Procedure : 2013/2995(RSP)
Forløb i plenarforsamlingen
Dokumentforløb : RC-B7-0015/2014

Indgivne tekster :

RC-B7-0015/2014

Forhandlinger :

PV 15/01/2014 - 17
CRE 15/01/2014 - 17

Afstemninger :

PV 16/01/2014 - 8.6

Vedtagne tekster :

P7_TA(2014)0038

FÆLLES BESLUTNINGSFORSLAG
PDF 114kWORD 53k
14.1.2014
PE527.205v01-00}
PE527.207v01-00}
PE527.219v01-00}
PE527.221v01-00} RC1
 
B7-0015/2014}
B7-0017/2014}
B7-0029/2014}
B7-0031/2014} RC1

jf. forretningsordenens artikel 110, stk. 2 og 4

til erstatning af beslutningsforslag fremsat af grupperne:

Verts/ALE (B7‑0015/2014)

ALDE (B7‑0017/2014)

PPE (B7‑0029/2014)

S&D (B7‑0031/2014)


om EU-borgerskab til salg (2013/2995(RSP))


Manfred Weber, Véronique Mathieu Houillon, Salvatore Iacolino, Wim van de Camp, Marco Scurria for PPE-Gruppen
Kinga Göncz, Sylvie Guillaume for S&D-Gruppen
Jan Mulder, Renate Weber, Graham Watson, Sonia Alfano, Marielle de Sarnez, Ramon Tremosa i Balcells for ALDE-Gruppen
Judith Sargentini, Ulrike Lunacek, Jean Lambert for Verts/ALE-Gruppen
Roberts Zīle, Janusz Wojciechowski, Peter van Dalen, Susy De Martini

Europa-Parlamentets beslutning om EU-borgerskab til salg (2013/2995(RSP))  

Europa-Parlamentet,

–   der henviser til artikel 4, 5, 9 og 10 i traktaten om Den Europæiske Union,

–   der henviser til artikel 20 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–   der henviser til forretningsordenens artikel 110, stk. 2 og 4,

A. der påpeger, at hver medlemsstat forventes at handle ansvarligt og bevare Unionens fælles værdier og resultater, og at disse værdier og resultater er uvurderlige, samt at der ikke kan sættes et prisskilt på dem;

B.  der henviser til, at en række medlemsstater har indført ordninger, der direkte eller indirekte indebærer salg af EU-borgerskab til statsborgere fra tredjelande;

C. der henviser til, at et stigende antal medlemsstater udsteder midlertidige eller permanente opholdstilladelser til statsborgere fra tredjelande, der foretager investeringer i den pågældende medlemsstat;

D. der henviser til, at der i nogle medlemsstater kan opnås fast opholdstilladelse, der giver adgang til hele Schengenområdet, og at visse medlemsstater er ved at træffe foranstaltninger, der kan føre til reelt salg af statsborgerskab i den pågældende medlemsstat;

E.  der henviser til, at disse investeringsprogrammer i visse tilfælde har eventuelle uheldige følgevirkninger som f.eks. forvridning af de lokale boligmarkeder;

F.  der henviser til, at den maltesiske regering i særdeleshed for nylig har taget skridt til at indføre en ordning med direkte salg af maltesisk statsborgerskab, hvilket automatisk indebærer direkte salg af EU-borgerskab som helhed uden noget opholdskrav;

G. der understeger, at direkte salg af EU-borgerskab i denne form undergraver den gensidige tillid, som Unionen bygger på;

H. der henviser til, at EU-borgere navnlig har ret til at færdes og opholde sig frit i EU, har valgret og er valgbare ved kommunale valg og valg til Europa-Parlamentet, uanset hvor de bor i EU, på samme betingelser som statsborgere i den pågældende medlemsstat og har ret til at blive bistået af en anden medlemsstats ambassade eller konsulat uden for EU på samme vilkår som statsborgere i denne medlemsstat, hvis deres egen ikke er repræsenteret;

I.   der påpeger, at EU er baseret på en gensidig tillid mellem medlemsstaterne, der er opbygget over mange år på grundlag af en imødekommende indstilling fra medlemsstaternes side og fra EU som helhed;

J.   der understreger, at der også er udtrykt bekymring over kriminelle aktiviteter i forbindelse med disse investeringsprogrammer, herunder spørgsmål som f.eks. hvidvaskning af penge;

K. der henviser til, at der er udtrykt bekymring over en eventuel forskelsbehandling, fordi denne praksis i medlemsstaterne kun gør det muligt for de mest velhavende tredjelandsstatsborgere at opnå unionsborgerskab, uden at der tages hensyn til andre kriterier;

L.  der henviser til, at det ikke er klart, hvorvidt de maltesiske borgere vil få gavn af denne nye politik f.eks. gennem skatteopkrævning, da det ikke kræves, at de berørte udenlandske investorer skal betale skat; minder om, at statsborgerskab ikke kun medfører rettigheder, men også forpligtelser;

M. der henviser til, at unionsborgerskabet er et af EU's vigtigste resultater, og at spørgsmål om ophold og statsborgerskab i henhold til EU-traktaterne henhører under medlemsstaternes enekompetence;

1.  frygter, at denne måde at erhverve maltesisk statsborgerskab på samt andre nationale ordninger, der kan omfatte direkte salg af EU-statsborgerskab, undergraver selve begrebet unionsborgerskab;

2.  opfordrer medlemsstaterne til at være sig deres ansvar bevidst og opfylde deres forpligtelser med hensyn til at beskytte Unionens værdier og målsætninger;

3.  opfordrer Kommissionen til som traktaternes vogter tydeligt at angive, hvorvidt disse nye ordninger lever op til ånd og bogstav i traktaterne og Schengengrænsekodeksen og EU's bestemmelser om forbud mod forskelsbehandling;

4.  gentager, at det i artikel 4, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Union fastsættes, at "i medfør af princippet om loyalt samarbejde respekterer Unionen og medlemsstaterne hinanden og bistår hinanden ved gennemførelsen af de opgaver, der følger af traktaterne";

5.  ser med bekymring på virkningerne af nogle af de investorordninger og ordninger for statsborgerskab, der for nylig er indført i forskellige EU-medlemsstater;

6.  er bevidst om, at forhold vedrørende ophold og statsborgerskab hører under medlemsstaternes kompetence; opfordrer dog medlemsstaterne til at udvise varsomhed ved udøvelsen af deres kompetencer på dette område og tage højde for eventuelle følgevirkninger;

7.  bemærker, at unionsborgerskab indebærer en vis tilknytning til EU og afhænger af personens tilknytning til EU og EU's medlemsstater eller den personlige tilknytning til EU-borgere; understreger, at unionsborgerskab aldrig må blive til en handelsvare, der kan sælges;

8.  understreger, at de rettigheder, som et unionsborgerskab medfører, er baseret på menneskelig værdighed og ikke bør købes eller sælges for nogen pris;

9.  understreger, at adgangen til finansielle midler ikke bør være det vigtigste kriterium, hvad angår tildelingen af unionsborgerskab til tredjelandsstatsborgere; opfordrer medlemsstaterne til at tage højde for svigrelaterede kriminelle problemer som hvidvaskning af penge;

10. konstaterer, at konkurrence om mere attraktive investeringsvilkår eller finansielle ressourcer kan resultere i, at normerne for og kravene til erhvervelse af opholdstilladelse i Schengenområdet og unionsborgerskab mindskes;

11. opfordrer Kommissionen til at vurdere de forskellige ordninger for statsborgerskab i lyset af EU's værdier og ånd og bogstav i EU-lovgivningen og EU-praksis på området og fremlægge anbefalinger med henblik på at forebygge, at sådanne ordninger undergraver de værdier, som EU bygger på, samt retningslinjer for adgang til EU-statsborgerskab via nationale ordninger;

12. opfordrer Malta til at bringe landets nuværende ordning for statsborgerskab i overensstemmelse med EU's værdier;

13. opfordrer de medlemsstater, der har indført nationale ordninger, der muliggør direkte eller indirekte salg af unionsborgerskab til tredjelandsstatsborgere, til at bringe dem i overensstemmelse med ånden i EU's værdier;

14. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

 

Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik