifikationer for livslang læring

Forespørgsel til mundtlig besvarelse O-000038/2017
til Kommissionen
jf. forretningsordenens artikel 128
Thomas Händel, for Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender

Procedure : 2016/2798(RSP)
Forløb i plenarforsamlingen
Dokumentforløb :  
O-000038/2017
Indgivne tekster :
O-000038/2017 (B8-0218/2017)
Afstemninger :
Vedtagne tekster :

Kvalifikationer er ikke det samme overalt i Den Europæiske Union, og det gør det vanskeligt at vurdere arbejdstageres og studerendes viden og kompetencer.

I 2008 vedtog Europa-Parlamentet og Rådet en henstilling om etablering af en europæisk referenceramme for kvalifikationer (EQF) for livslang læring med henblik på at forbedre gennemsigtigheden, sammenligneligheden og overførbarheden af kvalifikationer i Europa. EQF's målsætninger er endnu ikke nået fuldt ud. Som led i sin nye dagsorden for færdigheder foreslår Kommissionen derfor at revidere systemet gennem en ny henstilling fra Rådet.

1. Hvordan vil den foreslåede henstilling fremme lige muligheder i det videnbaserede samfund og en bedre gennemtrængelighed mellem de almene og faglige uddannelsessystemer? Hvordan vil den bidrage til at matche udbuddet af og efterspørgslen efter kvalifikationer på arbejdsmarkedet?

2. Hvorfor ville den reviderede EQF være en bedre løsning? Hvorfor skønnede Kommissionen, at der var behov for en revision, når den nuværende ramme kun er blevet delvis gennemført, og medlemsstaterne opfordrer til, at der fokuseres på dette?

3. Hvordan bidrager rammen til en hurtig validering af uformel og ikke-formel læring? Hvordan forventes det nye forhold mellem ECTS og ECVET at fungere?

4. Hvordan vil Kommissionen støtte en ensartet gennemførelse af EQF på tværs af medlemsstaterne, anvendelsen af den og inddragelsen af alle relevante interessenter samt større synlighed?

5. Hvordan vil Kommissionen ved at anvende EQF som en overordnet ramme sikre, at de særlige karakteristika ved de nationale uddannelses- og erhvervsuddannelsessystemer kan anerkendes og forstås i andre medlemsstater?

6. De voksende migrationsstrømme til og fra EU forstærker behovet for en bedre forståelse af kvalifikationer, der er opnået uden for EU, og af anerkendelse heraf for at fremme integrationen af migranter og flygtninge på EU's arbejdsmarkeder. Hvordan agter Kommissionen at støtte udviklingen og anvendelsen af mekanismer, som muliggør sammenligning og anerkendelse af tredjelandes kvalifikationer?