FÆLLES BESLUTNINGSFORSLAG om Iran, navnlig forgiftningen af hundredvis af skolepiger
15.3.2023 - (2023/2587(RSP))
til erstatning af følgende beslutningsforslag:
B9‑0170/2023 (The Left)
B9‑0172/2023 (Verts/ALE)
B9‑0175/2023 (Renew)
B9‑0177/2023 (PPE)
B9‑0180/2023 (S&D)
B9‑0181/2023 (ECR)
Željana Zovko, David Lega, Michael Gahler, Isabel Wiseler‑Lima, David McAllister, Frances Fitzgerald, Tom Vandenkendelaere, Andrius Kubilius, Antonio López‑Istúriz White, Ivan Štefanec, Peter Pollák, Inese Vaidere, Michaela Šojdrová, Vladimír Bilčík, Vangelis Meimarakis, Stelios Kympouropoulos, Krzysztof Hetman, Tomáš Zdechovský, Eugen Tomac, Sandra Kalniete
for PPE-Gruppen
Pedro Marques, Evin Incir, Dietmar Köster, Alessandra Moretti, Thijs Reuten
for S&D-Gruppen
Samira Rafaela, Abir Al‑Sahlani, Petras Auštrevičius, Nicola Beer, Izaskun Bilbao Barandica, Dita Charanzová, Olivier Chastel, Katalin Cseh, Vlad Gheorghe, Bernard Guetta, Svenja Hahn, Karin Karlsbro, Moritz Körner, Nathalie Loiseau, Karen Melchior, Frédérique Ries, María Soraya Rodríguez Ramos, Michal Šimečka, Ramona Strugariu, Hilde Vautmans
for Renew-Gruppen
Ernest Urtasun, Hannah Neumann
for Verts/ALE-Gruppen
Adam Bielan, Anna Fotyga, Karol Karski, Assita Kanko, Jadwiga Wiśniewska, Denis Nesci, Eugen Jurzyca, Raffaele Stancanelli, Alexandr Vondra, Veronika Vrecionová, Elżbieta Kruk, Waldemar Tomaszewski, Beata Kempa, Joachim Stanisław Brudziński, Ladislav Ilčić, Witold Jan Waszczykowski, Zbigniew Kuźmiuk, Bogdan Rzońca, Elżbieta Rafalska, Ryszard Czarnecki, Sergio Berlato
for ECR-Gruppen
Cornelia Ernst, Marisa Matias
for The Left-Gruppen
Fabio Massimo Castaldo
Europa-Parlamentets beslutning om Iran, navnlig forgiftningen af hundredvis af skolepiger
Europa-Parlamentet,
A. der henviser til, at kvinder og piger i Iran har gennemført storstilede fredelige protester for at kræve demokrati og et stop for den systemiske forskelsbehandling af kvinder;
B. der henviser til, at tusindvis af piger og kvinder i hele Iran har været udsat for angreb med giftige kemikalier siden november 2022, hvilket har forhindret piger i at gå i skole;
C. der henviser til, at dette finder sted på et tidspunkt, hvor undertrykkelsen af kvinder, der udøver deres ret til frihed, er værre end nogensinde;
1. fordømmer på det kraftigste dette grusomme forsøg på at bringe kvinder og piger i Iran til tavshed; udtrykker sin dybe solidaritet med de iranske studerende, der er blevet forgiftet under hændelserne, og med deres familier;
2. gentager sin fordømmelse af regimets politikker mod kvinder og piger og bekræfter på ny sin fulde støtte til iranske kvinders og pigers krav om at afskaffe al systemisk forskelsbehandling;
3. opfordrer indtrængende FN's Menneskerettighedsråd til at give den uafhængige internationale undersøgelsesmission (IIFFM) til opgave at foretage en uafhængig undersøgelse af forgiftningerne af skolepiger og opfordrer til, at de ansvarlige stilles til ansvar; opfordrer indtrængende de iranske myndigheder til at give fuld adgang til FN's uafhængige internationale undersøgelsesmission og FN's særlige rapportør om menneskerettighedssituationen i Den Islamiske Republik Iran;
4. minder om, at Den Islamiske Republik Iran bærer det fulde ansvar for iranske kvinders og pigers grundlæggende ret til uddannelse, og minder om, at fratagelse af pigers ret til uddannelse har en ødelæggende indvirkning på deres fremtid; opfordrer indtrængende de iranske myndigheder til at sikre ikkediskriminerende adgang til uddannelse for piger og ophæve enhver lovgivning, der diskriminerer piger og kvinder;
5. fordømmer regimets månedlange undladelse af at handle på og bevidste undertrykkelse af troværdige rapporter om systematiske giftangreb på skolepiger;
6. fordømmer enhver politisk motiveret retssag mod dem, der rapporterer om forgiftningerne, navnlig Ali Pourtabatabaei; insisterer på, at iranernes ret til ytringsfrihed, til frit at deltage i fredelige forsamlinger og til mediefrihed skal respekteres; opfordrer til øjeblikkelig og betingelsesløs løsladelse af alle dem, der er fængslet eller retsforfulgt for at udøve deres grundlæggende rettigheder, og til, at alle anklager mod dem frafaldes;
7. gentager sin opfordring til Rådet om at udpege Den Islamiske Revolutionsgarde som en terrororganisation og om at udvide EU's sanktionsliste, herunder inden for rammerne af den globale EU-mekanisme for menneskerettighedssanktioner, til alle dem, der er ansvarlige for menneskerettighedskrænkelser i Iran, herunder den øverste leder Ali Khamenei, præsident Ebrahim Raisi og statsadvokaten Mohammad Jafar Montazeri;
8. gentager sin opfordring til Kommissionen og medlemsstaterne om at øge den tekniske støtte og kapacitetsstøtten til det iranske civilsamfund; opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at lette udstedelsen af visa og tildelingen af asyl og nødtilskud til dem, der har brug for at forlade Iran, navnlig kvinder og piger;
9. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Den Islamiske Rådgivende Forsamling og Den Islamiske Republik Irans øverste leder.