Europa-Parlamentets beslutning om finansiering af udviklingsbistanden
Europa-Parlamentet,
- der henviser til, at Det Europæiske Råd i Göteborg forpligtede sig til "snarest muligt at nå FN-målet for offentlig udviklingsbistand på 0,7% af BNP og gøre konkrete fremskridt hen imod dette mål inden verdenstopmødet om bæredygtig udvikling",
- der henviser til erklæringen fra Rådet (udvikling) den 8. november 2001 om forberedelsen af FN's konference om udviklingsfinansiering, hvori det bekræftede "den store vægt, som Den Europæiske Union lægger på, at den internationale konference om finansiering af udvikling og verdenstopmødet om bæredygtig udvikling (september 2002) i Johannesburg bliver en succes",
- der henviser til sin beslutning af 1. marts 2001 om Det Europæiske Fællesskabs udviklingspolitik(1) samt tidligere beslutninger om lempelse af gælden for udviklingslande og sammenhængen med andre EU-politikker, navnlig beslutning af 7. februar 2002 om finansiering af udviklingsbistand(2),
- der henviser til OECD-dokumenterne om betydningen af samarbejde på udviklingsområdet på tærsklen til det 21. århundrede, FN's år 2000-erklæring, G8-rapporten om begrænsning af fattigdommen og den økonomiske udvikling samt de beslutninger, som blev vedtaget på politikernes og statsledernes jubelårssamling,
- der henviser til Bruxelles-handlingsprogrammet for de mindst udviklede lande og Barbados-handlingsprogrammet for bæredygtig udvikling af udviklingslande, der består af små øer,
- der henviser til mødet i Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU i Cape Town den 18.-21. marts 2002,
A. der henviser til, at FN for første gang nogen sinde har afholdt et verdenstopmøde om finansiering af udvikling, og at arrangørerne forsøgte at samle ikke blot udviklings- men også finansministrene samt de internationale finansieringsorganer, forretningsbankerne og erhvervslivet og repræsentanter for civilsamfundet omkring et bord i dagene fra den 18. til den 21. marts 2002,
B. der henviser til, at FN's generalsekretær, Verdensbankens generaldirektør, IMF's generaldirektør og en række statschefer som følge af begivenhederne den 11. september 2001 kræver en større indsats for en øget og forbedret udviklingsbistand, således at ressourcerne fordobles med henblik på at nå millenniummålene for udvikling,
C. der henviser til, at behovet for passende udviklingsbistand nu er mere påtrængende end nogensinde før, idet det af forskellige internationale organer skønnes:
-
at 1,2 mia. mennesker har under 1 US dollar at leve for om dagen,
-
at 800 mio. mennesker lider af kronisk underernæring,
-
at den gennemsnitlige forventede levealder i udviklingslandene (62 år) er meget lavere end i de fleste industrilande,
-
at 40% af verdens befolkning lider af smitsomme sygdomme, såsom malaria, og at 2 mio. mennesker alene i Afrika dør af aids hvert år,
-
at 20% af verdens befolkning tegner sig for over 80% af forbruget på verdensplan,
-
at de rigeste 20%'s indkomst er steget fra at være 30 gange højere til at være 82 gange højere end for de fattigste 20%,
-
at verdens befolkning forventes at vokse med omkring 2,5 mia. i perioden 1990-2020, og at næsten 90% af denne vækst vil finde sted i udviklingslandene,
-
at 60% af de fattigste lever i miljømæssigt truede områder,
-
at 33% af den fattigste del af verdens befolkning for øjeblikket har mangel på vandressourcer, og at denne situation bliver stadig værre, så at næsten 60% af de fattigste befolkninger vil være ramt heraf i 2025,
-
at der er 900 mio. analfabeter i dag, at 130 mio. børn aldrig har gået i skole, og at yderligere 150 mio. børn begynder i skolen, men forlader den igen, før de har lært at læse eller skrive,
D. der glæder sig over, at der i Monterrey-konsensusdokumentet fastsættes prisværdige mål med henblik på at udrydde fattigdom, men beklager, at der ikke gælder faste forpligtelser med en obligatorisk tidsplan for gennemførelsen af målene,
E. der konstaterer, at Verdensbanken har skønnet, at antallet af mennesker i verden, der lever i fattigdom, vil blive fordoblet over de næste tredive år, og at dette, hvis der ikke gøres noget for at løse problemer som fattigdom, marginalisering, miljøødelæggelse, konflikter, epidemier og migration på verdensplan, vil resultere i alvorlig økonomisk og politisk ustabilitet,
F. der beklager, at de 21 rigeste lande siden 1992 har reduceret deres bistand til udviklingslandene med 24%, og at den offentlige udviklingsbistand fra industrilandene er faldet til et hidtil uset lavt niveau på 0,22% af deres BNP, hvilket er langt under det mål på 0,7%, der anbefales i FN's resolution fra 1974 om den nye økonomiske verdensorden,
G. der henviser til, at EU's gennemsnitlige offentlige udviklingsbistand (ODA) er faldet fra 0,45% i 1990 til 0,33% i 2001,
H. der henviser til, at god demokratisk regeringsførelse, lov og orden, sund økonomisk politik, aktiv fremme af private virksomheder, ligestilling mellem kønnene, respekt for miljøet og et dynamisk civilsamfund er vigtige betingelser for bæredygtig økonomisk vækst,
I. der henviser til, at EU har en fremtrædende rolle som den største donor og har ydet et værdifuldt bidrag til Monterrey-konferencen med sine tilsagn, f.eks. ved at erklære, at det havde til hensigt at forøge udviklingsbistanden betydeligt inden for en nærmere fastsat tidsperiode,
J. der anerkender værdien af gældslettelsen for de stærkt gældstyngede fattige lande, men tilskynder til yderligere indsats for de mest sårbare lande, som er hærget af sygdomme og naturkatastrofer,
K. der konstaterer, at EU's udviklingspolitik, som i øjeblikket finansieres gennem to særskilte instrumenter (Den Europæiske Udviklingsfond og EU-budgettet), må reformeres for opnå en bedre samordning mellem Kommissionen, Parlamentet og medlemsstaterne, når det drejer sig om udformningen af udviklingspolitikken, parlamentarisk kontrol og gennemførelse,
1. anser den i Monterrey opnåede konsensus for et skridt i den rigtige retning med henblik på at møde de udfordringer, der har givet anledning til at indkalde til konferencen;
2. bekræfter på ny, at det støtter indsatsen for at udrydde fattigdom, opnå bæredygtig udvikling og opfylde de udviklingsmål, der er fastsat på FN's millenium-topmøde og andre vigtige FN-konferencer, især konferencen om udviklingsfinansiering i Monterrey;
3. bifalder, at EU vil øge den offentlige udviklingsbistand ved sit løfte om en forhøjelse på "mindst" 20 mia. USD inden 2006 og 7 mia. USD pr. år fra 2006 i et lavvækstscenarie, samt USA's tilbud om 10 mia. USD indtil 2007 og 5 mia. USD pr. år fra 2007;
4. konstaterer, at EU har truffet afgørelse om, at en ODA på 0,33% af BNP nu bør indgå i den etablerede fællesskabsret, og at dette er en målsætning, som skal opfyldes af alle nye medlemsstater;
5. bifalder, at EU for første gang har fastsat et bindende mål for medlemsstaternes offentlige udviklingsbistand med det formål at øge EU-gennemsnittet til 0,39% af BNP inden 2006 som et midlertidigt skridt på vej til at nå FN's mål på 0,7%, således som Danmark, Nederlandene, Luxembourg og Sverige har gjort; glæder sig over, at Rådet har opfordret Kommissionen til at koncentrere udviklingssamarbejdet mere om fattigdomsbekæmpelse; opfordrer det spanske formandskab til at sikre, at disse mål opfyldes fuldt ud; ønsker, at der derefter foretages streng kontrol med overholdelsen af denne tidsplan;
6. opfordrer EU til at træffe afgørelse om en bindende tidsramme for, at målet på 0,7% af BNP skal nås inden 2010 som et af Unionens bidrag til verdenstopmødet i Johannesburg i slutningen af august 2002;
7. gentager sin støtte til FN's år 2000-erklæring om at reducere fattigdommen med 50%, at sikre grundskoleuddannelse for alle børn og at begrænse børnedødeligheden med to tredjedele i 2015;
8. noterer sig de spørgsmål, som Kommissionen har fremlagt i forbindelse med udvekslingen af ideer i New York i oktober 2001 inden for rammerne af Den Forberedende Komite for Konferencen om Udviklingsfinansiering, navnlig med hensyn til følgende punkter:
a)
omfanget af offentlig udviklingsbistand,
b)
globale, offentligt ejede midler;
c)
innovative finansieringskilder;
9. gentager sin overbevisning om, at WTO-runden bør fokusere på behovet for udvikling;
10. understreger, at der bør gennemføres en liberalisering af samhandelen i vækstøjemed inden for rammerne af en ordning, der sikrer lighed mellem landene og fremmer bæredygtig anvendelse af miljøet og det ressourcer;
11. opfordrer industrilandene til at overveje nye og innovative metoder til fremme af det teknologiske samarbejde med og teknologioverførsel til udviklingslandene, for at bygge bro over den digitale kløft og lette teknologiske "kvantespring" inden for f.eks. energi, transport, affalds- og vandforvaltning, handel, landbrug og sanitære standarder;
12. er af den opfattelse, at det for at fremme tilstrømningen af privat produktionskapital er nødvendigt, at de pågældende lande fortsat bestræber sig på at skabe et gennemskueligt, stabilt og forudsigeligt investeringsklima;
13. mener, at handel er den vigtigste eksterne kilde til finansiering af udvikling, og at det derfor er nødvendigt at fjerne handelshindringer, subsidier og andre foranstaltninger med handelsfordrejende virkninger, navnlig inden for eksportsektorer af særlig interesse for udviklingslandene, herunder landbrug;
14. mener, at mikrofinansiering til selvstændige og lavtforrentede lån til små og mellemstore virksomheder, navnlig til kvinder og til økonomisk udvikling af landdistrikter, er væsentlige elementer i ethvert program for udryddelse af fattigdom i udviklingslandene;
15. bifalder især Monterrey-appellen til donorlandene om at sikre, at midlerne til gældslettelse supplerer de eksisterende midler til officiel udviklingsbistand, og opfordrer EU til at bekræfte sin tilslutning til dette princip i en rådsbeslutning;
16. bekræfter på ny, at EU forpligter sig til, at 35% af EU's udviklingsbudget for 2002 skal anvendes til undervisning og sundhed, som er grundlæggende elementer for udryddelse af fattigdom;
17. opfordrer Rådet til at godkende, at Den Europæiske Udviklingsfond integreres i EU-budgettet med henblik på at skabe en gennemsigtig og samlet finansiel ramme for EU's udviklingsbistand;
18. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes, udviklingslandenes og ansøgerlandenes regeringer og parlamenter, FN's generalsekretær, og FNs underorganisationer, IMF og Verdensbanken.