Forrige 
 Næste 
Europa-Parlamentets forretningsorden
9. valgperiode - Juni 2020
EPUB 138kPDF 646k
INDHOLDSFORTEGNELSE
OPLYSNING TIL LÆSEREN
KOMPENDIUM OVER DE VIGTIGSTE RETSAKTER MED RELATION TIL FORRETNINGSORDENEN

AFSNIT I : MEDLEMMER, PARLAMENTETS ORGANER OG POLITISKE GRUPPER
KAPITEL 1 : MEDLEMMER AF EUROPA-PARLAMENTET

Artikel 11 : Medlemmernes økonomiske interesser samt åbenhedsregister

1.   Parlamentet fastsætter regler om gennemsigtighed vedrørende medlemmernes økonomiske interesser i form af en adfærdskodeks, der vedtages med et flertal af dets kompetente medlemmers stemmer og vedføjes som bilag til denne forretningsorden (1).

Disse regler må ikke på anden måde gøre indgreb i eller begrænse medlemmernes udøvelse af mandatet eller af virksomhed af politisk eller anden art i forbindelse hermed.

2.   Medlemmerne bør tillægge sig den systematiske praksis kun at mødes med interesserepræsentanter, der er registeret i åbenhedsregistret oprettet ved aftale mellem Europa-Parlamentet og Europa-Kommissionen (2).

3.   Medlemmerne bør online offentliggøre alle planlagte møder med interesserepræsentanter, der er omfattet af åbenhedsregistrets anvendelsesområde. Uden at det berører artikel 4, stk. 6, i bilag I, skal ordførere, skyggeordførere og udvalgsformænd for hver enkelt betænkning online offentliggøre alle planlagte møder med interesserepræsentanter, der er omfattet af åbenhedsregistrets anvendelsesområde. Præsidiet stiller den nødvendige infrastruktur til rådighed på Parlamentets websted.

4.   Præsidiet stiller på Parlamentets websted den nødvendige infrastruktur til rådighed på medlemmernes online-side for de medlemmer, der ønsker at offentliggøre en frivillig revision eller bekræftelse, jf. de gældende regler i medlemsstatutten og gennemførelsesbestemmelserne hertil, af, at deres anvendelse af godtgørelsen for generelle udgifter overholder de gældende regler i medlemsstatutten og gennemførelsesbestemmelserne hertil.

5.   Disse regler må ikke på anden måde gøre indgreb i eller begrænse medlemmernes udøvelse af mandatet eller af virksomhed af politisk eller anden art i forbindelse hermed.

6.   Adfærdsregler samt rettigheder og privilegier for tidligere medlemmer fastsættes af Præsidiet. Alle tidligere medlemmer behandles ens.

(1) Se bilag I.
(2) Aftale af 16. april 2014 mellem Europa-Parlamentet og Europa-Kommissionen om et åbenhedsregister for organisationer og selvstændige, der deltager i udformningen og gennemførelsen af EU's politikker (EUT L 277 af 19.9.2014, s. 11).
Seneste opdatering: 25. juni 2020Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik