Fælles beslutningsforslag - RC-B10-0175/2025Fælles beslutningsforslag
RC-B10-0175/2025

FÆLLES BESLUTNINGSFORSLAG om den alvorlige politiske og humanitære krise samt menneskerettighedskrisen i Sudan, navnlig seksuel vold og voldtægt af børn

12.3.2025 - (2025/2595(RSP))

jf. forretningsordenens artikel 150, stk. 5, og artikel 136, stk. 4
til erstatning af følgende beslutningsforslag:
B10‑0175/2025 (The Left)
B10‑0185/2025 (Verts/ALE)
B10‑0187/2025 (Renew)
B10‑0188/2025 (S&D)
B10‑0189/2025 (PPE)
B10‑0190/2025 (ECR)

Sebastião Bugalho, Lukas Mandl, Michael Gahler, Isabel Wiseler‑Lima, Michał Wawrykiewicz, Mirosława Nykiel, Davor Ivo Stier, Dariusz Joński, Ingeborg Ter Laak, Wouter Beke, Željana Zovko, Luděk Niedermayer, Jan Farský, Miriam Lexmann, Seán Kelly, Michał Szczerba, Vangelis Meimarakis, Eleonora Meleti, Andrey Kovatchev, Inese Vaidere, Tomáš Zdechovský, Danuše Nerudová
for PPE-Gruppen
Yannis Maniatis, Francisco Assis, Marta Temido
for S&D-Gruppen
Adam Bielan, Joachim Stanisław Brudziński, Veronika Vrecionová, Ondřej Krutílek, Sebastian Tynkkynen, Alexandr Vondra, Waldemar Tomaszewski, Assita Kanko
for ECR-Gruppen
Hilde Vautmans, Oihane Agirregoitia Martínez, Petras Auštrevičius, Dan Barna, Benoit Cassart, Olivier Chastel, Bernard Guetta, Svenja Hahn, Karin Karlsbro, Moritz Körner, Ilhan Kyuchyuk, Jan‑Christoph Oetjen, Urmas Paet, Marie‑Agnes Strack‑Zimmermann, Yvan Verougstraete, Michal Wiezik, Lucia Yar
for Renew-Gruppen
Catarina Vieira
for Verts/ALE-Gruppen
Rima Hassan
for The Left-Gruppen


Procedure : 2025/2595(RSP)
Forløb i plenarforsamlingen
Dokumentforløb :  
RC-B10-0175/2025
Indgivne tekster :
RC-B10-0175/2025
Forhandlinger :
Vedtagne tekster :

Europa-Parlamentets beslutning om den alvorlige politiske og humanitære krise samt menneskerettighedskrisen i Sudan, navnlig seksuel vold og voldtægt af børn

(2025/2595(RSP))

Europa-Parlamentet,

 der henviser til sine tidligere beslutninger om Sudan,

 der henviser til forretningsordenens artikel 150, stk. 5, og artikel 136, stk. 4,

A. der henviser til, at konflikten mellem Sudans væbnede styrker (SAF) og Rapid Support Forces (RSF) har varet ved siden april 2023, og at begge parter kæmper for kontrollen over Sudan og dets ressourcer;

B. der henviser til, at konflikten har tvangsfordrevet 13 millioner mennesker; der henviser til, at næsten to tredjedele af Sudans befolkning, herunder 16 millioner børn, har alvorligt behov for humanitær bistand, samtidig med at sundhedssystemet stort set er brudt sammen; der henviser til, at der blokeres for humanitær bistand, hvilket forværrer fødevareusikkerheden, fejlernæring og spredningen af sygdomme;

C. der henviser til, at UNICEF rapporterer, at voldtægt som krigsvåben er blevet chokerende udbredt med børn i særligt stor risiko, og at omkring 12,1 millioner mennesker er i risiko for kønsbaseret vold, herunder voldtægt og tvangsægteskab; der henviser til, at der siden begyndelsen af 2024 er indberettet 221 tilfælde af voldtægt mod børn;

1. opfordrer alle parter til øjeblikkeligt at indstille fjendtlighederne, søge en forhandlingsløsning og opfylde deres forpligtelser i henhold til Jeddah-erklæringen;

2. fremhæver det presserende behov for lige adgang for civile til humanitær nødhjælp; opfordrer alle parter til at sørge for sikker, rettidig og uhindret adgang for humanitære aktører, herunder Verdensfødevareprogrammet;

3. fordømmer på det kraftigste de vilkårlige angreb på civile og den udbredte seksuelle vold mod kvinder og børn begået af både SAF og RSF; opfordrer indtrængende alle parter til at standse disse bestialske handlinger og krigsforbrydelser, herunder voldtægt af børn; fremhæver behovet for støtteforanstaltninger for overlevende, herunder sundhedspleje, behandling og psykosocial støtte samt seksuelle og reproduktive sundhedsydelser; kræver, at gerningsmændene drages til ansvar;

4. opfordrer indtrængende de sudanske myndigheder og alle krigsførende fraktioner til at overholde den humanitære folkeret og holde op med at rekruttere og bruge børnesoldater;

5. opfordrer indtrængende Rådet til at vedtage målrettede foranstaltninger og sanktioner over for enheder og øverstbefalende, der er ansvarlige for alvorlige menneskerettighedskrænkelser, heriblandt Abdel Rahim Hamdan Dagalo, Mohamed Hamdan "Hemedti" Dagalo og Abu Aqla Keikel;

6. opfordrer indtrængende Rådet og Kommissionen til at træffe foranstaltninger over for alle aktører, der overtræder FN's våbenembargo mod Darfur, og til at støtte udvidelsen af den til at omfatte hele Sudan;

7. opfordrer indtrængende EU og dets medlemsstater til at støtte Den Internationale Straffedomstols efterforskning af folkedrab, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden i Darfur og til at bakke op om det arbejde, der udføres af FN's undersøgelsesmission om Sudan, herunder dens fulde adgang til landet; tilskynder FN, Den Afrikanske Union og andre regionale organisationer til at støtte udsendelsen af en solid mission for at beskytte civile, overvåge menneskerettighederne og efterforske seksuel vold;

8. opfordrer EU og dets medlemsstater til at øge den humanitære bistand til Sudan og nabolandene, finansiere støtteforanstaltninger for ofre for seksuel vold og fortsætte med at finansiere lokale programmer vedrørende modstandsdygtighed og beskyttelse, som sikrer kvinders og børns rettigheder og ligestilling mellem kønnene;

9. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, de sudanske myndigheder, Den Afrikanske Union, De Forenede Nationers generalsekretær og Det Panafrikanske Parlament.

 

Seneste opdatering: 12. marts 2025
Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik