Forrige 
 Næste 
Europa-Parlamentets forretningsorden
8. valgperiode - Januar 2017
EPUB 148kPDF 868k
INDHOLDSFORTEGNELSE
REGISTER
OPLYSNING TIL LÆSEREN

AFSNIT II  : LOVGIVNINGS-, BUDGET-, DECHARGE- OG ANDRE PROCEDURER
KAPITEL  3  : ALMINDELIG LOVGIVNINGSPROCEDURE
AFDELING 3 - INTERINSTITUTIONELLE FORHANDLINGER SOM LED I DEN ALMINDELIGE LOVGIVNINGSPROCEDURE

Artikel  69c  : Forhandlinger forud for Parlamentets førstebehandling

1.    Har et udvalg vedtaget en lovgivningsmæssig betænkning, jf. artikel 49, kan det med et flertal af sine medlemmer vedtage at indlede forhandlinger på grundlag af denne betænkning.

2.    Der gives meddelelse om afgørelser om at indlede forhandlinger ved åbningen af den mødeperiode, der følger efter deres vedtagelse i udvalget. Inden afslutningen af den dag, der følger efter meddelelsen i Parlamentet, kan medlemmer eller en politisk gruppe eller politiske grupper, der mindst når op på den middelhøje tærskel, skriftligt anmode om, at et udvalgs afgørelse om at indlede forhandlinger sættes under afstemning. Parlamentet stemmer om sådanne anmodninger under samme mødeperiode.

Hvis der ikke er modtaget en sådan anmodning ved udløbet af den i første afsnit fastsatte frist, meddeler formanden dette på plenarmødet. Hvis der er fremsat en anmodning, kan formanden umiddelbart inden afstemningen give ordet til én taler for udvalgets afgørelse om at indlede forhandlinger og én taler imod denne afgørelse. Hver taler kan få ordet i højst to minutter.

3.    Hvis Parlamentet forkaster udvalgets afgørelse om at indlede forhandlinger, bliver udkastet til lovgivningsmæssig retsakt og det kompetente udvalgs betænkning opført på dagsordenen for den følgende mødeperiode, og formanden fastsætter en frist for ændringsforslag. Artikel 59, stk. 4, finder anvendelse.

4.    Der kan indledes forhandlinger på ethvert tidspunkt efter udløbet af den i stk. 2, første afsnit, fastsatte frist, såfremt der ikke er fremsat en anmodning om en afstemning i Parlamentet om afgørelsen om at indlede forhandlinger. Hvis der er fremsat en sådan anmodning, kan der indledes forhandlinger på ethvert tidspunkt, efter at udvalgets afgørelse om at indlede forhandlinger er blevet vedtaget i Parlamentet.

Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik