Fælles beslutningsforslag - RC-B7-0095/2010Fælles beslutningsforslag
RC-B7-0095/2010

FÆLLES BESLUTNINGSFORSLAG om Venezuela

8.2.2010

jf. forretningsordenens artikel 122, stk. 5,
til erstatning af beslutningsforslag af:
S&D (B7‑0095/2010)
Verts/ALE (B7‑0096/2010)
GUE/NGL (B7‑0097/2010)

Véronique De Keyser, María Muñiz De Urquiza for S&D-Gruppen
Raül Romeva i Rueda for Verts/ALE-Gruppen
Willy Meyer, Sabine Lösing, Jacky Hénin, Patrick Le Hyaric, Marie-Christine Vergiat for GUE/NGL-Gruppen

Forløb i plenarforsamlingen
Dokumentforløb :  
RC-B7-0095/2010
Indgivne tekster :
RC-B7-0095/2010
Afstemninger :
Vedtagne tekster :

Europa-Parlamentets beslutning om Venezuela

Europa-Parlamentet,

–   der henviser til forretningsordenens artikel 122, stk. 5,

A. der henviser til, at den 22. december 2009 trådte de tekniske bestemmelser, som regulerer de krav, der skal opfyldes af alle udbyderes af audiovisuelle tjenester i Venezuela, i kraft,

B.  der henviser til, at disse bestemmelser er et teknisk supplement til loven om socialt ansvar i radio og tv fra 2005, der vedrører beskyttelse af brugernes og navnlig de mindreåriges rettigheder, transmission af præsidentens taler osv.,

C. der henviser til, at de kompetente venezuelanske myndigheder på grundlag af de modtagne meddelelser fastslog, at 4 ud af de 24 venezuelanske kanaler ikke overholdt loven, hvorfor de midlertidigt blev udelukket fra programlægningen, indtil de kunne bevise, at deres programmer opfyldte bestemmelserne,

D. der henviser til, at de nationale serviceudbydere skal registreres hos den nationale telekommunikationskommission CONATEL, som er det organ, der har til opgave at gennemføre loven om socialt ansvar i radio og tv i Venezuela, og der henviser til, at lederne af RCTV netop har indleveret de krævede dokumenter til CONATEL,

E. der henviser til, at RCTV er en national udbyder af audiovisuelle tjenester i overensstemmelse med de tekniske bestemmelser om Venezuelas audiovisuelle produktionstjenester, eftersom RCTV ikke sender over 70 % programmer af ikke-venezuelansk karakter om ugen,

F.  der henviser til, at de venezuelanske myndigheder under udøvelse af de beføjelser, der tilkommer dem i henhold til den venezuelanske forfatning og venezuelanske love, skal sikre, at de bestemmelser og love, der gælder for alle massemedier, respekteres, sådan som det også er tilfældet i EU’s medlemsstater,

G. der henviser til, at der den 25. januar 2010 blev afholdt demonstrationer i Mérida (Venezuela) af grupper for og imod regeringen, hvorunder to unge mennesker, én fra hver gruppe, omkom,

H. der henviser til, at statsadvokaturen i Venezuela har udpeget en undersøgelseskommission i forbindelse med disse hændelser,

I.   der henviser til, at frie og uafhængige medier i forhold til de politiske og økonomiske kræfter er af afgørende betydning for, at et pluralistisk demokrati kan fungere godt, idet det respekterer mindretallenes, herunder den politiske oppositions, ret til at fremme deres synspunkter frit og åbenlyst, og tillader frie og retfærdige valg,

J.   der henviser til, at medierne har et socialt ansvar for ikke at appellere til vold og ulovligheder, og de skal respektere retsstatsprincipperne og dermed lovgivningen,

1.  fastholder sin fulde støtte til ytringsfriheden i alle lande som en integreret del af menneskerettighederne,

2.  glæder sig over, at RCTV endelig har svaret de venezuelanske myndigheder med henblik på at opfylde de fastsatte bestemmelser, således at det kan genoptage sine kabeludsendelser;

3.  opfordrer de venezuelanske myndigheder til inden for rammerne af Venezuelas lovgivning og i upartiskhedens navn at sørge for at undgå mediekoncentration og sikre alsidig nyhedsformidling;

4.  opfordrer de venezuelanske medier, der ønsker en ændring af den lovgivning, der vedrører dem, til at gøre det med lovlige midler og til at respektere retsstatsprincipperne og dermed de eksisterende retlige rammer, navnlig lovene på telekommunikationsområdet;

5.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, til regeringen i Den Bolivariske Republik Venezuela, til Mercosur-parlamentet og til Eurolat-Forsamlingen.