1. Denne artikel finder anvendelse i situationer, hvor Parlamentet som følge af ekstraordinære og uforudseelige omstændigheder uden for Parlamentets kontrol forhindres i at udføre sine opgaver og udøve sine beføjelser, som er traktatfæstede, og der er behov for en midlertidig undtagelse fra Parlamentets sædvanlige procedurer som fastsat andre steder i forretningsordenen for at vedtage ekstraordinære foranstaltninger, der sætter Parlamentet i stand til fortsat at varetage disse opgaver og udøve disse beføjelser.
Sådanne ekstraordinære omstændigheder anses for at foreligge, hvis formanden på grundlag af pålidelig dokumentation, som om nødvendigt bekræftes af Parlamentets tjenestegrene, konkluderer, at det af hensyn til sikkerheden eller som følge af manglende adgang til tekniske hjælpemidler er eller vil blive umuligt eller farligt for Parlamentet at træde sammen i overensstemmelse med de sædvanlige procedurer, der er fastsat andetsteds i denne forretningsorden, og dets vedtagne mødekalender.
2. Hvis betingelserne i stk. 1 er opfyldt, kan formanden med Formandskonferencens godkendelse beslutte at anvende en eller flere af de i stk. 3 omhandlede foranstaltninger.
Hvis det af tvingende grunde er umuligt for Formandskonferencen at træde sammen fysisk eller virtuelt, kan formanden træffe afgørelse om at anvende en eller flere af de i stk. 3 omhandlede foranstaltninger. En sådan afgørelse udløber fem dage efter vedtagelsen, medmindre Formandskonferencen godkender den inden for denne periode.
Efter en afgørelse fra formanden, der er godkendt af Formandskonferencen, kan en politisk gruppe eller et antal medlemmer, der mindst når op på den middelhøje tærskel, til enhver tid anmode om, at nogle af eller alle de foranstaltninger, der er fastsat i afgørelsen, forelægges enkeltvis for Parlamentet til godkendelse uden forhandling. Afstemningen i plenarforsamlingen optages som første punkt på dagsordenen for det første møde, efter at anmodningen er indgivet. Der kan ikke stilles ændringsforslag. Hvis en foranstaltning ikke opnår et flertal af de afgivne stemmer, bortfalder den efter mødeperiodens afslutning. En foranstaltning, der godkendes af plenarforsamlingen, kan ikke gøres til genstand for yderligere afstemning i samme mødeperiode.
3. Den afgørelse, der er omhandlet i stk. 2, kan indeholde bestemmelser om alle passende foranstaltninger til imødegåelse af de ekstraordinære omstændigheder, der er omhandlet i stk. 1, og navnlig om følgende foranstaltninger:
a) udsættelse af en berammet mødeperiode, et møde eller et udvalgsmøde til en senere dato og/eller aflysning eller begrænsning af interparlamentariske delegationers og andre organers møder
b) flytning af en mødeperiode, et møde eller et udvalgsmøde fra Parlamentets hjemsted til et af dets arbejdssteder eller til et eksternt sted eller fra et af dets arbejdssteder til Parlamentets hjemsted, til et af Parlamentets andre arbejdssteder eller til et eksternt sted
c) afholdelse af en mødeperiode eller et møde i Parlamentets bygninger helt eller delvis i adskilte mødelokaler, hvilket giver mulighed for at holde en passende fysisk afstand
d) afholdelse af en mødeperiode, et møde eller et møde i Parlamentets organer i henhold til ordningen for fjerndeltagelse i artikel 237c
e) i tilfælde af, at den i artikel 209, stk. 7, fastsatte ad hoc-mekanisme for stedfortrædere ikke i tilstrækkelig grad imødegår de pågældende ekstraordinære omstændigheder, en midlertidig udskiftning af medlemmer i et udvalg foretaget af de politiske grupper, medmindre de pågældende medlemmer modsætter sig sådan midlertidig udskiftning.
4. En afgørelse som omhandlet i stk. 2 skal være tidsbegrænset og skal begrundes. Den træder i kraft ved offentliggørelsen heraf på Parlamentets websted eller, hvis omstændighederne forhindrer en sådan offentliggørelse, ved offentliggørelsen heraf på den bedst mulige måde.
Alle medlemmer underrettes også individuelt om afgørelsen så hurtigt som muligt.
Afgørelsen kan forlænges af formanden efter proceduren i stk. 2 en eller flere gange i en begrænset periode. En afgørelse om forlængelse skal begrundes.
Formanden tilbagekalder en afgørelse, der er vedtaget i henhold til denne artikel, så snart de ekstraordinære omstændigheder som omhandlet i stk. 1, der gav anledning til dens vedtagelse, er forsvundet.
5. Denne artikel anvendes kun som en sidste udvej, og der vælges og anvendes kun foranstaltninger, der er strengt nødvendige for at håndtere de pågældende ekstraordinære omstændigheder.
Ved anvendelsen af denne artikel tages der navnlig behørigt hensyn til princippet om repræsentativt demokrati, til princippet om ligebehandling af medlemmerne, til medlemmernes ret til at udøve deres parlamentariske mandat uden forringelser, herunder deres rettigheder i medfør af artikel 167 og deres ret til at stemme frit, individuelt og personligt, samt til protokol nr. 6 om fastlæggelse af hjemstedet for Den Europæiske Unions institutioner og for visse af Den Europæiske Unions organer, kontorer, agenturer og tjenester, vedlagt som bilag til traktaterne.