Indeks 
 Forrige 
 Næste 
 Fuld tekst 
Protokol
XML 2k
Onsdag den 21. oktober 2020 - Bruxelles

FORSÆDE: David Maria SASSOLI
formand

14. Meddelelser fra formanden
Fuldstændigt forhandlingsreferat

Formanden meddelte, at han havde besluttet i overensstemmelse med forretningsordenens artikel 176, stk. 1, at pålægge Ivan Vilibor Sinčić en sanktion for at have forstyrret plenarforsamlingen den 16. september 2020, hvor han under sit indlæg havde fremvist et banner og taget noget af tøjet af, således at han endte med at være upassende klædt.

Sanktionen bestod for det første i en fratagelse af retten til dagpenge i to dage, for det andet i en midlertidig udelukkelse fra deltagelse i Parlamentets aktiviteter i en periode på syv på hinanden følgende mødedage i Parlamentet eller i et af dets organer, udvalg eller delegationer, uden at det berørte stemmeretten på plenarmødet, men på betingelse af at adfærdsreglerne nøje overholdtes, og for det tredje i et forbud mod at repræsentere Parlamentet i et blandet parlamentarisk udvalg, en interparlamentarisk konference eller noget interinstitutionelt forum i en periode på en måned.

Sanktionen ville gælde fra og med den 22. oktober 2020.

Afgørelsen blev meddelt den pågældende samme dag, og han ville have mulighed for at indgive en intern klage til præsidiet i overensstemmelse med forretningsordenen.

Formanden meddelte, at han havde besluttet i overensstemmelse med forretningsordenens artikel 176, stk 1, at pålægge Ioannis Lagos en sanktion for at have forstyrret plenarmødet den 17. september 2020 ved at anvende et stødende sprogbrug.

Sanktionen bestod for det første i en fratagelse af retten til dagpenge i syv dage og for det andet i en midlertidig udelukkelse fra deltagelse i Parlamentets aktiviteter i en periode på fire på hinanden følgende mødedage i Parlamentet eller i et af dets organer, udvalg eller delegationer, uden at det berørte stemmeretten på plenarmødet, men på betingelse af at adfærdsreglerne nøje overholdtes.

Sanktionen ville gælde fra og med den 22. oktober 2020.

Afgørelsen blev meddelt den pågældende samme dag, og han ville have mulighed for at indgive en intern klage til præsidiet i overensstemmelse med forretningsordenen.

Seneste opdatering: 19. august 2021Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik