Tilstrækkelig minimumsindkomst til at sikre aktiv inklusion
23.11.2022
Forespørgsel til mundtlig besvarelse O-000050/2022
til Rådet
jf. forretningsordenens artikel 136
Dragoş Pîslaru, Krzysztof Hetman, Estrella Durá Ferrandis, Lucia Ďuriš Nicholsonová, Sara Matthieu, Giuseppe Milazzo, Özlem Demirel
for Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender
Et værdigt liv er en menneskeret. I 2021 var 95,4 millioner mennesker i EU, svarende til 21,7 % af EU's befolkning[1], truet af fattigdom og social udstødelse.
Covid-19-pandemien og de stigende leveomkostninger risikerer at forværre den vanskelige stilling for enkeltpersoner og husstande i usikre socioøkonomiske situationer yderligere.
Minimumsindkomstordninger fungerer som et socialt sikkerhedsnet, der garanterer en minimumslevestandard og retten til værdighed i alle faser af livet. For mennesker, der mangler tilstrækkelige ressourcer og anstændig, stabil beskæftigelse, spiller adgangen til en passende minimumsindkomst en afgørende rolle med hensyn til at mindske fattigdom, social udstødelse og uligheder. Sådanne ordninger bør kombineres med incitamenter og foranstaltninger, der gør arbejdsmarkedsaktivering mulig for personer, der er i stand til at arbejde.
Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender vil gerne bede Rådet om at besvare følgende:
- 1.Hvordan vil Rådet tilskynde medlemsstaterne til gradvist at fastsætte deres minimumsindkomstordninger til mindst samme niveau som den nationale fattigdomsrisikotærskel og samtidig skabe incitamenter til at (re)integrere personer, der kan arbejde, på arbejdsmarkedet? Hvordan vil medlemsstaterne sikre, at modtagere af minimumsindkomstordninger ikke tvinges til at acceptere usikre ansættelsesforhold? Hvordan agter Rådet at forbedre dækningen af de eksisterende nationale minimumsindkomstordninger?
- 2.Hvordan vil medlemsstaterne tackle problemet med manglende udnyttelse? Hvilke mekanismer vil de indføre for at øge bevidstheden og sikre, at de, der er berettigede til at modtage støtte, rent faktisk nyder godt af den?
- 3.Hvordan vil medlemsstaterne sikre, at minimumsindkomstordninger ikke træder i stedet for socialpolitiske foranstaltninger på andre områder såsom bolig, sundhedspleje, handicapstøtte eller integration på arbejdsmarkedet?
- 4.Hvordan samarbejder medlemsstaterne med arbejdsmarkedets parter, civilsamfundet og andre relevante interessenter om udformning, gennemførelse og overvågning af minimumsindkomstordninger, og hvor ser de plads til forbedringer?
Indgivet: 23.11.2022
Svarfrist: 24.2.2023
- [1] https://ec.europa.eu/eurostat/statistics-explained/index.php?title=Living_conditions_in_Europe_-_poverty_and_social_exclusion#:~:text=In%202021%2C%2095.4%20million%20people,21.7%20%25%20of%20the%20EU%20population.