FÆLLES BESLUTNINGSFORSLAG om oversvømmelser i centraleuropæiske lande, især Polen, Den Tjekkiske Republik, Slovakiet og Ungarn
16.6.2010
til erstatning af beslutningsforslag af:
PPE (B7‑0346/2010)
ALDE (B7‑0399/2010)
GUE/NGL (B7‑0400/2010)
S&D (B7‑0402/2010)
ECR (B7‑0403/2010)
Bogusław Sonik, Lambert van Nistelrooij, Anna Záborská, Jan Březina, Tamás Deutsch, Danuta Maria Hübner, Elżbieta Katarzyna Łukacijewska, László Surján, György Schöpflin, Bogdan Kazimierz Marcinkiewicz, Joanna Katarzyna Skrzydlewska, Krzysztof Lisek, Barbara Matera, Nuno Teixeira, Jan Olbrycht, Jan Kozłowski, Sidonia Elżbieta Jędrzejewska, Lívia Járóka, Jolanta Emilia Hibner, Monika Hohlmeier, Andrzej Grzyb, Kinga Gál, Ildikó Gáll-Pelcz, Tadeusz Zwiefka, Richard Seeber, Filip Kaczmarek, Markus Pieper, Sabine Verheyen, Lena Kolarska-Bobińska, Peter Št'astný, Csaba Sógor, Jarosław Leszek Wałęsa, Artur Zasada, Paweł Zalewski, Enikő Győri, Csaba Őry, Jerzy Buzek, Jacek Saryusz-Wolski, Róża Gräfin von Thun und Hohenstein, Piotr Borys, Jarosław Kalinowski, Miroslav Mikolášik, Czesław Adam Siekierski, Edit Bauer, Danuta Jazłowiecka, Rafał Trzaskowski, Marian-Jean Marinescu, Ádám Kósa, András Gyürk, Jacek Protasiewicz, Małgorzata Handzlik, Sławomir Witold Nitras for PPE-Gruppen
Constanze Angela Krehl, Lidia Joanna Geringer de Oedenberg, Zigmantas Balčytis, Wojciech Michał Olejniczak, Vilija Blinkevičiūtė, Georgios Stavrakakis, Justas Vincas Paleckis, Monika Smolková, Edit Herczog, Edite Estrela, Zuzana Brzobohatá, Csaba Sándor Tabajdi for S&D-Gruppen
Giommaria Uggias, Ramona Nicole Mănescu for ALDE-Gruppen
Elisabeth Schroedter, Bas Eickhout for Verts/ALE-Gruppen
Michał Tomasz Kamiński, Zbigniew Ziobro, Marek Józef Gróbarczyk, Tadeusz Cymański, Jacek Olgierd Kurski, Jacek Włosowicz, Adam Bielan, Ryszard Antoni Legutko, Janusz Wojciechowski, Mirosław Piotrowski, Tomasz Piotr Poręba, Ryszard Czarnecki, Oldřich Vlasák, Lajos Bokros, Paweł Robert Kowal, Konrad Szymański, Marek Henryk Migalski for ECR-Gruppen
Jaromír Kohlíček, Miloslav Ransdorf, Willy Meyer, Helmut Scholz, João Ferreira for GUE/NGL-Gruppen
Europa-Parlamentets beslutning om oversvømmelser i centraleuropæiske lande, især Polen, Den Tjekkiske Republik, Slovakiet og Ungarn
Europa-Parlamentet,
– der henviser til EU-traktatens artikel 3 og EUF-traktatens artikel 191 og 349,
– der henviser til Kommissionens forslag til forordning om oprettelse af Den Europæiske Unions Solidaritetsfond (KOM(2005)0108) og Europa-Parlamentets holdning hertil af 18. maj 2006,
– der henviser til sine beslutninger af 5. september 2002 om oversvømmelseskatastroferne i Centraleuropa[1], af 8. september 2005 om naturkatastrofer (brande og oversvømmelser) i Europa[2], af 18. maj 2006 om naturkatastrofer (skovbrande, tørker og oversvømmelser) – landbrugsmæssige aspekter, regionaludviklingsmæssige aspekter og miljømæssige aspekter[3] og af 7. september 2006 om skovbrande og oversvømmelser i Europa[4],
– der henviser til Kommissionens hvidbog ”Tilpasning til klimaændringer: et europæisk handlingsgrundlag" (KOM(2009)0147) og til meddelelse fra Kommissionen om "En fællesskabsstrategi til forebyggelse af naturkatastrofer og menneskeskabte katastrofer" (KOM(2009)0082),
– der henviser til Kommissionens arbejdsdokument "Regioner 2020 – en evaluering af de fremtidige udfordringer for EU's regioner" (SEK(2008)2868),
– der henviser til Kommissionens udtalelse om den store naturkatastrofe i den selvstyrende region Madeira den 24. februar 2010 og til sin beslutning af 11. marts 2010 om de alvorlige naturkatastrofer i den autonome region Madeira og virkningerne af stormen Xynthia i Europa[5],
– der henviser til forretningsordenens artikel 110, stk. 4,
A. der henviser til, at der har været en større naturkatastrofe i form af oversvømmelser i forskellige EU-medlemsstater, især i Polen, Den Tjekkiske Republik, Slovakiet og Ungarn såvel som Tyskland og Østrig, der har forårsaget tab af menneskeliv og nødvendiggjort evakuering af tusinder af mennesker,
B. der henviser til, at den nævnte katastrofe har anrettet alvorlig skade, herunder på infrastruktur, virksomheder og landbrugsjord, og tillige har ødelagt områder tilhørende natur- og kulturarven og eventuelt har forårsaget risici for folkesundheden,
C. der henviser til, at det er nødvendigt at foretage en holdbar genopbygning af de områder, der er blevet ødelagt eller beskadiget af katastrofen for at udbedre deres økonomiske og sociale tab,
D. der henviser til den voldsomme stigning i hyppigheden, sværhedsgraden, kompleksiteten og virkningen af naturkatastrofer og menneskeskabte katastrofer på tværs af Europa i de senere år,
1. udtrykker medfølelse og solidaritet med indbyggerne i de regioner, der er berørt af katastrofen, tager behørigt hensyn til eventuelle alvorlige økonomiske virkninger og udtrykker sin medfølelse og deltagelse over for ofrenes familier;
2. anerkender eftersøgnings- og redningsenhedernes utrættelige indsats med henblik på at redde liv og mindske skaderne i de berørte områder;
3. respekterer de initiativer, der blev taget af de medlemsstater, som ydede assistance til de berørte områder, idet europæisk solidaritet kommer til udtryk ved gensidig bistand i alvorlige situationer;
4. opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at revidere planlægningen, politikkerne for bæredygtig arealudnyttelse, økosystemets absorptionsevne og bedste praksis i lyset af den øgede risiko for oversvømmelser som følge af den måde, landarealerne, de naturlige leveområder og kloaksystemerne forvaltes på og øge oversvømmelseskontrollens og kloakinfrastrukturens kapacitet for at begrænse skader forårsaget af ekstreme regnskyl;
5. opfordrer medlemsstaterne og de regioner, der blev ramt af katastrofen, til at lægge særlig vægt på bæredygtige genopbygningsplaner og overveje muligheden af langfristede investeringer i medlemsstaternes politikker for katastrofeforebyggelse og beredskab;
6. opfordrer medlemsstaterne til at opfylde kravene i EU's oversvømmelsesdirektiv og gennemføre det; opfordrer til, at der tages hensyn til oversvømmelsesrisikokort bør ved den fysisk planlægning; understreger, at en effektiv forebyggelse af oversvømmelser skal baseres på grænseoverskridende strategier; tilskynder nabomedlemsstaterne til at intensivere deres samarbejde i forbindelse med forebyggelse af naturkatastrofer og dermed sikre den bedst mulige udnyttelse af de EU-midler, der er afsat til dette formål;
7. opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at støtte de områder, der er berørt af de økonomiske og sociale virkninger af katastrofen, på den hurtigst mulige måde;
8. gentager, at en ny forordning for EU’s Solidaritetsfond baseret på Kommissionens forslag (KOM(2005)0108) er en absolut nødvendighed for på en mere fleksibel og effektiv måde at løse problemer, der er forårsaget af naturkatastrofer; kritiserer Rådet for at have blokeret sagen, skønt Parlamentet vedtog sin holdning med et overvældende flertal ved førstebehandlingen i maj 2006; opfordrer det belgiske formandskab og Kommissionen til uden forsinkelse at søge en løsning, således at processen med revision af denne forordning kan blive genoplivet med henblik på at skabe et stærkere og mere fleksibelt instrument, der er i stand til at reagere effektivt på de nye udfordringer i forbindelse med klimaændringerne;
9. opfordrer Kommissionen til, efter de nationale og regionale myndigheders forelæggelse af deres respektive planer, øjeblikkeligt at træffe de nødvendige foranstaltninger med henblik på den hurtigste, mest effektive og fleksible anvendelse af de finansielle midler fra Den Europæiske Unions Solidaritetsfond;
10. opfordrer indtrængende Kommissionen til – ud over at anvende Den Europæiske Unions Solidaritetsfond – at være åben og fleksibel i forhandlingerne med de nationale og regionale myndigheder om en revision af de regionale operationelle programmer for perioden 2007-2013, der finansieres af EFRU, ESF og Samhørighedsfonden; opfordrer Kommissionen til at gå videre med denne revision så hurtigt som muligt;
11. opfordrer Kommissionen til at tage hensyn til forskellene mellem de berørte regioner, der bl.a. omfatter bjergområder og flodområder, således at man kan hjælpe ofrene på bedst mulig måde;
12. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes regeringer samt de regionale myndigheder i de berørte områder.
- [1] EUT C 272 E af 17.8.2006, s. 471.
- [2] Vedtagne tekster, P6_TA(2005)0334.
- [3] Vedtagne tekster, P6_TA(2006)0222, 0223 og 0224.
- [4] Vedtagne tekster, P6_TA(2006)0349.
- [5]