Forrige 
 Næste 
Europa-Parlamentets forretningsorden
7. valgperiode - juli 2009
PDF 1225k
INDHOLDSFORTEGNELSE
REGISTER
OPLYSNING TIL LÆSEREN

AFSNIT I  : MEDLEMMER, PARLAMENTETS ORGANER OG POLITISKE GRUPPER
KAPITEL 1  : MEDLEMMER AF EUROPA-PARLAMENTET

Artikel 9  : Medlemmernes økonomiske interesser, adfærdsregler og adgang til Parlamentet

1.    Parlamentet vedtager regler om gennemsigtighed vedrørende medlemmernes økonomiske interesser, som vedføjes forretningsordenen (1).

Disse regler kan på ingen måde gøre indgreb i eller begrænse udøvelsen af mandatet eller af virksomhed af politisk eller anden art i forbindelse hermed.

2.    Medlemmernes adfærd skal være præget af gensidig respekt, bero på de værdier og principper, der er defineret i Den Europæiske Unions grundlæggende akter, respektere Parlamentets værdighed og må ikke vanskeliggøre en korrekt afvikling af Parlamentets arbejde eller forstyrre roen i Parlamentets bygninger.

Overholdes disse principper ikke, kan der træffes forholdsregler som fastsat i artikel 152, 153 og 154.

3.    Anvendelsen af denne artikel må på ingen måde hindre livlige forhandlinger i Parlamentet eller begrænse medlemmernes ytringsfrihed.

Den bygger på fuld hensyntagen til medlemmernes beføjelser, som de defineres i den primære ret og i den statut, der gælder for dem.

Den er baseret på princippet om gennemsigtighed og sikrer, at medlemmerne gøres bekendt med alle bestemmelser på området og orienteres personligt om deres rettigheder og pligter.

4.    Kvæstorerne er ansvarlige for udstedelse af adgangskort, der er personlige og gyldige i op til et år, til personer, der regelmæssigt ønsker adgang til Parlamentet for i egen eller tredjemands interesse at informere dets medlemmer som led i disses parlamentariske mandat.

Til gengæld skal de pågældende personer:

-    efterleve den adfærdskodeks, der er anført i et bilag (2) til forretningsordenen

-    indskrive sig i et register, som føres af kvæstorerne.

Offentligheden har efter anmodning adgang til registret på alle Parlamentets arbejdssteder og, på en af kvæstorerne nærmere fastsat måde, i dets informationskontorer i medlemsstaterne.

Gennemførelsesbestemmelserne til dette stykke er nærmere beskrevet i et bilag (3) til forretningsordenen.

5.    Adfærdsregler samt rettigheder og privilegier for tidligere medlemmer fastsættes af Præsidiet. Alle tidligere medlemmer behandles ens.

(1)Se bilag I.
(2)Se bilag X.
(3)Se bilag X.
Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik