FÆLLES BESLUTNINGSFORSLAG
13.3.2006
- –Eija-Riitta Korhola og Godelieve Quisthoudt-Rowohl for PPE-Gruppen
- –Pierre Schapira og Marie-Arlette Carlotti for PSE-Gruppen
- –Thierry Cornillet og Fiona Hall, for ALDE-Gruppen
- –Caroline Lucas, David Hammerstein Mintz, Frithjof Schmidt og Alain Lipietz for Verts/ALE-Gruppen
- –Francis Wurtz og Roberto Musacchio for GUE/NGL-Gruppen
- –Cristiana Muscardini for UEN-Gruppen
- –PSE (B6‑0149/2006)
- –PPE-DE (B6‑0153/2006)
- –Verts/ALE (B6‑0155/2006)
- –GUE/NGL (B6‑0163/2006)
- –ALDE (B6‑0164/2006)
- –UEN (B6‑0165/2006)
Europa-Parlamentets beslutning om det fjerde Verdensvandforum i Mexico By (6.-22. marts 2006)
Europa-Parlamentet,
– der henviser til det fjerde Verdensvandforum, som afholdes den 16.-22. marts 2006 i Mexico By,
– der henviser til sluterklæringerne fra de tre første Verdensvandfora i Marrakech (1997), Haag (2000) og Kyoto (2003),
– der henviser til FN's millenniumudviklingsmål og den endelige 2005-rapport fra FN's Millennium Taskforce om Vand og Sanitet med titlen Sundhed, værdighed og udvikling: Hvad vil det kræve?,
– der henviser til FN's anden rapport om den globale vandudvikling med titlen Vand, et fælles ansvar, der blev offentliggjort den 9. marts 2006,
– der henviser til G8-vandhandlingsplanen, der blev vedtaget på topmødet i Evian i 2003 og bekræftet i G8-erklæringen fra mødet i Gleneagles den 7. juli 2005,
– der henviser til EU's vandinitiativ, der blev vedtaget på verdenstopmødet om bæredygtig udvikling i Johannesburg i 2002,
– der henviser til AVS-EU-vandfaciliteten, der blev oprettet i 2004,
– der henviser til Europa-Parlamentets beslutning fra 2003 om vandforvaltning i udviklingslandene,
– der henviser sin beslutning af 11. marts 2004 om strategien for det indre marked: prioriteringer 2003-2006, hvori det fastslås i punkt 5, at "vand er menneskehedens fælles gode, og at forvaltningen af vandressourcerne derfor ikke bør underkastes det indre markeds bestemmelser",
– der henviser til forretningsordenens artikel 108, stk. 5,
A. der henviser til, at halvdelen af verdens befolkning hverken har sanitet eller adgang til drikkevand, og at der er tydelige tegn på en nært forestående global vandkrise, som ikke blot udgør en trussel mod bæredygtig udvikling, men også mod fred og sikkerhed, og til, at millioner af kvinder og børn lider urimeligt under utilstrækkelig adgang til drikkevand og sanitære faciliteter,
B. der henviser til, at et af hovedmålene i FN's millenniumudviklingsmål er at halvere antallet af personer, der ikke har tilfredsstillende adgang til rent drikkevand og basale sanitære faciliteter inden 2015,
C. der henviser til, at hovedtemaet for Verdensvandforum i Mexico er "tænk globalt, handl lokalt", at vandforsyning er ekstremt ulige fordelt, og at den bør være en forsyningspligtydelse, som fastlægges og forvaltes på lokalt plan, som er mest relevant, der understreger, at der omkring lokale offentlige tjenesteydelser kan opbygges nyskabende og demokratisk fælles kapacitet på forvaltningsområdet, og at forvaltning af vand og sikring af dets kvalitet er nødvendige forudsætninger for bæredygtig udvikling for de fattigste befolkningsgrupper,
D. der henviser til, at kvaliteten af vandet, der er afgørende for opretholdelsen af livet, er en af de vigtigste dødelighedsfaktorer i udviklingslandene og årsag til millioner af dødsfald om året, hvoraf 50% er børn, at over en milliard mennesker ikke har adgang til drikkevand, og at to en halv milliarder ikke råder over nogen form for sanitære faciliteter,
E. der henviser til, at Den Europæiske Union og dens medlemsstater yder ca. 1,4 mia. euro om året i støtte til vand og sanitet i udviklingslandene, hvilket gør EU til den største donor i verden inden for denne sektor,
F. der henviser til, at AVS-EU-vandfaciliteten inden for rammerne af millenniumudviklingsmålene og målene fra verdenstopmødet om bæredygtig udvikling sigter mod at styrke bæredygtig tilførsel af vand og sanitære faciliteter og at forbedre vandforvaltningen og den integrerede forvaltning af vandressourcerne i AVS-landene ved at hjælpe dem med at løse finansieringsunderskuddet,
1. erklærer, at vand er menneskehedens fælles gode, og at adgang til vand derfor er en grundlæggende menneskerettighed, og anmoder om, at der gøres den fornødne indsats for at sikre de fattigste befolkningsgrupper adgang til vand inden 2015;
2. opfordrer Kommissionen til at repræsentere Den Europæiske Union på Verdensvandforum i Mexico med et mandat om i den afsluttende ministererklæring at søge anerkendt, at adgang til drikkevand er en grundlæggende menneskerettighed, og opfordrer i den forbindelse Den Europæiske Union og dens medlemsstater til inden for rammerne af FN at udarbejde en international traktat om vand og forvaltning af vandressourcer, som anerkender retten til adgang til drikkevand;
3. beklager den ringe grad af inddragelse af Verdensvandforum-tiltag i FN's arbejde, minder om, at 21 internationale organer på forskellig vis beskæftiger sig med vandspørgsmål, og opfordrer i den forbindelse til, at der oprettes et vandkoordineringsorgan med direkte ansvar over for FN;
4. understreger, at dette vandkoordineringsagentur bør integrere beskyttelse af folkesundhed og miljø i forvaltningen af vandressourcerne og have til opgave at udvikle strategier, der tilskynder til former for økonomisk og landbrugsmæssig udvikling, som er forenelige med opretholdelsen eller genoprettelsen af et højt vandkvalitetsniveau;
5. fremhæver, at medbestemmelse og en integreret tilgang, hvor brugere og beslutningstagere i forening fastlægger vandpolitikkerne demokratisk og på lokalt plan, skal danne krumtap i forvaltningen af vandressourcerne;
6. opfordrer til, at der i alle programmer om vandforsyning og sanitære faciliteter indgår en særlig indsats for at bekæmpe kønsbestemte uligheder - således at der sikres en ligelig fordeling af fordele og muligheder - og at støtte kvindernes rolle i forbindelse med forsyning, forvaltning og bevarelse af vandressourcerne;
7. glæder sig over bevillingen på 500 millioner euro fra Den 9. Europæiske Udviklingsfond, udover den tidligere støtte på 475 mio. euro til vandforsyning og sanitære faciliteter, til etableringen af AVS-EU vandfaciliteten, opfordrer til, at der afsættes tilstrækkelige bevillinger til vandforsyning og sanitære faciliteter i Den 10. Europæiske Udviklingsfond, og håber, at de internationale institutioner vil lægge mere vægt på vandspørgsmålet i deres handlingsplaner, samt at gældslettelsen også vil blive til gavn for investeringer på vandområdet;
8. understreger og støtter de resultater, som FN's Millennium Taskforce om Vand og Sanitet er nået frem til, og ifølge hvilke opfyldelsen af millenniumudviklingsmål nr. 10 forudsætter følgende:
● øget udviklingsbistand og større målrettethed over for de mindst udviklede lande,
● omfordeling af ressourcer fra lav- og mellemindkomstudviklingslande til de fattigste udviklingslande,
● øget inddragelse af alle relevante aktører for at skabe et reelt medansvar for initiativer om vandforsyning og sanitære faciliteter og at fokusere på mobilisering af lokalsamfundet;
9. opfordrer de lokale myndigheder i EU til at afsætte en del af de afgifter, som brugerne betaler for vandforsyning og sanitære ydelser, til decentrale samarbejdsforanstaltninger og opfordrer EU til at afsætte de fornødne midler til at støtte og underbygge disse foranstaltninger, navnlig hvad angår koordinering af oplysninger og udnyttelse og formidling af resultaterne;
10. opfordrer Kommissionen og Rådet til at anerkende den afgørende rolle, som de lokale myndigheder spiller i forbindelse med beskyttelse og forvaltning af vandet, og beklager, at de lokale myndigheders kompetencer, erfaringer og ressourcer ikke i tilstrækkelig grad efterspørges, værdsættes og udnyttes i EU-finansierede programmer, da de lokale myndigheder på grund af deres faglige kompetence, tekniske kunnen og erfaringer har særlige forudsætninger for at bistå de lokale myndigheder i udviklingslandene;
11. understreger, at foranstaltninger til forbedring af vandforsyningen og de sanitære faciliteter ikke bør iværksættes isoleret, men at de bør indgå i en sammenhængende og tværgående udviklingsstrategi, der omfatter andre politikområder, som f.eks. sundhed og uddannelse, infrastruktur, kapacitetsopbygning, god forvaltning og bæredygtige udviklingsstrategier;
12. understreger betydningen af tidlig forebyggelse for at undgå latente regionale vandrelaterede konflikter, især i regioner, hvor flere lande deler et afvandingsområde, og efterlyser i denne forbindelse en yderligere indsats på europæisk og internationalt plan for at forbedre koordineringen af regional vandpolitik og fremme oprettelsen af regionale vandforvaltningsorganer;
13. glæder sig over og støtter den mobiliserende indsats, som europæiske og internationale civilsamfundsorganisationer yder for at løse problemerne i forbindelse med adgang til vand, navnlig for de fattigste befolkningsgrupper, og henstiller, at deltagerne i Verdensvandforum 2006 tager aktivt del i de aktiviteter, som civilsamfundsorganisationerne organiserer i løbet af de dage, hvor forummet afholdes, og at de seriøst behandler de forslag, som fremsættes ved denne lejlighed;
14. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Kommissionen, Rådet, AVS-EU-Ministerrådet, FN's generalsekretær og generalsekretariatet for komitéerne under World Water Contract.