Europa-Parlamentets beslutning af 9. oktober 2025 om erklæringen om principper for et samfund med ligestilling mellem kønnene (2025/2780(RSP))
Europa-Parlamentet,
– der henviser til Kommissionens meddelelse af 7. marts 2025 med titlen "En køreplan for kvinders rettigheder" (COM(2025)0097) og bilaget hertil med titlen "Erklæring om principper for et samfund med ligestilling mellem kønnene",
– der henviser til forespørgsel til Kommissionen om erklæringen om principper for et samfund med ligestilling mellem kønnene (O-000024/2025 - B10-0009/2025),
– der henviser til forretningsordenens artikel 142, stk. 5, og artikel 136, stk. 2,
– der henviser til forslaget til beslutning fra Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling,
A. der henviser til, at ligestilling mellem kønnene er en central værdi i EU, og at retten til ligebehandling er en grundlæggende rettighed, der er anerkendt i traktaten om Den Europæiske Union, traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, og at begge er afgørende for EU's videre udvikling;
B. der henviser til, at Europa-Parlamentet er fast besluttet på at forbyde forskelsbehandling og at fremme ligestilling i EU's lovgivning og politikker;
C. der henviser til, at Kommissionen i løbet af 2025 opfordrer alle interesserede parter, især Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union, arbejdsmarkedets parter, civilsamfundsaktører og andre relevante organisationer, til at bakke op om den erklæring om kvinders rettigheder, der er knyttet som bilag til dens meddelelse af 7. marts 2025;
1. gentager og bekræfter sit engagement i kvinders rettigheder og ligestilling mellem kønnene;
2. glæder sig over Kommissionens meddelelse af 7. marts 2025 og anser den for at være et godt grundlag for forberedelsen af den kommende strategi for ligestilling mellem kønnene;
3. opfordrer Kommissionen til at tage behørigt hensyn til den holdning, som Parlamentet skal give udtryk for i sin kommende beslutning om strategien for ligestilling mellem kønnene 2025, når den udvikler den nye strategi for ligestilling mellem kønnene efter 2025;
4. tilslutter sig principperne i den erklæring, der er knyttet som bilag til Kommissionens meddelelse af 7. marts 2025;
5. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Kommissionen.