KAPITEL 4 : FORHOLDSREGLER I TILFÆLDE AF OVERTRÆDELSE AF ADFÆRDSREGLERNE
Artikel 183 : Sanktioner
1. Ved grov overtrædelse af artikel 10, stk. 2-9, artikel 35 eller artikel 36 træffer formanden en begrundet afgørelse om pålæggelse af en passende sanktion over for det pågældende medlem i overensstemmelse med nærværende artikel.
Med hensyn til artikel 10, stk. 3 eller 4, kan formanden vedtage en begrundet afgørelse i henhold til nærværende artikel, uanset om der tidligere er vedtaget øjeblikkelige forholdsregler som omhandlet i artikel 182 mod det pågældende medlem eller ej.
Med hensyn til artikel 10, stk. 6, for så vidt angår forbuddet mod enhver form for psykisk eller seksuel chikane, der er fastsat i nævnte stykkes første afsnit, kan formanden kun træffe en begrundet afgørelse i henhold til nærværende artikel, når det i overensstemmelse med den gældende interne administrative procedure vedrørende chikane og forebyggelse heraf er fastslået, at der er begået chikane.
2. Formanden kan også pålægge et medlem en sanktion i de tilfælde, hvor denne forretningsorden, herunder adfærdskodeksen for Europa-Parlamentets medlemmer vedrørende integritet og gennemsigtighed
(1), eller en afgørelse truffet af Præsidiet i henhold til artikel 25 foreskriver anvendelse af nærværende artikel.
3. Det pågældende medlem opfordres af formanden til at forelægge skriftlige bemærkninger, inden afgørelsen vedtages. Formanden kan i stedet beslutte at indkalde til en mundtlig høring, hvis dette er mere hensigtsmæssigt.
Afgørelsen om pålæggelse af en sanktion meddeles det pågældende medlem.
Når sanktionen er endelig, meddeles den af formanden på et plenarmøde. Formændene for de organer, udvalg og delegationer, medlemmet tilhører, får meddelelse herom.
Den pålagte sanktion offentliggøres på et synligt sted på Parlamentets websted og på medlemmets side på Parlamentets websted.
4. Ved vurderingen af den konstaterede adfærd tages der hensyn til dens lejlighedsvise, gentagne eller permanente karakter og til, hvor alvorlig den er. Der tages ligeledes i givet fald hensyn til, om Parlamentets værdighed og omdømme har lidt skade.
5. Den pålagte sanktion skal være effektiv, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning. Den pålagte sanktion kan omfatte en eller flere af følgende forholdsregler:
(a) en irettesættelse
(b) forbud mod at repræsentere Parlamentet i en interparlamentarisk delegation, en interparlamentarisk konference eller noget interinstitutionelt forum i op til et år
(c) i tilfælde af overtrædelse af fortrolighedsforpligtelserne, en begrænsning af rettighederne til at få adgang til fortrolige eller klassificerede oplysninger i op til et år
(d) fratagelse af retten til dagpenge i en periode på to til 60 dage
(e) midlertidig, hel eller delvis udelukkelse fra deltagelse i Parlamentets aktiviteter i en periode på to til 60 mødedage i Parlamentet eller i et af dets organer, udvalg eller delegationer, uden at det berører stemmeretten på plenarmødet, men på betingelse af at adfærdsreglerne nøje overholdes.
6. Foranstaltningerne i stk. 5, litra b)-e), kan fordobles i tilfælde af gentagne overtrædelser, eller hvis medlemmet nægter at efterkomme en foranstaltning truffet efter artikel 182, stk. 3.
7. Formanden kan endvidere forelægge et forslag for Formandskonferencen om udelukkelse eller fjernelse af medlemmet fra et eller flere hverv, som medlemmet varetager i Parlamentet, i overensstemmelse med proceduren fastlagt i artikel 21.
8. Formanden træffer afgørelse om sanktionernes offentliggørelsesperiode og tager hensyn til, at den minimale offentliggørelsesperiode, uanset om det pågældende medlems mandat er ophørt, er som følger:
– to år for de sanktioner, der er omhandlet i stk. 5, litra a), b) og c)
– tre år for de sanktioner, der er omhandlet i stk. 5, litra d) og e).
I tilfælde af mindre overtrædelser kan formanden dog træffe afgørelse om en kortere offentliggørelsesperiode.