AFSNIT II : LOVGIVNINGS-, BUDGET-, DECHARGE- OG ANDRE PROCEDURER
KAPITEL 9 : ANDRE PROCEDURER
Artikel 110 : Omarbejdning
1. Når et forslag om omarbejdning af EU-lovgivning forelægges Parlamentet, henvises det til det udvalg, der er kompetent med hensyn til retlige spørgsmål, og til det kompetente udvalg.
2. Det udvalg, der er kompetent med hensyn til retlige spørgsmål, behandler forslaget efter de retningslinjer, der er aftalt mellem institutionerne
(1), med henblik på at fastslå, at det ikke indebærer andre indholdsmæssige ændringer end dem, der er angivet som sådanne i forslaget.
Der kan ikke stilles ændringsforslag til forslaget som led i denne behandling. Dog finder artikel 109, stk. 3, andet afsnit, anvendelse i forbindelse med de bestemmelser, der er uændrede i forslaget om omarbejdning.
3. Finder det udvalg, der er kompetent med hensyn til retlige spørgsmål, at forslaget ikke indebærer andre indholdsmæssige ændringer end dem, der er angivet som sådanne, underretter udvalget det kompetente udvalg herom.
Det kompetente udvalg kan i så fald kun behandle ændringsforslag, som opfylder betingelserne i artikel 180 og 181, og som vedrører de dele af forslaget, der indeholder ændringer.
Formanden for det kompetente udvalg kan dog undtagelsesvis efter en konkret vurdering beslutte, at der kan stilles ændringsforslag til de dele af forslaget, der forbliver uændrede, hvis vedkommende skønner, at det er tvingende nødvendigt af hensyn til den indre sammenhæng i teksten, eller fordi ændringsforslagene hænger uløseligt sammen med andre ændringsforslag, der opfylder betingelserne for behandling. Disse grunde anføres i en skriftlig begrundelse til ændringsforslagene.
4. Finder det udvalg, der er kompetent med hensyn til retlige spørgsmål, at forslaget indebærer andre indholdsmæssige ændringer end dem, der er angivet som sådanne, foreslår det Parlamentet at forkaste forslaget og underretter det kompetente udvalg herom.
I så fald anmoder formanden Kommissionen om at tage sit forslag tilbage. Tager Kommissionen sit forslag tilbage, fastslår formanden, at proceduren i Parlamentet ikke længere har noget formål, og underretter Rådet herom. Tager Kommissionen ikke sit forslag tilbage, henviser Parlamentet forslaget til fornyet behandling i det kompetente udvalg efter den normale procedure.