Forrige 
 Næste 
Europa-Parlamentets forretningsorden
9. valgperiode - Januar 2021
EPUB 142kPDF 659k
INDHOLDSFORTEGNELSE
OPLYSNING TIL LÆSEREN
KOMPENDIUM OVER DE VIGTIGSTE RETSAKTER MED RELATION TIL FORRETNINGSORDENEN

AFSNIT VIII : UDVALG OG DELEGATIONER
KAPITEL 1 : UDVALG

Artikel 209 : Udvalgenes sammensætning

1.   Udvalgsmedlemmer, medlemmer af særlige udvalg og medlemmer af undersøgelsesudvalg udpeges af de politiske grupper og løsgængerne.

Formandskonferencen fastsætter en frist, inden for hvilken de politiske grupper og løsgængerne skal meddele deres udnævnelser til formanden, som derefter bekendtgør dem for Parlamentet.

2.   Udvalgenes sammensætning afspejler så vidt muligt Parlamentets sammensætning. Fordelingen af udvalgspladser mellem de politiske grupper skal enten være det nærmeste hele tal over eller det nærmeste hele tal under den forholdsmæssige beregning.

Såfremt der ikke er enighed mellem de politiske grupper om deres indbyrdes proportionelle vægt i et eller flere udvalg, træffer Formandskonferencen afgørelse.

3.   Såfremt en politisk gruppe beslutter ikke at deltage i et bestemt udvalg eller ikke udpeger sine medlemmer inden den af Formandskonferencen fastsatte frist, forbliver de pågældende pladser ledige. De politiske grupper må ikke udveksle pladser indbyrdes.

4.   Såfremt en politisk gruppe beslutter ikke at deltage i et bestemt udvalg eller ikke udpeger sine medlemmer inden den af Formandskonferencen fastsatte frist, forbliver de pågældende pladser ledige. De politiske grupper må ikke udveksle pladser indbyrdes.

5.   Enhver ændring i de politiske gruppers og løsgængernes udnævnelser meddeles til formanden, som bekendtgør dem for Parlamentet senest ved starten af det næste møde. Disse afgørelser træder i kraft fra og med den dag, hvor de bekendtgøres.

6.   De politiske grupper og løsgængerne kan for hvert udvalg udpege et antal stedfortrædere, der ikke må overstige det antal ordinære medlemmer, som den pågældende politiske gruppe eller løsgængerne har ret til at udpege i udvalget. Parlamentets formand underrettes herom. Disse stedfortrædere har ret til at deltage i og tale på udvalgets møder samt, såfremt det ordinære medlem ikke er til stede, til at deltage i afstemninger.

7.   Er et ordinært medlem ikke til stede, og er der ikke valgt faste stedfortrædere, eller er disse ikke til stede, kan det ordinære medlem vælge et andet medlem af samme politiske gruppe eller, hvis medlemmet er løsgænger, en anden løsgænger til at repræsentere sig ved møderne og stemme på sine vegne. Udvalgets formand underrettes senest ved påbegyndelsen af afstemningen.

Den forudgående underretning, der er omhandlet i stk. 7, sidste punktum, skal gives inden drøftelsens afslutning eller inden påbegyndelsen af afstemningen om det eller de punkter, for hvilket eller hvilke det ordinære medlem lader sig repræsentere ved stedfortræder.

I overensstemmelse med denne artikel gælder følgende:

–   status som ordinært eller stedfortrædende medlem af et udvalg afhænger udelukkende af tilhørsforhold til en bestemt politisk gruppe;

–   ændres antallet af de ordinære medlemmer, som en politisk gruppe råder over i et udvalg, ændres antallet af faste stedfortrædere tilsvarende;

–   skifter et medlem politisk gruppe, kan medlemmet ikke bevare den status som ordinært medlem eller stedfortræder, den pågældende havde som medlem af sin oprindelige gruppe;

–   et udvalgsmedlem kan under ingen omstændigheder være stedfortræder for et medlem, der tilhører en anden politisk gruppe.

Seneste opdatering: 15. januar 2021Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik