Procedure : 2009/2509(RSP)
Forløb i plenarforsamlingen
Dokumentforløb : RC-B6-0037/2009

Indgivne tekster :

RC-B6-0037/2009

Forhandlinger :

PV 15/01/2009 - 10.2
CRE 15/01/2009 - 10.2

Afstemninger :

PV 15/01/2009 - 11.2

Vedtagne tekster :

P6_TA(2009)0030

FÆLLES BESLUTNINGSFORSLAG
PDF 96kWORD 57k
14.1.2009
PE416.162
PE416.167
PE416.168
PE416.169
PE416.170
PE416.178
 
B6‑0037/2009}
B6‑0042/2009}
B6‑0043/2009}
B6‑0044/2009}
B6‑0045/2009}
B6‑0053/2009} RC1
jf. forretningsordenens artikel 115, stk. 5, af
   Jean-Pierre Audy, Filip Kaczmarek, Eija-Riitta Korhola og Bernd Posselt for PPE-DE-Gruppen
   Pasqualina Napoletano, Marie-Arlette Carlotti, Glenys Kinnock, Ana Maria Gomes, Alain Hutchinson, Josep Borrell Fontelles, Thijs Berman og Catherine Neris for PSE-Gruppen
   Marios Matsakis, Thierry Cornillet og Johan Van Hecke for ALDE-Gruppen
   Hanna Foltyn-Kubicka, Ryszard Czarnecki, Konrad Szymański, Adam Bielan, Ewa Tomaszewska og Mieczysław Edmund Janowski for UEN-Gruppen
   Marie-Hélène Aubert for Verts/ALE-Gruppen
   Vittorio Agnoletto for GUE/NGL-Gruppen
til erstatning af beslutningsforslag af:
   ALDE (B6‑0037/2009)
   PSE (B6‑0042/2009)
   Verts/ALE (B6‑0043/2009)
   PPE-DE (B6‑0044/2009)
   UEN (B6‑0045/2009)
   GUE/NGL (B6‑0053/2009)
om statskuppet i Guinea

Europa-Parlamentets beslutning om statskuppet i Guinea 

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 115, stk. 5,

A.  der minder om, at en gruppe officerer tog magten i Guinea den 23. december 2008 - dagen efter præsident Lansana Contés død,

B.  der gør opmærksom på, at Lansana Conté som daværende officer i sin tid også selv havde taget magten ved et kup i 1984, efter at hans forgænger, præsident Sékou Touré, lige var død, og at han bevarede magten i 24 år,

C.  der påpeger, at hæren ikke bør have nogen plads i nationernes regeringsførelse,

D.  der anfører, at den guineanske nationalforsamlings mandat udløb for to år siden, uden at der på noget tidspunkt har fundet nyvalg sted,

E.  der understreger, at beslutningerne om Guineas politiske, økonomiske og sociale fremtid skal træffes af det guineanske folk og dets repræsentanter, og at militærjuntaens løfte om valg om to år er alt for langt ude i fremtiden,

F.  der konstaterer, at statskuppet er blevet fordømt af Det Økonomiske Fællesskab af Vestafrikanske Stater (Ecowas) og Den Afrikanske Union (AU), der har besluttet at suspendere Guinea,

G.  der fastslår, at de vigtigste oppositionspartier og fagforeningsbevægelsen, som stod bag strejkerne i juni 2006 og januar 2007, har taget magtovertagelsen til efterretning, men at nationalforsamlingens formand opfordrer til genindførelse af den forfatningsmæssige legalitet,

H.  der gør opmærksom på, at hver anden guineaner ifølge Verdensbanken lever for, hvad der svarer til en amerikansk dollar om dagen, og at indkomsten pr. capita er faldet uafbrudt siden uafhængigheden til trods for Guineas store vandressourcer og ressourcer i undergrunden,

I.  der bemærker, at Guinea af "Transparency International" er klassificeret som et af de mest korrupte lande i Afrika,

J.  der anfører, at statskuppet er indtruffet i en økonomisk og social kontekst præget af tilbagegang, og at en forbedring af udviklingen er den bedste garanti for, at demokratiet vil sejre,

K.  der fremhæver, at der flere gange er afholdt demonstrationer i mange af Guineas byer i protest mod de stigende leveomkostninger og manglen på basisfødevarer,

L.  der påpeger, at menneskerettighedssituationen under den afdøde præsident Lansana Conté var meget foruroligende og præget af militærets og politiets overdrevne magtanvendelse over for borgerne, vilkårlig tilbageholdelse og fængsling uden rettergang samt angreb på ytringsfriheden,

M.  der understreger, at det er vigtigt, at der tages fuldt hensyn til de politiske partiers, fagforeningernes og civilsamfundsorganisationernes forslag til, hvordan der kan iværksættes en national dialog for at nå til enighed om en fredelig overgang til demokratisk styre og om en tidsplan for afholdelse af præsident- og parlamentsvalg,

N.  der pointerer, at militærjuntaens afgørelser og udnævnelser, navnlig på regeringsplan, ikke overholder de grundlæggende retsstatsprincipper,

O.  der konstaterer, at Kabiné Komara, der tidligere havde en lederfunktion i den afrikanske import-eksport bank, er udnævnt til premierminister, og at han var opført på den liste over kandidater til premierministerembedet, som fagforeningerne havde foreslået under begivenhederne i februar 2007,

P.  der fastslår, at der er foretaget vilkårlige anholdelser af højtstående militærfolk og civile,

1.  fordømmer en gruppe officerers magtovertagelse i Guinea og kræver, at der inden for få måneder gennemføres frie og gennemskuelige parlaments- og præsidentvalg under en civil overgangsregerings myndighed, og at valget foregår under overholdelse af de internationale normer og med hjælp fra Den Afrikanske Union og Ecowas og støtte fra Den Europæiske Union;

2.  opfordrer til en national dialog i Guinea med deltagelse af alle politiske partier, fagforeninger og civilsamfundsorganisationer for at bane vej for overgangen til demokratisk styre;

3.  anmoder juntaen om at respektere menings-, ytrings- og forsamlingsfriheden, herunder retten til frit at deltage i fredelige forsamlinger, som forankret i verdenserklæringen om menneskerettigheder;

4.  fordømmer anholdelserne og fængslingerne af militærfolk og civile uden bevisbyrde og kræver, at de løslades omgående, hvis de ikke kan tiltales for nogen alvorlig forseelse;

5.  noterer sig, at de nye guineanske ledere har afgivet en række politiske løfter, bl.a. at de vil bekæmpe korruptionen konsekvent og indføre et åbent demokratisk system i Guinea; kræver, at disse løfter overholdes;

6.  roser AU og Ecowas for deres beslutning om at suspendere Guinea, så længe landet ikke har et parlament og en regering, der er demokratisk valgt;

7.  kræver, at der med udgangspunkt i Cotonou-aftalens artikel 8 og 96 indledes en politisk dialog mellem EU og de overgangsmyndigheder, der har taget magten i Guinea;

8.  anmoder Kommissionen om at være parat til at fastfryse enhver bistand, der ikke har form af humanitær bistand og fødevarehjælp, og at undersøge, hvordan der kan iværksættes målrettede sanktioner mod medlemmerne af de ansvarlige myndigheder for den voldelige magtovertagelse, såfremt der ikke sker nogen overgang til demokratisk styre;

9.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt De Forenede Nationers Sikkerhedsråd, Den Afrikanske Unions institutioner, Ecowas, Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU og de guineanske myndigheder.

Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik