Europa-Parlamentets beslutning om bortførelse af britiske soldater i Sierra Leone
Europa-Parlamentet,
- der henviser til sine tidligere beslutninger om den politiske situation i Sierra Leone,
A. der henviser til West Side Boys-militsens bortførelse af 11 britiske soldater den 25. august 2000 i Sierra Leone,
B. der henviser til, at der stadig holdes seks gidsler, efter at fem er blevet frigivet,
C. der henviser til, at bortførerne forlanger løsladelse af deres leder, Brigadier Bombblast, til gengæld for at sætte gidslerne fri,
D. der henviser til tidligere tilfælde af bortførelse af soldater eller personale ved FN's styrker UNAMSIL i Sierra Leone, navnlig bortførelsen af 400 FN-medarbejdere i maj 2000,
E. der henviser til Lomé-aftalerne af juli 1999 - som desværre ikke er blevet overholdt - om afvæbning af alle ikke-statslige styrker,
F. der henviser til, at briternes tilstedeværelse har forhindret oprørerne i at gennemføre et nyt morderisk angreb på hovedstaden Freetown,
G. der henviser til, at regeringen i Sierra Leone har afvist militssoldaternes krav og nægter at indlede forhandlinger,
H. der henviser til, at der kun kan findes en fredelig løsning for Sierra Leone ved hjælp af et ægte regionalt samarbejde og bekæmpelse af diamantsmugleriet, der hovedsageligt kontrolleres af RUF i de østlige provinser med forbindelse til nabolandene,
I. der ser positivt på de erklæringer, som Johnny Paul Koroma, tidligere oprørsleder i AFRC med tætte forbindelser til gruppen West Side Boys, har afgivet efter denne seneste bortførelse, hvori han opfordrer til, at de britiske soldater frigives hurtigst muligt, og tager afstand fra militsens krav,
1. forlanger, at militsgruppen West Side Boys omgående og betingelsesløst frigiver de bortførte britiske soldater, udtrykker sin solidaritet med de britiske soldater, der endnu holdes som gidsler, og deres familier, og ønsker brændende, at de snart blive frigivet;
2. opfordrer regeringen i Sierra Leone til at stå fast på sit standpunkt om ikke at løslade Brigadier Bombblast og til at fortsætte processen mod fred og forsoning for Sierra Leones befolkning;
3. opfordrer Rådet til fortsat at arbejde på at støtte fredsprocessen i Sierra Leone trods de mange vanskeligheder, der opstår, ved at støtte den britiske hærs aktion i området og ved at træffe foranstaltninger, der kan supplere dens indsats;
4. opfordrer FN, OAU, Rådet og Kommissionen til at træffe passende foranstaltninger mod diamantsmugleriet, der bidrager til at holde krigen i gang, og til at beskytte civilbefolkningen, som er hårdest ramt af borgerkrigen;
5. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, den britiske premierminister og Sierra Leones præsident, samt generalsekretærerne i FN og OAU.