AFSNIT II : LOVGIVNINGS-, BUDGET-, DECHARGE- OG ANDRE PROCEDURER
KAPITEL 2 : PROCEDURER I UDVALGENE
Artikel 51 : Lovgivningsmæssige betænkninger
1. Formanden for det udvalg, som et forslag til juridisk bindende retsakt er henvist til, fremsætter forslag for udvalget om valg af behandlingsform.
2. Efter at der er truffet afgørelse om behandlingsform, og for så vidt den forenklede procedure efter artikel 52 ikke finder anvendelse, vælger udvalget en ordfører for forslaget til juridisk bindende retsakt blandt sine medlemmer eller faste stedfortrædere.
Det kompetente udvalg kan også beslutte at vælge en ordfører, som skal følge udarbejdelsen af forslaget. Udvalget tager navnlig dette under overvejelse, når et forslag er opført i Kommissionens arbejdsprogram.
3. Udvalgets betænkning omfatter:
(a) eventuelle ændringsforslag til forslaget, som kan være ledsaget af korte begrundelser, der udfærdiges på forslagsstillerens ansvar og ikke sættes under afstemning
(b) et forslag til lovgivningsmæssig beslutning, jf. artikel 60, stk. 5
(c) hvis det er hensigtsmæssigt, en begrundelse, herunder om nødvendigt en finansieringsoversigt, der viser omfanget af betænkningens eventuelle finansielle virkning og dens forenelighed med den flerårige finansielle ramme
(d) hvis en sådan foreligger, en henvisning til den konsekvensanalyse, der er udført af Parlamentet.