Retur til Europarl-portal

Choisissez la langue de votre document :

 Indeks 
Vedtagne tekster
Onsdag den 12. marts 2003 - Strasbourg
Offentlighed vedrørende visse selskabsformer ***I
 Harmonisering af bruttonationalindkomsten i markedspriser *
 Konfliktløsning på det civil- og handelsretlige område
 Fremme af anvendelsen af biobrændstoffer til transport ***II
 Arbejdsmarkedsrelaterede pensionskasser ***II
 Den almindelige overenskomst om handel med tjenesteydelser (GATS) inden for rammerne af WTO, herunder den kulturelle mangfoldighed
 Samfundsøkonomisk krise inden for hvidfiskfiskeriet
 Overordnede retningslinjer for den økonomiske politik
 Stabilitets- og konvergensprogrammerne
 Konvergensberetning 2002 - Sverige
 Offentlige finanser i ØMU - 2002

"

I Danmark:

aktieselskab, kommanditaktieselskab, anpartsselskab

" "
Offentlighed vedrørende visse selskabsformer ***I
PDF 48kWORD 84k
Beslutning
Konsolideret tekst
Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af Rådets direktiv 68/151/EØF for så vidt angår offentlighed vedrørende visse former for selskaber (KOM(2002) 279 - C5-0252/2002 - 2002/0122(COD))
P5_TA(2003)0082A5-0052/2003

(Fælles beslutningsprocedure: førstebehandling)

Europa-Parlamentet,

-   der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (KOM(2002) 279(1)),

-   der har fået forslaget forelagt af Kommissionen, jf. EF-traktatens artikel 251, stk. 2, og artikel 44 (C5-0252/2002),

-   der henviser til forretningsordenens artikel 67,

-   der henviser til betænkning fra Udvalget om Retlige Anliggender og det Indre Marked og udtalelse fra Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål (A5-0052/2003),

1.   godkender Kommissionens forslag som ændret;

2.   anmoder om fornyet forelæggelse, hvis Kommissionen agter at ændre dette forslag i væsentlig grad eller erstatte det med en anden tekst;

3.   pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen.

Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 12. marts 2003 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/.../EF om ændring af Rådets direktiv 68/151/EØF for så vidt angår offentlighed vedrørende visse selskabsformer

P5_TC1-COD(2002)0122


EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 44, stk. 2, litra g),

under henvisning til forslag fra Kommissionen(2),

under henvisning til udtalelse fra Det Økonomiske og Sociale Udvalg(3),

efter proceduren i traktatens artikel 251(4), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)  I Rådets første direktiv 68/151/EØF af 9. marts 1968 om samordning af de garantier, som kræves i medlemsstaterne af de i traktatens artikel 58, stk. 2, nævnte selskaber til beskyttelse af såvel selskabsdeltagernes som tredjemands interesser, med det formål at gøre disse garantier lige byrdefulde(5), fastsættes det, at selskaber med begrænset ansvar har pligt til at offentliggøre en række dokumenter og oplysninger.

(2)  I forbindelse med fjerde fase af processen vedrørende forenkling af lovgivningen om det indre marked (SLIM), som Kommissionen iværksatte i oktober 1998, udsendte en arbejdsgruppe vedrørende selskabsret i september 1999 en rapport om forenklingen af første og andet selskabsretsdirektiv, som indeholdt visse anbefalinger(6).

(3)  En modernisering af direktiv 68/151/EØF efter retningslinjerne i disse anbefalinger vil ikke blot bidrage til at opfylde den vigtige målsætning om, at interesserede parter skal have lettere og hurtigere adgang til oplysninger om selskaber, men vil også i høj grad forenkle de offentlighedsformaliteter, der er pålagt selskaberne.

(4)  Listen over selskaber, der er omfattet af direktiv 68/151/EØF, bør ajourføres, således at den tager højde både for de nye selskabsformer, der er oprettet på nationalt plan siden direktivets vedtagelse, og for de selskabsformer, der er afskaffet på nationalt plan siden dette tidspunkt.

(5)  Siden 1968 er der vedtaget flere direktiver med henblik på at harmonisere de krav, der finder anvendelse på de regnskabsdokumenter, som selskaberne skal udarbejde, nemlig Rådets fjerde direktiv 78/660/EØF af 25. juli 1978 på grundlag af traktatens artikel 54, stk. 3, litra g), om årsregnskaberne for visse selskabsformer(7), Rådets syvende direktiv 83/349/EØF af 13. juni 1983 på grundlag af traktatens artikel 54, stk. 3, litra g), om konsoliderede regnskaber(8), Rådets direktiv 86/635/EØF af 8. december 1986 om bankers og andre penge- og finansieringsinstitutters årsregnskaber og konsoliderede regnskaber(9) og Rådets direktiv 91/674/EØF af 19. december 1991 om forsikringsselskabers årsregnskaber og konsoliderede regnskaber(10). Henvisningerne i direktiv 68/151/EØF til de regnskabsdokumenter, som skal offentliggøres i henhold til disse direktiver, bør ajourføres i overensstemmelse hermed.

(6)  I forbindelse med den tilstræbte modernisering og med forbehold af substantielle forudsætninger og formaliteter, der er fastlagt i medlemsstaternes nationale ret, bør selskaberne kunne vælge at indgive deres obligatoriske dokumenter og oplysninger i papirform eller elektronisk.

(7)  Interesserede parter bør kunne få en genpart fra registret af sådanne dokumenter og oplysninger både i papirform og i elektronisk form.

(8)  Medlemsstaterne bør have mulighed for at beslutte at bevare den nationale offentlige tidende, som er bestemt til bekendtgørelse af obligatoriske dokumenter og oplysninger, i papirform eller elektronisk form eller fastsætte regler om offentliggørelse tilsvarende effektiv måde.

(9)  Adgangen til oplysninger om selskaber på tværs af grænserne bør forbedres ved ud over den obligatoriske offentliggørelse på et af de anerkendte sprog i selskabets hjemland at tillade frivillig registrering af dokumenter og oplysninger på andre sprog. Tredjeparter, der handler i god tro, bør kunne påberåbe sig disse oversættelser.

(10)  Det bør præciseres, at angivelsen af de obligatoriske oplysninger i henhold til artikel 4 i direktiv 68/151/EØF skal foretages i alle breve og bestillingssedler, uanset om de er i papirform, eller der benyttes et andet medium. På baggrund af den teknologiske udvikling bør det ligeledes fastsættes, at disse oplysninger skal angives på et selskabs eventuelle websted.

(11)  Direktiv 68/151/EØF bør ændres i overensstemmelse hermed -

UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:

Artikel 1

I direktiv 68/151/EØF foretages følgende ændringer:

1.  I artikel 1 foretages følgende ændringer:

"

I Frankrig:

la société anonyme, la société en commandite par actions, la société à responsabilité limitée, la société par actions simplifiée

" "
   a) tredje led affattes således:
   b) sjette led affattes således:
   - I Nederlandene:
  

de naamloze vennootschap, de besloten vennootschap met beperkte aansprakelijkheid

"
   c) niende led affattes således:
   d) fjortende led affattes således:
   "- I Finland:
  

yksityinen osakeyhtiö/privat aktiebolag, julkinen osakeyhtiö/publikt aktiebolag".

"

2.  I artikel 2 foretages følgende ændringer:

"

f) de regnskabsdokumenter for hvert regnskabsår, som skal offentliggøres i henhold til Rådets direktiv 78/660/EØF*, 83/349/EØF**, 86/635/EØF*** og 91/674/EØF****

__________________

* EFT L 222 af 14.8.1978, s. 11. Senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/65/EF (EFT L 283 af 27.10.2001, s. 28).

** EFT L 193 af 18.7.1983, s. 1. Senest ændret ved direktiv 2001/65/EF.

*** EFT L 372 af 31.12.1986, s. 1. Senest ændret ved direktiv 2001/65/EF.

**** EFT L 374 af 31.12.1991, s. 7."

"
   a) Stk. 1, litra f), affattes således:

b)  Stk. 2 udgår.

3.  Artikel 3 affattes således:

"

Artikel 3

1.  I hver medlemsstat oprettes enten i et centralt register eller i et handels- eller selskabsregister en aktmappe for ethvert selskab, som er registreret dér.

2.  Alle dokumenter og oplysninger, der i henhold til artikel 2 er offentligt tilgængelige, skal henlægges i aktmappen eller indføres i registeret; grundlaget for indførslen i registeret skal altid fremgå af aktmappen.

Medlemsstaterne sikrer, at selskaberne og andre personer og organer med anmeldelses- eller medvirkningspligt senest den 1. januar 2007 får adgang til elektronisk at indgive alle dokumenter og oplysninger, der skal offentliggøres i henhold til artikel 2. Endvidere kan medlemsstaterne pålægge alle eller visse kategorier af selskaber at indgive alle eller visse typer af sådanne dokumenter og oplysninger elektronisk.

Alle de i artikel 2 omhandlede dokumenter og oplysninger, der indgives senest fra den 1. januar 2007, skal opbevares i aktmappen eller indføres i registret i elektronisk form, uanset om de indgives i papirform eller elektronisk. Til det formål sikrer medlemsstaterne, at alle sådanne dokumenter og oplysninger, der indgives i papirform, senest fra den 1. januar 2007 konverteres af registret til elektronisk form.

De i artikel 2 omhandlede dokumenter og oplysninger, der er indgivet i papirform senest den 31. december 2006, skal ikke konverteres automatisk til elektronisk form af registret. Medlemsstaterne sikrer dog, at de konverteres til elektronisk form af registret efter modtagelse af en anmodning om offentliggørelse i elektronisk form, der er indgivet i henhold til de regler, som fastsættes til gennemførelse af stk. 3.

3.  Fuldstændig eller delvis genpart af de i artikel 2 omhandlede dokumenter eller oplysninger skal kunne indhentes efter anmodning. Senest fra den 1. januar 2007 kan anmodninger indgives til registret i papirform eller elektronisk efter ansøgerens eget valg.

Senest fra den 1. januar 2007 skal de genparter, der er omhandlet i første afsnit, kunne indhentes fra registret i papirform eller elektronisk efter ansøgerens eget valg. Dette gælder for alle dokumenter og oplysninger, uanset om de er indgivet før eller efter den fastlagte dato. Medlemsstaterne kan imidlertid bestemme, at alle - eller visse typer af - dokumenter og oplysninger, der er indgivet i papirform senest den 31. december 2006, ikke kan indhentes fra registret elektronisk, hvis de er indgivet før en nærmere angivet periode forud for den dato, hvor anmodningen er indgivet til registret. En sådan periode må ikke være under 10 år.

Gebyret for at indhente en fuldstændig eller delvis genpart af de i artikel 2 omhandlede dokumenter eller oplysninger enten i papirform eller elektronisk, må ikke overstige de dermed forbundne administrative omkostninger.

De fremsendte papirgenparters rigtighed skal bekræftes, medmindre ansøgeren giver afkald på bekræftelsen. De fremsendte elektroniske genparters rigtighed skal ikke bekræftes, medmindre ansøgeren udtrykkeligt anmoder om bekræftelsen.

Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at bekræftelse af elektroniske genparter garanterer både ægtheden af deres oprindelse og rigtigheden af deres indhold i det mindste ved hjælp af en avanceret elektronisk signatur i henhold til artikel 2, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/93/EF af 13. december 1999 om en fællesskabsramme for elektroniske signaturer*.

4.  De i stk. 2 omhandlede dokumenter og oplysninger skal bekendtgøres i den dertil af medlemsstaten bestemte nationale offentlige tidende enten i form af en fuldstændig gengivelse eller gengivelse i uddrag eller i form af en henvisning til, at dokumentet er henlagt i aktmappen eller er indført i registeret. Den nationale offentlige tidende, som medlemsstaterne har bestemt dertil, kan være elektronisk.

Medlemsstaterne kan vælge at erstatte offentliggørelse i den nationale offentlige tidende med tilsvarende effektive bekendtgørelsesmåder, der i det mindste indebærer, at der anvendes et system, som sikrer, at de offentliggjorte oplysninger er tilgængelige i kronologisk orden gennem en central elektronisk platform.

5.  Dokumenter og oplysninger kan af selskabet først påberåbes over for tredjemand efter den i stk. 4 nævnte offentliggørelse, medmindre selskabet godtgør, at tredjemand kendte dokumentet eller oplysningen.

Disse dokumenter eller oplysninger kan imidlertid ikke gøres gældende over for tredjemand for så vidt angår handlinger, der er foretaget inden den sekstende dag efter dagen for offentliggørelsen, dersom tredjemand godtgør, at han ikke kunne have haft kendskab hertil.

6.  Medlemsstaterne træffer de fornødne foranstaltninger for at hindre uoverensstemmelse mellem indholdet af bekendtgørelsen i henhold til stk. 4 og indholdet af registeret eller aktmappen.

I tilfælde af uoverensstemmelse kan den tekst, der er offentliggjort i henhold til stk. 4, imidlertid ikke påberåbes over for tredjemand; dog kan denne påberåbe sig den offentliggjorte tekst, medmindre selskabet godtgør, at tredjemand kendte det i aktmappen henlagte eller i registeret indførte dokument.

7.  I øvrigt kan tredjemand altid påberåbe sig dokumenter eller oplysninger, for hvilke offentlighedsformaliteterne endnu ikke er gennemført, medmindre dokumenterne eller oplysningerne på grund af manglende offentlighed endnu er uden virkning.

8.  I denne artikel forstås ved "elektronisk", at oplysningerne fra afsendelsesstedet sendes og på bestemmelsesstedet modtages ved hjælp af elektronisk databehandlingsudstyr (herunder digital komprimering) og datalagringsudstyr og udelukkende sendes, routes og modtages via tråd, radio, optiske midler eller andre elektromagnetiske midler på en måde, der fastlægges af medlemsstaterne.

__________________

* EFT L 13 af 19.1.2000, s. 12.

"

4.  Følgende indsættes som artikel 3a:

"

Artikel 3a

1.  Dokumenter og oplysninger, der skal offentliggøres i henhold til artikel 2, skal være affattet og indgivet på et af de sprog, der er tilladt efter de gældende sprogregler i den medlemsstat, hvor den aktmappe, der er nævnt i artikel 3, stk. 1, er oprettet.

2.  Ud over den obligatoriske offentliggørelse, jf. artikel 3, tillader medlemsstaterne, at dokumenter og oplysninger, der er omhandlet i artikel 2, offentliggøres i overensstemmelse med artikel 3 på ethvert af Fællesskabets officielle sprog.

Medlemsstaterne kan foreskrive, at oversættelsen af sådanne dokumenter og oplysninger skal være bekræftet.

Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at lette tredjemands adgang til oversættelser, der frivilligt er offentliggjort.

3.  Ud over den obligatoriske offentliggørelse, der er omhandlet i artikel 3, og den offentliggørelse, som stk. 2 giver adgang til, kan medlemsstaterne tillade, at dokumenter og oplysninger, der er omhandlet i artikel 2, offentliggøres i overensstemmelse med artikel 3 på ethvert andet sprog.

Medlemsstaterne kan foreskrive, at oversættelsen af sådanne dokumenter og oplysninger skal være bekræftet.

4.  I tilfælde af uoverensstemmelse mellem de dokumenter og oplysninger, der er offentliggjort på registrets officielle sprog, og den oversættelse, der frivilligt er offentliggjort, kan oversættelsen ikke påberåbes over for tredjemand. Denne kan dog påberåbe sig oversættelser, der frivilligt er offentliggjort, medmindre selskabet godtgør, at tredjemand havde kendskab til den version, der har været genstand for den obligatoriske offentliggørelse.

"

5.  Artikel 4 affattes således:

"

Artikel 4

Medlemsstaterne foreskriver, at breve og bestillingssedler skal angive følgende, uanset om de foreligger i papirform eller i form af andre medier:

   a) de fornødne oplysninger med henblik på at identificere det register, i hvilket den i artikel 3 omhandlede aktmappe forefindes, og det registreringsnummer, hvorunder selskabet er indført i registeret
   b) selskabets form og hjemsted samt i påkommende tilfælde, at selskabet er under likvidation.

Er selskabskapitalen anført på disse dokumenter, skal den tegnede og indbetalte kapital angives.

Medlemsstaterne foreskriver, at selskabets eventuelle websted mindst skal indeholde de oplysninger, der er nævnt i stk. 1, og i givet fald angivelsen af den tegnede og indbetalte kapital.

"

6.  Artikel 6 affattes således:

"

Artikel 6

Medlemsstaterne fastsætter passende sanktioner i det mindste for det tilfælde:

   a) at den efter artikel 2, stk. 1, litra f), obligatoriske offentliggørelse af regnskabsdokumenter undlades
   b) at de i artikel 4 omhandlede pligtige oplysninger ikke er angivet på forretningspapirer eller på selskabets eventuelle websted.

"

Artikel 2

1.  Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv senest den 31. december 2006. De underretter straks Kommissionen herom.

Disse love og bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for denne henvisning fastsættes af medlemsstaterne.

2.  Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de nationale retsforskrifter, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.

3.  Kommissionen forelægger senest den 1. januar 2012 Europa-Parlamentet og Rådet en rapport, der i givet fald ledsages af forslag om ændring af dette direktiv på baggrund af erfaringerne med anvendelsen heraf, dets formål og den teknologiske udvikling, som kan konstateres på det tidspunkt.

Artikel 3

Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 4

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i

På Europa-Parlamentets vegne På Rådets vegne

Formand Formand

(1) EFT C 227 E af 24.9.2002, s. 377.
(2) EFT C 227 E af 24.9.2002, s. 377.
(3) EFT C
(4) Europa-Parlamentets holdning af 12. marts 2003.
(5) EFT 1968 I, s. 41. Senest ændret ved akten vedrørende Østrigs, Finlands og Sveriges tiltrædelse.
(6) Se rapport fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet - Resultaterne af fjerde fase af SLIM, 4. februar 2000 (KOM(2000) 56).
(7) EFT L 222 af 14.8.1978, s. 11. Senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/65/EF (EFT L 283 af 27.10.2001, s. 28).
(8) EFT L 193 af 18.7.1983, s. 1. Senest ændret ved direktiv 2001/65/EF.
(9) EFT L 372 af 31.12.1986, s. 1. Senest ændret ved direktiv 2001/65/EF.
(10) EFT L 374 af 31.12.1991, s. 7.


Harmonisering af bruttonationalindkomsten i markedspriser *
PDF 8kWORD 25k
Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning om forslag til Rådets forordning om harmonisering af bruttonationalindkomsten i markedspriser ("BNI-forordningen") (KOM(2002) 558 - C5-0515/2002 - 2002/0245(CNS))
P5_TA(2003)0083A5-0040/2003

(Høringsprocedure)

Europa-Parlamentet,

-   der henviser til Kommissionens forslag til Rådet (KOM(2002) 558)(1),

-   der henviser til EF-traktatens artikel 269 og Euratom-traktatens artikel 173, der danner grundlag for Rådets høring af Parlamentet (C5&nbhy;0515/2002),

-   der henviser til forretningsordenens artikel 67,

-   der henviser til betænkning fra Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål (A5&nbhy;0040/2003),

1.   godkender Kommissionens forslag;

2.   opfordrer Rådet til at underrette Parlamentet, hvis det ikke agter at følge den tekst, Parlamentet har godkendt;

3.   anmoder Rådet om fornyet høring, hvis det agter at ændre Kommissionens forslag i væsentlig grad;

4.   pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen.

(1) EFT C 45 E af 25.2.2003, s. 61.


Konfliktløsning på det civil- og handelsretlige område
PDF 135kWORD 43k
Europa-Parlamentets beslutning om Kommissionens grønbog om alternativ konfliktløsning på det civil- og handelsretlige område (KOM(2002) 196 - C5-0284/2002 - 2002/2144(COS))
P5_TA(2003)0084A5-0058/2003

Europa-Parlamentet,

-   der henviser til Kommissionens grønbog af 19. april 2002 om alternativ konfliktløsning på det civil- og handelsretlige område (KOM(2002) 196 – C5&nbhy;0284/2002),

-   der henviser til traktaten, særlig artikel 65 og 155,

-   der henviser til Rådets og Kommissionens handlingsplan for, hvorledes Amsterdam-traktatens bestemmelser om indførelse af et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed bedst kan gennemføres, vedtaget af Rådet (retlige og indre anliggender) den 3. december 1998(1), særlig punkt 41, litra b),

-   der henviser til konklusionerne fra Det Europæiske Råd i Tampere, hvor medlemsstaterne blev opfordret til at indføre alternative udenretlige procedurer(2),

-   der henviser til konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde i Lissabon den 23. og 24. marts 2000, særlig punkt 11,

-   der henviser til konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde i Santa María da Feira den 19. og 20. juni 2000, særlig punkt 22, hvor Det Europæiske Råd tilsluttede sig den globale eEuropa-handlingsplan for 2002,

-   der henviser til konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde i Laeken den 14. og 15. december 2001, særlig punkt 25,

-   der henviser til Kommissionens henstilling af 30. marts 1998 om de principper, der finder anvendelse på organer med ansvar for udenretlig bilæggelse af tvister på forbrugerområdet(3), og af 4. april 2001 om principper for udenretslige organer til mindelig bilæggelse af tvister på forbrugerområdet(4),

-   der henviser til sin beslutning af 21. september 2000(5) om det forslag, der senere er vedtaget som Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område(6),

-   der henviser til De Europæiske Udenretslige Net (EEJ-Net), der blev oprettet med virkning fra den 16. oktober 2001,

-   der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/EF af 8. juni 2000 om visse retlige aspekter af informationssamfundstjenester, navnlig elektronisk handel, i det indre marked(7), herunder især artikel 17,

-   der henviser til Kommissionens meddelelse af 16. december 2002 til Rådet og Europa-Parlamentet om halvårlig ajourføring af resultattavlen vedrørende fremskridt hen imod oprettelsen af et område med "frihed, sikkerhed og retfærdighed" i EU (KOM(2002) 738), særlig punkt 3.1.,

-   der henviser til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg,

-   der henviser til forretningsordenens artikel 47, stk. 1,

-   der henviser til betænkning fra Udvalget om Retlige Anliggender og det Indre Marked og udtalelse fra Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender (A5&nbhy;0058/2003),

A.   der henviser til, at adgang til domstolene er en grundlæggende rettighed, der er fastslået i artikel 6 i den europæiske konvention om beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder og i artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

B.   der henviser til, at Unionen bør garantere sine borgere, at retten til fri bevægelighed i hele Unionen kan udnyttes under forhold, hvor alle har adgang til sikkerhed og retfærdighed,

C.   der henviser til, at et ægte europæisk område med retfærdighed skal give de europæiske borgere og virksomheder mulighed for at få lige så let adgang til domstole og myndigheder i alle medlemsstaterne som i deres eget land, uden at manglende overensstemmelse mellem eller kompleksitet i medlemsstaternes retslige og administrative systemer forhindrer dem i eller afskrækker dem fra at udøve deres rettigheder,

D.   der henviser til, at europæiske borgere i nogle medlemsstater har vanskeligheder med at få adgang til domstolene, fordi antallet af sager ved domstolene er blevet forøget, og der har været en tendens til, at sagsbehandlingen er trukket i langdrag og sagsomkostningerne dermed er steget,

E.   der henviser til, at flere og flere europæiske borgere står over for en større mængde lovgivningsmæssige tekster, hvis kompleksitet og tekniske karakter vanskeliggør deres adgang til domstolene,

F.   der henviser til, at alternativ tvistbilæggelse (især on-line) er et led i hele planen for at skabe lettere adgang til at få en tvist behandlet, især i forbindelse med grænseoverskridende tvister og elektronisk handel, hvor alternativ tvistbilæggelse må betragtes som et brugbart middel til løsning af vanskelige spørgsmål i forbindelse med forskellig lovgivning og divergerende retspraksis,

G.   der imidlertid henviser til, at det traditionelle, formelle domstolssystems "bilæggelse af tvister" sædvanligvis betragtes som et offentligt gode - og i høj grad som en integreret del af ethvert samfunds orden, værdier og kultur, hvilket betyder, at området er omfattet af subsidiaritetsprincippet,

H.   der henviser til, at selv om grænseoverskridende tvister griber stadig mere om sig, bør alternativ tvistbilæggelse ikke betragtes som en afsvækkelse af det traditionelle retssystem eller af det ukrænkelige princip om adgang til domstolene, jf. især artikel 6 i den europæiske menneskerettighedskonvention, og må ikke være et middel til at berøve borgerne retten til adgang til det traditionelle domstolssystem,

I.   der uanset ovennævnte forbehold henviser til, at for så vidt angår grænseoverskridende tvister, giver alternativ tvistbilæggelse de samme fordele som for bilæggelse af tvister inden for en enkelt medlemsstat, nemlig at det er en potentielt billigere løsningsmodel end traditionel rettergang, og at den begrænser antallet af retssager i det almindelige domstolssystem, hvorved presset i forbindelse med ventetid ved domstolene mindskes, og andre parter får deres sag behandlet ved domstolene på et tidligere tidspunkt, samtidig med at det - hvad angår procederende parter - er en potentielt billigere, hurtigere og mindre belastende fremgangsmåde og kan være et relevant retsmiddel, idet udgifterne til og belastningen ved en retssag inden for det traditionelle domstolssystem kan afholde forbrugere fra at gøre deres krav gældende,

J.   der henviser til, at alternativ tvistbilæggelse er en ekspanderende forsøgsmetode i sin vorden i hele Europa, som ikke unødigt bør bremses med indførelsen af indviklet lovgivning,

K.   der imidlertid henviser til, at det af hensyn til overholdelse af retssikkerhedsprincippet er nødvendigt, at det fastslås ved en domstolsafgørelse eller konstateres ved en notarialakt, at afgørelserne i forbindelse med alternativ tvistbilæggelse kan fuldbyrdes,

L.   der henviser til, at fordelen ved alternativ bilæggelse af tvister udgøres af dens fleksibilitet, og denne bør ikke bringes i fare ved fastsættelse af regler; der ikke desto mindre henviser til, at der er et behov for sammenhæng, fælles proceduremæssige garantier og kvalitetsnormer for at beskytte forbrugerne og undgå udbredelse af forskellige systemer medlemsstaterne imellem, og dette bør sikres gennem "soft law"-regler, bl.a. fastlæggelse af retningslinjer og adfærdskodekser, og ved at fremme bedste praksis,

M.   der henviser til, at bilæggelse af tvister gennem statslige domstole på grundlag af de love, parlamenterne vedtager, er et af retsstatens bidrag til civilisationen, og at alternativ tvistbilæggelse kun har karakter af et supplement,

1.   glæder sig over, at Kommissionen under udøvelse af sin initiativret har forelagt en grønbog om alternative konfliktløsningsmetoder på det civil- og handelsretlige område;

2.   konstaterer, at der ikke i EU's medlemsstater findes detaljerede rammebestemmelser om alternative tvistbilæggelsesmetoder, ligesom deres retssystemer udviser store forskelle på dette område;

3.   er af den opfattelse, at alternativ tvistbilæggelse bør tillades som en ikke-obligatorisk valgmulighed, hvis anvendelse bør tilskyndes, og medlemsstaterne bør kunne foreslå begge parter alternativ tvistbilæggelse som en mulighed forud for behandling af en tvist ved domstolene, forudsat at det ikke underminerer parternes ret til om nødvendigt at anlægge sag ved domstolene;

4.   bemærker, at selv om det i forbindelse med grænseoverskridende alternativ bilæggelse af tvister er nødvendigt med en vis grad af sammenhæng og koordinering, bør Kommissionen være forsigtig og foretage grundige undersøgelser og omfattende høringer, før den overvejer at foreslå lovgivningsinitiativer; mener dog, at Kommissionen bør fremme selvregulerende initiativer og undgå tiltag, der begrænser fleksibiliteten og parternes selvstændighed eller skaber nye handelsbarrierer over for tredjelande; mener dog, at Kommissionen eventuelt kunne overveje yderligere at udvikle principperne for udenretslige organer med ansvar for bilæggelse af tvister på forbrugerområdet i forbindelse med opfølgningen af den gældende henstilling; Kommissionen først bør udarbejde en opfølgende grønbog, der omhandler målet om at opbygge kapacitet inden for alternativ tvistbilæggelse, at udarbejde standarder for alternativ tvistbilæggelse og forbedre kvalitet og benchmarking for at opnå både sammenhæng og forbrugernes tillid i forbindelse med brug af alternativ tvistbilæggelse;

5.   mener, at der er behov for en fælles definition af de forskellige begreber, og at der bør vedtages forskellige fremgangsmåder og principper med hensyn til alternativ tvistbilæggelse afhængigt af retsområdet (handelsret, familieret, arbejdsret), brugere (virksomheder/forbrugere eller virksomheder/virksomheder), hvorvidt der er tale om retspraksis eller sædvaneret, on-line eller off-line-tvistbilæggelse, samt hvorvidt det er hensigtsmæssigt og relevant bl.a. på baggrund af nationale fremgangsmåder og procedurer;

6.   foreslår, at en eventuel opfølgende grønbog bør behandle en fremtidig EU-modelkodeks, således at i det mindste følgende proceduremæssige garantier tilgodeses som et minimum:

   a) brug af alternativ tvistbilæggelse i grænseoverskridende tvister bør ikke på nogen måde forhindre adgang til domstolene,
   b) begge parter bør, især hvis de kommer fra forskellige medlemsstater, anerkende tvistbilæggelsesproceduren,
   c) forligsmægleren bør være uafhængig og upartisk; det bør fastslås, at denne tredjepart er forpligtet til at undersøge sagen og, om nødvendigt, at yde parterne bistand, samtidig med at den pågældende forbliver upartisk,
   d) der bør være et krav om fortrolighed, idet spørgsmål vedrørende tvisten, som A informerer forligsmægleren om, kun bør videregives til B eller en tredjepart med A's samtykke,
   e) princippet om fair behandling (billighed) skal respekteres,
   f) alternativ bilæggelse af tvister skal bygge på konsensus, og parterne skal have fyldestgørende information om omfanget af den alternative tvistbilæggelse og om, i hvilken udstrækning afgørelserne kan fuldbyrdes; i visse tilfælde bør parterne sikres en minimumsfortrydelses- eller betænkningsfrist, inden de giver deres samtykke til resultatet af mæglingen; udløb af en tidsfrist for henvisning til alternativ tvistbilæggelse bør ikke medføre, at adgang til domstolene nægtes,
   g) generelt bør forbrugerne altid have mulighed for at gå til retten, hvis de er utilfredse med resultatet af alternativ tvistbilæggelse, også i tilfælde, hvor denne er obligatorisk, og også selv om det blot er for at få vurderet lovligheden af bestemmelsen om alternativ tvistbilæggelse i forhold til præmisserne i Domstolens dom af 27. juni 2000 i de forenede sager C-240/98 - C-244/98, Océano Grupo Editorial SA;
   h) formaliteter bør holdes på et minimum, og juridisk jargon bør undgås;
   i) afgørelser i forbindelse med alternativ tvistbilæggelse bør registreres og, principielt offentliggøres forudsat at parterne samtykker og under hensyntagen til beskyttelsen af personoplysninger;
   j) de parter, der af rimelige grunde nægter at anvende alternativ tvistbilæggelse, bør ikke kunne idømmes betaling af sagens omkostninger;

7.   henstiller til Kommissionen at tilskynde til udviklingen af et paneuropæisk net af aktører, faglige organer og andre interesserede parter, herunder mødeaktivitet og udveksling af bedste praksis;

8.   henstiller indtrængende til Kommissionen og medlemsstaterne at gøre offentligheden bevidst om og fremme brugen af alternativ tvistbilæggelse ved hjælp af informationskampagner og ved at inddrage forbrugerorganisationer;

9.   henstiller til Kommissionen at forbedre og styrke EEJ-Nettet, for dermed at tilskynde medlemsstaterne til at skabe et forsvarligt grundlag for alternativ bilæggelse af tvister af høj kvalitet og udfylde hullerne i de eksisterende bestemmelser om alternativ tvistbilæggelse;

10.   er af den opfattelse, at Unionens holdning til alternativ tvistbilæggelse bør antage et globalt tilsnit, og at Unionen bør tage højde for løsninger som f.eks. modeller udarbejdet af UNICITRAL (FN's Kommission for International Handelsret);

11.   opfordrer Kommissionen til vedvarende at revurdere hele sektoren og overveje iværksættelsen af et handlingsprogram med støtte til forskning, kontrol af pilotprojekter og afholdelse af konferencer;

12.   pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt medlemsstaternes parlamenter.

(1) EFT C 19 af 23.1.1999, s. 1.
(2) Konklusioner, punkt 30.
(3) EFT L 115 af 17.4.1998, s. 31.
(4) EFT L 109 af 19.4.2001, s. 56.
(5) EFT C 146 af 17.5.2001, s. 94.
(6) EFT L 12 af 16.1.2001, s. 1.
(7) EFT L 178 af 17.7.2000, s. 1.


Fremme af anvendelsen af biobrændstoffer til transport ***II
PDF 159kWORD 65k
Beslutning
Konsolideret tekst
Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning om Rådets fælles holdning med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om fremme af anvendelsen af biobrændstoffer til transport (12695/1/2002 - C5-0585/2002 - 2001/0265(COD))
P5_TA(2003)0085A5-0057/2003

(Fælles beslutningsprocedure: andenbehandling)

Europa-Parlamentet,

-   der henviser til Rådets fælles holdning (12695/1/2002 – C5&nbhy;0585/2002)(1),

-   der henviser til sin holdning ved førstebehandling(2) til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (KOM(2001) 547(3)),

-   der henviser til Kommissionens ændrede forslag (KOM(2002) 508(4)),

-   der henviser til EF-traktatens artikel 251, stk. 2,

-   der henviser til forretningsordenens artikel 80,

-   der henviser til indstilling ved andenbehandling fra Udvalget om Industripolitik, Eksterne Økonomiske Forbindelser, Forskning og Energi (A5&nbhy;0057/2003),

1.   ændrer den fælles holdning som angivet nedenfor;

2.   pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen.

Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved andenbehandlingen den 12. marts 2003 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/.../EF om fremme af anvendelsen af biobrændstoffer eller andre fornyelige brændstoffer til transport

P5_TC2-COD(2001)0265


EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 175, stk. 1,

under henvisning til forslag fra Kommissionen(5),

under henvisning til udtalelse fra Det Økonomiske og Sociale Udvalg(6),

under henvisning til udtalelse fra Regionsudvalget(7),

efter proceduren i traktatens artikel 251(8), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)  Det Europæiske Råd vedtog på mødet i Göteborg den 15. og 16. juni 2001 en strategi for bæredygtig udvikling i Fællesskabet, der består af en række foranstaltninger, som omfatter udvikling af biobrændstoffer.

(2)  Naturressourcer, og en forsigtig, rationel udnyttelse af disse som anført i traktatens artikel 174, stk. 1, omfatter olie, naturgas og fast brændsel, som er vigtige energikilder, men som også er hovedkilderne til CO2-emissioner.

(3)  Der findes imidlertid et bredt spektrum af biomasse, som kan danne grundlag for fremstilling af biobrændstoffer, og som stammer fra landbrugs- og skovbrugsafgrøder og fra affaldsprodukter fra skovbrug og skovbrugs- og fødevareindustrien.

(4)  Transportsektoren tegner sig for mere end 30% af det endelige energiforbrug i Fællesskabet og er i udvikling, og denne tendens er stigende ligesom CO2-emissionerne; desuden vil den procentvise stigning være endnu højere i ansøgerlandene efter deres tiltrædelse af Den Europæiske Union.

(5)  Kommissionens hvidbog "Den Europæiske transportpolitik frem til 2010 - De svære valg"(9) forudsætter, at CO2-emissionerne fra transportsektoren mellem 1990 og 2010 vil forøges med 50% til 1 113 mio. tons, og gør vejtransporten hovedansvarlig for 84% af CO2-emissionerne fra transport. Ud fra et økologisk synspunkt kræver hvidbogen derfor, at afhængigheden af olie (i dag 98%) på transportområdet mindskes ved anvendelse af alternative brændstoffer såsom biobrændstoffer.

(6)  Øget anvendelse af biobrændstoffer til transport udgør en del af den pakke af foranstaltninger, der er behov for til at opfylde Kyoto-protokollen, og af enhver anden politisk foranstaltning til opfyldelse af nye forpligtelser.

(7)  Øget anvendelse af biobrændstoffer til transport, uden at udelukke andre alternativer, herunder autogas (LPG) og komprimeret naturgas (CNG), er en af de måder, hvorpå Fællesskabet kan begrænse sin afhængighed af importeret energi og påvirke markedet for brændstof til transport og dermed energiforsyningssikkerheden på mellemlangt og langt sigt. Dette formål bør dog ikke tilsidesætte hensynet til overholdelse af fællesskabslovgivningen om brændstofkvalitet, emissioner fra køretøjer og luftkvalitet.

(8)  De teknologiske fremskridt har medført, at de fleste af de køretøjer, der på nuværende tidspunkt er indregistreret i Den Europæiske Union, uden problemer kan køre på blandinger med et lille indhold af biobrændstof. Den nyeste teknologiske udvikling gør det muligt at anvende større procentdele biobrændstoffer i blandingen. I nogle lande anvendes der allerede blandinger med 10% biobrændstof og derover.

(9)  Kontrollerede bilparker indebærer et potentiale til at anvende en højere koncentration af biobrændstof. I nogle byer kører kontrollerede bilparker allerede på rene biobrændstoffer, hvilket i nogle tilfælde har bidraget til at forbedre luftkvaliteten i byområder. Medlemsstaterne kunne derfor fremme anvendelsen af biobrændstoffer i offentlige/kollektive transportmidler yderligere.

(10)  Øget anvendelse af biobrændstoffer inden for tranport er et skridt hen imod en bredere udnyttelse af biomasse, som på sigt vil gøre det muligt at udvikle biobrændstofferne yderligere uden at udelukke andre muligheder, herunder brint.

(11)  Medlemsstaternes forskningspolitik i forbindelse med øget anvendelse af biobrændstoffer bør i vid udstrækning omfatte brintproduktionen, der bør fremmes som led i de relevante fællesskabsrammeprogrammer.

(12)  Ren vegetabilsk olie fra olieplanter, som er fremstillet ved presning, udvinding eller lignende procedurer, og som kan være rå eller raffineret, men er kemisk uændret, kan også anvendes som biobrændstof i særlige tilfælde, hvor anvendelsen heraf er forenelig med den pågældende motortype og de tilsvarende emissionskrav.

(13)  Det er en forudsætning, at nye typer brændstoffer opfylder anerkendte tekniske standarder, hvis de skal accepteres i større omfang af kunder og bilfabrikanter og dermed komme ind på markedet. Tekniske standarder er også udgangspunktet for krav til og kontrol med emissioner. Nye typer brændstoffer kan få problemer med at opfylde de nuværende tekniske standarder, som i vid udstrækning er udviklet med henblik på konventionelle, fossile brændstoffer. Kommissionen og standardiseringsorganerne bør overvåge udviklingen og aktivt tilpasse og udvikle standarder, især med hensyn til flygtighed, således at der kan introduceres nye typer brændstoffer, samtidig med at kravene til miljøeffektivitet opretholdes.

(14)  Bioethanol og biodiesel, som anvendes i køretøjer i ren form eller i blandinger, bør opfylde de kvalitetsstandarder, der er fastsat med henblik på at sikre, at motorerne fungerer optimalt. Den Europæiske Standardiseringsorganisations (CEN) standard EN 14214 for fedtsyremethylestere (FAME) kunne således anvendes i forbindelse med biodiesel til dieselmotorer, hvor forarbejdningsmuligheden er esterificering. Tilsvarende bør CEN fastsætte passende standarder for andre biobrændstofprodukter til transport i Den Europæiske Union.

(15)  Fremme af anvendelsen af biobrændstoffer i overensstemmelse med den fælles landbrugspolitiks regler om bæredygtigt land- og skovbrug kan skabe nye muligheder for en bæredygtig udvikling af landdistrikterne inden for en mere markedsorienteret fælles landbrugspolitik, der er mere orienteret mod det europæiske markeds behov og respekt for blomstrende landdistrikter og et multifunktionelt landbrug og kan åbne et nyt marked for innovative landbrugsprodukter for nuværende og fremtidige medlemsstater.

(16)  I sin resolution af 8. juni 1998(10) gav Rådet sin støtte til Kommissionens strategi- og handlingsplan for vedvarende energikilder(11) og anmodede om specifikke foranstaltninger inden for biobrændstofsektoren.

(17)  Kommissionens grønbog "På vej mod en europæisk strategi for energiforsyningssikkerhed"(12) indeholder et mål om, at 20% af vejtransportsektorens brændstofforbrug skal erstattes med alternative brændstoffer inden 2020.

(18)  De alternative brændstoffer kan kun komme ind på markedet, hvis de er disponible i stort omfang og konkurrencedygtige.

(19)  I sin beslutning af 18. juni 1998(13) om Kommissionens strategi- og handlingsplan for vedvarende energikilder opfordrede Europa-Parlamentet til over fem år at øge biobrændstoffers markedsandel til 2% ved hjælp af en række foranstaltninger, herunder afgiftsfritagelser, finansiel støtte til forarbejdningsindustrien og fastsættelse af en obligatorisk andel af biobrændstoffer for olieselskaberne.

(20)  Den optimale måde, hvorpå biobrændstoffers andel kan øges på de nationale og Fællesskabets markeder, afhænger af, hvilke ressourcer og råmaterialer der er til rådighed, den nationale og Fællesskabets politik til fremme af biobrændstoffer, afgiftsordningerne samt alle involverede parters deltagelse.

(21)  Nationale politikker til fremme af anvendelsen af biobrændstoffer bør ikke føre til et forbud mod fri omsætning af brændstoffer, som opfylder de harmoniserede miljøspecifikationer, der er fastlagt i fællesskabslovgivningen.

(22)  Støtte til produktion og anvendelse af biobrændstoffer kan være med til at mindske afhængigheden af energiimport og drivhusgasemissionerne. Desuden kan biobrændstoffer, enten i ren form eller i blanding, i princippet anvendes i de nuværende motorkøretøjer og med det nuværende brændstofdistributionssystem. Blanding af biobrændstoffer og fossile brændstoffer kan evt. bidrage til at reducere udgifterne til distributionssystemet i Fællesskabet.

(23)  Målene for den påtænkte handling, nemlig indførelse af generelle principper, der fremmer markedsføring og distribution af en vis minimumsprocentdel af biobrændstoffer, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne på grund af handlingens omfang og kan derfor bedre gennemføres på fællesskabsplan; Fællesskabet kan derfor træffe foranstaltninger i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, jf. traktatens artikel 5. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.

(24)  Forskningen og den teknologiske udvikling inden for biobrændstoffers bæredygtighed bør fremmes.

(25)  Øget anvendelse af biobrændstoffer bør ledsages af en indgående undersøgelse af de miljømæssige, økonomiske og sociale følger, inden der træffes beslutning om at øge andelen af biobrændstoffer i forhold til de traditionelle brændstoffer.

(26)  Der bør fastsættes bestemmelser, der gør det muligt at foretage en hurtig tilpasning af listen over biobrændstoffer, den procentvise andel af vedvarende energistoffer samt tidsplanen for indførelse af biobrændstoffer på transportbrændstofmarkedet til de tekniske fremskridt og til resultaterne af en vurdering af miljøpåvirkningen i den første gennemførelsesfase.

(27)  Der bør sørges for en hurtig udvikling af kvalitetsstandarderne for de biobrændstoffer, der skal anvendes i transportsektoren, både som rene biobrændstoffer og som blandingskomponenter i de konventionelle brændstoffer. Selv om den bionedbrydelige del af affald er en potentielt nyttig kilde til fremstilling af biobrændstoffer, skal kvalitetsstandarderne tage hensyn til den eventuelle forurening i affaldet for at undgå, at særlige komponenter skader køretøjet eller forværrer emissionerne.

(28)  Tilskyndelse til fremme af biobrændstoffer bør være i overensstemmelse med de enkelte medlemsstaters mål for forsyningssikkerhed og miljøbeskyttelse og dermed forbundne strategiske målsætninger og foranstaltninger. I den forbindelse kan medlemsstaterne overveje omkostningseffektive metoder til at udbrede kendskabet til mulighederne for anvendelse af biobrændstoffer.

(29)  De for gennemførelsen af dette direktiv nødvendige foranstaltninger bør vedtages i overensstemmelse med Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbestemmelser, der tillægges Kommissionen(14) –

UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:

Artikel 1

Dette direktiv har til formål at fremme anvendelsen af biobrændstoffer eller andre fornyelige brændstoffer, der skal erstatte diesel eller benzin til transportformål i medlemsstaterne, med henblik på at bidrage til overholdelsen af forpligtelserne med hensyn til klimaændringer, miljøvenlig forsyningssikkerhed og fremme af vedvarende energikilder.

Artikel 2

1.  I dette direktiv forstås ved:

   a) "biobrændstoffer": flydende eller gasformigt brændstof til transport, fremstillet på grundlag af biomasse
   b) "biomasse": den bionedbrydelige del af produkter, affald og rester fra landbrug (herunder vegetabilske og animalske stoffer), skovbrug og tilknyttede industrier samt den bionedbrydelige del af affald fra industri og husholdninger
   c) "andre fornyelige brændstoffer": fornyelige brændstoffer bortset fra biobrændstoffer, der stammer fra vedvarende energikilder som defineret i direktiv 2001/77/EF(15), og som anvendes til transportformål
   d) "energiindhold": et brændstofs nedre brændværdi.

2.  I det mindste følgende produkter anses for at være biobrændstoffer:

   a) "bioethanol": ethanol, der er fremstillet af biomasse og/eller den bionedbrydelige del af affald, og som anvendes som biobrændstof
   b) "biodiesel": et methylester af dieselkvalitet, der er fremstillet af vegetabilsk eller animalsk olie, og som anvendes som biobrændstof
   c) "biogas": et gasformigt brændstof, der er fremstillet af biomasse og/eller af den bionedbrydelige del af affald, og som kan renses til naturgaskvalitet og anvendes som biobrændstof, eller trægas
   d) "biomethanol": methanol, der er fremstillet af biomasse, og som anvendes som biobrændstof
   e) "biodimethylether": dimethylether, der er fremstillet af biomasse, og som anvendes som biobrændstof
   f) "bio-ETBE (ethyl-tertiær-butylether)": ETBE fremstillet på grundlag af bioethanol. Volumenandelen af bio-ETBE, der beregnes som biobrændstof, er 47%
   g) "bio-MTBE (methyl-tertiær-butylether)": et brændstof, der er fremstillet på grundlag af biomethanol. Volumenandelen af bio-MTBE, der beregnes som biobrændstof, er 36%
   h) "syntetisk biobrændstof": syntetiske kulbrinter eller blandinger af syntetiske kulbrinter, der er fremstillet af biomasse
   i) "biohydrogen": brint, der er fremstillet af biomasse, og/eller af den bionedbrydelige del af affald, og som anvendes som biobrændstof
   j) j) "ren vegetabilsk olie": olie, der er fremstillet af olieplanter ved presning, udvinding eller lignende processer, og som kan være rå eller raffineret, men er kemisk uændret, hvor anvendelsen heraf er forenelig med den pågældende motortype og de tilsvarende emissionskrav.

Artikel 3

1. a)  Medlemsstaterne bør sikre, at en minimumsandel af biobrændstoffer og andre fornyelige brændstoffer markedsføres på deres område, og at der med henblik herpå fastsættes nationale vejledende mål.

b) i)  En referenceværdi for disse mål er 2%, beregnet på grundlag af energiindhold, af al benzin og diesel, der markedsføres til transport på deres område senest den 31. december 2005.

ii)  En referenceværdi for disse mål er 5,75%, beregnet på grundlag af energiindhold, af al benzin og diesel, der markedsføres til transport på deres område senest den 31. december 2010.

2.  Biobrændstoffer kan foreligge i følgende former:

   a) som rene biobrændstoffer eller i høj koncentration i mineraloliederivater i overensstemmelse med de specifikke kvalitetsstandarder for anvendelse til transportformål
   b) som biobrændstoffer, der er iblandet mineraloliederivater i overensstemmelse med de relevante europæiske standarder, der beskriver de tekniske specifikationer for brændstoffer til transport (EN 228 og EN 590)
   c) som væsker på basis af biobrændstoffer såsom ETBE (ethyl-tertiær-butylether), hvor biobrændstoffets procentdel er angivet i artikel 2, stk. 2.

3.  Medlemsstaterne overvåger virkningen af anvendelsen af biobrændstoffer i dieselblandinger på mere end 5% i ikke-tilpassede køretøjer, og træffer, hvis det er påkrævet, foranstaltninger til at sikre, at de relevante fællesskabsbestemmelser om emissionsstandarder overholdes.

4.  Medlemsstaterne bør i deres foranstaltninger tage hensyn til de forskellige biobrændstoffers og andre fornyelige brændstoffers samlede klima- og økobalance og kan prioritere de brændstoffer, der udviser en særdeles god omkostningseffektiv økobalance, samtidig med at der tages hensyn til konkurrenceevne og forsyningssikkerhed.

5.  Medlemsstaterne sørger for, at offentligheden informeres om disponible biobrændstoffer og andre fornyelige brændstoffer. Hvis procentdelen af biobrændstoffer, der er iblandet mineraloliederivater, ligger over grænseværdien på 5% fedtsyremethylestere (FAME) eller på 5% bioethanol, skal det specifikt anføres på salgsstederne.

Artikel 4

1.  Medlemsstaterne indberetter hvert år inden den 1. juli til Kommissionen

   - de foranstaltninger, som er truffet for at fremme anvendelsen af biobrændstoffer eller andre fornyelige brændstoffer, der skal erstatte diesel eller benzin til transportformål,
   - omfanget af de nationale ressourcer, der er afsat til fremstilling af biomasse til anden energianvendelse end transport, og
   - det samlede salg af brændstof til transport og andelen af biobrændstoffer, rene eller blandede, og andre fornyelige brændstoffer, der blev markedsført det foregående år. Medlemsstaterne skal, når det er relevant, indberette usædvanlige forhold med hensyn til forsyningen med råolie eller olieprodukter, der har haft indvirkning på markedsføringen af biobrændstoffer og andre fornyelige brændstoffer.

I den første indberetning efter dette direktivs ikrafttræden angiver medlemsstaterne størrelsen af deres nationale vejledende mål for første fase. I indberetningen for 2006 angiver medlemsstaterne deres nationale vejledende mål for anden fase.

Disse indberetninger skal indeholde en begrundelse for en differentieing af de nationale mål i forhold til de referenceværdier, der er omhandlet i artikel 3, stk. 1, litra b). En begrundelse kan bygge på følgende elementer:

   a) objektive faktorer såsom begrænset nationalt potentiale til fremstilling af biobrændstoffer af biomasse
   b) b) omfanget af de nationale ressourcer, der er afsat til fremstilling af biomasse til anden energianvendelse end transport, og de særlige tekniske eller klimatiske forhold, der kendetegner det nationale marked for brændstoffer til transport
   c) c) nationale politikker med målsætninger, der svarer til dette direktivs, og hvorved der afsættes tilsvarende ressourcer til fremstilling af andre brændstoffer til transport, der er baseret på vedvarende energikilder.

2.  Senest den 31. december 2006 og herefter hvert andet år udarbejder Kommissionen en evalueringsrapport til Europa-Parlamentet og Rådet om fremskridt i anvendelsen af biobrændstoffer og andre fornyelige brændstoffer i medlemsstaterne.

Rapporten skal mindst omfatte følgende:

   a) omkostningseffektiviteten af de foranstaltninger, medlemsstaterne har truffet for at fremme anvendelsen af biobrændstoffer og andre fornyelige brændstoffer
   b) de økonomiske aspekter samt indvirkningerne på miljøet af en yderligere forøgelse af andelen af biobrændstoffer og andre fornyelige brændstoffer
   c) livscyklusperspektivet for biobrændstoffer og andre fornyelige brændstoffer for at kunne angive mulige foranstaltninger med henblik på senere at fremme brugen af de brændstoffer, der er klima- og miljøvenlige, og som har et potentiale til at blive konkurrencedygtige og omkostningseffektive
   d) bæredygtigheden af de afgrøder, der anvendes til produktion af biobrændstoffer, især arealanvendelse, dyrkningsintensitet, vekseldrift og anvendelse af pesticider
   e) en vurdering af anvendelsen af biobrændstoffer og andre fornyelige brændstoffer for så vidt angår deres respektive konsekvenser for klimaændringer og deres indvirkning på reduktionen af CO2-emissioner
   f) en gennemgang af yderligere, mere langsigtede muligheder med hensyn til energieffektivitetsforanstaltninger på transportområdet.

På grundlag af denne rapport forelægger Kommissionen, hvis det er relevant, forslag for Europa-Parlamentet og Rådet om en tilpasning af de i artikel 3, stk. 1, anførte målsætninger. Hvis det i rapporten konkluderes, at de vejledende mål sandsynligvis ikke vil kunne nås af årsager, der ikke er begrundede og/eller uden relation til nye videnskabelige data, fastsættes der i disse forslag nationale, eventuelt obligatoriske, mål i passende form.

Artikel 5

Listen i artikel 2, stk. 2, kan tilpasses til den tekniske udvikling efter proceduren i artikel 6, stk. 2. Når listen tilpasses, skal der tages hensyn til biobrændstoffernes miljøindvirkninger.

Artikel 6

1.  Kommissionen bistås af et udvalg.

2.  Når der henvises til dette stykke, anvendes proceduren i artikel 5 og 7 i afgørelse 1999/468/EF, jf. dennes artikel 8.

Fristen i artikel 5, stk. 6, i afgørelse 1999/468/EF fastsættes til tre måneder.

3.  Udvalget vedtager selv sin forretningsorden.

Artikel 7

1.  Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv senest den 31. december 2004. De underretter straks Kommissionen herom.

Disse love og bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af medlemsstaterne.

2.  Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de nationale retsforskrifter, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.

Artikel 8

Dette direktiv træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 9

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i

På Europa-Parlamentets vegne På Rådets vegne

Formand Formand

(1) EFT C 32 E af 11.2.2003, s. 1.
(2) P5_TA(2002)0361.
(3) EFT C 103 E af 30.4.2002, s. 205.
(4) EFT C 331 E af 31.12.2002, s. 291.
(5) EFT C 103 E af 30.4.2002, s. 205 og EFT C 331 E af 31.12.2002, s. 291.
(6) EFT C 149 af 21.6.2002, s. 7.
(7) EFT C 278 af 14.11.2002, s. 29.
(8) Europa-Parlamentets holdning af 4. juli 2002 (endnu ikke offentliggjort i EUT), Rådets fælles holdning af 18. november 2002 (EFT C 32 E af 11.2.2003, s. 1) og Europa-Parlamentets holdning af 12. marts 2003.
(9) KOM(2001) 370.
(10) EFT C 198 af 24.6.1998, s. 1.
(11) KOM(1997) 599.
(12) KOM(2000) 769.
(13) EFT C 210 af 6.7.1998, s. 215.
(14) EFT L 184 af 17.7.1999, s. 23.
(15) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/77/EF af 27. september 2001 om fremme af elektricitet produceret fra vedvarende energikilder inden for det indre marked for elektricitet (EFT L 283 af 27.10.2001, s. 33).


Arbejdsmarkedsrelaterede pensionskasser ***II
PDF 258kWORD 125k
Beslutning
Konsolideret tekst
Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning om Rådets fælles holdning med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om arbejdsmarkedsrelaterede pensionskassers aktiviteter og tilsynet hermed (11212/4/2002 - C5-0534/2002 - 2000/0260(COD))
P5_TA(2003)0086A5-0042/2003

(Fælles beslutningsprocedure: andenbehandling)

Europa-Parlamentet,

-   der henviser til Rådets fælles holdning (11212/4/2002 – C5&nbhy;0534/2002(1)),

-   der henviser til sin holdning ved førstebehandling(2) til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (KOM(2000) 507(3)),

-   der henviser til EF-traktatens artikel 251, stk. 2,

-   der henviser til forretningsordenens artikel 80,

-   der henviser til udkast til Kommissionens og Rådets rapport om pensionsordningernes fremtid, der blev forelagt af Anna Diamantopoulou, medlem af Kommissionen, på Europa-Parlamentets plenarmøde den 17. december 2002,

-   der henviser til indstilling ved andenbehandling fra Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål (A5&nbhy;0042/2003),

1.   ændrer den fælles holdning som angivet nedenfor;

2.   pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen.

Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved andenbehandlingen den 12. marts 2003 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/.../EF om arbejdsmarkedsrelaterede pensionskassers aktiviteter og tilsynet hermed

P5_TC2-COD(2000)0260


EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 47, stk. 2, artikel 55 og artikel 95, stk. 1,

under henvisning til Kommissionens forslag(4),

under henvisning til udtalelse fra Det Økonomiske og Sociale Udvalg(5),

efter proceduren i traktatens artikel 251(6), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)  Et egentligt indre marked for finansielle tjenesteydelser er af væsentlig betydning for den økonomiske vækst og jobskabelsen inden for Fællesskabet.

(2)  Der er allerede gjort store fremskridt mod oprettelsen af et sådant indre marked ved at sætte finansielle institutioner i stand til at operere i andre medlemsstater og sikre et højt beskyttelsesniveau for forbrugere af finansielle tjenesteydelser.

(3)  I Kommissionens meddelelse af 11. maj 1999 med titlen "Etablering af en ramme for de finansielle markeder: en handlingsplan", fastlægges en række foranstaltninger, der er nødvendige for den fuldstændige gennemførelse af det indre marked for finansielle tjenesteydelser, og Det Europæiske Råd opfordrede på sit møde i Lissabon den 23. og 24. marts 2000 til, at denne handlingsplan gennemføres senest i 2005.

(4)  I handlingsplanen for finansielle tjenesteydelser understreges det påtrængende behov for at udarbejde et direktiv om tilsyn med arbejdsmarkedsrelaterede pensionskasser, da disse vigtige finansielle institutioner, selv om de spiller en central rolle for de finansielle markeders integration, effektivitet og likviditet, ikke er underlagt et sammenhængende sæt EF-regler, der sætter dem i stand til fuldt ud at udnytte fordelene ved det indre marked.

(5)  Da socialsikringssystemerne udsættes for stadig større pres, vil der i stigende udstrækning blive anvendt supplerende arbejdsmarkedsrelaterede pensionssystemer i fremtiden. Arbejdsmarkedsrelaterede pensionssystemer bør således udvikles, men der må ikke være tvivl om de sociale pensionssystemers betydning for, at der opnås en sikker, varig og effektiv social beskyttelse, som vil kunne sikre ældre en rimelig levestandard, og som derfor bør have en central placering i bestræbelserne på at styrke den europæiske sociale model.

(6)  Dette direktiv udgør det første skridt på vejen hen imod et indre marked for arbejdsmarkedsrelateret pension på europæisk plan. Ved at anvende forsigtighedsprincippet ("the prudent person rule") som det grundlæggende princip for kapitalinvestering og gøre det muligt for pensionskasser at operere på tværs af grænserne tilskyndes der til, at opsparingsaktiviteterne rettes mod sektoren for arbejdsmarkedsrelaterede pensionsordninger, hvorved der ydes et bidrag til økonomiske og sociale fremskridt.

(7)  Dette direktivs tilsynsbestemmelser skal dels sikre en høj grad af sikkerhed for fremtidens pensionsmodtagere gennem strenge tilsynsstandarder, dels muliggøre en effektiv forvaltning af de arbejdsmarkedsrelaterede pensionsordninger.

(8)  Pensionskasser, som er helt adskilt fra ethvert pensionstegnende firma, og som opererer på et kapitaldækningsgrundlag udelukkende med det formål at udbetale pensionsydelser, bør frit kunne levere tjenesteydelser og have investeringsfrihed, der kun er underlagt samordnede tilsynskrav, uanset om disse pensionskasser anses for juridiske enheder.

(9)  I overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet bør medlemsstaterne bevare det fulde ansvar for tilrettelæggelsen af deres pensionssystemer samt for fastlæggelsen af hver af de "tre søjlers" rolle i pensionssystemet i de enkelte medlemsstater. I forbindelse med anden søjle bør de bevare det fulde ansvar for den rolle og de funktioner, der varetages af de forskellige pensionskasser, der udbyder arbejdsmarkedsrelaterede pensionsordninger, som f.eks. industrirelaterede pensionsfonde, virksomhedsrelaterede pensionsfonde og livsforsikringsselskaber. Dette direktiv tager ikke sigte på at ændre ved dette forhold.

(10)  De nationale regler for selvstændiges deltagelse i arbejdsmarkedsrelaterede pensionskasser er forskellige. I nogle medlemsstater kan arbejdsmarkedsrelaterede pensionskasser operere på grundlag af aftaler med et fag eller fagsammenslutninger, hvis medlemmer er selvstændige erhvervsdrivende, eller direkte med selvstændige og lønmodtagere. I nogle medlemsstater kan selvstændige ligeledes blive medlem af en pensionskasse, hvis den selvstændige optræder som arbejdsgiver eller stiller sine tjenesteydelser til rådighed for en virksomhed. I andre medlemsstater kan selvstændige ikke blive tilknyttet en arbejdsmarkedsrelateret pensionskasse, medmindre der opfyldes visse krav, herunder krav i henhold til social- og arbejdsmarkedslovgivningen.

(11)  Pensionskasser, der forvalter socialsikringsordninger, som allerede er underlagt samordning på EF-plan, bør ikke være omfattet af dette direktiv. Der bør dog tages hensyn til de særlige forhold, der gør sig gældende for de pensionskasser, der i den samme medlemsstat forvalter såvel socialsikringsordninger som arbejdsmarkedsrelaterede pensionsordninger.

(12)  Finansielle institutioner, der allerede er underlagt EF-lovgivning, bør som hovedregel ikke være omfattet af dette direktiv. Da disse institutioner imidlertid i visse tilfælde også kan tilbyde arbejdsmarkedsrelaterede pensionsordninger, er det vigtigt at sikre, at dette direktiv ikke fører til konkurrencefordrejninger. Sådanne fordrejninger kan undgås ved at anvende tilsynskravene i dette direktiv på livsforsikringsselskabers arbejdsmarkedsrelaterede pensionsaktiviteter. Kommissionen vil også nøje følge situationen på markedet for arbejdsmarkedsrelaterede pensionsordninger og overveje, om det er muligt at udvide den fakultative anvendelse af dette direktiv til andre finansielle institutioner, der er underlagt regulering.

(13)  Når formålet med ydelserne fra en arbejdsmarkedsrelateret pensionskasse er at sikre modtageren økonomisk i alderdommen, bør de normalt udbetales som en livsvarig pension. Ydelserne bør også kunne tilbydes som ophørende udbetalinger eller udbetales i form af et engangsbeløb.

(14)  Det er vigtigt at sikre, at ældre og handicappede ikke risikerer at leve i fattigdom, og at de kan opretholde en rimelig levestandard. Passende dækning af biometriske risici i arbejdsmarkedsrelaterede pensionsordninger udgør et vigtigt aspekt i bestræbelserne på at bekæmpe fattigdom og usikkerhed blandt ældre. Når arbejdstagere og arbejdsgivere eller deres respektive repræsentanter fastlægger pensionsordninger, bør de overveje, om pensionsordningen kan omfatte dækning af risikoen i forbindelse med høj alder og invaliditet samt ydelser til efterladte.

(15)  At medlemsstaterne får mulighed for at udelukke pensionskasser, der forvalter ordninger, som tilsammen har under 100 medlemmer, fra deres gennemførelseslovgivning, kan lette tilsynet i nogle medlemsstater uden at lægge hindringer i vejen for, at det indre marked kan fungere efter hensigten. Dette bør imidlertid ikke lægge hindringer i vejen for sådanne pensionskassers ret til at vælge at overlade administrationen af deres investeringsportefølje til og deponere deres aktiver hos investeringsadministratorer og depositarer, der er etableret i en anden medlemsstat og har tilladelse til at udøve sådan virksomhed.

(16)  Pensionskasser, såsom Unterstützungskassen i Tyskland, hvor medlemmerne ikke har noget retskrav på ydelser af en bestemt størrelsesorden, og hvor deres interesser er beskyttet ved en lovpligtig insolvensforsikring, bør ikke være omfattet af anvendelsesområdet for dette direktiv.

(17)  For at beskytte medlemmer og pensionsberettigede bør arbejdsmarkedsrelaterede pensionskasser begrænse deres virksomhed til de aktiviteter, der er nævnt i dette direktiv, og aktiviteter i tilknytning hertil.

(18)  Såfremt det pensionstegnende firma går konkurs, risikerer medlemmet at miste både sit job og sine optjente pensionsrettigheder. Det er derfor nødvendigt at sikre en klar adskillelse mellem det pensionstegnende firma og pensionskassen, og at der indføres minimumstilsynsbestemmelser for at beskytte medlemmerne.

(19)  Der er store forskelle medlemsstaterne imellem med hensyn til den måde, hvorpå arbejdsmarkedsrelaterede pensionskasser opererer, og det tilsyn, der føres med dem. I nogle medlemsstater kan der ikke alene føres tilsyn med selve pensionskassen, men også med de enheder eller virksomheder, der har ret til at forvalte disse pensionskasser. Medlemsstaterne bør have mulighed for at tilgodese disse særlige forhold, så længe alle de i dette direktiv fastsatte krav fuldt ud opfyldes. Medlemsstater bør ligeledes kunne give forsikringsenheder og andre finansielle enheder mulighed for at forvalte arbejdsmarkedsrelaterede pensionskasser.

(20)  Arbejdsmarkedsrelaterede pensionskasser er udbydere af finansielle tjenesteydelser og påtager sig et stort ansvar med hensyn til udbetaling af arbejdsmarkedsrelaterede pensionsydelser, og de bør derfor opfylde bestemte minimumstilsynssstandarder med hensyn til deres aktiviteter og drift.

(21)  Det meget store antal pensionskasser i nogle medlemsstater indebærer, at det er nødvendigt at have pragmatiske regler for forudgående godkendelse af pensionskasser. For pensionskasser, der ønsker at forvalte pensionsordninger i en anden medlemsstat, bør der dog kræves forudgående godkendelse fra den kompetente myndighed i hjemlandet.

(22)  Den enkelte medlemsstat bør kræve, at alle pensionskasser med hjemsted dens område udarbejder årsregnskaber og årsberetninger, der omfatter enhver pensionsordning, som pensionskassen forvalter, og i givet fald årsregnskaber og årsberetninger for hver enkelt pensionsordning. Et årsregnskab og en årsberetning, der giver et pålideligt billede af pensionskassens aktiver, forpligtelser og økonomiske stilling under hensyntagen til hver af de pensionsordninger, som pensionskassen forvalter, og som er behørigt godkendt af en person, der er bemyndiget hertil, udgør en vigtig kilde til oplysninger for pensionsordningens medlemmer, pensionsmodtagerne og de kompetente myndigheder. De sætter navnlig de kompetente myndigheder i stand til at føre tilsyn med pensionskassens finansielle situation og vurdere, om den er i stand til at opfylde alle sine kontraktlige forpligtelser.

(23)  Det er overordentligt vigtigt, at en pensionsordnings medlemmer og pensionsmodtagere informeres korrekt. Dette gælder i særdeleshed information om pensionskassens finansielle situation, de kontraktlige regler, pensionsydelserne og den faktiske finansiering af optjente pensionsrettigheder, investeringspolitikken og risiko- og omkostningsstyringen.

(24)  Pensionskassers investeringspolitik har afgørende betydning for både sikkerheden i og lønsomheden ved arbejdsmarkedsrelaterede pensionsordninger. Pensionskasser bør derfor udarbejde, og mindst hvert tredje år revidere, en redegørelse for deres investeringsprincipper. Denne redegørelse bør stilles til rådighed for den kompetente myndighed og desuden kunne rekvireres af medlemmerne og pensionsmodtagerne i de enkelte ordninger.

(25)  For at de kompetente myndigheder skal kunne varetage deres opgaver, bør de have den fornødne adgang til information og de fornødne indgrebsbeføjelser over for pensionskasser og deres faktiske ledere. Har en pensionskasse lagt visse funktioner af materiel betydning som f.eks. investeringsforvaltning, informationsteknologi eller regnskabsføring ud til andre virksomheder (outsourcing), bør det være muligt at udvide informations- og indgrebsbeføjelserne til også at omfatte disse outsourcede funktioner, således at der føres tilsyn med, om de udøves efter reglerne.

(26)  Forsigtig beregning af tekniske hensættelser er en afgørende forudsætning for, at der kan være sikkerhed for, at forpligtelserne til at udbetale pensionsydelser kan opfyldes. De tekniske hensættelser bør derfor beregnes efter anerkendte aktuarmæssige metoder og attesteres af kvalificerede personer. Den maksimale rentesats bør vælges med forsigtighed efter relevante nationale regler, når sådanne findes. Mindstestørrelsen af de tekniske hensættelser bør både være tilstrækkelig til at sikre fortsat udbetaling af pensionsydelser til nuværende pensionsmodtagere og afspejle de forpligtelser, der følger af medlemmernes optjente pensionsrettigheder.

(27)  Der er store forskelle fra den ene medlemsstat til den anden med hensyn til, hvilke risici pensionskasserne dækker. Hvert hjemland bør derfor have mulighed for at fastsætte yderligere og mere detaljerede regler end direktivets for beregning af tekniske hensættelser.

(28)  For at beskytte medlemmer og pensionsmodtagere i tilfælde af det pensionstegnende firmas insolvens må det sikres, at pensionskassen har tilstrækkelige og egnede aktiver til dækning af de tekniske hensættelser. I tilfælde af grænseoverskridende virksomhed forudsætter den gensidige anerkendelse af tilsynsprincipper i medlemsstaterne i særdeleshed, at der til enhver tid er fuld dækning for de tekniske hensættelser.

(29)  Pensionskasser, der ikke opererer grænseoverskridende, bør af medlemsstaterne kunne få dispensation fra kravet om fuld dækning for de tekniske hensættelser på betingelse af, at der foreligger en konkret plan for genoprettelse af den fulde dækning, og uden at kravene i Rådets direktiv 80/987/EØF af 20. oktober 1980 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om beskyttelse af arbejdstagerne i tilfælde af arbejdsgiverens insolvens(7) tilsidesættes.

(30)  I mange tilfælde kan det være det pensionstegnende firma og ikke pensionskassen selv, der dækker biometriske risici eller garanterer for bestemte ydelser eller investeringsafkast. I nogle tilfælde er det imidlertid pensionskassen selv, der giver denne dækning eller garanti, og det pensionstegnende firmas forpligtelser udtømmes normalt ved indbetaling af de fornødne bidrag. I disse tilfælde svarer de tilbudte pensionsprodukter til livsforsikringsselskabers produkter, og de pågældende pensionskasser bør mindst opfylde samme supplerende egenkapitalkrav som livsforsikringsselskaber.

(31)  Pensionskasser investerer på meget lang sigt. Indløsning af deres aktiver kan som udgangspunkt kun finde sted med det formål at udbetale pensionsydelser. For at sikre medlemmer og pensionsmodtagere en tilstrækkelig beskyttelse bør pensionskasser desuden være i stand til at vælge den aktivallokering, der er bedst egnet i forhold til forpligtelsernes nærmere art og varighed. Disse forhold kræver et effektivt tilsyn og en tilgang til investeringsreglerne, der giver pensionskasserne et tilstrækkeligt spillerum til at vælge den sikreste og mest effektive investeringspolitik og pligt til at udvise forsigtighed. Iagttagelse af forsigtighedsprincippet kræver derfor en investeringspolitik, der er afstemt efter den enkelte arbejdsmarkedsrelaterede pensionskasses medlemsstruktur.

(32)  Tilsynsmetoder og tilsynspraksis varierer mellem de enkelte medlemsstater. Medlemsstaterne skal derfor have mulighed for et vist skøn ved fastlæggelsen af de nærmere investeringsregler, de ønsker overholdt af pensionskasser på deres område. Sådanne regler må dog ikke begrænse kapitalens frie bevægelighed, medmindre de er begrundet i forsigtighedshensyn.

(33)  Da pensionskasser investerer på meget lang sigt og derfor har ringe likviditetsrisiko, er de inden for forsigtighedsprincippets grænser i stand til at investere i ikke-likvide aktiver som aktier såvel som på markederne for risikovillig kapital. De bør også kunne udnytte fordelene ved international spredning af aktiverne. Adgangen til at investere i aktier, på markeder for risikovillig kapital og i andre valutaer end den, forpligtelserne lyder på, bør derfor ikke begrænses, medmindre det er begrundet i forsigtighedshensyn.

(34)  Hvis pensionskassen imidlertid opererer på tværs af grænserne, kan værtslandets kompetente myndighed kræve, at den overholder grænser for investering i aktier og lignende aktiver, der ikke må omsættes på et reguleret marked, samt i aktier og andre papirer, der er udstedt af den samme virksomhed, eller i aktiver, der ikke lyder på matchende valutaer, forudsat at sådanne regler ligeledes gælder for pensionskasser med hjemsted i værtslandet.

(35)  Begrænsninger i pensionskassers adgang til frit at vælge porteføljeadministratorer og depositarer begrænser konkurrencen på det indre marked og bør derfor fjernes.

(36)  Med forbehold af bestemmelser i den nationale social- og arbejdsmarkedslovgivning om tilrettelæggelse af pensionsordninger, herunder obligatorisk medlemskab og resultaterne af kollektive overenskomster, bør pensionskasser have mulighed for at udbyde deres tjenester i andre medlemsstater. De bør have mulighed for at tilbyde pensionsordninger til virksomheder med hjemsted i andre medlemsstater, og forvalte pensionsordninger med medlemmer i mere end en medlemsstat. Det vil kunne give dem betydelige skalafordele, samtidig med at det kan styrke EF's erhvervslivs konkurrenceevne og fremme arbejdskraftens mobilitet. Dette kræver gensidig anerkendelse af tilsynsstandarder. En korrekt håndhævelse af disse tilsynsstandarder skal overvåges af hjemlandets kompetente myndighed, medmindre andet er bestemt.

(37)  Ved udøvelse af retten til at forvalte pensionsordninger i andre medlemsstater bør arbejdsmarkedsrelaterede pensionskasser fuldt ud overholde alle bestemmelser i social- og arbejdsmarkedslovgivningen i den pågældende anden medlemsstat, for så vidt det er relevant for arbejdsmarkedsrelaterede pensioner, for eksempel definition og betaling af pensionsydelser og betingelserne for overførsel af pensionsrettigheder.

(38)  Når en ordning er øremærket, bør bestemmelserne i dette direktiv finde særskilt anvendelse på den pågældende ordning.

(39)  Det er vigtigt, at der indføres et samarbejde mellem medlemsstaternes kompetente myndigheder om tilsynsopgaver og mellem disse myndigheder og Kommissionen om andre opgaver.

(40)  For at de kompetente myndigheder kan udføre deres opgaver og bidrage til, at dette direktiv gennemføres konsekvent og rettidigt, bør de stille nødvendig information til anvendelse af direktivet til rådighed for hinanden. Kommissionen har tilkendegivet, at den vil nedsætte et udvalg med repræsentanter for tilsynsmyndighederne for at tilskynde til samarbejde, koordinering og udveksling af synspunkter mellem de kompetente nationale myndigheder og for at fremme en konsekvent gennemførelse af direktivet.

(41)  Målet for den påtænkte handling, nemlig etablering af en fællesskabsretlig ramme for arbejdsmarkedsrelaterede pensionskasser, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor på grund af handlingens omfang og virkninger bedre gennemføres på fællesskabsplan. Fællesskabet kan derfor træffe foranstaltninger i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, jf. traktatens artikel 5. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå dette mål -

UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:

Artikel 1

Indhold

Dette direktiv fastsætter regler for optagelse og udøvelse af virksomhed som arbejdsmarkedsrelateret pensionskasse.

Artikel 2

Anvendelsesområde

1.  Dette direktiv finder anvendelse på arbejdsmarkedsrelaterede pensionskasser. Hvis sådanne pensionskasser efter national lovgivning ikke har status som juridisk person, anvender medlemsstaterne direktivet enten på de pågældende pensionskasser eller, med forbehold af stk. 2, på de bemyndigede enheder, der er ansvarlige for forvaltningen af dem, og som handler på deres vegne.

2.  Dette direktiv finder ikke anvendelse på:

   a) pensionskasser, der forvalter socialsikringsordninger, som er omfattet af forordning (EØF) nr. 1408/71(8) og forordning (EØF) nr. 574/72(9)
   b) pensionskasser omfattet af direktiv 73/239/EØF(10), direktiv 85/611/EØF(11), direktiv 93/22/EØF(12), direktiv 2000/12/EF(13) og direktiv 2002/83/EF(14)
   c) pensionskasser, der opererer på "pay-as-you-go"-basis
   d) pensionskasser, hvor ansatte i det pensionstegnende firma ikke har noget retskrav på ydelser, og hvor det pensionstegnende firma kan overtage aktiverne på et hvilket som helst tidspunkt og ikke nødvendigvis opfylde sine forpligtelser til at betale pensionsydelser
   e) virksomheder, der benytter ordninger med bogførte reserver med henblik på udbetaling af pensionsydelser til deres ansatte.

Artikel 3

Anvendelse på pensionskasser, der forvalter socialsikringsordninger

Arbejdsmarkedsrelaterede pensionskasser, der også forvalter lovpligtige arbejdsmarkedsrelaterede pensionsordninger, som betragtes som socialsikringsordninger omfattet af forordning (EØF) nr. 1408/71 og forordning (EØF) nr. 574/72, falder ind under dette direktiv med hensyn til den del af deres aktiviteter, der omfatter ikke-lovpligtige arbejdsmarkedsrelaterede pensioner. Forpligtelserne og de tilsvarende aktiver skal i så fald øremærkes og ikke kunne overføres til de lovpligtige pensionsordninger, der betragtes som sociale sikringsordninger, eller omvendt.

Artikel 4

Fakultativ anvendelse på institutioner omfattet af direktiv 2002/83/EF

Hjemlandet kan vælge at anvende bestemmelserne i artikel 9-16 og artikel 18-20 i dette direktiv på arbejdsmarkedsrelaterede pensionsaktiviteter, der varetages af forsikringsselskaber, som er omfattet af direktiv 2002/83/EF. Alle aktiver og forpligtelser, som svarer til de nævnte aktiviteter, skal i så fald øremærkes og forvaltes og organiseres særskilt fra forsikringsselskabernes øvrige aktiviteter uden mulighed for overførsel.

Forsikringsselskabet er i så fald, men kun for så vidt angår arbejdsmarkedsrelateret pensionsvirksomhed, ikke omfattet af artikel 20-26, 31 og 36 i direktiv 2002/83/EF.

Hjemlandet skal sikre, at enten de kompetente myndigheder eller de myndigheder, der er ansvarlige for tilsynet med forsikringsselskaber, som er omfattet af direktiv 2002/83/EF, som en af deres tilsynsopgaver påser, at der er en skarp adskillelse af de relevante arbejdsmarkedsrelaterede pensionsaktiviteter.

Artikel 5

Små pensionskasser og lovpligtige ordninger

Med undtagelse af artikel 19 kan medlemsstaterne helt eller delvis undlade at anvende dette direktiv på enhver pensionskasse med hjemsted på deres område, der forvalter pensionsordninger, som til sammen har under 100 medlemmer i alt. Med forbehold af artikel 2, stk. 2, bør sådanne pensionskasser dog have ret til at anvende direktivet på et frivilligt grundlag. Artikel 20 kan kun anvendes, hvis alle andre bestemmelser i dette direktiv finder anvendelse.

Medlemsstaterne kan undlade at anvende artikel 9-17 på pensionskasser, der forvalter lovpligtige arbejdsmarkedsrelaterede pensionsordninger, som er garanteret af en offentlig myndighed. Artikel 20 kan kun anvendes, hvis alle andre bestemmelser i dette direktiv finder anvendelse.

Artikel 6

Definitioner

I dette direktiv forstås ved:

  a) "arbejdsmarkedsrelateret pensionskasse" eller "pensionskasse": en pensionskasse, der uanset dens juridiske status opererer på et kapitaliseringsgrundlag, og som er oprettet adskilt fra ethvert pensionstegnende firma eller fag med det formål at yde arbejdsmarkedsrelaterede pensioner på grundlag af:

og hvis aktiviteter er direkte knyttet hertil
   en individuelt eller kollektivt indgået aftale mellem arbejdsgiver(e) og den/de ansatte eller deres respektive repræsentanter, eller
   en aftale indgået med selvstændige i overensstemmelse med lovgivningen i hjemlandet og i værtslandet,
   b) "pensionsordning": en aftale, kontrakt, fundats eller vedtægt om, hvilke pensioner der ydes og på hvilke vilkår
   c) "pensionstegnende firma": enhver virksomhed eller andet organ, uanset om det omfatter eller består af en eller flere juridiske eller fysiske personer, der handler som arbejdsgiver eller selvstændig eller en hvilken som helst kombination heraf, og som indbetaler pensionsbidrag til en arbejdsmarkedsrelateret pensionskasse
   d) "pensionsydelse": ydelse, der udbetales ved pensionsalderens indtræden eller forventede indtræden, eller, såfremt der er tale om supplerende tillæg til disse ydelser, ved dødsfald, invaliditet eller ophør af erhvervsmæssig beskæftigelse eller i form af støtte ved sygdom, social nød eller dødsfald. For at fremme modtagerens økonomiske sikkerhed i alderdommen udgør denne ydelse normalt livsvarige udbetalinger. Den kan imidlertid også tilbydes som ophørende udbetalinger eller udbetales i form af et engangsbeløb
   e) "medlem": person, hvis beskæftigelse berettiger eller vil berettige den pågældende til at modtage pensionsydelser i overensstemmelse med bestemmelserne i pensionsordningen
   f) "pensionsmodtager": person, der modtager pensionsydelser
   g) "kompetent myndighed": den eller de nationale myndigheder, der er udpeget til at varetage de opgaver, som fastlægges i dette direktiv
   h) "biometriske risici": risiko i forbindelse med død, invaliditet og høj alder
   i) "hjemland": den medlemsstat, hvori pensionskassen har sit registrerede hjemsted og hovedkontor eller, hvis den ikke har et registreret hjemsted, sit hovedkontor
   j) "værtsland": den medlemsstat, hvis social- og arbejdsmarkedslovgivning vedrørende arbejdsmarkedsrelaterede pensionsordninger finder anvendelse på forholdet mellem det pensionstegnende firma og medlemmerne.

Artikel 7

Pensionskassers virksomhed

Hver medlemsstat pålægger pensionskasser med hjemsted på dens område at begrænse deres virksomhed til pensionsrelaterede aktiviteter og aktiviteter i tilknytning hertil.

Når et forsikringsselskab i overensstemmelse med artikel 4 i forbindelse med forvaltningen af sin arbejdsmarkedsrelaterede pensionsvirksomhed foretager en øremærkning af aktiver og forpligtelser, de øremærkede aktiver og forpligtelser kun vedrøre pensionsrelaterede aktiviteter og aktiviteter i direkte tilknytning hertil.

Artikel 8

Retlig adskillelse mellem et pensionstegnende firma

og en arbejdsmarkedsrelateret pensionskasse

Hver medlemsstat sikrer en retlig adskillelse mellem det pensionstegnende firma og den arbejdsmarkedsrelaterede pensionskasse, således at det sikres, at pensionskassens aktiver bevares til medlemmerne og pensionsmodtagerne i tilfælde af det pensionstegnende firmas konkurs.

Artikel 9

Betingelser angående driften

1.  Hver medlemsstat sikrer for hver pensionskasse med hjemsted på dens område:

   a) at pensionskassen er registreret i et nationalt register af den kompetente tilsynsmyndighed eller er godkendt; i tilfælde af grænseoverskridende virksomhed, jf. artikel 20, skal det også fremgå af registeret, i hvilke medlemsstater pensionskassen driver virksomhed
   b) at pensionskassen reelt ledes af personer med godt omdømme, der enten selv har tilstrækkelige faglige kvalifikationer og erfaringer eller har ansat rådgivere med tilstrækkelige faglige kvalifikationer og erfaringer
   c) at pensionskassen har behørigt fastlagte regler for, hvordan enhver af dens pensionsordninger fungerer, samt at medlemmerne er blevet behørigt informeret om disse regler
   d) at alle tekniske hensættelser er beregnet og attesteret af en aktuar eller, hvis dette ikke foretages af en aktuar, af en anden ekspert på området, herunder en revisor, i henhold til national lovgivning, efter aktuarmæssige metoder, som er anerkendt af den kompetente myndighed i hjemlandet
   e) at det pensionstegnende firma, såfremt dette garanterer for udbetalingen af pensionsydelserne, har forpligtet sig til at foretage de fornødne indbetalinger
  f) at medlemmerne informeres tilstrækkeligt om pensionsordningens vilkår, navnlig om:
   i) hvilke rettigheder og forpligtelser parterne i pensionsordningen har
   ii) hvilke økonomiske, tekniske og andre risici der er forbundet med pensionsordningen
   iii) arten og fordelingen af disse risici.

2.  Medlemsstaterne kan i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet og under hensyntagen til omfanget af de pensionsydelser, der tilbydes af socialsikringsordningerne, bestemme, at medlemmerne af en pensionskasse som supplerende ydelser tilbydes dækning af risikoen i forbindelse med høj alder og invaliditet, ydelser til efterladte og garanti for tilbagebetaling af indbetalte bidrag, såfremt arbejdstagerne og arbejdsgiverne eller deres respektive repræsentanter træffer aftale herom.

3.  Hver medlemsstat kan stille andre krav med hensyn til driften af pensionskasser med hjemsted på dens område med henblik på at sikre, at medlemmernes og pensionsmodtagernes interesser tilgodeses i tilstrækkeligt omfang.

4.  Hver medlemsstat kan tillade eller kræve, at pensionskasser med hjemsted på dens område helt eller delvis overlader forvaltningen af disse pensionskasser til andre enheder, der handler på vegne af disse pensionskasser.

5.  I tilfælde af grænseoverskridende virksomhed, jf. artikel 20, skal vilkårene for pensionskassens drift forinden godkendes af den kompetente myndighed i hjemlandet.

Artikel 10

Årsregnskab og årsberetning

Hver medlemsstat pålægger alle pensionskasser med hjemsted på dens område at udarbejde årsregnskaber og årsberetninger, der omfatter enhver pensionsordning, som pensionskassen forvalter, og i givet fald årsregnskaber og årsberetninger for hver enkelt pensionsordning. Årsregnskaberne og årsberetningerne skal give et pålideligt billede af pensionskassens aktiver, forpligtelser og økonomiske situation. Årsregnskaberne og oplysningerne i årsberetningerne skal være sammenhængende, fyldestgørende, korrekt fremstillet og behørigt godkendt af personer, der er bemyndiget hertil i henhold til den nationale lovgivning.

Artikel 11

Informationspligt over for medlemmer og pensionsmodtagere

1.  Afhængigt af pensionsordningens art drager hver medlemsstat omsorg for, at enhver pensionskasse med hjemsted på dens område som et minimum giver den i denne artikel omhandlede information.

2.  Medlemmer og pensionsmodtagere og/eller i givet fald deres repræsentanter skal:

   a) efter anmodning modtage årsregnskab og årsberetning som omhandlet i artikel 10, og såfremt en pensionskasse er ansvarlig for mere end en pensionsordning, en beretning og et regnskab for deres egen ordning
   b) inden for en rimelig frist modtage relevant information om ændringer i pensionsordningens regelgrundlag.

3.  Redegørelsen for investeringsprincipper, jf. artikel 12, skal efter anmodning stilles til rådighed for ordningens medlemmer og pensionsmodtagerne og/eller i givet fald deres repræsentanter.

4.  Hvert medlem skal endvidere efter anmodning informeres detaljeret og udførligt om:

   a) det niveau af pensionsydelser, vedkommende i givet fald kan forvente
   b) b) ydelsernes størrelse i tilfælde af ophør af erhvervsmæssig beskæftigelse
   c) c) hvis investeringsrisikoen bæres af medlemmet selv, de forskellige investeringsmuligheder, hvis sådanne findes, og den faktiske investeringsportefølje samt risikoeksponering og de omkostninger, der er forbundet med investeringerne,
   d) d) betingelserne for overførsel af pensionsrettigheder til en anden arbejdsmarkedsrelateret pensionskasse i tilfælde af ansættelsesforholdets ophør.

Medlemmerne modtager hvert år en kortfattet information om pensionskassens situation og det aktuelle niveau for finansieringen af de optjente, individuelle pensionsrettigheder.

5.  Hver pensionsmodtager skal, ved pensioneringen eller når ret til andre ydelser opstår, modtage fyldestgørende oplysninger om de ydelser, som vedkommende har ret til, og de udbetalingsmåder, der kan vælges imellem.

Artikel 12

Redegørelse for investeringsprincipper

Hver medlemsstat drager omsorg for, at alle pensionskasser med hjemsted på dens område udarbejder en skriftlig redegørelse for investeringsprincipperne og mindst hvert tredje år tager den op til fornyet overvejelse. Denne redegørelse skal revideres omgående efter enhver væsentlig ændring af investeringspolitikken. Medlemsstaterne fastsætter, at denne redegørelse mindst skal omfatte spørgsmål såsom metoder til måling af investeringsrisici, de anvendte risikostyringsmetoder samt den strategiske aktivallokering under hensyn til pensionsforpligtelsernes art og varighed.

Artikel 13

Oplysningspligt over for de kompetente myndigheder

Hver medlemsstat sikrer, at de kompetente myndigheder for så vidt angår alle pensionskasser med hjemsted på dens område har de fornødne beføjelser og midler til:

   a) at afkræve pensionskassen, medlemmerne af dens bestyrelse, andre medlemmer af dens ledelse eller personer, der udøver kontrol med den, oplysninger om eller dokumentation for alle forretningsaktiviteter
   b) at føre tilsyn med forbindelser mellem pensionskassen og andre virksomheder eller mellem pensionskasser, når de overdrager bestemte funktioner til andre virksomheder eller pensionskasser (outsourcing), der har indflydelse på pensionskassens finansielle situation, eller som har materiel betydning for et effektivt tilsyn
  c) regelmæssigt at modtage redegørelsen for investeringsprincipperne, årsregnskaberne og årsberetningen samt alle de dokumenter, der er nødvendige for tilsynet. Disse dokumenter kan blandt andet omfatte:
   i) interne situationsrapporter
   ii) aktuarmæssige værdiansættelser og detaljerede antagelser
   iii) analyser af aktiv-passiv-sammenhængen
   iv) dokumentation for, at pensionskassen følger investeringsprincipperne
   v) dokumentation for, at pensionsbidragene er blevet indbetalt som planlagt
   vi) rapporter fra de personer, der er ansvarlige for revisionen af årsregnskaberne, jf. artikel 10.
   d) at foretage inspektion i pensionskasserne og i givet fald i de virksomheder, der har fået overdraget bestemte funktioner, med det formål at kontrollere, om aktiviteterne udøves i overensstemmelse med de gældende tilsynsregler.

Artikel 14

Den kompetente myndigheds indgrebsbeføjelser og pligter

1.  Den kompetente myndighed kræver, at alle pensionskasser med hjemsted på dens område følger sunde administrations- og regnskabsprocedurer og anvender egnede interne kontrolmetoder.

2.  Den kompetente myndighed skal have beføjelse til, over for alle pensionskasser med hjemsted på dens område eller over for deres ledere, at træffe alle foranstaltninger, herunder i givet fald administrative eller finansielle foranstaltninger, der er hensigtsmæssige og nødvendige for at forebygge eller afhjælpe enhver uregelmæssighed, der er til skade for medlemmernes og pensionsmodtagernes interesser.

Den kompetente myndighed kan også indskrænke eller forbyde pensionskassens frie rådighed over dens aktiver, navnlig når pensionskassen:

   a) ikke har foretaget tilstrækkelige tekniske hensættelser for alle sine aktiviteter eller ikke råder over tilstrækkelige aktiver til dækning af de tekniske hensættelser
   b) ikke opfylder de lovmæssige krav til egenkapitalen.

3.  Den kompetente myndighed kan for at værne om medlemmernes og pensionsmodtagernes interesser udpege en særlig, kvalificeret repræsentant til helt eller delvis at overtage de beføjelser, som lederne af en pensionskasse med hjemsted på dens område har i henhold til hjemlandets lovgivning.

4.  Den kompetente myndighed kan forbyde eller fastsætte begrænsninger i den virksomhed, der udøves af en pensionskasse med hjemsted på dens område, navnlig når:

   a) pensionskassen ikke sikrer en tilstrækkelig beskyttelse af medlemmernes og pensionsmodtagernes interesser
   b) pensionskassen ikke længere opfylder betingelserne for drift af pensionskasser
   c) pensionskassen groft har tilsidesat de forpligtelser, den har i henhold til de regler, den er underlagt
   d) pensionskassen i tilfælde af grænseoverskridende virksomhed ikke overholder de krav i værtslandets social- og arbejdsmarkedslovgivning, der er relevante for arbejdsmarkedsrelaterede pensioner.

Ethvert forbud mod en pensionskasses virksomhed skal være nøje begrundet og meddeles den pågældende pensionskasse.

5.  Medlemsstaterne sikrer, at afgørelser truffet angående en pensionskasse i henhold til love og administrative bestemmelser vedtaget i overensstemmelse med dette direktiv kan indbringes for domstolene.

Artikel 15

Tekniske hensættelser

1.  Hjemlandet drager omsorg for, at pensionskasser, der forvalter arbejdsmarkedsrelaterede pensionsordninger, til enhver tid og for alle deres pensionsordninger har opgjort størrelsen af de passiver, der svarer til de finansielle forpligtelser, som deres bestand af løbende pensionsaftaler medfører.

2.  Hjemlandet drager omsorg for, at pensionskasser, der forvalter arbejdsmarkedsrelaterede pensionsordninger, hvor pensionskassen yder dækning af biometriske risici og/eller garanti for et bestemt investeringsafkast eller et bestemt ydelsesniveau, foretager tilstrækkelige tekniske hensættelser til dækning af alle disse pensionsordninger.

3.  Disse tekniske hensættelser beregnes hvert år. Hjemlandet kan dog tillade, at de kun beregnes hvert tredje år, når pensionskassen over for medlemmerne og/eller den kompetente myndighed attesterer eller dokumenterer, at der er foretaget tilpasninger i de mellemliggende år. Denne attestation eller dokumentation skal vise den justerede udvikling i de tekniske hensættelser og ændringerne i de dækkede risici.

4.  Beregningen af de tekniske hensættelser foretages og attesteres af en aktuar eller, hvis den ikke foretages af en aktuar, af en anden ekspert på området, herunder en revisor, i overensstemmelse med national lovgivning efter aktuarmæssige metoder, der er anerkendt af den kompetente myndighed i hjemlandet, i overensstemmelse med følgende principper:

   a) Mindstebeløbet for de tekniske hensættelser beregnes under anvendelse af en tilstrækkelig forsigtig aktuarmæssig vurdering, idet der tages hensyn til alle de forpligtelser vedrørende ydelser og bidrag, der følger af pensionskassens pensionsordninger. Det skal være tilstrækkeligt til at sikre den fortsatte udbetaling af pensioner og ydelser til nuværende pensionsmodtagere og til at dække de forpligtelser, der følger af medlemmernes optjente pensionsrettigheder. De økonomiske og aktuarmæssige antagelser, der indgår i værdiansættelsen af forpligtelserne, skal også vælges med forsigtighed, i givet fald med en passende margen for negative afvigelser
   b) Den maksimale rentesats skal vælges med forsigtighed og fastsættes i overensstemmelse med hjemlandets eventuelle regler herfor. Disse forsigtige rentesatser fastsættes under hensyn til:
   afkastet af de tilsvarende aktiver, som pensionskassen ligger inde med, og under hensyn til det fremtidige investeringsafkast og/eller
   markedsafkastet af obligationer af høj kvalitet eller statsobligationer
   c) De aktuarmæssige tabeller, der benyttes ved beregningen af de tekniske hensættelser, skal være baseret på forsigtighedsprincippet, under hensyn til medlemsgruppens og pensionsordningernes vigtigste kendetegn, navnlig de forventede ændringer i de relevante risici
   d) Metoden og grundlaget for beregningen af de tekniske hensættelser skal som hovedregel være konstant fra det ene regnskabsår til det andet. Den kan dog ændres, når dette er begrundet i ændringer i de retlige, demografiske eller økonomiske forhold, der ligger til grund for de antagelser, beregningerne bygger på.

5.  Hjemlandet kan fastsætte yderligere og mere detaljerede krav til beregningen af tekniske hensættelser med det formål at sikre, at medlemmernes og pensionsmodtagernes interesser tilgodeses i tilstrækkeligt omfang.

6.  Med henblik på yderligere harmonisering af reglerne for beregning af tekniske hensættelser, der måtte være berettiget - navnlig rentesatser og andre antagelser, der har betydning for størrelsen af de tekniske hensættelser - aflægger Kommissionen hvert andet år eller på anmodning fra en medlemsstat rapport om udviklingen i de grænseoverskridende aktiviteter.

Kommissionen foreslår nødvendige foranstaltninger for at undgå eventuelle fordrejninger som følge af renteforskelle og for at beskytte pensionsmodtagernes og medlemmernes interesser.

Artikel 16

Kapitaldækning af tekniske hensættelser

1.  Hjemlandet pålægger alle pensionskasser til enhver tid at have tilstrækkelige egnede aktiver til at dække de tekniske hensættelser for alle de pensionsordninger, pensionskassen forvalter.

2.  Hjemlandet kan tillade en pensionskasse for et begrænset tidsrum ikke at have tilstrækkelige aktiver til at dække de tekniske hensættelser. I så tilfælde kræver den kompetente myndighed, at pensionskassen vedtager en konkret og realisabel genoprettelsesplan for at sikre, at kravene i stk. 1 overholdes på ny. Planen skal opfylde følgende betingelser:

   a) Pensionskassen skal opstille en konkret og realisabel plan for genoprettelse af den aktivbeholdning, der er nødvendig for fuldstændig dækning af de tekniske hensættelser inden for en rimelig tid. Denne plan skal gøres tilgængelig for medlemmerne eller i givet fald disses repræsentanter og/eller godkendes af hjemlandets kompetente myndighed
   b) Ved opstillingen af denne plan skal der tages hensyn til pensionskassens særlige situation, herunder navnlig aktivernes og forpligtelsernes struktur, risikoprofilen, likviditetsplanen, de pensionsberettigede medlemmers aldersprofil, nye ordninger og ordninger, der overgår fra ingen eller kun delvis kapitaldækning til fuld kapitaldækning
   c) I tilfælde af, at pensionsordningen ophæves i løbet af den i dette stykke omhandlede periode, skal pensionskassen underrette den kompetente myndighed i hjemlandet. Pensionskassen skal etablere en procedure for overførsel af aktiverne og de tilsvarende forpligtelser til en anden finansiel institution eller et tilsvarende organ. Den kompetente myndighed i hjemlandet skal underrettes om proceduren, og en generel oversigt over proceduren skal være tilgængelig for medlemmerne eller i givet fald disses repræsentanter i overensstemmelse med fortrolighedsprincippet.

3.  I pensionskasser, der udøver grænseoverskridende virksomhed, jf. artikel 20, skal der til enhver tid være fuld kapitaldækning for de tekniske hensættelser for alle de pensionsordninger, pensionskassen forvalter. Er disse betingelser ikke opfyldt, skal hjemlandets kompetente myndighed gribe ind i overensstemmelse med artikel 14. Hjemlandet kan for at opfylde dette krav kræve øremærkning af aktiver og forpligtelser.

Artikel 17

Lovpligtig egenkapital

1.  Hjemlandet drager omsorg for, at pensionskasser, der forvalter pensionsordninger, hvor pensionskassen selv, og ikke det pensionstegnende firma, er forpligtet til at dække biometriske risici, et garanteret investeringsafkast eller et bestemt ydelsesniveau, har en permanent beholdning af yderligere aktiver ud over de tekniske hensættelser. Størrelsen af denne beholdning skal afspejle risikotypen og aktivgrundlaget for alle de ordninger, de forvalter. Disse aktiver skal friholdes fra enhver forudselig forpligtelse og fungere som en sikkerhedskapital til dækning af afvigelser mellem de forventede og de faktiske udgifter og overskud.

2.  Ved beregning af mindstebeløbet for disse yderligere aktiver finder reglerne i artikel 27 og 28 i direktiv 2002/83/EF anvendelse.

3.  Stk. 1 er dog ikke til hinder for, at medlemsstaterne over for pensionskasser med hjemsted på deres område stiller krav om lovpligtig egenkapital eller fastlægger mere detaljerede regler, såfremt disse er begrundet i forsigtighedshensyn.

Artikel 18

Investeringsregler

1.  Medlemsstaterne pålægger pensionskasser med hjemsted på deres område at investere i overensstemmelse med forsigtighedsprincippet og navnlig efter følgende regler:

   a) Aktiverne skal investeres således, at medlemmernes og pensionsmodtagernes interesser varetages bedst muligt. Hvor der er risiko for interessekonflikt, skal pensionskassen eller den enhed, der forvalter porteføljen, sikre, at investeringerne foretages udelukkende i medlemmernes og pensionsmodtagernes interesse
   b) Aktiverne skal investeres på en sådan måde, at der skabes sikkerhed, kvalitet, likviditet og rentabilitet i den samlede investeringsportefølje

Aktiver til dækning af de tekniske hensættelser skal også investeres på en måde, der er hensigtsmæssig i betragtning af de forventede fremtidige pensionsydelsers art og varighed

   c) Aktiverne skal overvejende investeres på regulerede markeder. Investeringer i aktiver, der ikke omsættes på et reguleret marked, skal under alle omstændigheder holdes på et forsigtigt niveau
   d) Investeringer i afledte instrumenter skal være mulige, i det omfang de bidrager til at reducere investeringsrisici eller fremmer en effektiv porteføljeforvaltning. De skal værdiansættes forsigtigt under hensyn til det underliggende aktiv og indgå i værdiansættelsen af pensionskassens aktiver. Pensionskassen skal desuden undgå for stor risikoeksponering over for en enkelt modpart og over for andre afledte transaktioner
   e) Aktiverne skal spredes på en sådan måde, at urimelig stor afhængighed af et bestemt aktiv eller en bestemt emittent eller gruppe af firmaer samt risikoophobning i den samlede portefølje undgås.

Investeringer i aktiver udstedt af samme emittent eller af emittenter, der tilhører samme gruppe, må ikke udsætte pensionskassen for en urimelig stor risikokoncentration

   f) Der må ikke investeres mere end 5% af den samlede portefølje i det pensionstegnende firma, og når det pensionstegnende firma tilhører en gruppe, må der må ikke investeres mere end 10% af porteføljen i de firmaer, der tilhører samme gruppe som det pensionstegnende firma

Er pensionsordningen tegnet af en række firmaer, skal investeringer i disse pensionstegnende firmaer foregå under udvisning af forsigtighed og med den fornødne spredning.

Medlemsstaterne kan beslutte ikke at lade kravene i litra e) og f) finde anvendelse i forbindelse med investeringer i statsobligationer.

2.  Hjemlandet forbyder pensionskassen at optage lån eller optræde som kautionist for tredjeparts regning. Medlemsstaterne kan dog tillade pensionskasserne at optage lån i et vist omfang, men udelukkende til likviditetsformål og kun på midlertidig basis.

3.  Medlemsstaterne må ikke kræve, at pensionskasser med hjemsted på deres område investerer i bestemte typer aktiver.

4.  Medlemsstaterne må ikke stille krav om nogen form for forudgående godkendelse eller systematisk anmeldelse af investeringsbeslutninger truffet af en pensionskasse med hjemsted på deres område eller dennes investeringsadministrator, jf. dog artikel 12.

5.  I overensstemmelse med bestemmelserne i stk. 1-4 kan medlemsstaterne fastsætte mere detaljerede regler for pensionskasser med hjemsted på deres område, herunder kvantitative regler, såfremt disse er begrundet i forsigtighedshensyn på baggrund af alle de pensionsordninger, der forvaltes af disse pensionskasser.

Specielt kan medlemsstaterne indføre investeringsregler svarende til bestemmelserne i direktiv 2002/83/EF.

Medlemsstaterne må dog ikke forhindre pensionskasserne i:

   a) at investere op til 70% af de aktiver, der dækker de tekniske hensættelser, eller op til 70% af den samlede portefølje for ordninger, hvori investeringsrisikoen bæres af medlemmerne, i aktier, andre aktielignende omsætningspapirer eller selskabsobligationer, der omsættes på regulerede markeder, og bestemme, hvordan disse aktiver skal vægtes i deres investeringsportefølje. Dog kan medlemsstaterne, hvis det er begrundet i forsigtighedshensyn, fastsætte en lavere grænse for pensionskasser, der forvalter pensionsprodukter med langsigtet rentegaranti, bærer investeringsrisikoen og selv indestår for garantien
   b) at investere op til 30% af de aktiver, der dækker de tekniske hensættelser i aktiver, der er udtrykt i andre valutaer end dem, forpligtelserne er udtrykt i
   c) at investere på markederne for risikovillig kapital.

6.  Stk. 5 udelukker ikke, at medlemsstaterne kan kræve strengere investeringsregler overholdt af pensionskasser med hjemsted på deres område også på et individuelt grundlag, forudsat at dette krav er begrundet i forsigtighedshensyn, navnlig på baggrund af de af pensionskassen indgåede forpligtelser.

7.  I tilfælde af grænseoverskridende virksomhed, jf. artikel 20, kan værtslandets kompetente myndigheder kræve, at de i andet afsnit opførte regler finder anvendelse på pensionskassen i hjemlandet. Disse regler finder i så tilfælde kun anvendelse på den del af pensionskassens aktiver, der svarer til de aktiviteter, som udøves i det pågældende værtsland. Desuden finder de kun anvendelse, hvis de samme eller strengere regler også finder anvendelse på pensionskasser med hjemsted i værtslandet.

De i første afsnit nævnte regler er følgende:

   a) Pensionskassen må ikke investere mere end 30% af disse aktiver i aktier, andre aktielignende omsætningspapirer og gældsbreve, der ikke omsættes på et reguleret marked, eller pensionskassen skal investere mindst 70% af disse aktiver i aktier, andre aktielignende omsætningspapirer og gældsbreve, der omsættes på et reguleret marked.
   b) Pensionskassen må ikke investere mere end 5% af disse aktiver i aktier, andre aktielignende omsætningspapirer, obligationer, gældsbreve og andre penge- og kapitalmarkedsinstrumenter udstedt af samme virksomhed, og ikke mere end 10% af disse aktiver i aktier, andre aktielignende omsætningspapirer, obligationer, gældsbreve og andre penge- og kapitalmarkedsinstrumenter udstedt af virksomheder, der tilhører en enkelt gruppe.
   c) Pensionskassen må ikke investere mere end 30% af disse aktiver i aktiver, der er udtrykt i andre valutaer end dem, forpligtelserne er udtrykt i.

Hjemlandet kan for at opfylde disse krav kræve øremærkning af aktiverne.

Artikel 19

Administration og deponering

1.  Medlemsstaterne må ikke begrænse pensionskassers mulighed for frit at vælge at overlade administrationen af deres investeringsportefølje til investeringsadministratorer, der er etableret i en anden medlemsstat og har tilladelse til at udøve sådan virksomhed i henhold til direktiv 85/611/EØF, 93/22/EØF, 2000/12/EF og 2002/83/EF, eller som er omhandlet i artikel 2, stk. 1, i dette direktiv.

2.  Medlemsstaterne må ikke begrænse pensionskassers mulighed for frit at vælge at deponere deres aktiver hos depositarer, der er etableret i en anden medlemsstat og har tilladelse til at udøve sådan virksomhed i henhold til direktiv 93/22/EØF eller 2000/12/EF eller er godkendt som depositarer i henhold til direktiv 85/611/EØF.

Bestemmelsen i dette stykke er ikke til hinder for, at hjemlandet kan gøre det obligatorisk at udpege en depositar.

3.  Hver medlemsstat indfører de nødvendige foranstaltninger, således at den efter anmodning fra pensionskassens hjemland, i overensstemmelse med den nationale lovgivning og artikel 14, kan forbyde en depositar med hjemsted på dens område frit at råde over deponerede aktiver.

Artikel 20

Grænseoverskridende virksomhed

1.  Med forbehold af den nationale social- og arbejdsmarkedslovgivning om tilrettelæggelse af pensionsordninger, herunder obligatorisk medlemskab og resultaterne af kollektive overenskomster, giver medlemsstaterne virksomheder med hjemsted på deres område adgang til at tegne pensioner i arbejdsmarkedsrelaterede pensionskasser godkendt i andre medlemsstater. De giver ligeledes arbejdsmarkedsrelaterede pensionskasser godkendt på deres område adgang til at tilbyde pensionsordninger til virksomheder med hjemsted på andre medlemsstaters område.

2.  Ønsker en pensionskasse at tilbyde pensionsordninger til en virksomhed med hjemsted på en anden medlemsstats område, skal den indhente forudgående godkendelse fra den kompetente myndighed i sit eget hjemland, som omhandlet i artikel 9, stk. 5. Den underretter de kompetente myndigheder i det hjemland, hvor den er godkendt, om, at den har til hensigt at tilbyde pensionsordninger til virksomheder med hjemsted på en anden medlemsstats område.

3.  Medlemsstaterne kræver, at pensionskasser med hjemsted på deres område, der tilbyder pensionsordninger til en virksomhed med hjemsted på en anden medlemsstats område, sammen med underretningen i henhold til stk. 2 giver oplysninger om følgende:

   a) værtslandet(-ene)
   b) det pensionstegnende firmas navn
   c) de væsentligste kendetegn ved den pensionsordning, som skal forvaltes for det pensionstegnende firma.

4.  Når hjemlandets kompetente myndigheder er blevet underrettet i henhold til stk. 2, skal de, medmindre de har grund til at betvivle, at pensionskassens administrative struktur eller finansielle situation eller de ansvarlige lederes omdømme, faglige kvalifikationer eller erfaring er forenelige med de aktiviteter, der påtænkes udøvet i værtslandet, senest tre måneder efter at have modtaget alle de i stk. 3 omhandlede oplysninger videresende disse oplysninger til værtslandets kompetente myndigheder og underrette pensionskassen herom.

5.  Før pensionskassen påbegynder forvaltningen af en pensionsordning for et pensionstegnende firma i en anden medlemsstat, skal værtslandets kompetente myndigheder senest to måneder efter at have modtaget de i stk. 3 omhandlede oplysninger underrette hjemlandets kompetente myndighed om eventuelle krav i social- og arbejdsmarkedslovgivningen, der er relevante for arbejdsmarkedsrelaterede pensioner, og som stilles til forvaltningen af den pensionsordning, der er tegnet af en virksomhed i værtslandet, og om eventuelle regler, der skal anvendes i henhold til artikel 18, stk. 7, og denne artikels stk. 7. De kompetente myndigheder i hjemlandet skal videregive disse oplysninger til pensionskassen.

6.  Pensionskassen må påbegynde forvaltningen af den pensionsordning, der er tegnet af en virksomhed i værtslandet, når den fra hjemlandets kompetente myndigheder har modtaget den i stk. 5 omhandlede meddelelse eller i mangel heraf efter udløbet af den i stk. 5 fastsatte frist, under overholdelse af de krav i værtslandets social- og arbejdsmarkedslovgivning, der er relevante for arbejdsmarkedsrelaterede pensioner, og de eventuelle regler, der skal anvendes i henhold til artikel 18, stk. 7, og stk. 7 i denne artikel.

7.  De pensionskasser, der forvalter pensionsordninger for et firma med hjemsted i en anden medlemsstat, skal ligeledes af hensyn til de tilsvarende medlemmer, være underlagt de krav med hensyn til information, som pensionskasser med hjemsted i den pågældende medlemsstat pålægges af værtslandets kompetente myndigheder i overensstemmelse med artikel 11.

8.  Værtslandets kompetente myndigheder underretter hjemlandets kompetente myndigheder om væsentlige ændringer i kravene i værtslandets social- og arbejdsmarkedslovgivning, der er relevante for arbejdsmarkedsrelaterede pensioner, og som vil kunne påvirke pensionsordningens karakteristika, for så vidt de vedrører forvaltningen af den pensionsordning, der er tegnet af en virksomhed i værtslandet, og om ændringer i de regler, der skal anvendes i henhold til artikel 18, stk. 7, og stk. 7 i denne artikel.

9.  Pensionskassen er underlagt løbende tilsyn fra den kompetente myndighed i værtslandet med hensyn til overholdelse af værtslandets social- og arbejdsretlige krav, der er relevante for arbejdsmarkedsrelaterede pensioner, jf. stk. 5, og af kravene med hensyn til information, jf. stk. 7. Hvis der i forbindelse med dette tilsyn konstateres uregelmæssigheder, skal den kompetente myndighed i værtslandet omgående orientere den kompetente myndighed i hjemlandet. Den kompetente myndighed i hjemlandet skal koordineret med den kompetente myndighed i værtslandet træffe de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at pensionskassen ophører med de påviste overtrædelser af social- og arbejdsmarkedslovgivningen.

10.  Såfremt pensionskassen på trods af de foranstaltninger, som hjemlandets kompetente myndighed har truffet, eller fordi der ikke findes passende foranstaltninger i hjemlandet, fortsat overtræder de i værtslandet gældende krav i social- og arbejdsmarkedslovgivningen, der er relevante for arbejdsmarkedsrelaterede pensioner, kan værtslandets kompetente myndighed efter at have underrettet hjemlandets kompetente myndigheder træffe passende foranstaltninger til at forebygge eller pålægge sanktioner i tilfælde af overtrædelser, herunder, hvis det er strengt nødvendigt, hindre pensionskassen i at forvalte det pensionstegnende firmas pensionsordning i værtslandet.

Artikel 21

Samarbejdet mellem medlemsstaterne og Kommissionen

1.  Medlemsstaterne sikrer på passende vis en ensartet anvendelse af dette direktiv gennem regelmæssig udveksling af oplysninger og erfaringer, med henblik på at udvikle bedste praksis på området og et tættere samarbejde og herigennem forebygge konkurrenceforvridning og skabe de nødvendige betingelser for et uproblematisk grænseoverskridende medlemskab.

2.  Kommissionen og medlemsstaternes kompetente myndigheder arbejder tæt sammen om at lette tilsynet med arbejdsmarkedsrelaterede pensionskassers aktiviteter.

3.  Hver medlemsstat underretter Kommissionen om eventuelle større vanskeligheder som følge af anvendelsen af direktivet.

Kommissionen og de pågældende medlemsstaters kompetente myndigheder undersøger sådanne vanskeligheder så hurtigt som muligt med henblik på at finde en passende løsning.

4.  Fire år efter direktivets ikrafttrædelse aflægger Kommissionen rapport

   a) om anvendelsen af artikel 18 og om de fremskridt, der er gjort med hensyn til at tilpasse de nationale tilsynsordninger, og
   b) om anvendelsen af artikel 19, stk. 2, andet afsnit, navnlig om de forhold, der er gældende i medlemsstaterne vedrørende anvendelsen af depositarer og i givet fald den rolle, de spiller.

5.  Værtslandets kompetente myndighed kan anmode hjemlandets kompetente myndighed om at tage stilling til den øremærkning af pensionskassens aktiver og forpligtelser, der er omhandlet i artikel 16, stk. 3, og artikel 18, stk. 7.

Artikel 22

Gennemførelse

1.  Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv inden den...(15). De underretter straks Kommissionen herom.

Disse love og bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af medlemsstaterne.

2.  Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de vigtigste nationale retsforskrifter, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.

3.  Medlemsstaterne kan indtil den...(16)* udsætte anvendelsen af artikel 17, stk. 1 og 2, på pensionskasser med hjemsted på deres område, som på det i stk. 1 i denne artikel anførte tidspunkt ikke opfylder minimumskravene til lovpligtig egenkapital i henhold til artikel 17, stk. 1 og 2. Pensionskasser, som ønsker at forvalte pensionsordninger på tværs af grænserne som omhandlet i artikel 20, kan dog kun gøre dette, såfremt de opfylder bestemmelserne i dette direktiv.

4.  Medlemsstaterne kan indtil den...** udsætte anvendelsen af artikel 18, stk. 1, litra f), på pensionskasser med hjemsted på deres område. Pensionskasser, som ønsker at forvalte pensionsordninger på tværs af grænserne som omhandlet i artikel 20, kan dog kun gøre dette, såfremt de opfylder bestemmelserne i dette direktiv.

Artikel 23

Ikrafttræden

Dette direktiv træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 24

Adressater

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i

På Europa-Parlamentets vegne På Rådets vegne

Formand Formand

(1) EFT C 299 E af 3.12.2002, s. 16.
(2) EFT C 65 E af 14.3.2002, s. 116.
(3) EFT C 96 E af 27.3.2001, s. 136.
(4) EFT C 96 E af 27.3.2001, s. 136.
(5) EFT C 155 af 29.5.2001, s. 26.
(6) Europa-Parlamentets holdning af 4. juli 2001 (EFT C 65 E af 14.3.2002, s. 116), Rådets fælles holdning af 5. november 2002 (EFT C 299 E af 3.12.2002, s. 16) og Europa-Parlamentets holdning af 12. marts 2003 (endnu ikke offentliggjort i EUT).
(7) EFT L 283 af 28.10.1980, s. 23. Senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/74/EF (EFT L 270 af 8.10.2002, s. 10).
(8) Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet (EFT 1971 II, s. 366). Senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1386/2001 (EFT L 187 af 10.7.2001, s. 1).
(9) Rådets forordning (EØF) nr. 574/72 af 21. marts 1972 om regler til gennemførelse af forordning (EØF) nr. 1408/71 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, som flytter inden for Fællesskabet (EFT 1972 I, s. 149). Senest ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 410/2002 (EFT L 62 af 5.3.2002, s. 17).
(10) Rådets første direktiv 73/239/EØF af 24. juli 1973 om samordning af de administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser om adgang til udøvelse af direkte forsikringsvirksomhed bortset fra livsforsikring (EFT L 228 af 16.8.1973, s. 3). Senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/87/EF (EUT L 35 af 11.2.2003, s. 1).
(11) Rådets direktiv 85/611/EØF af 20. december 1985 om samordning af love og administrative bestemmelser om visse institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter) (EFT L 375 af 31.12.1985, s. 3). Senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/108/EF (EFT L 41 af 13.2.2002, s. 35).
(12) Rådets direktiv 93/22/EØF af 10. maj 1993 om investeringsservice i forbindelse med værdipapirer (EFT L 141 af 11.6.1993, s. 27). Senest ændret ved direktiv 2002/87/EF.
(13) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/12/EF af 20. marts 2000 om adgang til at optage og udøve virksomhed om kreditinstitut (EFT L 126 af 26.5.2000, s. 1). Senest ændret ved direktiv 2002/87/EF.
(14) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/83/EF af 5. november 2002 om livsforsikring (EFT L 345 af 19.12.2002, s. 1).
(15)* 24 måneder efter datoen for dette direktivs ikrafttræden.
(16)** Fem år efter datoen i stk. 1.


Den almindelige overenskomst om handel med tjenesteydelser (GATS) inden for rammerne af WTO, herunder den kulturelle mangfoldighed
PDF 127kWORD 37k
Europa-Parlamentets beslutning om den almindelige overenskomst om handel med tjenesteydelser (GATS) inden for rammerne af WTO, herunder den kulturelle mangfoldighed
P5_TA(2003)0087RC-B5-0159/2003

Europa-Parlamentet,

-   der henviser til erklæringen fra den fjerde WTO-ministerkonference, der vedtoges den 14. november 2001 i Doha,

-   der henviser til sin beslutning af 18. november 1999 om meddelelse fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet om EU-tilgangen til WTO-millenniumrunden(1),

-   der henviser til sin beslutning af 25. oktober 2001 om den fjerde WTO-ministerkonference(2),

-   der henviser til sin beslutning af 25. oktober 2001 om åbenhed og demokrati inden for den internationale handel(3),

-   der henviser til, at det i artikel 22 i EU's charter om grundlæggende rettigheder hedder, at "Unionen respekterer den kulturelle, religiøse og sproglige mangfoldighed",

-   der henviser til, at UNESCO's universelle erklæring om kulturel mangfoldighed understreger den særlige beskaffenhed af kulturelle goder og tjenesteydelser, der som vektor for identitet, værdier og mening ikke blot må behandles som varer eller forbrugsgoder (art. 8), og fastslår, at markedskræfterne ikke i sig selv kan garantere, at den kulturelle mangfoldighed, der er nøglen til menneskets bæredygtige udvikling, bevares og fremmes (art. 11),

A.   der henviser til, at EU er verdens førende inden for servicesektoren delvis i kraft af sin åbenhed over for konkurrence, og at åbne markeder for tjenesteydelser kan frembyde fordele for alle lande, da åbne markeder betyder lavere priser for forbrugere og erhvervsliv,

B.   der henviser til, at tjenesteydelsessektoren er yderst forskelligartet og varierer fra sundhed og uddannelse til detailhandel og finansielle tjenesteydelser,

C.   der henviser til, at WTO-runden i Doha skal fokusere på en udviklingsdagsorden, og at der derfor skal opnås konkrete resultater for at overbevise de fattigste nationer om, at WTO's succes er afgørende for økonomien i alle lande, rige såvel som fattige,

D.   der imidlertid henviser til, at GATS-overenskomsten har givet anledning til stor ængstelse med hensyn til manglende gennemskuelighed i forhandlingsprocessen og dens eventuelle følger for offentlige tjenester og for reguleringen af tjenesteydelser generelt,

Politisk kontrol og gennemskuelighed

1.   minder om, at liberalisering af tjenesteydelser er et emne, som optager den offentlige debat stærkt, og at tilbuddet derfor bør være underkastet en effektiv parlamentarisk kontrol; glæder sig derfor over Kommissionens indsats for at forelægge EU's GATS-tilbud for visse medlemmer af Europa-Parlamentet; kræver dog yderligere gennemskuelighed, herunder fuld adgang for alle medlemmer af Europa-Parlamentet til EU's forhandlingsdokumenter under henvisning til EP's regler om fortrolighed;

2.   glæder sig over Kommissionens indsats for at forbedre gennemskueligheden og inddrage interessegrupper for alle relevante servicesektorer, herunder arbejdsmarkedets parter og samfundsgrupper, men mener, at yderligere forbedringer er vigtige, således at der foreligger omfattende oplysninger om EU's anmodninger og tilbud med henblik på en velinformeret offentlig debat, inden tilbud fremsættes for WTO; opfordrer Kommissionen til at foreslå WTO, at alle medlemsstaters anmodninger og tilbud skal være offentlige;

EU's tilbud

3.   glæder sig over Kommissionens oprindelige tilbud vedrørende GATS som en vigtig del af Doha-forhandlingerne og et positivt signal til WTO-medlemmer om, at EU er åbent for samhandel og støtter et system, der er baseret på ikke-diskriminerende regler; støtter tilsagnet om at øge markedsadgangen for EU-tjenesteydelsesudbydere gennem nedbringelse eller afskaffelse af hindringer for handel med tjenesteydelser;

4.   minder om, at forhandlinger om handel med tjenesteydelser skal føres i det øjemed at fremme økonomisk vækst hos alle handelspartnere og udvikling af udviklingslande samt de mindst udviklede lande, og at GATS-drøftelserne bør sammenholdes med denne overordnede målsætning;

5.   minder om, at GATS er frivillig, og at dens principper hverken pålægger WTO-medlemmer privatisering eller deregulering eller fastsætter en særlig grad af liberalisering som sådan; fastholder dog, at der ikke bør lægges pres på udviklingslandene og de mindst udviklede lande med hensyn til liberalisering af tjenesteydelser, især offentlige tjenester,

6.   glæder sig også over Kommissionens meddelelse om, at der ikke er fremsat forslag om tilbud om liberalisering inden for sundheds- og uddannelsessektoren og den audiovisuelle sektor, og opfordrer Kommissionen til at opretholde dette standpunkt under GATS-forhandlingerne og at sikre, at der ikke sker omgåelse af denne ret;

7.   støtter hvert WTO-medlems ret til at regulere offentlige tjenester og tjenester af almen interesse og opretholde princippet om public service-forpligtelser; ser gerne en præcisering af retten til at regulere for at sikre, at den ikke kan undergraves af anvendelsen af handelsrelaterede kriterier som f.eks. efterprøvning af nødvendigheden eller kravet om at være "mindst handelsrestriktiv";

8.   støtter yderligere åbning af markederne i sektoren for finansielle tjenesteydelser, telekommunikationssektoren og på andre områder såsom computertjenester, professionelle tjenester, erhvervsservice, byggeri og ingeniørarbejde, distribution, turisme og søtransport; gør opmærksom på, at de europæiske erfaringer viser, at afskaffelse af monopolstrukturer kan føre til mere kundeorienterede ydelser til lavere priser og samtidig skabe kvalificeret beskæftigelse;

9.   støtter indføjelsen af miljøtjenester i overensstemmelse med deres klassifikation i forslaget; går samtidig ind for at udelukke adgang til og forvaltning af vandressourcer samt fordelingen heraf;

10.   glæder sig over forslaget om især at tilbyde udviklingslandene bedre muligheder for at forsyne EU-markedet med tjenesteydelser via midlertidig grænseoverskridende udveksling af kvalificerede arbejdstagere, men kræver, at forhandlingerne sikrer, at grænsearbejderne beskyttes mod enhver form for forskelsbehandling; minder om, at EU-retlige og nationale arbejdsvilkår, krav om minimumsløn og kollektive lønaftaler fortsat er gældende i alle disse tilfælde, uanset om arbejdsgiveren er registreret i EU;

11.   understreger, at kommerciel tilstedeværelse (investering) fortsat må være omfattet af nationale skatte- og afgiftsmæssige og sociale foranstaltninger og andre lovforanstaltninger; kræver ret til at gøre udenlandsk kommerciel tilstedeværelse betinget af overholdelse af ILO's trepartsprinciperklæring om multinationale selskaber og socialpolitik og af OECD's ændrede retningslinjer for multinationale selskaber;

Kulturelle tjenesteydelser

12.   understreger betydningen af kulturel mangfoldighed og nødvendigheden af at respektere national og regional mangfoldighed og at rykke den fælles kulturarv i forgrunden; hver medlemsstat bør have juridisk fleksibilitet til at træffe alle nødvendige foranstaltninger med hensyn til kulturpolitik og audiovisuel politik, så den kulturelle mangfoldighed kan bevares og fremmes;

13.   minder om, at kulturelle tjenester ikke kan sammenlignes med de fleste andre tjenester og derfor behandles forskelligt i eksisterende aftaler; anerkender den europæiske audiovisuelle sektors særlige rolle ved opretholdelse af kulturel mangfoldighed, økonomisk styrke og ytringsfrihed; bekræfter sit tilsagn om handlefrihed inden for audiovisuel politik fra Uruguay-runden; er af den opfattelse, at GATS-reglerne om kulturelle tjenester og navnlig i den audiovisuelle sektor ikke bør udgøre en risiko for, at den kulturelle mangfoldighed og autonomi hos WTO's kontraherende parter sættes på spil;

14.   støtter Kommissionen i, at EU, dets medlemsstater og dets regioner bevarer muligheden for at opretholde og udvikle deres beføjelse til at vedtage og gennemføre politik i den kulturelle og den audiovisuelle sektor, således at deres kulturelle mangfoldighed kan bevares;

Konsekvenser for udviklingslande

15.   erkender, at visse af udviklingslandene og de mindst udviklede lande kan have begrænset eller slet ingen mulighed for at regulere servicesektorer, som tidligere var kontrolleret eller ejet af det offentlige, og anmoder derfor Kommissionen om at reagere følsomt på de områder, hvor det pågældende udviklingsland har ægte udviklingsrelaterede indvendinger; fastholder, at visse servicesektorer såsom vand og kloakering har en særstatus i udviklingslande og de mindst udviklede lande med direkte og omfattende følger for befolkningens dagligdag og derfor kræver særbehandling;

16.   opfordrer Kommissionen til i overensstemmelse med artikel XIX i GATS at presse på for en fuldstændig vurdering af handelen med tjenesteydelser parallelt med forhandlingerne om Doha-udviklingsdagsordenen;

o
o   o

17.   pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og medlemsstaternes og kandidatlandenes regeringer.

(1) EFT C 189 af 7.7.2000, s. 213.
(2) EFT C 112 E af 9.5.2002, s. 321.
(3) EFT C 112 E af 9.5.2002, s. 326.


Samfundsøkonomisk krise inden for hvidfiskfiskeriet
PDF 112kWORD 30k
Europa-Parlamentets beslutning om den samfundsøkonomiske krise inden for hvidfiskfiskeriet
P5_TA(2003)0088B5-0156/2003

Europa-Parlamentet,

A.   der henviser til, at der ved vedtagelsen af foranstaltninger til forvaltning af fiskeressourcerne bør tages hensyn til tidligere undersøgelser af de samfundsøkonomiske følger for fiskeindustrien,

B.   der henviser til sin beslutning af 5. december 2002 om torskekrisen(1), hvori der advaredes om, at strenge torskebevaringsforanstaltninger ville få massive socioøkonomiske indvirkninger,

C.   der henviser til, at videnskabsmænd i Det Internationale Havundersøgelsesråd (ICES) er af den opfattelse, at adskillige torskebestande i EU's farvande ligger på et foruroligende lavt niveau,

D.   der henviser til, at det i ovennævnte beslutning påpegedes, at der på EU-budgettet ikke i øjeblikket er opført tilstrækkelige midler til det finansielle instrument til udvikling af fiskeriet (FIUF) til, at der kan ydes kompensation til de samfund, der er stærkt berørt af sådanne foranstaltninger,

E.   der henviser til, at Rådet (landbrug) på sin samling i december 2002 alligevel besluttede at vedtage forslag om kortsigtede foranstaltninger, som vil få drastiske følger for jobsituationen i hvidfisksektoren,

1.   opfordrer EU's budgetmyndighed og Kommissionen til sammen med de pågældende medlemsstater at udarbejde en plan vedrørende kompensation for tab, der rammer kystsamfund som følge af torskebevaringsforanstaltningerne, og at tildele op til 150 mio. € i yderligere EU-støtte; anerkender medlemsstaternes indsats for at finde en løsning på krisen;

2.   mener, at den yderligere støtte, der er blevet anmodet om, er forenelig med loftet over udgiftsområde 2 i de finansielle overslag, men medfører en omprogrammering af de eksisterende politikker, som budgetmyndigheden skal godkende, eller anvendelse af bestemmelserne i den interinstitutionelle aftale af 6. maj 1999(2);

3.   opfordrer Kommissionen til inden den 30. juni 2003 at forelægge et forslag herom med et passende retsgrundlag;

4.   opfordrer Kommissionen og Rådet til at sikre, at ændringer af de nuværende torskebevaringsforanstaltninger udformes således, at de med den allerstørste sandsynlighed bidrager til genoprettelse af torskebestandene og ikke medfører en yderligere tilbagegang i disse;

5.   opfordrer Kommissionen og Rådet til at vedtage mere effektive og langsigtede bevaringsforanstaltninger, som samtidig med, at de giver udsigt til genopretning af torskebestanden, også vil sikre det størst mulige antal arbejdspladser i EU's hvidfisksektor;

6.   opfordrer Kommissionen til hurtigt at nedsætte regionale forvaltningsudvalg, som kan fremme inddragelsen af interessenter bedst muligt uden at true de europæiske traktater;

7.   opfordrer Kommissionen og Rådet til regelmæssigt at indkalde til møder mellem videnskabsmænd og fiskere og til at uddybe og udvide de videnskabelige vurderinger og analyser inden for fiskeriet i EU;

8.   opfordrer Rådet og Kommissionen til at støtte udvidelsen af den fælles beslutningsprocedure til også at omfatte fiskeriet;

9.   pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

(1) P5_TA(2002)0593.
(2) EFT C 172 af 18.6.1999, s. 1.


Overordnede retningslinjer for den økonomiske politik
PDF 37kWORD 47k
Europa-Parlamentets beslutning om status over den europæiske økonomi - forberedende betænkning med henblik på Kommissionens henstilling om de overordnede retningslinjer for den økonomiske politik (2002/2287(INI))
P5_TA(2003)0089A5-0051/2003

Europa-Parlamentet,

-   der henviser til Kommissionens meddelelse om gennemførelsen af de overordnede økonomiske retningslinjer for 2002 (KOM(2003) 4),

-   der henviser til Kommissionens meddelelse om økonomien i EU: Oversigt 2002 - Sammenfatning og de vigtigste konklusioner (KOM(2002) 712),

-   der henviser til Kommissionens prognoser fra efteråret 2002 for perioden 2002-2003(1),

-   der henviser til meddelelse fra Kommissionen til Det Europæiske Råds forårsmøde i Barcelona - Lissabon-strategien - Gennemføre forandringer (KOM(2002) 14) og sin beslutning af 28. februar 2002 om Lissabon-processen og den fremtidige kurs(2),

-   der henviser til meddelelse fra Kommissionen: Rapport til Det Europæiske Råds forårsmøde den 21. marts 2003 (KOM(2003) 5),

-   der henviser til meddelelse fra Kommissionen om strukturelle indikatorer (KOM(2002) 551),

-   der henviser til konklusionerne fra Det Europæiske Råd i Lissabon den 23.-24. marts 2000 og fra Det Europæiske Råd i Göteborg den 15.-16. juni 2001,

-   der henviser til Kommissionens meddelelse til Rådet og Europa-Parlamentet til Det Europæiske Råds forårsmøde i Stockholm den 23.-24. marts 2001 om Lissabon-strategien (KOM(2001) 140),

-   der henviser til sin beslutning af 28. februar 2002 om strategien for en bæredygtig udvikling med henblik på topmødet i Barcelona(3),

-   der henviser til Kommissionens meddelelse om den fremtidige europæiske beskæftigelsesstrategi (EBS): "En strategi for fuld beskæftigelse og bedre job til alle" (KOM (2003) 6),

-   der henviser til TEPSA-ekspertpanelets endelige rapport af 20. januar 2003 til Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål om de overordnede økonomiske retningslinjer for 2003,

-   der henviser til meddelelse fra Kommissionen om økonomisk reform: rapport om Fællesskabets produkt- og kapitalmarkeder (KOM(2002) 743),

-   der henviser til forretningsordenens artikel 163,

-   der henviser til betænkning fra Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål (A5&nbhy;0051/2003),

A.   der henviser til, at det endelige mål for rammerne for EU's økonomiske og sociale politik er at opnå højere ikke-inflatorisk vækst, fuld beskæftigelse, især for de befolkningsgrupper, som er mest udsat for arbejdsløshed (kvinder, unge mennesker og ældre arbejdstagere), bidrage til en bæredygtig udvikling og øge den sociale samhørighed,

B.   der henviser til, at Europa har været længe om at komme sig efter den økonomiske afmatning på verdensplan, idet der ikke har været nogen klar stigning i den økonomiske vækst i 2002, og udsigterne for den nærmeste fremtid stadig er usikre, og til at den nuværende nedgangsperiode stiller de politisk ansvarlige over for en ny udfordring, eftersom den har sine egne særlige kendetegn og er præget af en kombination af faldende vækst og relativ prisstabilitet i en tid, hvor Europa netop har indført en fælles valuta,

C.   der henviser til, at en af hovedårsagerne til EU's langsomme overvindelse af krisen er den europæiske økonomis manglende smidighed, der forhindrer den i at reagere hurtigt på chok udefra, og til at de politisk ansvarlige bør se nærmere på situationen inden for EU og koncentrere sig om de fælles politikker såvel som om de enkelte medlemsstaters økonomi og årsagerne til den store spredning mellem dem, hvad de makroøkonomiske resultater angår,

D.   der henviser til, at den nye internationale situation tydeligt har påpeget vigtigheden af Lissabon-reformdagsordenen fra 2000 og den tilsvarende Göteborg-dagsorden fra 2001, og henviser til, at det er nedslående at konstatere, at reformarbejdet i 2002 stadigvæk skrider så langsomt frem, og til, at niveauet for offentlige og private investeringer i EU er meget lavt, hvilket også gælder væksten i produktiviteten,

E.   der henviser til at EU's arbejdsløshedsproblem snarere er komplekst og strukturelt end cyklisk, og at det er blevet forværret som følge af væksttilbagegangen,

F.   der henviser til, at Europa til trods for, at der for øjeblikket hersker en vis prisstabilitet, fortsat har en høj underliggende inflation, hvilket især skyldes servicesektoren, energipriserne og priserne på friske fødevarer,

G.   der henviser til, at medlemsstaterne er forpligtet til at foretage samordning af de økonomiske politikker (EF-traktatens artikel 98 og 99) med henblik på virkeliggørelsen af Den europæiske Unions mål, som disse er fastlagt i artikel 2, og at de nuværende procedurer, der er til rådighed for den økonomiske og sociale politik, ikke er tilstrækkelige til at imødegå de udfordringer, som den europæiske økonomi står overfor, og henviser til, at den voksende indbyrdes økonomiske afhængighed i euroområdet gør det nødvendigt på forhånd at styrke koordinationen af den økonomiske politik og politikken for beskæftigelsen, og at euroens og den fælles valutapolitiks eksistens har tydeliggjort manglen på en ensartet og klar europæisk økonomisk politik,

1.   opfordrer de europæiske ledere og beslutningstagere til at genoplive debatten om den økonomiske politik i forbindelse med de overordnede retningslinjer for den økonomiske politik med mere kreativitet og proaktive politikker, som skal være forenelige med stabilitets- og vækstpagtens bestemmelser, for at skabe et klima af tillid til den europæiske økonomi; mener, at det er nødvendigt at sætte gang i konkurrenceevnen og den økonomiske vækst, som skal tilpasses det vigtigste mål for den økonomiske politik, nemlig jobskabelse, for at modvirke den konstant voksende tendens i Europa i retning af lavere beskæftigelsestal og aldrende befolkninger; anser det med henblik herpå for at være prioriteter, at der skabes nye aktiviteter, og at offentlig og privat investering støttes;

2.   opfordrer de europæiske ledere til på Rådets kommende forårsmøde om den økonomiske politik ikke at forfalde til vage og intetsigende vendinger, men slå til lyd for fremskyndelse og effektiv gennemførelse af strukturreformer i Europa ved at bekræfte relevansen af den afbalancerede og globale strategi, der blev vedtaget i Lissabon og i Göteborg i 2000 og udbygget i Stockholm i 2001, herunder strukturreformer, offentlige og private investeringer, miljørigtig produktion og forbedring af den europæiske økonomiske og sociale model;

3.   mener, at en hvilken som helst kortfristet efterspørgselsstimulerende politik med henblik på at skabe mere aktivitet (ændring af renterne og skattemæssige justeringer) for det første ikke bør sætte den makroøkonomiske stabilitet på spil for at give økonomiske og sociale aktører fornyet tillid, for det andet ikke bør nedbryde den europæiske konkurrenceevne på et globaliseret marked og for det tredje skal være forenelige med en politik for nedbringelse af den offentlige gæld og forøgelse af de offentlige besparelser med henblik på at finansiere de offentlige investeringer, som er nødvendige for at kunne imødegå den udfordring, som de aldrende befolkninger udgør for den europæiske økonomiske og sociale model;

4.   bifalder de proceduremæssige ændringer med henblik på koordinationen af den økonomiske politik og beskæftigelsespolitikken, som Kommissionen har indført ved at gøre de overordnede retningslinjer for den økonomiske politik midtvejsorienterede, sørge for, at de europæiske retningslinjer for beskæftigelsen støtter hinanden indbyrdes, og integrere strategien for bæredygtig udvikling; mener, at dette yderligere bør underbygges ved at samordne skattepolitik og forsyningspolitik samtidig med, at der gennemføres en reform af pensionssystemerne på en måde, der er i overensstemmelse med den monetære politik; mener, at alle disse processer bør integreres og bruges som en foreløbig ramme, der skal danne udgangspunkt for vedtagelsen af EU's budget og de nationale budgetter; mener endelig, at denne proces skal omfatte både arbejdsmarkedets parter og de kommende medlemsstater;

5.   understreger, at Den Europæiske Centralbank fortsat skal være meget agtpågivende i betragtning af den fortsat høje underliggende inflation, især i servicesektoren; går ind for, at der skal være sammenhæng mellem lønstigninger og produktivitet som et middel til at tøjle inflationen; mener, at liberalisering af markederne understøttet af foranstaltninger til forøgelse af prisgennemsigtigheden sammen med strukturreformer med sigte på at øge produktiviteten vil lette inflationspresset og efterhånden give mere spillerum for Den Europæiske Centralbank, især hvis euroens valutakurs er til skade for den europæiske eksport;

6.   understreger Parlamentets tilslutning til stabilitets- og vækstpagten og støtter den intelligente og fleksible anvendelse af pagten, som Kommissionen foreslår, især hensigten om i højere grad at fokusere på de enkelte medlemsstaters generelle gældsniveau, idet der samtidig tages hensyn til behovet for offentlige investeringer - især når Kommissionen finder, at disse investeringer er i overensstemmelse med Lissabon- og Stockholmstrategien - og at de af denne grund er af fælles interesse; konstaterer med skuffelse, at adskillige medlemsstater, der stadig har store strukturelle underskud, endnu ikke har gjort fremskridt i retning af budgetstillinger tæt på balance eller i overskud, hvilket forhindrer de automatiske stabilisatorer i at fungere korrekt; mener, at Rådet og Kommissionen har misligholdt deres forpligtelser i årene med økonomisk opgang inden tilbagegangen ved ikke rettidigt at advare medlemsstaterne om uhensigtsmæssige skattepolitikker;

7.   mener, at det for at øge beskæftigelsen og produktiviteten er nødvendigt at fremskynde strukturelle reformer for at afhjælpe den manglende smidighed, som har hæmmet den økonomiske udvikling, og at det i den forbindelse vil være nødvendigt at definere, hvor den manglende smidighed gør sig gældende (som det skete i hvidbogen om det indre marked fra 1984); finder endvidere, at en stærk politisk vilje er nødvendig for at gennemføre disse reformer, eftersom de uvægerligt til at begynde med kræver ofre og først senere frembringer fordele; understreger derfor, at social dialog er en afgørende faktor for et heldigt udfald af disse reformer, som skal tilskynde de økonomiske aktører og arbejdsmarkedets parter til at påtage sig deres ansvar for at forebygge øget ulighed, fremme positiv mobilitet og bekæmpe udstødelse;

8.   mener, at højere niveauer for offentlig og privat investering er nøglen til voksende produktivitet og fuld beskæftigelse, og efterlyser derfor en hurtig gennemførelse af de teknologiske udviklinger og nye teknologier; finder derfor, at det på EU-budgettet og de nationale budgetter er nødvendigt at øge ressourcerne til undervisning og uddannelse, højteknologiindustrier, som informations- og kommunikationsteknologi, og miljøvenlig produktion, forskning og udvikling såvel som infrastruktur, transeuropæiske netværksindustrier og private-public partnerskaber for at nå kvantitative mål på hvert af disse områder; finder endvidere, at skattefordelene i forbindelse med udgifter og investeringer i disse aktiviteter bør forøges; understreger, at det er vigtigt at vedtage det europæiske patent;

9.   understreger betydningen af at fremme Europas produktions-, fabrikations- og industrigrundlag og påpeger, at en økonomisk model udelukkende baseret på tjenesteydelser ikke bør være det fremtidige valg for Europas økonomi; understreger derfor betydningen af at gennemgå ny lovgivning ved hjælp af en konsekvensvurdering og anmoder Kommissionen om at udvide listen over pilotforanstaltninger, for hvilke man allerede har planlagt en tredobbelt evaluering (konsekvenser for økonomi, beskæftigelse og miljø) i 2003, og også inkludere de kommende forslag fra Kommissionen om en kemipolitik og prisfastsættelse af transportinfrastruktur; understreger også betydningen af et samlet tiltag ved gennemførelsen af forskellige foranstaltninger inden for EU-klimaændringspolitikken med henblik på at bevare den internationale konkurrenceevne for energikrævende industrier i Europa;

10.   i betragtning af den europæiske økonomis store sårbarhed over for de ustabile oliepriser og det ubesvarede spørgsmål om, hvornår oliereserverne vil være udtømt, bør Europa gøre vedvarende energi til et prioritetsanliggende og ikke blot investere i vedvarende energiformer, men også i endnu højere grad anvende de eksisterende og fremtidige resultater af forskningen til at tage føringen i den næste industrielle revolution inden for denne sektor, ligesom USA gjorde med IT-sektoren;

11.   understreger, at Lissabon-målene kun vil kunne nås, hvis iværksætterkulturen fremmes i Europa; mener med henblik herpå, at de små og mellemstore virksomheder (SMV) er af afgørende betydning for væksten og beskæftigelsen; opfordrer for det første til, at der træffes foranstaltninger med henblik på at lette hurtig oprettelse af nye virksomheder gennem anvendelse af nye teknologier og ved at tillade ordninger med udsættelse af skattebetaling; går for det andet ind for en forenkling af lovgivningen; går for det tredje ind for metoder til at reducere kapitalomkostningerne for de små og mellemstore virksomheder og lette adgangen til risikovillig kapital; påpeger, at man nøje bør følge udviklingen med hensyn til kapitalbestemmelser i forbindelse med Basel II-forhandlingerne, og opmuntrer Den Europæiske Investeringsfond til at optrappe sine bestræbelser, hvad angår lånegarantiordninger; opfordrer endvidere medlemsstaterne til at gøre en reel indsats for at opfylde de løfter, som de afgav i chartret for små og mellemstore virksomheder;

12.   mener, at korrekt og rettidig gennemførelse af EU-direktiver er af væsentlig betydning for udviklingen af det indre marked, og at de nuværende overtrædelsesprocedurer ikke har tilstrækkelig tvingende kraft; opfordrer derfor Kommissionen til at øge presset på de medlemsstater, der ikke har formået fuldt ud at gennemføre vigtige direktiver;

13.   mener, at yderligere fremskridt i retning af et mere dynamisk og integreret indre marked er nødvendige; opfordrer medlemsstaterne til yderligere at liberalisere deres public serviceydelser og netværksindustrierne de steder, hvor de etablerede operatørers andel af markedet stadig er høj, og der stadig er for lidt konkurrence: disse omfatter posttjenester, telekommunikation, gas og elektricitet, jernbane- og lufttransport samt radio- og tv-tjenester; understreger, at den universelle karakter, den høje kvalitet og et rimeligt prisniveau for disse ydelser skal sikres af fælleskabsinstitutionerne på lokalt, regionalt og nationalt niveau; mener, at muligheden for at forbinde de enkelte medlemsstaters netværker indbyrdes er særlig vigtig med henblik på EU's udvidelse; tager positivt imod initiativet til en grønbog om tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse og håber, at forhandlingen giver mulighed for at fastlægge og iværksætte en fællesskabsstrategi for tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse, hvilket er absolut nødvendigt for gennemførelsen af Lissabon-målene;

14.   slår til lyd for fuldstændig og rettidig gennemførelse af såvel handlingsplanen for finansielle tjenesteydelser (FSAP) som handlingsplanen for risikovillig kapital (RCAP); opfordrer til, at man udvikler markederne for risikovillig kapital, og anmoder om, at Den Europæiske Investeringsfond (EIF) kommer til at spille en større rolle; mener, at der i forbindelse med en større integration af det finansielle marked i Europa er behov for yderligere koordinering af de nationale tilsynsmyndigheder, hvilket måske kan føre til en enkelt europæisk tilsynsmyndighed;

15.   understreger, at det finansielle marked samtidig har nogle alvorlige problemer med at opfylde de små og mellemstore virksomheders finansieringsbehov og behovet for finansiering af regionaludvikling og netværksinfrastrukturer; anmoder derfor om, at der på europæisk niveau udarbejdes en finansieringspolitik, som kan opfylde disse behov;

16.   understreger, at krisen på aktiemarkederne sætter fokus på ledelsesproblemer i erhvervslivet, som også berører Den Europæiske Union, og kræver vedtagelse af en ambitiøs fællesskabsplan på grundlag af Winter-rapporten om selskabsret og virksomhedsledelse;

17.   opfordrer til, at der gøres en ihærdig indsats for at øge beskæftigelsen, især for kvinder, handicappede og ældre arbejdstagere, gennem følgende aktioner: for det første skatteincitamenter for virksomheder, som ansætter disse målgrupper, såsom indkomstskattefradrag i forbindelse med jobskabelse og nedsættelse af skatten på arbejdskraft (herunder arbejdsgiverbidrag), især for lavtlønnede arbejdstagere, hvilket bør opvejes gennem en forøgelse af den indirekte beskatning, hvis budgetstabiliteten skulle blive truet, for det andet en forhøjelse af den effektive pensionsalder baseret på arbejdstagernes frivillige beslutning, understøttet af øgede forventninger til pensionens størrelse og incitamenter for virksomheder, som ikke nedskærer antallet af ældre ansatte; for det tredje fremme af alle aspekter af arbejdskvalitet, herunder sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen; og opfordrer endelig til, at der udformes regionale og lokale beskæftigelsesstrategier;

18.   opfordrer til større arbejdskraftmobilitet inden for EU gennem øgede incitamenter til at flytte fra en medlemsstat til en anden, indskrænkning af bureaukratiet, forbedring af mulighederne for at få udbetalt socialforsikring over hele Europa, anerkendelse af eksamensbeviser, erhvervserfaring og kvalifikationer og af bidrag til pensionsordninger; mener, at opmærksomheden især bør rettes mod uddannelse, uddannelse på arbejdspladsen, livslang uddannelse og forbedring af kvalifikationer, især sprogkundskaber;

19.   opfordrer til fremskyndelse af processen med fjernelse af skattebestemmelser, der forvrider konkurrencen; understreger nødvendigheden af at gennemføre den nyligt vedtagne pakke vedrørende beskatning af opsparede midler; opfordrer Kommissionen og Rådet til at fremme processen hen imod momskonvergens (for at muliggøre princippet om oprindelsesland) og energibeskatning; efterlyser foranstaltninger med henblik på at forsyne virksomhederne med et konsolideret selskabsbeskatningsgrundlag for deres EU-dækkende aktiviteter; slår endelig til lyd for en aftale om fælles principper for beskatning af supplerende pensionsfonde i Europa;

20.   mener, at der i forbindelse med den øgede fleksibilitet inden for Europas markedsøkonomi er behov for et tilsvarende mål for virksomhedernes sociale ansvar i den private sektor med henblik på at bevare den europæiske sociale model; foreslår, at Kommissionen udformer og udvikler et fast system til bedømmelse af virksomhedernes sociale ansvar;

21.   ønsker, at euroområdet i passende omfang er repræsenteret i internationale og multilaterale institutioner; opfordrer til, at varer og energiforsyning så vidt muligt faktureres i euro for at gøre kommercielle transaktioner mere sikre og undgå dobbelt volatilitet i varepriser og valutakurser;

22.   opfordrer endnu en gang til, at Europa-Parlamentet fuldt ud inddrages i udviklingen og gennemførelsen af EU's overordnede retningslinjer for den økonomiske politik; mener, at Rådets og Parlamentets holdninger bør vægtes lige ved den årlige vedtagelse af de overordnede retningslinjer for den økonomiske politik på grundlag af et forslag fra Kommissionen; understreger nødvendigheden af, at de nationale parlamenter i større omfang involveres i processen;

23.   pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter og arbejdsmarkedets parter.

(1) Nr. 5/2002 European Economy, ISSN 0379-0991.
(2) EFT C 293 E af 28.11.2002, s. 75.
(3) EFT C 293 E af 28.11.2002, s. 84.


Stabilitets- og konvergensprogrammerne
PDF 29kWORD 39k
Europa-Parlamentets beslutning om den årlige vurdering af gennemførelsen af stabilitets- og konvergensprogrammerne (2002/2288(INI))
P5_TA(2003)0090A5-0047/2003

Europa-Parlamentet,

-   der henviser til Kommissionens beretning om gennemførelsen af de overordnede økonomisk-politiske retningslinjer for 2002 (KOM(2003) 4),

-   der henviser til TEPSA-ekspertpanelets endelige rapport af 20. januar 2003 om de overordnede økonomisk-politiske retningslinjer for 2003 til Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål,

-   der henviser til EU's stats- og regeringschefers konklusioner fra Det Europæiske Råd i Lissabon (2000), Göteborg (2001) og Barcelona (2002),

-   der henviser til sin beslutning af 12. marts 2003 om Kommissionens meddelelse til Rådet og Europa-Parlamentet om de offentlige finanser i ØMU - 2002(1),

-   der henviser til Kommissionens meddelelse om bedre samordning af finanspolitikken (KOM(2002) 668),

-   der henviser til Kommissionens meddelelse om behovet og mulighederne for at forbedre kvaliteten af budgetstatistikker (KOM(2002) 670),

-   der henviser til Kommissionens rapport om "The EU Economy: 2002 Review", ECFIN/475/02-EN,

-   der henviser til Kommissionens notat om de økonomiske prognoser fra efteråret 2002, European Economy nr. 5/2002,

-   der henviser til Kommissionens meddelelse om strømlining af den årlige koordinering af den økonomiske politik og beskæftigelsespolitikken (KOM(2002) 487) og sin beslutning herom af 5. december 2002(2),

-   der henviser til EF-traktatens artikel 99 og forretningsordenens artikel 41,

-   der henviser til de årlige opdateringer af gennemførelsen af de stabilitets- og konvergensprogrammer, som medlemsstaterne har udarbejdet mellem oktober 2002 og februar 2003, samt til Økofin-Rådets udtalelser af 21. januar 2003 om disse programmer,

-   der henviser til forretningsordenens artikel 163,

-   der henviser til betænkning fra Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål (A5&nbhy;0047/2003),

A.   der henviser til, at der er sket store fremskridt med vurderingen af den budgetmæssige konvergens som led i overvågningen af medlemsstaternes budgetter inden for rammerne af stabilitets- og vækstpagten, idet niveauet for og udviklingen inden for den offentlige gæld nu anføres, og der indgår en kvalificeret analyse, hvilket vil kunne gøre gennemførelsen af stabilitets- og vækstpagten mere fleksibel,

B.   der henviser til, at der under alle omstændigheder er tale om en homogen monetær politik i alle landene i eurozonen, men at det på grund af landenes forskellige inflationsrater og vækstudsigter er stadig mere nødvendigt at indføre strukturreformer, som gør det muligt at nå tilsvarende niveauer ved de laveste nominelle rentesatser,

C.   der henviser til, at de økonomiske og monetære prognoser for 2003 er stærkt påvirket af forkerte skøn, der indgik i prognoserne for årene 2001 og 2002, og at disse fejlagtige skøn udsprang af en passiv politik i afventning af en forbedring i den amerikanske økonomi, selv om der i Europa er et presserende behov for strukturreformer,

D.   der henviser til, at euroens kursstigning vil kunne straffe den europæiske eksport af mindre konkurrencedygtige produkter, og at der derfor er et voksende behov for at begunstige og stimulere innovationen, således at den også giver sig udslag i større efterspørgsel på hjemmemarkedet, og understøtte den med en sammenhængende investeringspolitik inden for Lissabon-strategiens målsætninger,

E.   der henviser til, at ud fra et juridisk synspunkt er koordinationen af de økonomiske politikker ikke fakultativ, men en forpligtelse for medlemsstaterne, idet EF-traktatens artikel 99, stk. 1, bestemmer, at "medlemsstaterne betragter deres økonomiske politikker som et spørgsmål af fælles interesse og samordner dem i Rådet i overensstemmelse med artikel 98", og fastsætter målene for denne koordination, som skal "bidrage til virkeliggørelsen af Fællesskabets mål, som disse er fastlagt i artikel 2",

F.   der henviser til, at de økonomiske retningslinjer, som skal behandles på Det Europæiske Råds forårsmøde i 2003, i højere grad skal tilpasses en politik på mellemlangt sigt, men en alvorlig lavkonjunktur, som den vi oplever i øjeblikket, understreger dog det påtrængende behov for også at foretage en fornyet vurdering af de nationale økonomiske politikker i flere medlemsstater, som efter gennemførelsen først vil vise positive resultater på mellemlangt og langt sigt,

G.   der henviser til, at der er en stærk indbyrdes afhængighed på det indre marked, og at en effektiv koordineret økonomisk politik med henblik på at stimulere investeringer og iværksætte strukturreformer, som fastsat i Lissabon-processen, er den mest effektive måde at overvinde vækstkrisen på, og dette skal ske samtidig i hele EU,

H.   der henviser til, at arbejdsmarkedet i euroområdet i de seneste år har vist sig at være så ufleksibelt, at det er blevet en væsentlig årsag til arbejdsløshed, og at strukturreformer på arbejdsmarkedet derfor bør prioriteres i en række medlemsstater,

I.   der henviser til, at den økonomiske vækst, der tidligere blev båret af det indre marked og en stærk eksport, er blevet langsommere, og at Kommissionen på trods heraf fortsat forelægger for optimistiske prognoser, og der henviser til, at der ydermere er stor usikkerhed i forbindelse med udviklingen af oliepriserne, forholdet mellem euroen og dollaren, det svage aktiemarked og de økonomiske følger af Irak-krisen,

J.   der henviser til, at EU's strategier for vækst altid tidligere har været eksportorienterede, men at de i de senere år har fokuseret på væksten i beskæftigelsen i EU, samt til, at der på trods af Kommissionens optimistiske prognoser om en vækst i euroområdets eksport på omkring 5% i 2003 stadig hersker stor usikkerhed på grund af de stærkt svingende oliepriser, euroens kursstigning, tvivlen om EU's evne til at udforme og gennemføre strukturreformer, aktiemarkedernes vedvarende svækkelse og de økonomiske konsekvenser af en eventuel krig i Mellemøsten,

1.   minder om, at tilstræbelse af balance på budgettet er et vigtigt grundlag for en holdbar økonomisk udvikling; henviser endvidere til, at budgetpolitiske uregelmæssigheder i stater i en økonomisk og monetær union kan bevirke, at alle deltagere straffes på finansmarkederne;

2.   glæder sig over den yderst tilfredsstillende gennemførelse af stabilitets- og konvergensprogrammerne i de fleste medlemsstater og opfordrer de øvrige til at følge dette eksempel; glæder sig over Kommissionens meddelelse om styrkelse af koordinationen af budgetpolitikkerne som et nyttigt skridt hen imod en afklaring og håndhævelse af den procedure, der ligger til grund herfor;

3.   understreger, at det er nødvendigt at forbedre budgetovervågningen i medlemsstaterne og at vedblive med at anvende stabilitets- og vækstpagten fleksibelt; påpeger, at dette i lande med uforholdsmæssigt store budgetunderskud må omfatte en kontinuerlig reduktion af netto-gældsforøgelsen med 0,5% om året og en varig fastholdelse af det under loftet på 3%, lige som man mere konsekvent skal tilstræbe at bringe den samlede gældsættelse ned under de 60%;

4.   mener, at de mange indikatorer giver Kommissionen og Rådet mulighed for at fremsætte henstillinger og tidlige advarsler, som tager højde for de mest alvorlige tilfælde; henviser til, at det er nødvendigt, at der træffes et klart valg om at prioritere investeringer i stedet for løbende udgifter og en generel mindskelse af skattetrykket for at øge den erhvervsaktive befolkning og skabe en aktiv alderdom for flere i tilfælde af negative prognoser for udgifterne til pensionsordningerne;

5.   er af den opfattelse, at det for fremtiden alene er Kommissionens ansvar at afgive henstillinger og tidlige advarsler, og at Rådet ikke skal have ret til at stemme herom;

6.   understreger, at selv om en multilateral overvågning af budgetpolitikker til opnåelse af konvergens inden for stabilitets- og vækstpagtens rammer er lettere at gennemføre i perioder, hvor de nationale økonomier er i vækst, så bør denne også udføres i streng overensstemmelse med stabilitets- og vækstpagten i nedgangsperioder i betragtning af, at pagten i sin nuværende form tillader en ganske betydelig fleksibilitet for økonomier i vanskeligheder; konstaterer, at de medlemsstater, der bedst opfyldte stabilitets- og vækstpagten i gode tider, ser ud til at klare sig bedre i en generel lavkonjunktur;

7.   foreslår, at målene for Lissabon- og Göteborg-strategien gøres til det centrale punkt i EU's policy mix og i koordineringen af medlemsstaternes økonomiske politikker med henblik på at styrke væksten i de kommende 8 år og for at undgå forskelle og modsigelser i de forskellige dokumenter, som skal evalueres på Det Europæiske Råds forårsmøde i 2003;

8.   foreslår, at alle instrumenter for økonomisk og finansiel koordinering (de overordnede retningslinier for de økonomiske politikker, koordineringen af budgetpolitikkerne, strømliningen af den årlige koordinering af den økonomiske politik og beskæftigelsespolitikken), på en sammenhængende måde skal indeholde Lissabon-strategiens målsætninger ud fra et ønske om at indhente de akkumulerede forsinkelser og senest i 2010 at opnå betydelige resultater som følge af iværksættelsen af denne strategi;

9.   hilser det velkomment, at nationale stabilitetsprogrammer færdiggøres, før politik-koordineringen sættes ind, idet man således er bedre i stand til at skønne, hvilke finansielle midler der er til rådighed for en given økonomisk politik, og dermed undgå en ad hoc-fortolkning af stabilitets- og vækstpagten i den hensigt at imødekomme ønsker om udgiftsforhøjelser, som ofte melder sig, når man skal koordinere politikker;

10.   understreger i den forbindelse, at disse strategier bør føre til, at det som prioriteret mål vedtages, at der skal sikres en politik med offentlige og private investeringer inden for sektorer som f.eks. innovation, livslang læring, skabelse af infrastruktur og bæredygtig udvikling i EU, navnlig i tilfælde, hvor de anerkendes af Kommissionen og anses for at være af fælles interesse;

11.   er enig med Kommissionen i, at det mest passende svar på den økonomiske tilbagegang er Lissabon-strategien, tillige med strukturelle reformer i medlemsstaterne, og opfordrer medlemsstaterne til omgående og på samme tid at gå i gang med at gennemføre de prioriteter, som blev fastsat af Det Europæiske Råd i Lissabon (2000) og i Göteborg (2001), navnlig med henblik på at modvirke foranstaltninger, der er truffet i visse medlemsstater, og som indebærer et manglende incitament til at arbejde, samt øge de offentlige og private investeringer inden for almen og faglig uddannelse, forskning og innovation inden for produkter og processer samt udvikling og anvendelse af nye produkter og tjenesteydelser, hvor der navnlig skal lægges vægt på anvendelsen og det indbyrdes samspil, som de nye teknologier skaber mulighed for; anbefaler at bruge penge på almen og faglig uddannelse, livslang læring samt forskning, og at SMV'er, som træffer foranstaltninger af denne art, støttes i særlig grad;

12.   minder om, at Lissabon-strategien har til formål at øge deltagelsen på arbejdsmarkedet, også for at sikre de offentlige finansers holdbarhed, specielt på baggrund af det stigende antal ældre i Europa og finansieringen af pensioner; påpeger, at målene på mellemlangt sigt, der skal gøre EU til den mest konkurrencedygtige økonomi i 2010, ikke overholdes; anmoder medlemsstaterne om at gennemføre politikker, som kan føre til de reformer, der er nødvendige for at nedbringe EU's produktivitetsefterslæb i forhold til USA; anmoder Kommissionen om at foreslå en handlingsplan, som gør det muligt for kandidatlandene at indgå i Lissabon-strategien;

13.   foreslår derfor, da der er stor usikkerhed med hensyn til, om euroområdets eksport i sidste instans vil vokse, at der fokuseres endnu mere på væksten indefra, som stadig er træg i EU; anbefaler, at man omdirigerer offentlige udgifter fra forbrug til investering, at der på samme tid i alle medlemsstater sker en omgående og koordineret gennemførelse af Lissabon-strategien for således at opnå maksimal fordel af politikkernes samlede økonomiske konsekvenser og give plads for en øget konkurrence mellem de nationale økonomiske politikker og derved støtte fremvæksten af en effektiv økonomi, der er i stand til at stå mål med borgernes sociale behov;

14.   anmoder Kommissionen om at fremsende sine evalueringer og henstillinger om stabilitets- og vækstprogrammerne til Parlamentet så betids, at Parlamentet får mulighed for en rimelig medbestemmelse i den økonomiske koordineringsproces i forbindelse med stabilitets- og vækstpagten;

15.   opfordrer stats- og regeringscheferne til på det kommende forårstopmøde at forstærke deres anstrengelser for på grundlag af en usminket statusopgørelse at gennemføre de nødvendige strukturreformer, således at de ambitiøse mål fra Lissabon ikke forbliver den rene utopi;

16.   pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter samt til arbejdsmarkedets parter.

(1) P5_TA-PROV(2003)0092.
(2) P5_TA(2002)0583.


Konvergensberetning 2002 - Sverige
PDF 123kWORD 34k
Europa-Parlamentets beslutning om Kommissionens beretning: Konvergensberetning 2002 - Sverige (KOM(2002) 243 - C5-0326/2002 - 2002/2170(COS))
P5_TA(2003)0091A5-0037/2003

Europa-Parlamentet,

-   der henviser til Kommissionens beretning (KOM(2002) 243 – C5&nbhy;0326/2002),

-   der henviser til ECB's konvergensrapport 2002,

-   der henviser til sin beslutning af 20. november 2002 om de enkelte kandidatlandes fremskridt i retning mod tiltrædelse(1),

-   der henviser til sin beslutning af 30. april 1998 om beretningen fra Det Europæiske Monetære Institut om konvergenssituationen og Kommissionens dokument "EURO 1999 - 25. marts 1998 - beretning om og henstilling om overgangen til tredje fase af Den Økonomiske og Monetære Union(2),

-   der henviser til sin holdning af 18. maj 2000 om forslag til Rådets afgørelse om Grækenlands indførelse af den fælles valuta pr. 1. januar 2001(3),

-   der henviser til forretningsordenens artikel 47, stk. 1,

-   der henviser til betænkning fra Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål (A5&nbhy;0037/2003),

A.   der henviser til, at elleve medlemsstater den 1. januar 1999 gik over til Den Økonomiske og Monetære Unions tredje fase og tre år efter indførte eurosedler og -mønter til erstatning for deres nationale valutaer, hvilket markerede et vigtigt skridt fremad for den politiske og økonomiske integration i Europa,

B.   der henviser til, at to medlemsstater på daværende tidspunkt ikke blev anset for at opfylde konvergenskriterierne og dermed blev medlemsstater med dispensation; der henviser til, at Kommissionen og ECB er forpligtet til regelmæssigt at vurdere de fremskridt hen imod opfyldelse af kriterierne, som en medlemsstat med dispensation har opnået, der henviser til, at der efter en sådan vurdering i 2000 for øjeblikket kun er en medlemsstat med dispensation,

C.   der henviser til, at medlemsstater med dispensation før eller siden bliver forpligtet til at indføre den fælles valuta, hvis der ikke findes et særligt arrangement,

D.   der henviser til, at Sverige den 14. september 2003 vil afholde en folkeafstemning om indførelsen af euroen,

E.   der henviser til, at Kommissionen og ECB formodentlig kort derefter vil blive opfordret til at vurdere Sveriges konvergens,

F.   der henviser til, at der stadig er betydelig usikkerhed om fortolkning af nogle af kriterierne, navnlig valutakurskriteriet,

G.   der henviser til, at vurderingen af Sverige formodentlig vil have en betydelig indvirkning på de lande, som efterfølgende ønsker at indføre euroen,

H.   der henviser til, at ti nye medlemsstater forventes at tiltræde EU i 2004, og at ingen af dem har anmodet om eller har fået tilbud om særlige arrangementer i forbindelse med Den Økonomiske og Monetære Union,

I.   der henviser til, at de nye medlemsstater dermed vil blive medlemsstater med dispensation, når de tiltræder EU,

Generelle bemærkninger

1.   mener, at den seneste politiske uro omkring stabilitets- og vækstpagten har haft en negativ indvirkning på offentlighedens opfattelse af euroen, navnlig i de lande, der stadig er uden for euroområdet;

2.   mener dog, at de tilpasninger, som Kommissionen har foretaget i anerkendelse af, at der optræder et strukturbetinget og et konjunkturbestemt element, er et skridt i den rigtige retning, idet de ved at fremhæve "stabilitetsdelen" ligeledes fremmer "vækstdelen" i pagten;

3.   minder om, at offentlighedens støtte til euroen er af afgørende betydning, idet de lande, som endnu ikke har indført euroen, kun vil gøre dette, når deres borgere via folkeafstemninger er blevet hørt;

4.   glæder sig derfor over afgørelsen om at gennemføre vækst- og stabilitetspagten på en mere fleksibel måde; bekræfter i denne forbindelse, at det stadig er åben over for eventuelle ændringer i pagten, men mener, at det vil udgøre en risiko, såfremt offentligheden anser disse for at være løsninger på kortsigtede problemer i stedet for at være et resultat af en samordnet politisk indsats;

Medlemsstater med dispensation

5.   minder om, at indførelsen af euroen i nogle medlemsstater skal gøres til genstand for en folkeafstemning; erkender og anerkender, at resultatet af afstemningen formentlig vil få politiske følgevirkninger for den demokratiske legitimitet, som man ikke kan se bort fra eller tilsidesætte ved en henvisning til traktaten;

6.   minder om, at indførelsen af euroen er en del af traktatens forpligtelser, som en medlemsstat med dispensation før eller siden må overholde;

7.   glæder sig derfor over, at Sverige har besluttet at afholde en folkeafstemning om indførelsen af euroen i år, og håber, at andre medlemsstater uden for euroområdet også vil gøre dette snarest muligt;

8.   er enig i Kommissionens vurdering af, at Sverige ikke for øjeblikket opfylder alle konvergenskriterierne;

9.   minder i denne forbindelse om, at al lovgivning i forbindelse med ØMU'ens tredje fase er en del af fællesskabsretten, som alle medlemsstater uden særlige arrangementer på dette område er forpligtet til at gennemføre, og at en medlemsstat med dispensation også skal træffe de nødvendige foranstaltninger på nationalt plan for at sikre, at de nationale centralbanker er uafhængige;

10.   mener ikke desto mindre, at alle medlemsstater i betragtning af det fastslåede princip om fællesskabsrettens forrang har pligt til at sikre, at de ikke anvender bestemmelser, som er i modstrid med fællesskabsretten; understreger derfor, at retlig konvergens i praksis også kan opnås, inden de nationale retsregler er blevet ændret;

11.   mener, at der er betydelig usikkerhed om fortolkningen og anvendelsen af valutakurskriteriet, og at der er blevet fremsat mange forskellige synspunkter om dette spørgsmål;

12.   minder i denne forbindelse om, at valutakurskriteriet blev fortolket med en betydelig fleksibilitet for de fire lande, som var med i den første bølge;

13.   opfordrer derfor Kommissionen til at foretage en offentlig autoritativ fortolkning af valutakurskriteriet med særlig fokus på, hvordan kriteriet tidligere er blevet fortolket, og hvilke ændringer der eventuelt er nødvendige efter indførelsen af euroen;

14.   understreger i denne sammenhæng betydningen af en pragmatisk fortolkning af kriterierne, navnlig i betragtning af, at mange af de nye medlemsstater vil have opnået en betydelig grad af valutakursstabilitet på andre måder end via ERM 2, f.eks. via currency board-arrangementer;

15.   mener, at Sverige ud over at opfylde konvergenskriterierne aktivt må gennemføre strukturreformer og træffe foranstaltninger med henblik på en øget konkurrence for at forberede sig til medlemsskabet af euroområdet; mener, at dette navnlig er nødvendigt for Sverige, idet overgangen til euroen vil medføre fuldstændig prisgennemsigtighed i et land, hvor det generelle prisniveau er højere end i de fleste lande i euroområdet;

16.   opfordrer Kommissionen til at forelægge en undersøgelse af, hvordan lovgivningsrammen for indførelsen af euroen fungerede ved overgangsprocessen i de tolv lande, for at tilpasninger, såfremt de er nødvendige, kan foretages ved kommende overgangsprocesser; mener, at Kommissionen navnlig bør fokusere på, om bestemmelserne er hensigtsmæssigt udformet med henblik på at forhindre, at overgangen fører til prisstigninger, og undersøge, om de nuværende pålydende værdier for euromønter- og sedler er hensigtsmæssige;

o
o   o

17.   pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, de nationale parlamenter og kandidatlandenes parlamenter.

(1) P5_TA(2002) 536.
(2) EFT C 152 af 18.5.1998, s. 33.
(3) EFT C 59 af 23.2.2001, s. 236.


Offentlige finanser i ØMU - 2002
PDF 128kWORD 40k
Europa-Parlamentets beslutning om Kommissionens meddelelse til Rådet og Europa-Parlamentet om de offentlige finanser i ØMU - 2002 (KOM(2002) 209 - C5-0324/2002 - 2002/2168(COS))
P5_TA(2003)0092A5-0018/2003

Europa-Parlamentet,

-   der henviser til Kommissionens meddelelse (KOM(2002) 209 - C5-0324/2002),

-   der henviser til Kommissionens meddelelse til Rådet og Europa-Parlamentet om bedre samordning af finanspolitikken (KOM(2002) 668),

-   der henviser til Kommissionens meddelelse om strukturelle indikatorer (KOM(2002) 551),

-   der henviser til Kommissionens meddelelse til Europa-Parlamentet og Rådet om behovet og mulighederne for at forbedre kvaliteten af budgetstatistikker (KOM(2002) 670),

-   der henviser til Kommissionens økonomiske efterårsprognose nr. 5/2002 for 2002-2004 for euroområdet og EU,

-   der henviser til Kommissionens meddelelse om de budgetmæssige udfordringer i euroområdet, der blev forelagt i september 2002,

-   der henviser til Kommissionens meddelelse om euroområdet i verdensøkonomien – udviklingen de første tre år, der blev forelagt i juli 2002 (KOM(2002) 332),

-   der henviser til Rådets beslutning 2002/923/EF af 5. november 2002 om et uforholdsmæssigt stort underskud i Portugal - anvendelse af artikel 104, stk. 6, i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab(1) og en henstilling om de nødvendige foranstaltninger til bekæmpelse af dette underskud,

-   der henviser til Rådets henstilling af 21. juni 2002 om de overordnede retningslinjer for medlemsstaternes og Fællesskabets økonomiske politikker(2),

-   der henviser til formandskabets konklusioner fra Det Europæiske Råds møde i Lissabon den 24. marts 2000 og i Göteborg den 15. og 16. juni 2001, og især den strategi, der blev vedtaget om økonomisk vækst, fuld beskæftigelse, bæredygtig udvikling og social samhørighed,

-   der henviser til formandskabets konklusioner fra Det Europæiske Råds møde i Stockholm den 23. og 24. marts 2001 og i Barcelona den 15. og 16. marts 2002, og især stabilitets- og vækstpagten og de budgetmæssige udfordringer, herunder kvaliteten af de offentlige finanser i forbindelse med den demografiske udvikling,

-   der henviser til forretningsordenens artikel 47, stk. 1,

-   der henviser til betænkning fra Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål (A5-0018/2003),

A.   der henviser til, at Kommissionen i sin meddelelse om bedre samordning af finanspolitikken har fremsat fem forslag til forbedring og styrkelse af fortolkningen af stabilitets- og vækstpagten, der skal åbne mulighed for at sætte de økonomiske konjunkturer og gældsniveauet i relation til BNP i forbindelse med budgettilsynet og samtidig sikre en mere rigoristisk overholdelse af målet om forsvarlige og holdbare offentlige finanser;

B.   der henviser til, at det økonomiske genopsving er meget langsommere end forventet, og at den gennemsnitlige vækstrate skønnes at være på 0,8% i 2002 og anslås til kun 1,8% i 2003, mens det generelle offentlige underskud i euroområdet forventes at stige til 2,3% af BNP i 2002,

C.   der henviser til, at økonomi- og finansministrene fra euroområdelandene på deres møde i oktober 2002 enedes om "retningslinjer", der skulle sikre, at de fire medlemsstater, som endnu ikke har formået at balancere deres budget (Frankrig, Tyskland, Italien og Portugal), nedbringer deres strukturelle underskud med mindst 0,5% af BNP om året fra 2003,

D.   der henviser til, at Det Europæiske Råd på mødet i Lissabon den 24. marts 2000 og i Göteborg den 16. juni 2001 satte sig det strategiske mål, at Europa skal blive den mest konkurrencedygtige og dynamiske videnbaserede økonomi i verden, en økonomi, der kan skabe økonomisk vækst med bedre job, fuld beskæftigelse, bæredygtig udvikling og større social samhørighed,

E.   der henviser til, at skabelsen af betingelserne for monetær og finansiel stabilitet samt en stigning i vækst- og beskæftigelsesraterne er to nødvendige forudsætninger for en stærkere udvikling i økonomien og beskæftigelsen,

F.   der henviser til, at de offentlige udgifter til de grundlæggende funktioner i medlemsstaterne (f.eks. forskning, uddannelse, sundhed og velfærd, retsvæsen, forsvar) har været bemærkelsesværdigt stabile i de seneste 30 år og ligger på mellem 14% og 16% af BNP i EU's medlemsstater,

G.   der henviser til, at en videnbaseret økonomi kræver udvikling, hurtig indførelse og fuld udnyttelse af højeffektive højhastighedsinformationsnet, forskning og udvikling samt livslang uddannelse og erhvervsuddannelse, hvilket igen kræver både offentlige og private investeringer,

1.   påpeger, at stabilitets- og vækstpagten er et instrument, der klarlægger og bekræfter det forebyggende og positive aspekt af bestemmelserne i traktaten vedrørende overvågning og samordning af medlemsstaternes økonomiske politikker og betydningen af økonomisk stabilitet for en stærk og bæredygtig europæisk økonomi; anmoder derfor om, at de grundlæggende principper heri inkorporeres i den kommende forfatningstraktat, således at de får permanent karakter og bliver fuldt ud troværdige;

2.   understreger, at Parlamentet støtter stabilitets- og vækstpagten som en vigtig søjle i ØMU og går ind for de nødvendige tilpasninger med henblik på en fornuftig og fleksibel anvendelse af pagten på den måde, som Kommissionen har foreslået, hvor der under hensyntagen til det offentlige investeringsbehov og kvaliteten af udgifterne fokuseres mere på niveauet for de enkelte medlemsstaters samlede gæld;

3.   glæder sig over kompromiset om "retningslinjerne" med en årlig nedsættelse af de strukturelle underskud med mindst 0,5% af BNP, især i de fire medlemsstater Tyskland, Frankrig, Italien og Portugal; mener, at dette vil sikre, at det tabte terræn kan genvindes, så løftet om at nå "tæt på en balancering af budgettet" kan opfyldes, og hele euroområdets og især ansøgerlandenes internationale troværdighed kan øges yderligere;

4.   opfordrer Kommissionen til at tage den økonomiske nedgang meget alvorligt og fastlægge sin politik på en sådan måde, at det sikres, at de nødvendige strukturreformer gennemføres i medlemsstaterne, og at de automatiske stabilisatorer i tilfælde af en nedgang i konjunkturerne sættes ind gennem en reduktion af de konjunkturkorrigerede underskud; understreger, at dette kan fremmes gennem en konsekvent konsolidering af det indre marked;

5.   understreger, at medlemsstaterne er bundet af de forpligtelser, der er opnået enighed om i Rådet; mener ikke, at debatten om en forbedring af stabilitets- og vækstpagten berettiger til at undlade at opfylde disse forpligtelser; mener, at en gennemførelse af aftalerne vil have en positiv indvirkning på borgernes opfattelse af Det Europæiske Fællesskab og mindske de negative konsekvenser, som medlemsstaternes alt for ubalancerede budgetpolitik, har for økonomierne i euroområdet;

6.   opfordrer på grund af de uændrede økonomiske forhold Kommissionen og medlemsstaterne til at føre en ansvarlig finanspolitik, der skal fremme et langsigtet, bæredygtigt og vedvarende opsving, og til fortsat at fremme en videnbaseret og konkurrencedygtig økonomi med henblik på fuld beskæftigelse og social samhørighed;

7.   opfordrer medlemsstaterne til at tage relevante skridt til at imødegå konsekvenserne af befolkningernes stigende gennemsnitsalder; støtter derfor, at der på baggrund heraf foretages en systematisk vurdering af holdbarheden af de offentlige finanser;

8.   er klar over, at nye vækstprognoser for euroområdet åbner op for en debat om, hvilke finanspolitikker og økonomiske politikker medlemsstaterne bør føre; henviser i den forbindelse til, at den økonomiske politik grundlæggende falder ind under medlemsstaternes ansvarsområde, men at medlemsstaterne i henhold til EF-traktatens artikel 99 betragter deres økonomiske politikker som et spørgsmål af fælles interesse og samordner dem; støtter i den forbindelse de øgede bestræbelser for at fremskynde gennemførelsen af målene i Lissabon-strategien, dvs. vækst og jobincitamenter, investeringer, forskning, regional udvikling, uddannelse og arbejdsmarkeder;

9.   komplimenterer Kommissionen med den forbedring af budgettilsynsrammerne, der er opnået med den ændrede adfærdskodeks, de øgede informationer og den økonomiske analyse vedrørende euroområdet, forbedringerne af de statistiske systemer, der anvendes, klarlægningen af de principper, der er fælles for finans- og strukturpolitikker, og den øgede effektivitet i beslutningsprocedurerne;

10.   bemærker imidlertid, at der for at opnå større økonomisk konvergens og bedre gennemskuelighed er behov for en øget og bedre indsats for at opfylde de statistiske krav og for en mere generel forståelse for, hvad god økonomisk politik og politik vedrørende de offentlige finanser indebærer; opfordrer især til, at der opnås enighed om en kvalitativ opfølgning af de offentlige udgifter med henblik på et positivt bidrag til målene i Lissabon-strategien;

11.   kræver desuden en klar metode med en definition af "offentlige udgifter af høj kvalitet", således at der kan sættes tal på de offentlige budgetter og deres bidrag til vækst og investering, og således at konjunktursvingninger kan kvantificeres og kvalificeres nøjagtigt;

12.   glæder sig over, at budgettilsynsrammerne og især stabilitets- og vækstpagten har fungeret godt med hensyn til at sikre stabilitet, idet finanspolitikkerne er blevet holdt stort set neutrale, og de medlemsstater, der ikke har trukket for store veksler på deres budget, desuden har fået det nødvendige spillerum til foranstaltninger i krisetider;

13.   henviser til, at opfyldelsen af stabilitetsmålet giver større vækst; advarer mod tendensen til ved beregningen af underskuddene at udelade bestemte udgiftsposter; mener, at en sådan fremgangsmåde principielt vil være en uoverkommelig opgave og vil være vanskelig at forstå for en markedsiagttager med negative konsekvenser for renteniveauet og for den fælles valutas stabilitet både indadtil og udadtil;

14.   glæder sig over, at man principielt vil undgå procykliske budgetpolitikker i gode tider, og foreslår, at det politiske mål udvides til generelt at undgå procykliske budgetpolitikker til enhver tid;

15.   understreger endnu en gang, at der er behov for at fremme tilstrækkelige offentlige og private investeringer til at iværksætte en integreret EU-strategi for holdbar vækst med bedre job, fuld beskæftigelse, bæredygtig udvikling og større social samhørighed i det første tiår af det 21. århundrede; opfordrer især til en omlægning af de offentlige udgifter over mod investering i kapital og menneskelige ressourcer, der støtter målet om at forlige økonomisk vækst med bevarelse af de naturlige ressourcer og miljøet;

16.   understreger endelig den store politiske udfordring, der ligger i efter tiltrædelsen at gennemføre EU-budgettilsynsrammerne under hensyntagen til de specifikke behov og forhold i kandidatlandene; støtter den opfattelse, at kandidatlandene skal opfylde Københavnskriterierne med henblik på at opnå makroøkonomisk stabilitet og vækst på mellemlang sigt, hvilket kræver et mindstemål af økonomisk konvergens; opfordrer kandidatlandene til allerede nu at forberede sig på at opfylde Maastricht-kriterierne, hvilket er nødvendigt for at kunne være med i euroområdet;

17.   pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen og til medlemsstaternes og ansøgerlandenes parlamenter og arbejdsmarkedets parter.

(1) EFT L 322 af 27.11.2002, s. 30.
(2) EFT L 182 af 11.7.2002, s. 1.

Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik