Europa-Parlamentet,

-  der henviser til hvidbogen om reformen af Kommissionen (KOM(2000) 200 ),

-  der henviser til meddelelser fra Kommissionen af 24. april 2000 (KOM(2000) 212 ) om Det Europæiske Fællesskabs udviklingspolitik og af 16. maj 2000 om reformen af forvaltningen af den eksterne bistand (SEK(2000) 814 ),

-  der henviser til Kommissionens forslag af 26. juli 2000 om en ny finansforordning (KOM(2000) 461 ),

-  der henviser til sine beslutninger af 21. september 2000 om komplementariteten mellem Fællesskabets og medlemsstaternes politik på området for udviklingssamarbejde(1) og af 17. februar 2000 om sammenhængen mellem Unionens forskellige politikker og udviklingspolitikken(2) ,

-  der henviser til sin beslutning af 19. januar 2000 om opfølgning af anden beretning fra Den Uafhængige Ekspertgruppe om reform af Kommissionen(3) , og sine beslutninger af 6. juli 2000 om decharge til Kommissionen for henholdsvis den økonomiske forvaltning af 6., 7. og 8. Europæiske Udviklingsfond for regnskabsåret 1998(4) og for gennemførelsen af Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 1998(5) ,

-  der henviser til målsætningerne for udviklingssamarbejdet i henhold til EF-traktatens afsnit XX, artikel 177,

-  der henviser til forretningsordenens artikel 163,

-  der henviser til betænkning fra Udvalget om Udvikling og Samarbejde (A5-0337/2000 ),

A.  der henviser til Rådets forskellige resolutioner om komplementaritet og kohærens mellem Fællesskabets udviklingspolitik og de øvrige fællesskabspolitikker, herunder navnlig til Rådets (almindelige anliggender) konklusioner om effektiviteten i EU's optræden udadtil af 9. oktober 2000,

B.  der henviser til, at målsætningerne for den internationale udviklingspolitik er en af de tre bærende søjler for Unionens optræden udadtil, på lige fod med målsætningerne for udenrigs- og sikkerhedspolitikken og handelspolitikken,

C.  der henviser til, at den internationale udviklingspolitik er den største eksponent for Fællesskabets eksterne engagement,

D.  der henviser til, at de industrialiserede landes offentlige udviklingsbistand gradvis er faldet helt ned på et minimum på 0,22% af det samlede BNP, hvilket er meget langt fra målet på 0,7%, som fastlagdes i FN's resolution af 1974 om en ny økonomisk verdensorden,

E.  der henviser til, at konklusionerne fra Rådet (almindelige anliggender) af 9. oktober ikke henviser til Rådets erklæring om EU's udviklingspolitik og som sådan ikke indeholder referencer til fattigdomsbekæmpelsens rolle eller de internationale udviklingsmålsætninger,

F.  der henviser til, at der er behov for en omfattende reform af EU's internationale bistandspolitik med henblik på en effektivisering heraf,

G.  der henviser til, at en sådan reform bør omfatte:

H.  der henviser til, at Kommissionen er den største donor i verden af humanitær bistand, og at den direkte forvalter en betydelig del af udviklingsbistanden på verdensplan; der dog påpeger, at den relative vækst i midlerne til bistand ikke er blevet fulgt op af en tilstrækkelig justering af de menneskelige ressourcer og forvaltningsmetoderne,

I.  der henviser til, at omfanget af de finansielle midler, EU afsætter til udviklingsbistand, ikke står i forhold til dens relative indflydelse i international sammenhæng,

J.  der beklager, at Kommissionen som følge af manglen på ressourcer til dato har koncentreret sin indsats om at gennemføre politikker og instrumenter og i det store og hele har overladt planlægningsarbejdet til andre internationale organisationer, f.eks. Verdensbanken, Den Internationale Valutafond og OECD,

K.  der ligeledes henviser til, at der kun i meget begrænset omfang er foretaget analyser og gjort brug af Kommissionens store erfaring med hensyn til gennemførelse af udviklingspolitikken,

L.  der påpeger, at det af resultaterne af de eksterne evalueringer af Fællesskabets bistandspolitik fremgår, at der er problemer med hensyn til den hurtighed og effektivitet, hvormed programmerne og projekterne bliver gennemføret,

M.  der understreger, at Parlamentets og medlemsstaternes støtte er af afgørende betydning for løsningen af mange af problemerne i forbindelse med forvaltningen af Fællesskabets udviklingsbistand, og navnlig hvad angår budgetspørgsmål og procedurer for Rådets indgriben,

1.  understreger, at de forpligtelser, det internationale samfund har påtaget sig med henblik på at opfylde de nærmere definerede mål for en bæredygtig udvikling og helt konkret for bekæmpelse af fattigdommen, skaber en ny ramme for udviklingen, som EU-politikken må bidrage til;

2.  opfordrer Kommissionen til at basere reformen i forhold til eksterne foranstaltninger på en klar og global erklæring, der fastsætter EU's mål for eksterne forbindelser i det 21. århundrede, idet fattigdomsbekæmpelsen skal være det overordnede mål for en sådan erklæring;

3.  hilser med tilfredshed, at Kommissionen har påbegyndt en reform af RELEX-Gruppen, som på baggrund af det endelige mål, nemlig fremme af en bæredygtig udvikling, der kan bidrage til bekæmpelse af fattigdommen og integrering af udviklingslandene i verdensøkonomien, bør resultere i en forbedring af udviklingsbistandens virkninger og en øget effektivitet i relationerne til disse lande;

4.  frygter imidlertid, at adskillelsen mellem politisk ansvar og strategisk beslutningstagning i forbindelse med gennemførelse og opfølgning af programmer vil føre til en marginalisering af udviklingspolitikken i Kommissionen; anser det for nødvendigt, at de institutionelle strukturer afspejler det politiske ansvar;

5.  mener i den forbindelse, at en integreret Fællesskabstjeneste for international udvikling bør være ansvarlig for hele samarbejdsspektret i forbindelse med udviklingslandene, herunder programmerne med sigte på Afrika, Latinamerika, Middelhavslandene og Asien;

6.  anser det for vigtigt at løse det strukturelle problem bestående i, at der ikke er tilstrækkelige menneskelige ressourcer til rådighed til at forvalte midlerne til udviklingssamarbejdet, og forpligter sig derfor til som led i budgetproceduren at afsætte de nødvendige midler hertil;

7.  anmoder i betragtning af, at små projekter traditionelt har klaret sig bedst i evalueringer af resultatet af EU-bistand, om, at små projekter for fremtiden får tilstrækkeligt personale til, at de kan videreføres og antallet endog forhøjes;

8.  anmoder i den forbindelse Rådet som budgetmyndighedens ene part om at sikre, at de finansielle bestemmelser afspejler målsætningerne for Fællesskabets udviklingspolitik;

9.  anmoder budgetmyndigheden om, at den i kommende regnskabsår overfører en procentdel forbeholdt administrative udgifter til samtlige budgetposter vedrørende udviklingssamarbejde;

10.  finder det af afgørende betydning, at Kommissionen på det udviklingspolitiske område har tilstrækkeligt og behørigt uddannet personale til at varetage opgaverne med hensyn til fastlæggelse af strategi, analyse og udarbejdelse af forslag;

11.  henstiller til Kommissionen, at den i løbet af første halvår 2001 forelægger Parlamentet en rapport om den praktiske gennemførelse af de forskellige elementer i RELEX-reformen;

12.  er af den opfattelse, at overdragelsen af beføjelser til delegationerne vil være en passende lejlighed til at indføre en ordning for forvaltning af udviklingsprojekterne samt tilpasning og styrkelse af kapaciteten i modtagerlandene; går derfor ind for en hurtig gennemførelse af denne decentralisering til fordel for delegationerne, hvor disse får stillet den nødvendige edb-infrastruktur til rådighed og styrket de menneskelige ressourcer på det udviklingspolitiske område; går endvidere ind for, at støttemodtagerne foretager en tilpasning af projekter og programmer, herunder indgåelse af aftaler med lokale aktører i områder, hvor kravene om god regeringsførelse og demokratiske tilstande er opfyldt;

13.  understreger behovet for et større og mere specialiseret personale i Generaldirektoratet for Eksterne Forbindelser med henblik på specialisering inden for navnlig programmering og specifikke sektorer;

14.  mener, at oprettelsen af Den Fælles RELEX-Tjeneste var et fejlslagent forsøg på at rationalisere forvaltningen af EU's bistand, og at den lidet gennemskuelige opsplitning af ansvar mellem de forskellige tjenester har mindsket effektiviteten; henviser i den forbindelse til, at der må foretages en koordinering af hele samarbejdsspektret, og går ind for, at ansvaret for udviklingssamarbejdet som helhed påhviler et og samme organ med én kommissær som politisk ansvarlig, nemlig det ansvarlige medlem for udviklingssamarbejde, hvilket ville fremme effektiviteten i Kommissionens administration samt Kommissionens synlighed på dette område, uden at dette dog griber ind i kompetencefordelingen mellem kommissionsmedlemmerne;

15.  støtter den specifikke karakter, der er kendetegnende for EU-udviklingspolitikken og den deraf følgende værditilvækst, og beklager, at visse medlemsstater mener, at udviklingspolitikken skal føres tilbage til nationalt plan; er overbevist om, at medlemsstaternes udviklingspolitik bør være supplerende og ikke forsøge at erstatte eller overlappe Fællesskabets udviklingspolitik; går endvidere ind for, at al programforvaltning koncentreres i Kommissionen, og at uddelegering af sådanne aktiviteter til eksterne agenturer begrænses til det absolut nødvendige, da det lægger vægt på en offentlig fællesskabspolitik på udviklingsområdet;

16.  mærker sig, at der er planer om at nedsætte et nyt forvaltningsorgan for fællesskabsbistand baseret på Den Fælles RELEX-Tjeneste, der vil få kontorstatus; mener, at dette skal arbejde på et grundlag, som er foreneligt med målene om en mere effektiv fællesskabsbistand, og som under alle omstændigheder skal sikre sammenhængende handling fra Kommissionens side og dennes kontrol med organet, og mener endelig, at Parlamentet fortsat skal udøve den politiske kontrol;

17.  er af den opfattelse, at oprettelsen af et sådant organ vil føre til en forenkling af forvaltningsprocedurerne, navnlig hvad angår samfinansiering af projekter med ikke-statslige organisationer;

18.  er overbevist om, at de ikke-statslige organisationer har kapacitet til at gennemføre programmer, som specifikt tager sigte på at bekæmpe fattigdommen, og mener, at Kommissionen bør udnytte dette potentiale bedre;

19.  mener, at EU bør udvikle strategier, der kan fremme pulserende og stærke civilsamfund i modtagerlandene, at EU bør søge at samarbejde med civilsamfundet, herunder ngo'er og den private sektor, inden for alle områder af det eksterne samarbejde med det formål at gennemføre udviklingsmålsætninger, og at civilsamfundsorganisationer bør betragtes som væsentlige og uafhængige partnere for EU, der spiller en væsentlig rolle i udviklingsprocessen, idet EU bør tilskynde til en mere omfattende dialog med civilsamfundet og mere udbredt samarbejde på programniveau;

20.  understreger, hvor vigtigt det er at foretage en hensigtsmæssig evaluering af de eksterne bistandsprogrammers virkninger, således at både de positive og negative erfaringer kan komme planlægningen og gennemførelsen af efterfølgende foranstaltninger til gavn; påpeger endvidere, at det er nødvendigt at uddanne personale med henblik på specialisering på dette område og give ovennævnte organ til opgave at evaluere bevillinger og kompetencer, således at dets arbejde giver sig udslag i bedre resultater og en mere effektiv udviklingsbistandspolitik;

21.  er, for så vidt angår komitologi, enig med Kommissionen i, at der skal ske en udvikling i den måde, Rådets arbejdsgrupper og udvalgene fungerer på, således at disse først og fremmest koncentrerer sig om politiske retningslinjer, regelmæssig revision af de enkelte landes strategier og de sektororienterede strategier samt om spørgsmål, som kræver koordinering på europæisk plan forud for internationale drøftelser;

22.  påskønner Kommissionens initiativ med hensyn til at foretage en revision af samtlige forordninger vedrørende udviklingspolitikken med henblik på at undersøge muligheden for eventuelt at indføre en horisontal forordning, som kan skabe grundlag for at koncentrere udvalgenes arbejde om programmeringsfasen og afskaffe den systematiske revision af samtlige projekter;

23.  henviser til betydningen af de såkaldte landestrategipapirer og de nationale indikativprogrammer som et instrument, der kan bidrage til at fremme såvel komplementariteten i forhold til medlemsstaterne som støttemodtagernes deltagelse i programmeringen af samarbejdet gennem dialog og informationsformidling og dermed til at realisere tanken om, at tilpasningen af udviklingsprojekterne foretages af støttemodtagerne - med andre ord dér, hvor de mest hensigtsmæssige betingelser er til stede;

24.  understreger behovet for en styrkelse af EU's deltagelse i fora, hvor man drøfter nøglespørgsmål for udviklingslandenes økonomier, samt af koordineringen af medlemsstaternes og EU's holdninger i de forskellige internationale fora, navnlig Bretton Woods-institutionerne og FN, hvor EU's politiske indlæg skal have samme vægt som det bidrag, EU yder;

25.  henviser til, hvor vigtigt det er, at Parlamentet orienteres inden politikkerne vedtages, og at det, under alle omstændigheder og samtidig med Rådet, informeres om retningslinjer, prognoser og programmering vedrørende Fællesskabets bistandspolitik, uden at dette dog må indebære utidig indblanding fra Parlamentets side i Kommissionens forvaltningsopgaver;

26.  mener, at der bør gøres en indsats for at sikre, at den nye struktur resulterer i kohærens mellem EU's politikker med eksternt sigte, dvs. på områderne eksterne anliggender, udvikling, handel, landbrug, fiskeri, forskning og udvikling samt sikkerhed og sundhed med hensyn til levnedsmidler, og mener, at der bør foretages en vurdering af virkningerne for samhørigheden i forbindelse med fastlæggelsen af samtlige nye politikker og ny praksis som supplement til årsberetningen, der skal behandles af både Rådet og Parlamentet, i overensstemmelse med dets ovennævnte beslutning af 17. februar 2000 om sammenhængen mellem Unionens forskellige politikker og udviklingspolitikken;

27.  understreger nødvendigheden af, at RELEX-reformprocessen gennemføres på en åben og gennemskuelig måde, og at de ansatte i de berørte tjenestegrene deltager i denne proces, idet der lægges særlig vægt på, at målsætningerne for en effektiv europæisk udviklingspolitik og forpligtelserne over for støttemodtagerne fastholdes i hele overgangsperioden;

28.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

(1) Vedtagne tekster, punkt 15. (2) Vedtagne tekster, punkt 7. (3) EFT C 304 af 24.10.2000, s. 135. (4) Vedtagne tekster, punkt 6. (5) Vedtagne tekster, punkt 5.