Forslag til Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 2062/94 for så vidt angår de budgetmæssige og finansielle regler for Det Europæiske Arbejdsmiljøagentur samt om aktindsigt i agenturets dokumenter (KOM(2002) 406 – C5&nbhy;0438/2002 – 2002/0178(CNS))
(5a) I grundretsakten for Det Europæiske Arbejdsmiljøagentur, der er nævnt i denne forordning, medtages den mulighed, at medlemsstaten, hvor centret har hjemsted, kan yde et direkte eller indirekte finansielt bidrag.
Ændring 93 ARTIKEL 1, NR. 2, AFSNIT 1 A (nyt) Artikel 10, stk. 2 a (nyt) (forordning (EF) nr. 2062/94)
I artikel 10, tilføjes følgende stk. 2a:
"2a. Agenturet forelægger hvert år dechargemyndigheden alle relevante oplysninger om resultaterne af evalueringsprocedurerne. Det redegør ligeledes for eksisterende eller påtænkte foranstaltninger med henblik på at forebygge risikoen for svig og uregelmæssigheder."
Ændring 94 ARTIKEL 1, NR. 3 A (nyt) Artikel 12, stk. 3 a (nyt) (forordning (EF) nr. 2062/94)
3a) I artikel 12, tilføjes følgende stk. 3a:
"3a. Indtægterne omfatter eventuelle finansielle bidrag fra den medlemsstat, hvor agenturet har hjemsted."
Ændring 95 ARTIKEL 1, NR. 3 A, AFSNIT 1A (nyt) Artikel 12, stk. 4 a (nyt) (forordning (EF) nr. 2062/94)
I artikel 12, tilføjes følgende stk. 4a:
"4a. Oversigten over udgifter kan opstilles med anvendelse af en budgetplan baseret på udgiftens art og/eller formål, såfremt der sondres mellem driftsbevillinger og aktionsbevillinger. Budgetplanen fastlægges af agenturet."
Ændring 96 ARTIKEL 1, NR. 4 Artikel 13, stk. 2 a (nyt) (forordning (EF) nr. 2062/94)
2a. Inden der træffes en afgørelse, der har betydelige finansielle følgevirkninger, og som kan indvirke på omfanget af fællesskabstilskuddet for det løbende år eller de følgende regnskabsår, underretter bestyrelsen Kommissionen og budgetmyndigheden herom. Har en af budgetmyndighedens to parter ikke gjort indsigelse inden for en frist på seks uger, vedtager bestyrelsen den endelige afgørelse.
Ændring 97 ARTIKEL 1, NR. 4 Artikel 13, stk. 3 a (nyt) (forordning (EF) nr. 2062/94)
3a. Det endelige budget vedtages af agenturets bestyrelse efter den endelige vedtagelse af Unionens almindelige budget, hvori beløbet for tilskuddet og stillingsfortegnelsen er fastsat.
Ændring 98 ARTIKEL 1, NR. 4 Artikel 14, stk. 1 a (nyt) (forordning (EF) nr. 2062/94)
1a. Direktøren kan uddelegere sine beføjelser vedrørende gennemførelsen af budgettet til ansatte i agenturet, der er omfattet af vedtægten, på de betingelser, der er fastlagt ved finansielle bestemmelser som omhandlet i artikel 185 i finansforordningen vedtaget af bestyrelsen. De befuldmægtigede kan kun handle inden for de beføjelser, som udtrykkeligt er overdraget dem.
Ændring 99 ARTIKEL 1, NR. 4 Artikel 14, stk. 9 a (nyt) (forordning (EF) nr. 2062/94)
9a. Hvis Europa-Parlamentet anmoder om det, forelægger direktøren for agenturet i overensstemmelse med artikel 146, stk. 3, i finansforordningen det alle oplysninger, der er nødvendige for, at dechargeproceduren for det pågældende regnskabsår kan forløbe tilfredsstillende.
Ændring 100 ARTIKEL 1, NR. 4 Artikel 15, stk. 1 a (nyt) (forordning (EF) nr. 2062/94)
I det omfang, det er nødvendigt, kan opgaver af administrativ, forberedende eller underordnet art, der ikke indebærer udøvelse af offentlig myndighed eller udøvelse af skønsbeføjelser, på kontraktbasis overlades til eksterne, privatretlige enheder eller organer. Bevillinger, der er bestemt til disse opgaver, defineres som driftsbevillinger.
Ændring 101 ARTIKEL 1, NR. 4 A (nyt) Artikel 15 a (ny) (forordning (EF) nr. 2062/94)
4a) Som artikel 15a indsættes:
"Artikel 15a
I tilfælde af revision af rammefinansforordningen for organer, jf. artikel 185 i finansforordningen, hører Kommissionen Europa-Parlamentet, Rådet og Revisionsretten."