Forespørgsel/spørgsmål fra parlamentsmedlemmer - P-003626/2021(ASW)Forespørgsel/spørgsmål fra parlamentsmedlemmer
P-003626/2021(ASW)

Svar afgivet på Europa-Kommissionens vegne af Ylva Johansson

Danmark deltager som følge fravalgsbestemmelsen inden for retlige og indre anliggender[1] ikke i EU's immigrations‐ og asylpolitik med undtagelse af Dublin[2]- og Eurodac[3]-forordningerne, som Danmark anvender i henhold til en international aftale. I henhold til folkeretten er Danmark dog stadig bundet af non-refoulement-princippet i Genève-konventionen og i den europæiske menneskerettighedskonvention.

Ændringen af den danske udlændingelov udgør retsgrundlaget for at overføre personer, der ansøger om international beskyttelse, til et tredjeland, såfremt Danmark måtte indgå en aftale herom. Hvorvidt ændringen er i overensstemmelse med Danmarks internationale forpligtelser eller berører medlemsstater, der overfører ansøgere til Danmark i henhold til Dublinforordningen, afhænger af indholdet af en eventuel aftale. Så vidt Kommissionen ved, er der endnu ikke indgået en sådan aftale.

En eksternalisering af behandlingen af ansøgninger om international beskyttelse, der er indgivet på EU's område, rejser fundamentale spørgsmål om adgang til asylprocedurer og effektiv adgang til beskyttelse. Retten til asyl er en grundlæggende ret i EU garanteret ved traktaten og chartret om grundlæggende rettigheder, som videreudviklet i afledt ret og bekræftet i de forslag, der er fremsat som led i pagten om migration og asyl[4]. En sådan praksis er derfor ikke mulig for medlemsstater, der er bundet af gældende EU-ret på asylområdet.

Kommissionens forslag til en forordning om asylprocedurer har til formål at forbedre migrationsstyringen ved EU's ydre grænser og samtidig sikre, at væsentlige garantier overholdes, og at der foretages en individuel vurdering af asylansøgninger. Kommissionen foreslog ikke at ændre reglerne i det nuværende direktiv om asylprocedurer, som finder anvendelse på ansøgninger om international beskyttelse, der indgives på området i en medlemsstat, der er bundet af det, og hvori det fastsættes, at ansøgere har ret til at forblive på disse medlemsstaters område under behandlingen af deres ansøgninger.

Seneste opdatering: 22. september 2021
Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik