FÆLLES BESLUTNINGSFORSLAG
20.2.2008
- –José Ribeiro e Castro, Jacek Protasiewicz, Urszula Gacek, Charles Tannock, Jerzy Buzek, Bernd Posselt, Eija-Riitta Korhola, Tunne Kelam, Tadeusz Zwiefka, Árpád Duka-Zólyomi og Christopher Fjellner for PPE-DE-Gruppen
- –Pasqualina Napoletano, Jan Marinus Wiersma, Justas Vincas Paleckis, Andres Tarand og Genowefa Grabowska for PSE-Gruppen
- –Janusz Onyszkiewicz, Jules Maaten og Marios Matsakis for ALDE-Gruppen
- –Konrad Szymański, Hanna Foltyn-Kubicka, Adam Bielan, Wojciech Roszkowski, Ryszard Czarnecki, Ewa Tomaszewska, Janusz Wojciechowski, Zbigniew Krzysztof Kuźmiuk, Mieczysław Edmund Janowski, Inese Vaidere og Marcin Libicki for UEN-Gruppen
- –Elisabeth Schroedter og Milan Horáček for Verts/ALE-Gruppen
- –ALDE (B6‑0081/2008)
- –PSE (B6‑0087/2008)
- –UEN (B6‑0088/2008)
- –PPE-DE (B6‑0091/2008)
- –Verts/ALE (B6‑0098/2008)
Europa-Parlamentets beslutning om Belarus
Europa-Parlamentet,
− der henviser til sine tidligere beslutninger om situationen i Belarus, navnlig til sin beslutning af 6. april 2006,
− der henviser til Kommissionens erklæring fra november 2006 om EU's vilje til at genoptage forbindelserne med Belarus og dets befolkning som led i den europæiske naboskabspolitik (ENP),
− der henviser til Sakharov-prisen for tankefrihed, som blev tildelt det belarussiske journalistforbund i december 2004, og som Aleksandr Milinkevitj modtog i december 2006,
− der henviser til forretningsordenens artikel 115, stk. 5,
A. der henviser til, at Europa-Parlamentet gentagne gange har fordømt de fejlbehæftede præsidentvalg, parlamentsvalg og lokale valg i Belarus, og har understreget, at Lukashenko-styret er uden demokratisk legitimitet og fortsætter som det sidste diktatur i Europa,
B. der henviser til, at Europa-Parlamentet har opfordret Kommissionen og Rådet til at fremsætte forslag om, at der lægges yderligere pres på Lukashenko-styret i internationale organisationer, og har anmodet om, at der fremlægges en færdig pakke med konkrete og direkte "smarte" sanktioner, der vil ramme undertrykkerne hårdt uden samtidig at forvolde Belarus' borgere større lidelse,
C. der henviser til, at Europa-Parlamentet især fordømte, at demokratiet på lokalplan, som er hjørnestenen i ethvert demokratisk styre, og som udtrykker den almindelige befolknings vilje til at opnå de forhåbninger og forventninger, den i virkeligheden har, er blevet ignoreret og forsømt i Belarus,
D. der henviser til det vedvarende politiske og administrative pres, der udøves på de ikke-statslige organisationer i Belarus, truer deres eksistens og underminerer deres uafhængighed,
E. der henviser til, at der i januar var en række protester i Minsk, og at lederne af disse demonstrationer blev anholdt og i mange tilfælde slået,
F. der henviser til, at der i den seneste tid har fundet en positiv udvikling sted med hensyn til etablering af Kommissionens delegation i Minsk,
1. beklager dybt, at situationen vedrørende demokrati, menneskerettigheder og retsstatsprincippet ikke forbedres i Belarus; understreger, at fortsat vilkårlig anholdelse af medlemmer af civilsamfundet og oppositionelle aktivister, især den aktuelle tilbageholdelse af Aleksandr Milinkevitj, og den hårde linje over for de uafhængige medier, modsiger den belarussiske regerings tale for nylig om dens ønske om at forbedre forbindelserne med EU;
2. udtrykker sin beklagelse over, at journalisten Aliaksandr Zdzvizhkou blev dømt til tre års fængsel, idet det betragter strafudmålingen som værende urimeligt hård, og opfordrer den belarussiske regering til at tage denne beslutning op til fornyet overvejelse;
3. noterer sig den nylige løsladelse af en række demokratiske oppositionelle aktivister, herunder lederne af den belarussiske folkefronts ungdomsorganisation og Young Revival, fordømmer samtidig anholdelsen af disse aktivister, som var varetægtsfængslet i 15 dage og blev udelukket fra universitetet, efter fredelige demonstrationer i Minsk den 16. januar 2008 for at markere dagen for solidaritet med fængslede belarussiske oppositionelle aktivister og med familierne til forsvundne prominente belarussere;
4. opfordrer indtrængende de belarussiske myndigheder til øjeblikkeligt og betingelsesløst at løslade den politiske fange Alyaksandr Kazulin, som stadig sidder fængslet, og at standse trusler mod og chikane og anholdelse af bestemte grupper samt politisk motiveret retsforfølgelse af den demokratiske opposition og civilsamfundet i Belarus;
5. glæder sig over den seneste udvikling i aftalerne om at etablere Kommissionens delegation i Minsk og betragter dette som et positivt skridt hen imod en ny dialog med EU; opfordrer Kommissionen til at benytte det fulde potentiale i forbindelse med delegationens åbning;
6. minder om, at EU i november 2006 erklærede sig rede til som led i den europæiske naboskabspolitik (ENP) at forny forbindelserne med Belarus og dets befolkning, så snart den belarussiske regering havde vist, at den respekterer de demokratiske værdier og det belarussiske folks grundlæggende rettigheder;
7. betoner, at hvis Belarus ønsker at indgå i en reel dialog med EU, er det nødvendigt, at det opfylder de resterende betingelser i det uofficielle dokument What the EU could bring to Belarus, som omfatter løsladelse af alle politiske fanger, afskaffelse af dødsstraffen, sikring af mediefrihed, retsvæsenets uafhængighed og respekt for demokratiske værdier og for det belarussiske folks grundlæggende rettigheder;
8. fordømmer, at Belarus er det sidste land i Europa, der stadig praktiserer dødsstraffen, hvilket er imod de europæiske værdier;
9. opfordrer indtrængende de belarussiske myndigheder til at afskaffe dekret nr. 70 af 8. februar 2008, hvis bestemmelser krænker de belarussiske borgeres ret til uddannelse ved at hindre deres adgang til højere uddannelsesinstitutioner;
10. opfordrer indtrængende de belarussiske myndigheder til at gennemføre OSCE-standarderne i forbindelse med tilrettelæggelsen af det kommende parlamentsvalg den 28. september 2008; opfordrer regeringen til at give demokratiske oppositionsrepræsentanter adgang til de regionale valgkommissioner, at tillade registrering af alle parlamentskandidater og deres observatører og ikke skabe hindringer for en omfattende og tilfredsstillende international valgobservationsmission;
11. opfordrer Kommissionen og Rådet til at træffe yderligere foranstaltninger med henblik på visumlempelse og -liberalisering for belarussiske borgere, da kun en sådan handling gør det muligt at opfylde EU's hovedmål, nemlig at lette og styrke forbindelserne mellem borgerne i EU og Belarus og at demokratisere Belarus; opfordrer indtrængende Kommissionen og Rådet til i denne sammenhæng at overveje muligheden for at give afkald på omkostningerne i forbindelse med visum for belarussiske borgere, der rejser ind i Schengenområdet, hvilket er den eneste måde at forhindre Belarus og dets borgere i at blive mere og mere isoleret;
12. opfordrer medlemsstaterne i Schengenområdet til at anvende alle eksisterende instrumenter (nationale visumgebyrer) for at lette belarussiske borgeres bevægelighed inden for hver enkelt medlemsstats territorium;
13. opfordrer Kommissionen og Rådet samt det internationale samfund som helhed til i højere grad at støtte civilsamfundet i Belarus og især at øge den finansielle støtte til de uafhængige medier og de ikke-statslige organisationer samt til unge fra Belarus, der studerer i udlandet; påskønner Kommissionens finansielle støtte til det europæiske universitet for humaniora i Vilnius (European Humanities University in Vilnius, Litauen); opfordrer Kommissionen og Rådet til at overveje at yde finansiel støtte til det løbende projekt, som har til formål at oprette en uafhængig belarussisk Belsat-tvkanal;
14. udtrykker solidaritet med den forenede demokratiske opposition i Belarus og lederen af den demokratiske bevægelse, Aleksandr Milinkevitj, og alle belarussiske borgere, der tilstræber et uafhængigt, åbent og demokratisk Belarus, som bygger på retsstatsprincippet; opfordrer oppositionslederne til at vise sammenhold og stå sammen i forbindelse med det kommende parlamentsvalg;
15. beklager de belarussiske myndigheders beslutning om gentagne gange at afvise at give indrejsevisum til Europa-Parlamentets medlemmer og parlamentsmedlemmer fra EU's medlemsstater igennem de seneste år; opfordrer de belarussiske myndigheder til ikke at skabe yderligere hindringer for Europa-Parlamentets Delegation for Forbindelserne med Belarus, når den besøger landet for at få førstehåndsviden og foretage observationer i Belarus;
16. fordømmer de restriktioner, som de belarussiske myndigheder har pålagt udenlandske præster for at begrænse deres adgang til landet, hvor de ønskede at tjene religiøse organisationer, og opfordrer de belarussiske myndigheder til at fjerne disse restriktioner;
17. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes parlamenter og regeringer, FN's generalsekretær, OSCE's Parlamentariske Forsamling og Europarådet samt de belarussiske myndigheder.