Fælles beslutningsforslag - RC-B6-0279/2007Fælles beslutningsforslag
RC-B6-0279/2007

FÆLLES BESLUTNINGSFORSLAG

11.7.2007

jf. forretningsordenens artikel 103, stk. 4, af
til erstatning af beslutningsforslag af: om Pakistan

Forløb i plenarforsamlingen
Dokumentforløb :  
RC-B6-0279/2007
Indgivne tekster :
RC-B6-0279/2007
Vedtagne tekster :

Europa-Parlamentets beslutning om Pakistan

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 103, stk. 4,

–  der henviser til samarbejdsaftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Den Islamiske Republik Pakistan om partnerskab og udvikling af 24. november 2001 (også kaldet tredjegenerationssamarbejdsaftalen), navnlig til artikel 1 i denne aftale, hvori det fastslås, at "respekten for menneskerettighederne og de demokratiske principper udgør et væsentligt element i denne aftale"[1],

–  der henviser til EU's og Pakistans fælles erklæring af 8. februar 2007 og det første møde i Det Blandede Udvalg: EF-Pakistan under samarbejdsaftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Pakistan den 24. maj 2007, hvor begge forpligtede sig til at iværksætte en bred formaliseret politisk dialog og bekræftede deres tætte samarbejde om en lang række regionale og internationale spørgsmål,

–  der henviser til, at der skal afholdes parlaments-, provins- og præsidentvalg senere i år,

–  der henviser til det besøg, Europa-Parlamentets SAARC-delegation aflagde i Pakistan i december 2006 og mødet med præsident Musharraf i Lahore,

–  der henviser til tidligere beslutninger om menneskerettigheder og demokrati i Pakistan, særlig dem af 10. februar 2004[2] og 22. april 2004[3],

A.  der henviser til, at de seneste sammenstød i og omkring Den Røde Moske har kostet mange menneskeliv,

B.  der henviser til, at de seneste sammenstød i og omkring Den Røde Moske var en klar demonstration af de farer, som den radikale islamistiske bevægelse udgør, og som præsident Musharraf har undladt at reagere hurtigt eller tilstrækkeligt kraftigt på,

C.  der henviser til, at en række forfatningsmæssige ændringer under Musharraf-regeringen har ændret det politiske system i Pakistan i væsentlig grad og har haft held til at ændre regeringssystemet fra et parlamentarisk til et præsidentielt system, hvor præsidenten har magt til at underkende eller afsætte parlamentet,

D.  der henviser til, at militæret og efterretningsvæsenet fortsat udøver uretmæssig indflydelse på det politiske liv, regeringen og økonomien i Pakistan, hvilket er i modstrid med princippet for planen for genindførelse af demokratiet, hvori det forudses, at magten skulle gives tilbage fra militæret til en civil regering,

E.  der henviser til, at de seneste begivenheder, herunder suspenderingen af højesteretspræsidenten Iftikhar Mohammad Chaudhry den 9. marts på hidtil ikke beviste anklager om alvorlig forseelse og de vedvarende folkelige protester, som denne begivenhed har affødt, har gjort det endnu mere påkrævet at gøre noget ved spørgsmålet om demokrati og retsstatsprincippet i Pakistan,

F.  der henviser til, at USA's regering har øget presset på Pakistan i forbindelse med landets manglende succes med at slå ned på terrorismen,

G.  der henviser til, at EU yder betydelig finansiering til Pakistan til afhjælpning af fattigdom og udvikling af den sundhedsmæssige og statslige uddannelse,

1.  udtrykker sin solidaritet med Pakistans befolkning, som er ofre for den vold, som de væbnede ekstremister har forårsaget; er dybt bekymret over sikkerheden for de 1800 eller flere mennesker, der for øjeblikket menes at opholde sig i Den Røde Moske, hvoraf nogle formodentlig tilbageholdes som gidsler; opfordrer indtrængende Pakistans regering til at gøre alt, hvad den kan, for at afslutte belejringen uden yderligere tab af liv og retsforfølge de ansvarlige;

2.  opfordrer indtrængende Pakistans regering til at vende tilbage til et demokratisk styre ved at afholde frie, retfærdige og demokratiske valg inden årets udgang og advarer mod at indføre undtagelsestilstand eller andre foranstaltninger for at undertrykke ytrings-, forenings-, forsamlings- eller bevægelsesfriheden;

3.  tilskynder præsident Musharraf til at respektere forfatningen ved at give de nye forsamlinger lov til at holde præsidentvalg og ved at opgive posten som hærchef, hvilket han tidligere har givet EU tilsagn om at gøre;

4.  opfordrer indtrængende Pakistans væbnede styrker til at tillade frie og retfærdige valg, herunder at give politiske ledere i eksil mulighed for at vende tilbage til Pakistan og stille op til valg; opfordrer til, at der træffes foranstaltninger til at begrænse militærets og andre væbnede gruppers indflydelse på den politiske og demokratiske proces;

5.  glæder sig over, at EU vil overvåge parlamentsvalget i Pakistan, og at Europa-Parlamentet vil deltage i observatørmissionen; er imidlertid bekymret over en række aspekter forud for dette valg, navnlig i forbindelse med:

  • -neutraliteten hos det forretningsministerium, der skal dannes tre måneder inden valget, og som skal udpeges af præsident Musharraf;
  • -det faktum, at der kræves akademiske kvalifikationer for at stille op som kandidat, hvilket vil udelukke 70 % af de pakistanske kvinder fra at stille op til valget; opfordrer indtrængende til, at denne begrænsning fjernes;
  • -den manglende legitimitet hos den kommende præsident i Pakistan, hvis vedkommende skal vælges af det afgående parlament;

6.  opfordrer Rådet og Kommissionen til at give præsident Musharraf et klart budskab om, at en overgang til demokratisk styre ved at styrke demokratiske institutioner og processer er den eneste acceptable vej ud af den nuværende krise;

7.  opfordrer indtrængende Rådet og Kommissionen til at indtage et fast standpunkt om at opretholde alle de principper, der er nedfældet i samarbejdsaftalen, navnlig klausulerne om demokrati og menneskerettigheder; glæder sig over ministermødet den 8. februar 2007 og mødet i Det Blandede Udvalg: EF-Pakistan den 24. maj 2007 som positive skridt til at styrke forbindelserne mellem EU og Pakistan; understreger, at forbindelserne mellem EU og Pakistan er baseret på de principper, som er nedfældet i samarbejdsaftalen: en forpligtelse til demokrati, fred og stabilitet, udvikling, forbedring af handelsforbindelser, herunder i Sydasien via regionalt samarbejde og respekt for menneskerettigheder; kræver en intensiv politisk dialog om disse spørgsmål;

8.  er dybt bekymret over suspenderingen af højesteretspræsident Chaudhry begrundet i angivelige forseelser, hvilket generelt blev set som et forsøg fra regeringens side på at bevare kontrollen over domstolene i et valgår; opfordrer til respekt for domstolenes uafhængighed og retsstatsprincippet, anmoder den pakistanske regering om at træffe passende foranstaltninger til at vende den nuværende negative tendens i så henseende og til at give afkald på enhver form for politisk indblanding i den sag, der i øjeblikket behandles i højesteret; bemærker den betydelige solidaritet, som hele Pakistans juridiske profession har udvist over for højesteretspræsidenten;

9.  beklager dybt de 41 civile dødsofre under politiske demonstrationer i Karachi den 12. maj, fordømmer anvendelse af vold som et middel til at nå politiske mål, hvad enten den udøves af styrker allieret med regeringen eller af medlemmer af politiske oppositionspartier;

10.  er ligeledes bekymret over rapporter om, at tre kinesiske arbejdere er blevet skudt af formodede militante islamister i Peshawar som en mulig udløber af belejringen af Den Røde Moske;

11.  fordømmer alle forsøg fra regeringens side på at kontrollere mediefriheden ved at indføre ændringer af sendetilladelser, begrænse direkte optagelser af udendørs begivenheder og udstede regeringsdirektiver til medie- og radio/tv-selskaber; fordømmer alle former for trusler og tvang over for og intimidering af journalister og radio/tv-stationer;

12.  er bekymret over de talrige veldokumenterede tilfælde af "forsvindinger", der har omfattet terrormistænkte, journalister, studenter, medlemmer af baluchiske nationalistiske bevægelser og andre politiske aktivister, og understreger kraftigt, at bortførelser, udenretslige drab og fængsling uden rettergang er i modstrid med grundlæggende folkeretlige principper, herunder retten til liv og retten til en retfærdig rettergang;

13.  glæder sig over den europæiske konsensus om udviklingspolitik og EU's klare tilsagn om at tage sig af lande, der er berørt af konflikter eller har en svag statsstruktur og dets lige så klare tilsagn om at bidrage til at opfylde milleniumudviklingsmålene, herunder en uddannelsespolitik for alle; opfordrer den pakistanske regering til at øge sin økonomiske støtte til at etablere og udvikle et statsligt uddannelsessystem med en bredt baseret undervisningsplan i hele landet, herunder i områder med stammesamfund; opfordrer regeringen til at opfylde sine forpligtelser til at udøve reel kontrol med de madrassaer, som for øjeblikket er under ekstremisternes kontrol;

14.  konstaterer med bekymring de fortsatte rapporter om undertrykkelse af religiøse mindretal og anvendelse af blasfemiske love mod religiøse mindretal;

15.  er bekymret over, at medens præsident Musharraf har forpligtet sig til at bekæmpe terrorisme og ekstremisme på internationalt plan, kan de indenrigspolitiske alliancer, der består mellem regeringen, militæret og religiøse fundamentalister måske hæmme regeringens evne til at gøre noget ved spørgsmålet om ekstremisme og fundamentalisme; opfordrer indtrængende Pakistans regering til at træffe øjeblikkelige og effektive foranstaltninger til at forhindre, at politiske eller væbnede styrker bruger landets territorium som et tilflugtssted eller en base for operationer i Afghanistan;

16.  er bekymret over den voksende ustabilitet og udbredelse af oprørsrelateret vold i områder med stammesamfund, navnlig i Waziristan, og bemærker især, at der har været en række tilfælde af selvmordsbomber, herunder et mordforsøg på indenrigsministeren i Peshawar den 28. april; opfordrer den pakistanske regering til at vende situationen ved at fremme retsstatsprincippet og udbredelsen af borgerlige og politiske rettigheder i området;

17.  opfordrer til øget dialog med provinsledere og lokale ledere om muligheden for større autonomi for provinserne eller for at øge repræsentationen af provinsernes interesser på nationalt plan; fordømmer regeringens repressive politik i Baluchistan, hvor der er vedvarende krav om større autonomi på provinsniveau og øget regional kontrol over de betydelige naturressourcer i området;

18.  opfordrer regeringen til at gennemføre henstillingerne fra Pakistans højesteret og til at udvide de grundlæggende rettigheder og politiske frihedsrettigheder til de nordlige områder;

19.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes regeringer og Pakistans regering og parlament.