Europa-Parlamentets beslutning af 22. oktober 2024 om Rådets holdning til forslag til Den Europæiske Unions ændringsbudget nr. 2/2024 for regnskabsåret 2024 – opførelse af overskuddet fra regnskabsåret 2023 (12081/2024 – C10-0107/2024 – 2024/0089(BUD))
Europa-Parlamentet,
– der henviser til artikel 314 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
– der henviser til artikel 106A i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Atomenergifællesskab,
– der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) 2018/1046 af 18. juli 2018 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget, om ændring af forordning (EU) nr. 1296/2013, (EU) nr. 1301/2013, (EU) nr. 1303/2013, (EU) nr. 1304/2013, (EU) nr. 1309/2013, (EU) nr. 1316/2013, (EU) nr. 223/2014, (EU) nr. 283/2014 og afgørelse nr. 541/2014/EU og om ophævelse af forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012(1), særlig artikel 44,
– der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) 2024/2509 af 23. september 2024 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget(2), særlig artikel 44,
– der henviser til Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 2024, endeligt vedtaget den 22. november 2023(3),
– der henviser til Rådets forordning (EU, Euratom) 2020/2093 af 17. december 2020 om fastlæggelse af den flerårige finansielle ramme for årene 2021-2027(4),
– der henviser til den interinstitutionelle aftale af 16. december 2020 mellem Europa-Parlamentet, Rådet for Den Europæiske Union og Europa-Kommissionen om budgetdisciplin, om samarbejde på budgetområdet og om forsvarlig økonomisk forvaltning samt om nye egne indtægter, herunder en køreplan hen imod indførelse af nye egne indtægter(5),
– der henviser til Rådets afgørelse (EU, Euratom) 2020/2053 af 14. december 2020 om ordningen for Den Europæiske Unions egne indtægter og om ophævelse af afgørelse 2014/335/EU, Euratom(6),
– der henviser til forslag til ændringsbudget nr. 2/2024, vedtaget af Kommissionen den 9. april 2024 (COM(2024)0920),
– der henviser til Rådets holdning til forslag til ændringsbudget nr. 2/2024, vedtaget af Rådet den 13. september 2024 og fremsendt til Europa-Parlamentet den 16. september 2024 (12081/2024 – C10-0107/2024),
– der henviser til forretningsordenens artikel 96 og 98,
– der henviser til betænkning fra Budgetudvalget (A10‑0005/2024),
A. der henviser til, at formålet med forslaget til ændringsbudget nr. 2/2024 er at opføre overskuddet fra regnskabsåret 2023, som beløber sig til i alt 633 mio. EUR, på 2024-budgettet;
B. der henviser til, at dette overskud hovedsageligt skyldes større indtægter end forventet på 238,7 mio. EUR og en underudnyttelse på 393,9 mio. EUR;
C. der henviser til, at de vigtigste årsager til overskuddet på indtægtssiden er et beløb på 1 766 mio. EUR i finansielle indtægter, morarenter og bøder, mens beløbet for toldafgifterne var 1 649 mio. EUR under det forventede beløb; der henviser til, at overskuddet på 107 mio. EUR i administrative indtægter hovedsagelig skyldes en højere pensionsbidragssats end forventet og anvendelsen af en mellemliggende lønajourføring i januar 2023, som øgede niveauet for skatter og afgifter og pensionsbidrag;
D. der henviser til, at Kommissionens underudnyttelse af betalinger på udgiftssiden beløb sig til i alt 70 mio. EUR (0,1 % af de godkendte betalingsbevillinger); der henviser til, at de øvrige institutioner annullerede 48 mio. EUR i betalinger og dermed opretholdt den lave underudnyttelsesgrad fra 2022-budgettet;
E. der henviser til, at de faste reduktioner af de årlige BNI-baserede bidrag, som Tyskland, Nederlandene, Danmark, Sverige og Østrig nyder godt af, med forslag til ændringsbudget nr. 2/2024 beløber sig til ca. 5,4 mia. EUR netto;
F. der henviser til, at margenerne og fleksibiliteten i Unionens budget fortsat er meget begrænsede på trods af revisionen af den flerårige finansielle ramme (FFR) og indførelsen af det nye EURI-instrument til at dække de øgede låneomkostninger for EU-genopretningsinstrumentet, som i sagens natur er volatile, hvilket skaber usikkerhed for budgettet; der henviser til, at budgetbehovene i denne udfordrende kontekst er stigende;
1. noterer sig, at forslaget til ændringsbudget nr. 2/2024 som forelagt af Kommissionen har til formål at opføre overskuddet fra regnskabsåret 2023 med et beløb på 633 mio. EUR på budgettet i overensstemmelse med finansforordningens artikel 18, stk. 3;
2. glæder sig over, at overskuddet i 2023 er betydeligt lavere end overskuddet i 2022, hvilket tyder på, at Kommissionen har forbedret budgetprognoserne og -forvaltningen;
3. understreger, at overskuddet reducerer medlemsstaternes samlede bidrag til finansieringen af budgettet for 2024 på et tidspunkt, hvor finansieringsbehovene fortsat er store, og hvor spillerummet inden for Unionens budget er ekstremt begrænset; understreger, at budgettet skal bevare tilstrækkelig fleksibilitet til at sætte Unionen i stand til at håndtere uforudsete begivenheder og nye prioriteter;
4. minder om sin mangeårige holdning om, at bøder og gebyrer bør anvendes som supplerende indtægter for Unionens budget og ikke bør føre til et tilsvarende fald i de BNI-baserede bidrag;
5. noterer sig beregningen af de justerede faste reduktioner af de årlige BNI-baserede bidrag for de fem begunstigede medlemsstater, som beløber sig til ca. 5,4 mia. EUR netto; fremhæver, at disse rabatter er inflationsbetingede og derfor er steget med en højere sats end FFR-lofterne, som justeres årligt på grundlag af deflatoren på 2 %; understreger, at denne afvigelse øger byrden for de øvrige medlemsstater;
6. understreger behovet for bæredygtige indtægter til Unionens budget; beklager derfor manglen på fremskridt i Rådet med hensyn til reformen af ordningen for egne indtægter i overensstemmelse med køreplanen i den interinstitutionelle aftale; minder om sin holdning til støtte for Kommissionens ændrede forslag og opfordrer indtrængende Rådet til hurtigt at vedtage disse forslag med henblik på at øge de egne indtægter, der er til rådighed for Unionens budget;
7. godkender Rådets holdning til forslag til ændringsbudget nr. 2/2024;
8. pålægger sin formand at fastslå, at ændringsbudget nr. 3/2024 er endeligt vedtaget, og drage omsorg for, at det offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende;
9. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen og til de øvrige institutioner og de berørte organer samt til de nationale parlamenter.