Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning om ændret forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om beskyttelse af arbejdstagerne mod risici for under arbejdet at være udsat for kræftfremkaldende stoffer eller mutagener (sjette særdirektiv i henhold til artikel 16, stk. 1, i direktiv 89/391/EØF) (kodificeret udgave) (KOM(2003) 127 - C5-0127/2003 - 1999/0085(COD))

P5_TA(2003)0344 A5-0255/2003

(Fælles beslutningsprocedure: førstebehandling)

Europa-Parlamentet,

-   der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (KOM(1999) 152)(1) og Kommissionens ændrede forslag (KOM(2003) 127)(2),

-   der har fået forslaget forelagt af Kommissionen, jf. EF-traktatens artikel 251, stk. 2, og artikel 137, stk. 2 (C5-0127/2003),

-   der henviser til forretningsordenens artikel 67 og artikel 158, stk. 1,

-   der henviser til betænkning fra Udvalget om Retlige Anliggender og det Indre Marked (A5-0255/2003),

1.   godkender Kommissionens forslag;

2.   anmoder om fornyet forelæggelse, hvis Kommissionen agter at ændre sit forslag i væsentlig grad eller erstatte det med en anden tekst;

3.   pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen.

(1) Endnu ikke offentliggjort i EUT. (2) Endnu ikke offentliggjort i EUT.

Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning om Rådets fælles holdning med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning om tilpasning til Rådets afgørelse 1999/468/EF af bestemmelserne vedrørende de udvalg, der bistår Kommissionen i forbindelse med udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der er fastsat i retsakter omfattet af proceduren i EF-traktatens artikel 251 (11253/2/2002 - C5-0223/2003 - 2001/0314(COD))

P5_TA(2003)0345 A5-0250/2003

(Fælles beslutningsprocedure: andenbehandling)

Europa-Parlamentet,

-   der henviser til Rådets fælles holdning (11253/2/2002 – C5&nbhy;0223/2003)(1),

-   der henviser til sin holdning ved førstebehandling(2) til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (KOM(2001) 789)(3),

-   der henviser til EF-traktatens artikel 251, stk. 2,

-   der henviser til forretningsordenens artikel 78,

-   der henviser til indstilling ved andenbehandling fra Udvalget om Konstitutionelle Anliggender (A5&nbhy;0250/2003),

1.   godkender den fælles holdning;

2.   konstaterer, at retsakten er vedtaget i overensstemmelse med den fælles holdning;

3.   pålægger sin formand sammen med Rådets formand at undertegne retsakten, jf. EF-traktatens artikel 254, stk. 1;

4.   pålægger sin generalsekretær at undertegne retsakten for sit ansvarsområde og efter aftale med Rådets generalsekretær at foranledige, at den offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende;

5.   pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen.

(1) EUT C 153 E af 1.7.2003, s. 1. (2) P5_TA(2003)0071. (3) EFT C 75 E af 26.3.2002, s. 385.

Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning om Rådets fælles holdning med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning om gødninger (12733/2/2002 - C5-0224/2003 - 2001/0212(COD))

P5_TA(2003)0346 A5-0252/2003

(Fælles beslutningsprocedure: andenbehandling)

Europa-Parlamentet,

-   der henviser til Rådets fælles holdning (12733/2/2002 - C5-0224/2003)(1),

-   der henviser til sin holdning ved førstebehandling(2) til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (KOM(2001) 508)(3)

-   der henviser til Kommissionens ændrede forslag (KOM(2002) 318)(4),

-   der henviser til EF-traktatens artikel 251, stk. 2,

-   der henviser til forretningsordenens artikel 78,

-   der henviser til indstilling ved andenbehandling fra Udvalget om Retlige Anliggender og det Indre Marked (A5-0252/2003),

1.   godkender den fælles holdning;

2.   konstaterer, at retsakten er vedtaget i overensstemmelse med den fælles holdning;

3.   pålægger sin formand sammen med Rådets formand at undertegne retsakten, jf. EF-traktatens artikel 254, stk. 1;

4.   pålægger sin generalsekretær at undertegne retsakten for sit ansvarsområde og efter aftale med Rådets generalsekretær at foranledige, at den offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende;

5.   pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen.

(1) EFT C 153 E af 1.7.2003, s. 56. (2) EFT C 127 E af 29.5.2003, s. 275. (3) EFT C 51 E af 26.2.2002, s. 1. (4) EFT C 227 E af 24.9.2002, s. 503.

Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring med hensyn til yderligere foranstaltninger vedrørende præstationer af rejsetjenesteydelser af forordning (EØF) nr. 218/92 om administrativt samarbejde inden for området indirekte skatter (moms) (KOM(2003) 78 - C5-0145/2003 - 2003/0057(COD))

P5_TA(2003)0347 A5-0231/2003

(Fælles beslutningsprocedure: førstebehandling)

Europa-Parlamentet,

-   der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (KOM(2003) 78)(1),

-   der har fået forslaget forelagt af Kommissionen, jf. EF-traktatens artikel 251, stk. 2, og artikel 95 (C5-0145/2003),

-   der henviser til forretningsordenens artikel 67,

-   der henviser til betænkning fra Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål (A5&nbhy;0231/2003),

1.   godkender Kommissionens forslag;

2.   anmoder om fornyet forelæggelse, hvis Kommissionen agter at ændre sit forslag i væsentlig grad eller erstatte det med en anden tekst;

3.   pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen.

(1) Endnu ikke offentliggjort i EUT.

Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af Rådets direktiv 96/16/EF om statistiske undersøgelser af mælk og mejeriprodukter (KOM(2003) 158 - C5-0157/2003 - 2003/0060(COD))

P5_TA(2003)0348 A5-0212/2003

(Fælles beslutningsprocedure: førstebehandling)

Europa-Parlamentet,

-   der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (KOM(2003) 158)(1),

-   der har fået forslaget forelagt af Kommissionen, jf. EF-traktatens artikel 251, stk. 2, og artikel 285, stk. 1, (C5&nbhy;0157/2003),

-   der henviser til forretningsordenens artikel 67,

-   der henviser til betænkning fra Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter (A5&nbhy;0212/2003),

1.   godkender Kommissionens forslag som ændret;

2.   anmoder om fornyet forelæggelse, hvis Kommissionen agter at ændre dette forslag i væsentlig grad eller erstatte det med en anden tekst;

3.   pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen.

Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 2. september 2003 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/.../EF om ændring af Rådets direktiv 96/16/EF om statistiske undersøgelser af mælk og mejeriprodukter

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 285, stk. 1,

under henvisning til forslag fra Kommissionen(2),

efter proceduren i traktatens artikel 251(3), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)  Formålet med direktiv 96/16/EF(4) er at give pålidelige og sammenlignelige oplysninger om mælkeproduktionen og dens anvendelse og pålidelige, regelmæssige og aktuelle oplysninger om mælkeleverancerne til de foretagender, som behandler eller forarbejder mælk, samt om produktionen af mejeriprodukter i medlemsstaterne.

(2)  Under hensyn til den voksende økonomiske betydning af mælkens indhold af protein bliver det mere og mere nødvendigt at have statistiske oplysninger om proteinindholdet i de vigtigste mejeriprodukter til rådighed.

(3)  Der er en stigende specialisering i landbruget generelt, og i mælkesektoren specielt ses der i øjeblikket en regional specialisering, som medfører meget store forskelle mellem regionerne i de enkelte medlemsstater, hvilket giver behov for detaljerede oplysninger på regionalt niveau.

(4)  For at sikre, at resultaterne er sammenlignelige, bør der udarbejdes metodologirapporter i et standardiseret format -

UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:

Artikel 1

I direktiv 96/16/EF foretages følgende ændringer:

1.  I artikel 4 foretages følgende ændringer:

a)  I stk. 1, litra b), tilføjes følgende:

b)  Stk. 2 udgår.

2.  I artikel 5, stk. 2, affattes sidste punktum således:

Medlemsstaterne forelægger hvert år Kommissionen metodologirapporter om de i artikel 4, stk. 1, omhandlede oplysninger efter et standardspørgeskema, der udarbejdes af Kommissionen efter proceduren i artikel 7.

3.  I artikel 6, stk. 3, foretages følgende ændringer:

Artikel 2

Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv senest den 31. marts 2004. De underretter straks Kommissionen herom.

Disse love og bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af medlemsstaterne.

Artikel 3

Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 4

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i

På Europa-Parlamentets vegne På Rådets vegne

Formand Formand

(1) Endnu ikke offentliggjort i EUT. (2) EUT C (3) Europa-Parlamentets holdning af 2. september 2003. (4) EFT L 78 af 28.3.1996, s. 27.

Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 577/98 om gennemførelse af en stikprøveundersøgelse vedrørende arbejdsstyrken i Fællesskabet med henblik på tilpasning af listen over undersøgelseskarakteristika (KOM(2003) 109 - C5-0105/2003 - 2003/0047(COD))

P5_TA(2003)0349 A5-0260/2003

(Fælles beslutningsprocedure: førstebehandling)

Europa-Parlamentet,

-   der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (KOM(2003) 109)(1),

-   der har fået forslaget forelagt af Kommissionen, jf. EF-traktatens artikel 251, stk. 2, og artikel 285 (C5-0105/2003),

-   der henviser til forretningsordenens artikel 67,

-   der henviser til betænkning fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender og udtalelse fra Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål (A5-0260/2003),

1.   godkender Kommissionens forslag som ændret;

2.   anmoder om fornyet forelæggelse, hvis Kommissionen agter at ændre dette forslag i væsentlig grad eller erstatte det med en anden tekst;

3.   pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen.

Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 2. september 2003 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. .../2003 om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 577/98 om gennemførelse af en stikprøveundersøgelse vedrørende arbejdsstyrken i Fællesskabet med henblik på tilpasning af listen over undersøgelseskarakteristika

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 285,

under henvisning til forslag fra Kommissionen(2),

efter proceduren i traktatens artikel 251(3), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)  Den stikprøveundersøgelse vedrørende arbejdsstyrken, der skal gennemføres i henhold til Rådets forordning (EF) nr. 577/98 af 9. marts 1998(4), må behørigt afspejle den seneste udvikling på arbejdsmarkedet.

(2)  I henhold til den europæiske social- og arbejdsmarkedspolitiske dagsorden, der blev vedtaget på Det Europæiske Råd i Nice i december 2000, Rådets afgørelse 2002/177/EF af 18. februar 2002 om retningslinjer for medlemsstaternes beskæftigelsespolitik for 2002(5) og Rådets henstilling af 21. juni 2002 om de overordnede retningslinjer for medlemsstaternes og Fællesskabets økonomiske politikker(6) skal arbejdet tilrettelægges på en måde, der imødekommer både virksomheders og enkeltpersoners behov.

(3)  De i forordning (EF) nr. 577/98 fastsatte undersøgelseskarakteristika blev udformet efter de daværende statistiske behov og situationen på arbejdsmarkedet på daværende tidspunkt.

(4)  Indsamlingen af oplysninger bør ikke pålægge respondenterne en uforholdsmæssig stor byrde i forhold til de resultater, brugerne af undersøgelsen med rimelighed kan forvente.

(5)  Forordning (EF) nr. 577/98 bør derfor ændres.

(6)  Kommissionen har hørt Udvalget for det Statistiske Program, der er nedsat ved Rådets afgørelse 89/382/EØF, Euratom af 19. juni 1989(7) -

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

2)  I artikel 4, stk. 1, tilføjes følgende litra:

3)  Artikel 4, stk. 2, tredje led, affattes således:

4)  I artikel 4 tilføjes følgende stykker:

4.  På forslag af Kommissionen kan der blandt de i stk. 1 anførte undersøgelseskarakteristika udvælges en række variabler, herefter benævnt "strukturelle variabler", som kun skal indsamles som årlige - i stedet for kvartalsvise - gennemsnit baseret på en referenceperiode på 52 uger. Listen over disse strukturelle variabler, stikprøvens minimumsomfang og undersøgelseshyppigheden fastlægges efter proceduren i artikel 8.

5.Spanien, Finland og Det Forenede Kongerige kan i en overgangsperiode indtil slutningen af 2007 indsamle de strukturelle variabler baseret på en referenceperiode på et kvartal.  

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i De Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i

På Europa-Parlamentets vegne På Rådets vegne

Formand Formand

(1) Endnu ikke offentliggjort i EUT. (2) EUT C (3) Europa-Parlamentets holdning af 2. september 2003. (4) EFT L 77 af 14.3.1998, s. 3. (5) EFT L 60 af 1.3.2002, s. 60. (6) EFT L 182 af 11.7.2002, s. 1. (7) EFT L 181 af 28.6.1989, s. 47.

Europa-Parlamentets beslutning om ændring af retsgrundlaget for forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om administrativt samarbejde vedrørende merværdiafgift (6522/2003 - C5-0216/2003 - 2001/0133(COD))

P5_TA(2003)0350 A5-0262/2003

(Fælles beslutningsprocedure: fornyet høring om retsgrundlaget)

Europa-Parlamentet,

—  der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (KOM(2001) 294 - C5-0269/2001)(1),

—  der henviser til sin holdning ved førstebehandlingen(2),

—  der henviser til, at det er blevet hørt af Rådet om ændring af retsgrundlaget (6522/2003 - C5-0216/2003),

—  der henviser til forretningsordenens artikel 71, stk. 2,

—  der henviser til udtalelse fra Udvalget om Retlige Anliggender og det Indre Marked om ændring af retsgrundlaget,

—  der henviser til betænkning fra Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål (A5-0262/2003),

1.   bekræfter sin holdning ved førstebehandlingen;

2.   mener ikke, at det nye retsgrundlag, som Rådet foreslår, er relevant;

3.   fastholder, at EF-traktatens artikel 95 er det relevante retsgrundlag;

4.   opfordrer derfor Rådet til at fremsende sin fælles holdning til Parlamentet;

5.   pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

(1) EFT C 270 E af 25.9.2001, s. 87. (2) EFT C 284 E af 21.11.2002, s. 178.

Europa-Parlamentets beslutning om ændring af retsgrundlaget for forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af Rådets direktiv 77/799/EØF om gensidig bistand mellem medlemsstaternes kompetente myndigheder inden for området direkte og indirekte skatter (6930/2003 - C5-0217/2003 - 2001/0134(COD))

P5_TA(2003)0351 A5-0262/2003

(Fælles beslutningsprocedure: fornyet høring om retsgrundlaget)

Europa-Parlamentet,

—  der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (KOM(2001) 294 - (C5-0270/2001)(1),

—  der henviser til sin holdning ved førstebehandlingen(2),

—  der henviser til, at det er blevet hørt af Rådet om ændring af retsgrundlaget (6930/2003 - C5-0217/2003),

—  der henviser til forretningsordenens artikel 71, stk. 2,

—  der henviser til udtalelse fra Udvalget om Retlige Anliggender og det Indre Marked om ændring af retsgrundlaget,

—  der henviser til betænkning fra Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål (A5-0262/2003),

1.   bekræfter sin holdning ved førstebehandlingen;

2.   mener ikke, at det nye retsgrundlag, som Rådet foreslår, er relevant;

3.   fastholder, at EF-traktatens artikel 95 er det relevante retsgrundlag;

4.   opfordrer derfor Rådet til at fremsende sin fælles holdning til Parlamentet;

5.   pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

(1) EFT C 270 E af 25.9.2001, s. 96. (2) EFT C 284 E af 21.11.2002, s. 191.

Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning om forslag til Rådets afgørelse om ændring af afgørelse 1999/468/EF om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen (KOM(2002) 719 - C5-0002/2003 - 2002/0298(CNS))

P5_TA(2003)0352 A5-0266/2003

(Høringsprocedure)

Europa-Parlamentet,

-   der henviser til Kommissionens forslag til Rådet (KOM(2002) 719)(1),

-   der henviser til EF-traktatens artikel 202, der danner grundlag for Rådets høring af Parlamentet (C5-0002/2003),

-   der henviser til forretningsordenens artikel 67,

-   der henviser til betænkning fra Udvalget om Konstitutionelle Anliggender og udtalelse fra Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål (A5-0128/2003),

-   der henviser til anden betænkning fra Udvalget om Konstitutionelle Anliggender (A5-0266/2003),

1.   godkender Kommissionens forslag som ændret;

2.   opfordrer Kommissionen til at forelægge forslaget for Parlamentet på ny, hvis den agter at ændre forslaget væsentligt eller erstatte det med en anden tekst;

3.   pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen.

Kommissionens forslag   Ændringer Ændring 1 BETRAGTNING 2 (2)  Som fællesskabslovgivningen har udviklet sig, sker det oftere og oftere, at der i forbindelse med retsakter er behov for supplerende foranstaltninger, hvis principper og tekniske detaljer skal fastsættes på grundlag af relevante analyser og ekspertudtalelser inden for en passende frist. For så vidt som denne udvikling får lovgiveren til at give Kommissionen større beføjelser, bør lovgiveren kunne udtale sig om de foranstaltninger, Kommissionen har til hensigt at vedtage. (2)  Som fællesskabslovgivningen har udviklet sig, sker det oftere og oftere, at der i forbindelse med retsakter er behov for supplerende foranstaltninger, hvis principper og tekniske detaljer skal fastsættes på grundlag af relevante analyser og ekspertudtalelser inden for en passende frist. Da denne udvikling indebærer, at lovgiveren giver Kommissionen større beføjelser, bør lovgiveren have alle oplysninger i henhold til aftalen1 mellem Europa-Parlamentet og Kommissionen om gennemførelsesbestemmelser til afgørelse 1999/468/EF om de foranstaltninger, Kommissionen har til hensigt at vedtage, og have ret til at udtale sig. ____________ 1 EFT L 256 af 10.10.2000, s. 19. Ændring 2 BETRAGTNING 6 (6)  I sådanne tilfælde bør forskriftsproceduren tillade, at Kommissionen påtager sig sit ansvar fuldt ud ved vedtagelsen af gennemførelsesbestemmelserne, efter at den har indhentet udtalelse fra udvalget, der består af repræsentanter for medlemsstaterne, samtidig med at Europa-Parlamentet og Rådet kan kontrollere udøvelsen af gennemførelsesbeføjelserne. I tilfælde af uenighed mellem Kommissionen og lovgiveren bør Kommissionen derfor, afhængigt af situationen, enten kunne fremsætte et forslag i henhold til traktatens artikel 251 eller kunne vedtage det oprindelige udkast til foranstaltninger, evt. med ændringer. (6)  I sådanne tilfælde bør forskriftsproceduren gøre det muligt, at Kommissionen påtager sig sit ansvar fuldt ud ved vedtagelsen af gennemførelsesbestemmelserne, efter at den har indhentet udtalelse fra udvalget, der består af repræsentanter for medlemsstaterne, samtidig med at Europa-Parlamentet og Rådet kan kontrollere udøvelsen af gennemførelsesbeføjelserne. I tilfælde af uenighed mellem Kommissionen og lovgiveren bør Kommissionen derfor, afhængigt af situationen og under hensyntagen til Europa-Parlamentets og Rådets holdninger, enten kunne fremsætte et forslag til retsakt efter proceduren i traktatens artikel 251, vedtage det foreslåede udkast til foranstaltninger ledsaget af en redegørelse herfor, ændre det eller trække udkastet tilbage. Ændring 3 BETRAGTNING 9 A (ny) (9a) Gennemførelsen af denne afgørelse berører ikke de bindende tilsagn, Kommissionen har afgivet vedrørende værdipapirlovgivningen, navnlig den højtidelige erklæring, Kommissionen fremsatte over for Europa-Parlamentet den 5. februar 2002, og skrivelsen af 2. oktober 2001 fra kommissæren for det indre marked til formanden for Europa-Parlamentets Udvalg om Økonomi og Valutaspørgsmål. Ændring 4 ARTIKEL 1, NR. 2 Artikel 4, stk. 3 (afgørelse 1999/468/EF) 2)  I artikel 4, stk. 3, ændres "Med forbehold af artikel 8 vedtager Kommissionen foranstaltninger" til "Kommissionen vedtager foranstaltninger". 2)  I artikel 4, stk. 3, og i artikel 5, stk. 3, ændres "Med forbehold af artikel 8 vedtager Kommissionen foranstaltninger" til "Kommissionen vedtager foranstaltninger". Ændring 5 ARTIKEL 1, NR. 3 A (NYT) Artikel 5, stk. 6, afsnit 1 (afgørelse 1999/468/EF) 3a) Artikel 5, stk. 6, første afsnit, affattes således: "6. Rådet kan træffe afgørelse om forslaget med kvalificeret flertal og inden for en frist, der fastsættes i hver enkelt basisretsakt, men som under ingen omstændigheder kan være på over tre måneder regnet fra forslagets forelæggelse for Rådet." Ændring 6 ARTIKEL 1, NR. 4 Artikel 5 a, stk. 5 (afgørelse 1999/468/EF) 5.  Hvis Europa-Parlamentet - med absolut flertal blandt medlemmerne - eller Rådet - med det flertal, der gælder i henhold til traktatens artikel 205, stk. 2 - senest en måned - eller evt. to måneder, hvis fristen er forlænget - efter, at Kommissionens endelige udkast er blevet fremsendt, gør indsigelse mod det endelige udkast, trækker Kommissionen enten udkastet tilbage og fremsætter et forslag til retsakt efter proceduren i traktatens artikel 251, eller den vedtager den påtænkte foranstaltning, evt. efter at have ændret udkastet for at tage hensyn til indsigelserne. 5.  Hvis Europa-Parlamentet - med absolut flertal blandt medlemmerne - eller Rådet - med det flertal, der gælder i henhold til traktatens artikel 205, stk. 2 - senest en måned - eller evt. to måneder, hvis fristen er forlænget - efter, at Kommissionens endelige udkast er blevet fremsendt, gør indsigelse mod det endelige udkast, fremsætter Kommissionen under hensyntagen til Europa-Parlamentets og Rådets holdninger enten et forslag til retsakt efter proceduren i traktatens artikel 251, vedtager det foreslåede udkast til foranstaltninger ledsaget af en redegørelse herfor, ændrer det eller trækker endeligt udkastet tilbage. Ændring 7 ARTIKEL 1, NR. 4 Artikel 5 a, stk. 6 (afgørelse 1999/468/EF) 6.  Hvis fristerne for forskriftsproceduren i særlige hastetilfælde ikke kan overholdes, kan Kommissionen vedtage gennemførelsesforanstaltningerne efter at have indhentet udtalelse fra forskriftsudvalget, jf. stk. 2. Kommissionen meddeler dem hurtigst muligt til Europa-Parlamentet, Rådet og medlemsstaterne. Senest en måned efter meddelelsen kan Europa-Parlamentet - med absolut flertal blandt medlemmerne - eller Rådet - med det flertal, der gælder i henhold til traktatens artikel 205, stk. 2 - gøre indsigelse. I så fald kan Kommissionen trække den vedtagne foranstaltning tilbage og fremsætte et forslag til retsakt efter proceduren i traktatens artikel 251, eller fastholde foranstaltningen uændret, evt. med ændringer for at tage hensyn til indsigelserne. 6.  Hvis fristerne for forskriftsproceduren i særlige hastetilfælde ikke kan overholdes, kan Kommissionen vedtage gennemførelsesforanstaltningerne efter at have indhentet udtalelse fra forskriftsudvalget, jf. stk. 2. Kommissionen meddeler dem hurtigst muligt til Europa-Parlamentet, Rådet og medlemsstaterne. Inden for en frist på en måned efter meddelelsen, som kan forlænges med yderligere en måned, hvis Europa-Parlamentet eller Rådet anmoder herom, kan Europa-Parlamentet - med absolut flertal blandt medlemmerne - eller Rådet - med det flertal, der gælder i henhold til traktatens artikel 205, stk. 2 - gøre indsigelse. I så fald fremsætter Kommissionen under hensyntagen til Europa-Parlamentets og Rådets holdninger enten et forslag til retsakt efter proceduren i traktatens artikel 251, idet den midlertidigt opretholder de vedtagne foranstaltninger eller trækker dem tilbage, fastholder foranstaltningerne ledsaget af en redegørelse herfor, ændrer dem eller trækker dem endeligt tilbage. Ændring 8 ARTIKEL 1, NR. 4 A (NYT) Artikel 6, litra a (afgørelse 1999/468/EF) 4a) Artikel 6, litra a), affattes således: "a) Kommissionen underretter Europa-Parlamentet, Rådet og medlemsstaterne om enhver afgørelse vedrørende beskyttelsesforanstaltninger. Det kan bestemmes, at Kommissionen, inden den træffer sin afgørelse, skal høre medlemsstaterne i henhold til procedurer, der fastsættes i hvert enkelt tilfælde." Ændring 9 ARTIKEL 1, NR. 5, LITRA C Artikel 7, stk. 5 (afgørelse 1999/468/EF) 5.  Henvisninger til samtlige dokumenter, som tilsendes Europa-Parlamentet i medfør af stk. 3, offentliggøres i et register, der i det øjemed er oprettet af Kommissionen. 5.  Samtlige dokumenter, som tilsendes Europa-Parlamentet i medfør af stk. 3, opføres i et register, der i det øjemed oprettes af Kommissionen i 2003, og som skal være tilgængeligt på internettet.

(1) Endnu ikke offentliggjort i EUT.

Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning om initiativ fra Kongeriget Nederlandene med henblik på vedtagelse af Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 44/2001 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civile og handelsretlige område (14363/2002 - C5-0590/2002 - 2002/0824(CNS))

P5_TA(2003)0353 A5-0253/2003

(Høringsprocedure)

Europa-Parlamentet,

-   der henviser til initiativ fra Kongeriget Nederlandene (14363/2002)(1),

-   der henviser til EF-traktatens artikel 61, litra c),

-   der henviser til EF-traktatens artikel 67, der danner grundlag for Rådets høring af Parlamentet (C5-0590/2002),

-   der henviser til forretningsordenens artikel 67,

-   der henviser til betænkning fra Udvalget om Retlige Anliggender og det Indre Marked (A5-0253/2003),

1.   forkaster initiativet fra Kongeriget Nederlandene;

2.   opfordrer Kongeriget Nederlandene til at tage initiativet tilbage;

3.   anmoder Kommissionen om at se nærmere på det bagvedliggende problem, rapportere tilbage til Parlamentet og om nødvendigt udarbejde et forslag til en ændringsretsakt;

4.   pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen.

(1) EFT C 311 af 14.12.2002, s. 16.

Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning om Den Hellenske Republiks initiativ med henblik på vedtagelse af Rådets rammeafgørelse om anvendelse af "ne bis in idem"-princippet (7246/2003 - C5-0165/2003 - 2003/0811(CNS))

P5_TA(2003)0354 A5-0275/2003

(Høringsprocedure)

Europa-Parlamentet,

-   der henviser til Den Hellenske Republiks initiativ (7246/2003)(1),

-   der henviser til EU-traktatens artikel 34, stk. 2, litra b),

-   der henviser til EU-traktatens artikel 39, stk. 1, der danner grundlag for Rådets høring af Parlamentet (C5&nbhy;0165/2003),

-   der henviser til forretningsordenens artikel 106 og 67,

-   der henviser til betænkning fra Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender og udtalelse fra Udvalget om Retlige Anliggender og det Indre Marked (A5-0275/2003),

1.   godkender Den Hellenske Republiks initiativ som ændret;

2.   opfordrer Rådet til at ændre initiativets tekst i overensstemmelse hermed;

3.   opfordrer Rådet til at underrette Parlamentet, hvis det ikke agter at følge den tekst, Parlamentet har godkendt;

4.   anmoder Rådet om fornyet høring, hvis det agter at ændre Den Hellenske Republiks initiativ i væsentlig grad;

5.   pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til Den Hellenske Republiks regering.

Den Hellenske Republiks initiativ   Ændringer Ændring 1 Betragtning 1 (1)  "Ne bis in idem"-princippet eller forbuddet mod dobbelt strafforfølgning, dvs. at ingen skal kunne strafforfølges eller dømmes to gange for de samme handlinger og den samme strafbare adfærd, er sikret som en individuel rettighed i de internationale juridiske instrumenter om menneskerettigheder såsom protokol nr. 7 til konventionen til beskyttelse afmenneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder (artikel 4) og Den EuropæiskeUnions charter om grundlæggende rettigheder (artikel 50), og anerkendes af alle retssystemer, der bygger på princippet om respekt for og beskyttelse af de grundlæggende rettigheder. (1)  "Ne bis in idem"-princippet eller forbuddet mod dobbelt strafforfølgning, der indebærer, at ingen skal kunne strafforfølges eller dømmes to gange for de samme handlinger, de samme faktiske omstændigheder eller den samme adfærd, er sikret som en individuel rettighed i de internationale juridiske instrumenter om menneskerettigheder såsom den internationale konvention af 19. december 1966 om borgerlige og politiske rettigheder (artikel 14, stk. 7), protokol nr. 7 til konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder (artikel 4) og Den EuropæiskeUnions charter om grundlæggende rettigheder (artikel 50), og anerkendes af alle retssystemer, der bygger på princippet om respekt for og beskyttelse af de grundlæggende rettigheder. Det er et afgørende led i beskyttelsen af mennesker mod magtmisbrug fra statens side. (Denne ændring (handlinger, faktiske omstændigheder, adfærd) vedrører hele teksten. Ændring 2 Betragtning 2 a (ny) (2a) Dette initiativ er i overensstemmelse med traktaten om Den Europæiske Union, ifølge hvilken udviklingen af et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed er et af EU's hovedmål (artikel 2, stk. 1, fjerde led), og fælles handling vedrørende retligt samarbejde i kriminalsager skal omfatte forebyggelse af konflikter vedrørende domstolskompetence mellem medlemsstaterne (artikel 31). Det fastslås endvidere i traktaten, at Unionen bygger på respekten for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder som principper, medlemsstaterne har til fælles (artikel 6). Ændring 3 Betragtning 2 b (ny) (2b) Den fremadskridende harmonisering af strafferetten på EU-plan, vedtagelsen af rammeafgørelse 2002/584/RIA1, og implementeringen af princippet om gensidig anerkendelse af afgørelser i straffesager har skabt et presserende behov for at fastlægge fælles proceduremæssige minimumsgarantier med henblik på at sikre, at retten til en retfærdig rettergang respekteres fuldt ud, som krævet af Europa-Parlamentet i dets beslutning af 15. januar 2003 om respekten for de grundlæggende rettigheder i Den Europæiske Union (2001)2 og af Kommissionen i dennes grønbog om retssikkerhedsgarantier for mistænkte og tiltalte i straffesager i EU3. Denne rammeafgørelse bidrager hertil. _______________ 1 Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne (EFL L 190 af 18.7.2002, s. 1). 2 P5_TA(2003)0012. 3 KOM(2003) 75. Ændring 4 Betragtning 5 (5)  I Kommissionens meddelelse til Europa-Parlamentet og Rådet af 26. juli 2002 om gensidig anerkendelse af endelige afgørelser i straffesager erkendes det, at anvendelsen af "ne bis in idem"-princippet bidrager positivt til gensidig anerkendelse af retsafgørelser og til at styrke retssikkerheden i Unionen, hvilket forudsætter tillid til, at de retsafgørelser, der anerkendes, altid afsiges i overensstemmelse med principperne om legalitet, subsidiaritet og proportionalitet. (5)  I Kommissionens meddelelse til Europa-Parlamentet og Rådet af 26. juli 2002 om gensidig anerkendelse af endelige afgørelser i straffesager erkendes det, at anvendelsen af "ne bis in idem"-princippet bidrager positivt til gensidig anerkendelse af retsafgørelser og til at styrke retssikkerheden i Unionen. Ændring 5 Betragtning 7 (7)  Den hidtidige anvendelse af "ne bis in idem"-princippet rejser mange væsentlige spørgsmål vedrørende fortolkningen eller accepten af en række grundlæggende bestemmelser eller mere generelle regler (f.eks. betydningen af "idem"), fordi dette princip ikke er ensartet fastlagt i de forskellige internationale juridiske instrumenter og fordi der er forskellig praksis i de nationale lovgivninger. Formålet med denne rammeafgørelse er at give medlemsstaterne fælles retsregler med hensyn til "ne bis in idem"-princippet, således at der sikres ensartethed med hensyn til både fortolkningen af disse regler og anvendelsen af dem i praksis. (7)  Den hidtidige anvendelse af "ne bis in idem"-princippet rejser mange væsentlige spørgsmål vedrørende fortolkningen eller accepten af en række grundlæggende bestemmelser eller mere generelle regler (f.eks. problemerne med fortolkning af begrebet "idem" eller "samme" i forbindelse med f.eks. "samme anklage", "samme handlinger", "samme faktiske omstændigheder" eller "samme adfærd"), fordi dette princip ikke er ensartet fastlagt i de forskellige internationale juridiske instrumenter og fordi der er forskellig praksis i de nationale lovgivninger. Formålet med denne rammeafgørelse er at give medlemsstaterne fælles retsregler med hensyn til "ne bis in idem"-princippet, således at der sikres ensartethed med hensyn til både fortolkningen af disse regler og anvendelsen af dem i praksis. Ændring 6 Betragtning 7 a (ny) (7a) Det forekommer rimeligt, at EU også tager stilling til spørgsmålet om anvendelse af "ne bis in idem"-princippet på sager, der vedrører de samme handlinger, de samme faktiske omstændigheder eller den samme adfærd og de samme parter, men som i en medlemsstat behandles som en civilsag og i en anden medlemsstat som en straffesag. Ændring 7 Betragtning 7 b (ny) (7b) Det forekommmer rimeligt, at en sag undtagelsesvis, og især hvis den dømte selv anmoder herom, genoptages i henhold til artikel 4 i den fjerde protokol til konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og de grundlæggende frihedsrettigheder, såfremt der foreligger bevis for nye faktiske omstændigheder eller forhold, som er kommet frem efter dommen, og som ikke med rimelighed kunne være opdaget af de retsforfølgende myndigheder på rettergangstidspunktet, eller såfremt der under den tidligere rettergang er begået en grundlæggende fejl, som kunne påvirke sagens udfald, efter processtatens straffelovgivning og strafferetspleje, forudsat at en sådan genoptagelse efter processtatens lovgivning vil være tilladelig via en vertikal anvendelse af "ne bis in idem". En krænkelse af den anklagedes rettigheder må i alle tilfælde anses for at være en grundlæggende fejl under den tidligere rettergang. Ændring 8 Artikel 1, litra a, led 1 - handlinger, der udgør lovovertrædelser efter hver enkelt medlemsstats nationale ret - handlinger, faktiske omstændigheder eller adfærd, der udgør lovovertrædelser efter hver enkelt medlemsstats nationale ret Ændring 9 Artikel 1, litra b b) "retsafgørelse": enhver endelig afgørelse afsagt af en straffedomstol i en medlemsstat efter en strafferetssag, og som kan bestå i enten domfældelse eller frifindelse eller endeligt ophør af retsforfølgningen efter hver enkelt medlemsstats nationale lovgivning samt endvidere udenretslig mægling i straffesager som endelig afgørelse betragtes enhver afgørelse, der har retskraft efter national ret b) "retsafgørelse": - enhver endelig eller inappellabel afgørelse afsagt af en domstol i en medlemsstat efter en strafferetssag, og som kan bestå i enten domfældelse eller frifindelse eller endeligt ophør af retsforfølgningen efter hver enkelt medlemsstats nationale lovgivning - udenretslig mægling i straffesager - enhver afgørelse, der har retskraft efter national ret, uanset om den er truffet af en domstol Ændring 10 Artikel 1, litra c a (nyt) ca) forummedlemsstat: den medlemsstat, hvor en relevant sag verserer for en domstol Ændring 11 Artikel 1, litra e e) "idem": en anden strafbar handling, der udelukkende eller i alt væsentligt er afledt af de samme faktiske omstændigheder, uanset hvordan denne handling betegnes juridisk. e) "idem": en eventuel anden anklage eller tiltale, der udelukkende eller i alt væsentligt er afledt af de samme handlinger, de samme faktiske omstændigheder eller den samme adfærd, uanset hvordan den påståede strafbare handling betegnes juridisk. Ændring 12 Artikel 2, stk. 1 1.  En person, der er blevet retsforfulgt eller endeligt dømt for en strafbar handling i en medlemsstat efter denne stats straffelovgivning og strafferetspleje, kan ikke retsforfølges for de samme handlinger i en anden medlemsstat, såfremt vedkommende allerede er blevet frikendt, eller straffen, i tilfælde af domfældelse, er fuldbyrdet, er under fuldbyrdelse eller ikke længere kan fuldbyrdes efter processtatens lovgivning. 1.  En person, der er blevet retsforfulgt eller endeligt dømt på grundlag af en anklage for en strafbar handling i en medlemsstat efter denne stats straffelovgivning og strafferetspleje, kan ikke retsforfølges for de samme handlinger, de samme faktiske omstændigheder eller den samme adfærd i en anden medlemsstat, såfremt vedkommende allerede er blevet frikendt, eller, i tilfælde af domfældelse, har afsonet eller er i færd med at afsone straffen, har opfyldt eller er i færd med at opfylde de betingelser, som er fastsat i dommen, eller såfremt straffen ikke længere kan fuldbyrdes efter processtatens lovgivning. Ændring 13 Artikel 2, stk. 2 2.  Sagen kan genoptages, såfremt der foreligger bevis for nye eller nyopdagede kendsgerninger, eller såfremt der under den tidligere rettergang er begået en grundlæggende fejl, som kunne påvirke sagens udfald, efter processtatens straffelovgivning og strafferetspleje. 2.  Sagen kan undtagelsesvis genoptages, såfremt der foreligger bevis for nye eller nyopdagede kendsgerninger, som er kommet frem efter dommen, og som ikke med rimelighed kunne være blevet opdaget af de retsforfølgende myndigheder på rettergangstidspunktet, eller såfremt der under den tidligere rettergang er begået en grundlæggende fejl, som kunne påvirke sagens udfald, efter processtatens straffelovgivning og strafferetspleje, forudsat at en sådan genoptagelse efter processtatens lovgivning vil være tilladelig via en vertikal anvendelse af "ne bis in idem". Ændring 14 Artikel 3, litra a a)  Værnetinget i den medlemsstat, der bedst sikrer en forsvarlig retspleje foretrækkes, idet følgende kriterier tages i betragtning: a)  Forummedlemsstaten foretrækkes, idet følgende kriterier tages i betragtning i den anførte rækkefølge: aa) gerningsstedets værneting aa) gerningsstedets værneting bb) gerningsmandens hjemting bb) gerningsmandens hjemting cc) ofrenes hjemting cc) ofrenes hjemting dd) pågribelsesstedets værneting. dd) pågribelsesstedets værneting. Alle procedurer indstilles, indtil det er blevet bestemt, hvilken medlemsstat der skal foretrækkes. Ændring 15 Artikel 3, litra b b)  Såfremt flere medlemsstater har kompetence samt mulighed for at indlede retsforfølgning af en strafbar handling, der bygger på de samme faktiske omstændigheder, kan de kompetente myndigheder i hver af disse stater efter at have rådført sig med hinanden og under hensyn til kriterierne i litra a) vælge værnetinget i den medlemsstat, der bør foretrækkes. b)  Såfremt flere medlemsstater har kompetence samt mulighed for at indlede retsforfølgning af en strafbar handling, der bygger på de samme handlinger eller de samme faktiske omstændigheder eller den samme adfærd, vælger de kompetente myndigheder i hver af disse stater efter at have rådført sig med hinanden og under hensyn til kriterierne i litra a) værnetinget i den medlemsstat, der bør foretrækkes. Ændring 16 Artikel 3, litra c a (nyt) ca)  Såfremt der afsiges flere domme vedrørende samme strafbare forhold i strid med "ne bis in idem"-princippet i forskellige medlemsstater, finder "favor rei"-princippet anvendelse. Ændring 17 Artikel 4 Artikel 4 udgår Undtagelser 1.  En medlemsstat kan ved en erklæring underrette Rådets Generalsekretariat og Kommissionen om, at den ikke er bundet af artikel 2, stk. 1 og 2, såfremt de handlinger, for hvilke afgørelsen blev truffet i en anden stat, udgør en strafbar handling, der krænker medlemsstatens sikkerhed eller andre ligeledes væsentlige interesser, eller blev begået af en tjenestemand i medlemsstaten i strid med dennes embedspligter. 2.  En medlemsstat, der afgiver en erklæring som anført i stk. 1, præciserer, hvilke kategorier af strafbare handlinger undtagelsen kan finde anvendelse på. 3.  En medlemsstat kan til enhver tid tilbagekalde erklæringen vedrørende undtagelserne i stk. 1. Tilbagekaldelsen meddeles Rådets Generalsekretariat og Kommissionen og gælder fra den første dag i den måned, der følger efter datoen for meddelelsen. 4.  En undtagelse, der kan være genstand for en erklæring i henhold til stk. 1, gælder ikke, hvis den pågældende medlemsstat med hensyn til de samme handlinger har anmodet den anden medlemsstat om at indlede retsforfølgning mod den pågældende eller har beordret den pågældende udleveret. Ændring 18 Artikel 5 Artikel 5 udgår Princippet om hensyntagen til andre sanktioner Såfremt der i en medlemsstat indledes ny retsforfølgning mod en person, der er blevet endeligt dømt for de samme handlinger i en anden medlemsstat, fradrages ethvert tidsrum med frihedsberøvelse eller enhver bøde, der som følge af disse handlinger er afsonet eller idømt i den sidstnævnte medlemsstat, i den straf, som den pågældende eventuelt idømmes. Der skal ligeledes, i det omfang den nationale lovgivning åbner mulighed herfor, tages hensyn til andre sanktioner end frihedsberøvelse, der allerede er fuldbyrdet, eller til sanktioner, der er pålagt inden for rammerne af en administrativ procedure. Ændring 19 Artikel 6, overskrift og stk. 1 Udveksling af oplysninger mellem de kompetente myndigheder Samarbejde og udveksling af oplysninger mellem medlemsstaternes kompetente myndigheder 1.  Såfremt der er indledt retsforfølgning mod en person i en medlemsstat, og de kompetente myndigheder i denne stat har grund til at tro, at anklagen vedrører de samme handlinger som dem, den pågældende er blevet endeligt dømt for i en anden medlemsstat, anmoder disse myndigheder processtatens kompetente myndigheder om de relevante oplysninger. 1.  Såfremt der er indledt retsforfølgning mod en person i en medlemsstat, og der er grund til at tro, at anklagen vedrører de samme handlinger eller faktiske omstændigheder eller den samme adfærd som dem, den pågældende er blevet endeligt dømt for i en anden medlemsstat, anmoder sidstnævnte medlemsstats kompetente myndigheder processtatens kompetente myndigheder om de relevante oplysninger. Ændring 20 Artikel 6, stk. 3 3.  Hver medlemsstat meddeler i en erklæring til Rådets Generalsekretariat og til Kommissionen, hvilke myndigheder der er bemyndiget til at anmode om og modtage de i stk. 1 omhandlede oplysninger. 3.  Hver medlemsstat meddeler i en erklæring til Rådets Generalsekretariat og til Kommissionen, hvilke myndigheder der skal udføre de i stk. 1 og i artikel 3 omhandlede opgaver. Ændring 21 Artikel 6, stk. 3 a (nyt) 3a. Bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger1 finder anvendelse på oplysninger, som udveksles i henhold til denne rammeafgørelse, indtil der vedtages endnu en rammeafgørelse med henblik på fastlæggelse af en høj standard for databeskyttelse, der skal anvendes, når medlemsstaternes gennemfører EU's retsakter vedrørende politivirksomhed og strafferet. __________________ 1 EFT L 281 af 23.11.1995, s. 31. Ændring 22 Artikel 8, stk. 3 3.  På grundlag af disse oplysninger forelægger Kommissionen før den [...] Europa-Parlamentet og Rådet en rapport om anvendelsen af denne rammeafgørelse, som i givet fald kan ledsages af lovgivningsmæssige forslag. 3.  På grundlag af disse oplysninger forelægger Kommissionen før den ...* Europa-Parlamentet og Rådet en rapport om anvendelsen af denne rammeafgørelse, som i givet fald kan ledsages af lovgivningsmæssige forslag. __________________ * Tre år efter denne rammeafgørelses ikrafttræden. Ændring 23 Artikel 9 a (ny) Artikel 9a Bestemmelser vedrørende Schengen-reglerne Bestemmelserne i artikel 1, 2, 4, 5, 6, 7, 8, 9 og 10 udgør foranstaltninger, der ændrer eller bygger på de bestemmelser, der er omhandlet i bilag A til aftalen indgået mellem Rådet for Den Europæiske Union og Republikken Island og Kongeriget Norge om disse to staters associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengen-reglerne1. __________ 1 EFT L 176 af 10.7.1999, s. 36.

(1) EUT C 100 af 26.4.2003, s. 24.

Europa-Parlamentets beslutning om Kommissionens meddelelse til Europa-Parlamentet og Rådet om en mere sammenhængende europæisk aftaleret - en handlingsplan (KOM(2003) 68 - 2003/2093(INI))

P5_TA(2003)0355 A5-0256/2003

Europa-Parlamentet,

-   der henviser til Kommissionens meddelelse til Europa-Parlamentet og Rådet (KOM(2003) 68 – C5-0210/2003),

-   der henviser til sin beslutning af 26. maj 1989 om en indsats med henblik på tilnærmelse af medlemsstaternes privatret(1),

-   der henviser til sin beslutning af 6. maj 1994 om harmonisering af visse områder inden for medlemsstaternes privatret(2)

-   der henviser til sin beslutning af 15. november 2001 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes civil- og handelsret(3),

-   der henviser til konklusionerne fra Det Europæiske Råd i Tampere (15./16. oktober 1999), navnlig konklusion 39,

-   der henviser til Rådets rapport af 16. november 2001 nr. 13017/01 om behovet for indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes civilret,

-   der henviser til arbejdsdokument fra Generaldirektorat for Forskning med titlen "undersøgelser af privatretten i EU med henblik på forskelsbehandling og indførelse af en europæisk strafferet",

-   der henviser til forretningsordenens artikel 47, stk. 2, og artikel 163,

-   der henviser til betænkningen fra Udvalget om Retlige Anliggender og det Indre Marked (A5&nbhy;0256/2003),

A.   der henviser til, at forskelle mellem medlemsstaternes aftaleretlige bestemmelser hæmmer det indre markeds optimale funktion,

B.   der henviser til, at kun konkrete tiltag inden for en detaljeret tidsplan under konsekvent anvendelse af den fælles terminologi kan føre til en mere sammenhængende europæisk aftaleret,

Kommissionens handlingsplan

1.   bifalder, at handlingsplanen, når det gælder særligt grundlæggende koncepter og typiske problemer, lægger op til etablering af en fælles terminologi inden for en "fælles referenceramme" (punkt 59 ff.);

2.   konstaterer dog, at Kommissionen ikke har været i stand til at blive enig om konkrete foranstaltninger med en detaljeret tidsplan for de kommende år;

3.   opfordrer Kommissionen til at give udviklingen af en "fælles referenceramme" førsteprioritet og til at stramme op på den planlagte tidsramme indtil 2008/2009 for ikke at forsinke de efterfølgende skridt mod målet;

4.   gentager sit krav om, at Kommissionen løbende informerer Parlamentet om status i udarbejdelsen af den "fælles referenceramme";

5.   har til hensigt i begyndelsen af 2004 i fællesskab med Kommissionen at afholde en konference og en høring;

6.   kræver, at der ved fortsættelse af den politiske høringsproces som en del af det fungerende rådsformandskab sker en meningsudveksling mellem institutionerne;

7.   beklager, at Kommissionen ikke har imødekommet Parlamentets opfordring til inden 2004 at oprette en database over national lovgivning og national domspraksis inden for aftaleret, og gentager, at denne dataindsamling er nødvendig for at kunne påbegynde udfærdigelsen af den "fælles referenceramme", idet etablering af et websted (punkt 87) i denne forbindelse ikke er en passende fremgangsmåde;

8.   kræver, at brugere af det juridiske system som dommere, advokater, notarer, virksomheder og forbrugere inddrages i processen til udarbejdelse af den "fælles referenceramme" og konstaterer, at Kommissionen indtil nu kun i begrænset omfang har taget hensyn til disse grupper;

9.   konstaterer, at Kommissionens hidtidige forsøg på at føre samråd med civilsamfundet, navnlig brugerne af det juridiske system og andre interesserede parter, ikke har været tilstrækkelige, navnlig eftersom de bidrag, der er indkommet inden for rammerne af disse samråd, ikke er repræsentative for alle medlemsstater,

10.   beklager, at udviklingen af den elektroniske forretningspraksis ikke er prioriteret tilstrækkelig højt i handlingsplanen, selv om undersøgelser i denne forbindelse kan bevise, at en sammenhængende europæisk aftaleret er påkrævet;

11.   beklager mangelen på en hurtig indsats med henblik på at frembringe optionelle instrumenter inden for en række sektorer, såsom forbrugertransaktioner og forsikring, hvor betydelige fordele kunne opnås både til støtte for det indre markeds virkemåde og til udvidelse af interne fællesskabstransaktioner og -handel, og mener, at en hurtig indsats på disse områder ville bidrage til at præge og udvikle hele handlingsplanprocessen;

12.   opfordrer derfor Kommissionen til at færdiggøre den "fælles referenceramme" inden slutningen af 2006 og derefter hurtigst muligt påbegynde dens gennemførelse;

De næste skridt, der skal tages

13.   konstaterer, at en effektiv måde at vække interesse for den "fælles referenceramme" blandt brugere af det juridiske system som dommere, advokater, notarer, virksomheder og forbrugere består i at stille denne til rådighed som standardaftalevilkår;

14.   mener, at man med henblik på at fremme handelen på tværs af grænserne inden for det indre marked burde prioritere en hurtig indførelse af et optionelt instrument inden for en række sektorer, navnlig sektorerne for forbrugeraftaler og forsikringsaftaler, og opfordrer derfor Kommissionen til hurtigst muligt at frembringe et tilvalgsinstrument inden for forbruger- og forsikringsaftaler, samtidig med at der sikres et højt niveau inden for forbrugerbeskyttelse og integrering af hensigtsmæssige præceptive bestemmelser;

15.   opfordrer derfor til, at der udarbejdes et regelsæt, baseret på den "fælles referenceramme", som skal tilbydes kontraktens parter som en "opt-in - opt-out"-løsning, dvs. at kontraktens parter i første omgang frivilligt kan anvende regelsættet, og at det senere vil kunne gøres bindende;

16.   kræver derudover, at den "fælles referenceramme" anvendes i praksis i forbindelse med voldgiftssager, enten inden for rammerne af det allerede eksisterende "European Extra-Judicial Network" eller et nyt europæisk voldgiftssystem, hvori udelukkende den "fælles referenceramme" anvendes;

17.   gentager derfor sin opfordring til Kommissionen om så hurtigt som muligt i samarbejde med Publikationskontoret i Luxembourg at udgive en publikation om den "fælles referenceramme" i passende format, dvs. i indbundet papirformat og på alle fællesskabssprog;

18.   glæder sig over, at Kommissionen har tilkendegivet at ville skabe større konvergens i EU's forbrugerlovgivning (punkt 73 og 74);

o
o   o

19.   pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

(1) EFT C 158 af 26.6.1989, s. 400. (2) EFT C 205 af 25.7.1994, s. 518. (3) EFT C 140 E af 13.6.2002, s. 538.

Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om forhandling og gennemførelse af luftfartsaftaler mellem medlemsstaterne og tredjelande (KOM(2003) 94 - C5-0065/2003 - 2003/0044(COD))

P5_TA(2003)0356 A5-0263/2003

(Fælles beslutningsprocedure: førstebehandling)

Europa-Parlamentet,

-   der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (KOM(2003) 94)(1),

-   der har fået forslaget forelagt af Kommissionen, jf. EF-traktatens artikel 251, stk. 2, og artikel 80, stk. 2, (C5-0065/2003),

-   der henviser til forretningsordenens artikel 67,

-   der henviser til betænkning fra Udvalget om Regionalpolitik, Transport og Turisme og udtalelse fra Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender (A5-0263/2003),

1.   godkender Kommissionens forslag som ændret;

2.   anmoder om fornyet forelæggelse, hvis Kommissionen agter at ændre dette forslag i væsentlig grad eller erstatte det med en anden tekst;

3.   pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen.

Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 2. september 2003 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. .../2003 om forhandling og gennemførelse af luftfartsaftaler mellem medlemsstaterne og tredjelande

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 80, stk. 2,

under henvisning til forslag fra Kommissionen(2),

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg(3),

under henvisning til udtalelse fra Regionsudvalget(4),

efter proceduren i traktatens artikel 251(5), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)  De internationale luftfartsforbindelser mellem medlemsstaterne og tredjelande har traditionelt været styret af bilaterale luftfartsaftaler mellem medlemsstaterne og tredjelande, de dertil knyttede bilag og andre bilaterale og multilaterale aftaler.

(2)  I henhold til dom fra De Europæiske Fællesskabers Domstol i sag C-466/98, C-467/98, C-468/98, C-469/98, C-471/98, C-472/98, C-475/98 og C-476/98 har Fællesskabet enekompetence til at forhandle, undertegne og indgå forskellige aspekter af sådanne aftaler.

(3)  Domstolen har også præciseret EF-luftfartsselskabers ret til at være omfattet af retten til frit at etablere sig inden for Fællesskabet, herunder deres ret til ikke-diskriminerende markedsadgang til ruter mellem alle medlemsstater og tredjelande.

(4)  Når det er åbenbart, at indholdet af en aftale eller konvention delvist hører under Fællesskabets kompetence og delvist under medlemsstaternes, er det afgørende at sikre et nært samarbejde mellem medlemsstaterne og fællesskabsinstitutionerne, både under forhandlings- og indgåelsesprocessen og under opfyldelsen af de indgåede forpligtelser. Denne forpligtelse er en følge af kravet om enhed i Fællesskabets optræden udadtil. Fællesskabets institutioner og medlemsstaterne bør træffe alle nødvendige skridt til at sikre det bedst mulige samarbejde i den forbindelse.

(5)  Alle eksisterende bilaterale aftaler mellem medlemsstater og tredjelande, hvis bestemmelser er i modstrid med fællesskabslovgivningen, må ændres eller afløses af nye aftaler, som fuldt ud er i overensstemmelse med fællesskabslovgivningen.

(6)  Medmindre andet fremgår af traktatens bestemmelser, særlig artikel 300, kan medlemsstaterne ændre eksisterende aftaler og træffe foranstaltninger til deres gennemførelse indtil det tidspunkt, hvor en aftale indgået af Fællesskabet træder i kraft.

(7)  Det er vigtigt at sikre, at en medlemsstat, der fører forhandlinger, tager hensyn til fællesskabslovgivningen, bredere fællesskabsinteresser og igangværende fællesskabsforhandlinger.

(8)  Hvis medlemsstaterne ønsker at inddrage luftfartsselskaberne i forhandlingsprocessen, bør alle luftfartsselskaber, der er etableret på den pågældende medlemsstats område, og luftfartsselskaber, som på grund af deres rutenet er eller inden for en overskuelig fremtid kunne blive berørt heraf, behandles ligeligt.

(9)  For at sikre, at EF-luftfartsselskabers rettigheder ikke begrænses i urimelig grad, må der ikke indføres nye klausuler i bilaterale luftfartsaftaler, hvis disse forhindrer mere end et EF-luftfartsselskab i at komme ind på et givet marked eller indfører alvorlige begrænsninger med hensyn til tjenesteydelsens frekvens, kapacitet eller service.

(10)  Medlemsstaterne bør indføre ikke-diskriminerende og gennemskuelige procedurer til at fordele trafikrettigheder mellem EF-luftfartsselskaber. De trafikrettigheder, der er tildelt i henhold til en aftale, kan i nogle tilfælde være tilstrækkelige til at give alle EF-luftfartsselskaber, som ønsker at drive virksomhed, mulighed for at få adgang til markedet.

(11)  I overensstemmelse med artikel 2 i Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen(6), bør gennemførelsesforanstaltningerne til forordningen vedtages efter forskriftsproceduren i afgørelsens artikel 5.

(12)  Målene med den foreslåede foranstaltning, koordinering af forhandlinger med tredjelande om indgåelse af luftfartsaftaler, nødvendigheden af at garantere en koordineret fremgangsmåde med hensyn til gennemførelsen og anvendelsen af aftalerne og verifikationen af sådanne aftalers overensstemmelse med fællesskabslovgivningen, kan ikke altid i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor på grund af denne forordnings fællesskabsdimension bedre gennemføres på fællesskabsplan; Fællesskabet kan derfor principielt træffe foranstaltninger i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, jf. traktatens artikel 5.

(13)  I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, som ligeledes er fastsat i traktatens artikel 5, bør der ikke indføres yderligere forpligtelser med hensyn til anmeldelse og udstedelse af licenser, som unødigt begrænser medlemsstaternes handlefrihed, og som er mere vidtrækkende end de generelle forpligtelser, der allerede er fastlagt ved lov.

(14)  For at sikre en koordineret og målrettet fremgangsmåde ved forhandlingen af EF-luftfartsaftaler med tredjelande bør der fastlægges en trepunktsplan herfor. I første fase bør Kommissionen forhandle en EF-aftale om et åbent luftrum med De Forenede Stater. Herefter bør der forhandles og indgås EF-luftfartsaftaler med tredjelande, som ligeledes råder over eller tilstræber et liberaliseret lufttransportmarked. I tredje fase bør det i hvert enkelt tilfælde afgøres, om en EF-aftale med et tredjeland har en nytteværdi for medlemsstaterne.

(15)  Forhandlinger om en EF-aftale om et åbent luftrum med De Forenede Stater bør også omhandle gennemførelsen af princippet om, at forureneren betaler, som fastlagt i traktatens artikel 174, stk. 2.

(16)  Indgåelse af en EF-aftale om et åbent luftrum med De Forenede Stater bør endvidere føre til afvikling af direkte eller indirekte støtte, der ydes til amerikanske luftfartsselskaber, og som fordrejer markedet til skade for EF-luftfartsselskaber -

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

Anmeldelse til Kommissionen

1.  I tilfælde af at der ikke føres officielle fællesskabsforhandlinger med et tredjeland, eller hvis der foreligger en fællesskabsaftale, som ikke vedrører alle spørgsmål, kan en medlemsstat - medmindre andet fremgår af Fællesskabets og dets medlemsstaters respektive kompetencer - indlede forhandlinger med det pågældende land vedrørende en ny aftale eller ændring eller anvendelse af en eksisterende luftrumsaftale, dens bilag eller enhver anden dertil knyttet bilateral eller multilateral aftale. Kommissionen underretter medlemsstaterne om den forestående indledning af officielle forhandlinger senest en kalendermåned, før der indledes sådanne forhandlinger.

2.  Handler en medlemsstat som nævnt i stk. 1, underretter den skriftligt Kommissionen, fremsender en genpart af den pågældende aftale og angiver, hvilke bestemmelser der vil blive behandlet under forhandlingerne, formålene med forhandlingerne og enhver anden relevant oplysning. Anmeldelsen bør principielt fremsendes en kalendermåned, før der etableres kontakt med det pågældende tredjeland.

3.  Kommissionen kan fremsætte bemærkninger til den medlemsstat, som har anmeldt sine hensigter i overensstemmelse med stk. 2.

4.  Når forhandlingerne afsluttes, underretter den pågældende medlemsstat Kommissionen om resultaterne af aftaleudkastet og anden relevant dokumentation.

Artikel 2

Høring af interesserede parter og deltagelse i forhandlinger

Hvis luftfartsselskaberne eller andre interesserede parter inddrages de forhandlinger, der henvises til i artikel 1, skal medlemsstaterne sikre en ligelig behandling af alle EF-luftfartsselskaber, der er etableret på deres respektive områder, for hvilke traktaten gælder, og som råder over en gyldig licens udstedt af myndighederne i den pågældende medlemsstat, og som på grund af deres rutenet er eller kunne blive berørt af forhandlingerne. At et luftfartsselskab er "etableret" på en medlemsstats område betyder, at det der har et datterselskab, en filial eller et agentur, som ikke ejes af den pågældende medlemsstat eller af en af dens statsborgere.

Artikel 3

Forbud mod indførelse af mere restriktive aftaler

En medlemsstat kan ikke indgå nye aftaler, som begrænser antallet af luftfartsselskaber, der skal udpeges, i forhold til allerede eksisterende aftaler. Dette gælder, uanset om der er tale om hele lufttransportmarkedet mellem to parter eller om specifikke ruter fra by til by.

Artikel 4

Indgåelse af aftaler

1.  Efter underretningen som omhandlet i artikel 1, stk. 4, undersøger Kommissionen, om udkastet er foreneligt med fællesskabslovgivningen og Fællesskabets målsætninger på området. Hvis Kommissionen har til hensigt at gøre indsigelse mod indgåelsen af aftalen, træffer den beslutning herom efter forskriftsproceduren i artikel 5 i afgørelse 1999/468/EF under overholdelse dennes artikel 7 og 8.

2.  Kommissionen bistås af det udvalg, der er nedsat ved artikel 11 i Rådets forordning (EØF) nr. 2408/92 af 23. juli 1992 om EF-luftfartsselskabers adgang til luftruter inden for Fællesskabet(7).

Artikel 5

Fordeling af trafikrettigheder

Hvis en medlemsstat indgår en aftale eller ændringer til en aftale eller dens bilag, som omfatter begrænsninger af antallet af trafikrettigheder eller antallet af EF-luftfartsselskaber, der er berettiget til at blive udpeget til at drage fordel af trafikrettigheder, sikrer den pågældende medlemsstat, at trafikrettighederne fordeles blandt de berettigede EF-luftfartsselskaber på grundlag af en ikke-diskriminerende og gennemskuelig procedure.

Artikel 6

Fastlæggelse af procedurer

Medlemsstaterne underretter Kommissionen om enkelthederne ved de procedurer, de anvender med henblik på artikel 2 og 5. Enhver senere ændring af sådanne procedurer anmeldes til Kommissionen senest 6 uger, inden de træder i kraft. Alle sådanne anmeldelser offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 7

Fortrolighed

Kommissionen sikrer, at medlemsstaternes oplysninger om forhandlingerne og deres resultater, som fastsat i artikel 1, behandles fortroligt. Ønsker Kommissionen af velbegrundede årsager at afvige fra denne bestemmelse, kræver dette forhåndsgodkendelse fra medlemsstaterne.

Artikel 8

Ikrafttræden

Denne forordning træder i kraft på tredivtedagen efter offentliggørelse i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i

På Europa-Parlamentets vegne På Rådets vegne

Formand Formand

(1) Endnu ikke offentliggjort i EUT. (2) EUT C ... (3) EUT C ... (4) EUT C ... (5) Europa-Parlamentets holdning af 2. september 2003. (6) EFT L 184 af 17.7.1999, s. 23. (7) EFT L 240 af 24.8.1992, s. 8.

Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning om forslag til Rådets afgørelse om indgåelse af aftalen om søtransport mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og Folkerepublikken Kina på den anden side (6049/1/2003 - KOM(2002) 97 - C5-0062/2003 - 2002/0048(CNS))

P5_TA(2003)0357 A5-0254/2003

(Høringsprocedure)

Europa-Parlamentet,

-   der henviser til forslag til Rådets afgørelse (KOM(2002) 97)(1),

-   der henviser til udkast til aftalen om søtransport mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og Folkerepublikken Kina på den anden side (6049/1/2003),

-   der henviser til EF-traktatens artikel 80, stk. 2, og artikel 300, stk. 2, første afsnit,

-   der henviser til EF-traktatens artikel 300, stk. 3, første afsnit, der danner grundlag for Rådets høring af Parlamentet (C5&nbhy;0062/2003),

-   der henviser til forretningsordenens artikel 67 og artikel 97, stk. 7,

-   der henviser til betænkning fra Udvalget om Regionalpolitik, Transport og Turisme (A5&nbhy;0254/2003),

1.   godkender indgåelsen af aftalen;

2.   anmoder om, at spørgsmål vedrørende anerkendelse af tredjelandes flag inden for rammerne af denne aftale tages op til vurdering i forbindelse med senere forlængelser;

3.   pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes og Folkerepublikken Kinas regeringer og parlamenter.

(1) EFT C 181 E af 30.7.2002, s. 176.

Europa-Parlamentets beslutning om bankers egenkapital (Basel II) (2001/2257(INI))

P5_TA(2003)0358 A5-0258/2003

Europa-Parlamentet,

-   der henviser til det tredje høringsoplæg om den nye Basel-kapitalaftale(1) fra Basel-komitéen for Banktilsyn,

-   der henviser til resultaterne af den tredje kvantitative konsekvensundersøgelse fra Basel-komitéen(2),

-   der henviser til arbejdsdokumenterne fra Kommissionens tjenestegrene vedrørende kapitalkrav til kreditinstitutter og investeringsvirksomheder (3),

-   der henviser til Økonomiudvalgets høring af ekspertpanelet om finansielle tjenesteydelser den 18. september 2002,

-   der henviser til høringen af repræsentanter for banksektoren, erhvervssammenslutninger og tilsynsmyndigheder den 19. februar 2003,

-   der henviser til forretningsordenens artikel 47, stk. 2, og artikel 163,

-   der henviser til betænkning fra Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål (A5-0258/2003),

A.   der henviser til, at der stadig er behov for og stilles krav om at revidere de nuværende egenkapitalbestemmelser, da disse bestemmelser ikke længere i tilstrækkeligt omfang tager højde for den reelle risiko ved en lang række bankforretninger, og fordi de regulerende bestemmelser medfører fare for forvridninger, fejlvurderinger og skjulte risici,

B.   der henviser til, at den højere risikofølsomhed, der tilstræbes i den nye aftale, i sig selv indeholder en risiko for procykliske effekter, idet kreditrisici i reglen stiger i forbindelse med økonomisk tilbagegang, og fordi den nye ordning kunne føre til, at bankerne i en sådan situation strammer deres udlånspolitik, hvilket ville virke forstærkende på recessionen,

C.   der henviser til, at der under forhandlingerne blev opnået talrige forbedringer med hensyn til finansieringen af små og mellemstore virksomheder (SMV'er), men at risikoen for forværrede finansieringsvilkår fortsat ikke kan udelukkes, idet der indtil nu ikke er blevet gennemført en tilstrækkeligt tilbundsgående undersøgelse af de nye ordningers virkning på SMV-sektoren,

D.   der påpeger, at mange SMV'er på grund af den nationale skattelovgivning om interessentskaber ofte kun har et meget begrænset kapitalgrundlag,

E.   der påpeger, at bankerne kan mindske deres kreditrisikoeksponering ved, at virksomhederne i højere grad skaffer sig finansiering på kapitalmarkederne, at de traditionelle bankforbindelser i de fleste medlemsstater også indebærer fordele for de låntagende virksomheder, når det gælder forretnings- og investeringsplaner, og at det trods dette er nødvendigt, at pengeinstitutter og investeringsselskaber i højere grad end hidtil støtter navnlig SMV'er, når det gælder muligheder for værdipapiremissioner,

F.   der henviser til, at reformen af bestemmelserne for kapitalkrav for banker skal tage hensyn til EU's mål om at blive den mest konkurrencedygtige økonomi og om at beskytte forbrugernes og indskydernes rettigheder,

G.   der henviser til, at det er vigtigt at tilstræbe overensstemmelse mellem de nye EU-kapitalkravsbestemmelser, som vil blive fastsat i kapitalkravsdirektiv 3, og Basel II-aftalen for at bevare EU-kreditinstitutters konkurrencemæssige position,

H.   der henviser til, at den europæiske sektor for finansielle tjenesteydelser ønsker at sikre, at EU gennemfører det fremtidige kapitalkravsdirektiv 3 inden for en tidsramme svarende til den, som Basel II-aftalen gennemføres indenfor i andre ikke-EU-lande, for at få konsistente regler og undgå at bringe EU i en konkurrencemæssigt ufordelagtig situation,

I.   der henviser til, at samarbejde mellem EU-tilsynsmyndigheder er nødvendigt for at rationalisere nationale skønsbeføjelser med henblik på at undgå dobbelt indberetning og alle ekstraomkostninger,

1.   hilser de grundlæggende principper i den nye Basel-aftale velkommen, idet der med henblik på at sikre det internationale finanssystems stabilitet og beskytte kundernes indeståender i bankerne er behov for at formulere en række tilsynsbestemmelser, der i tilstrækkeligt omfang tager højde for de reelle risici ved bankforretninger;

2.   understreger imidlertid, at forslagets omkostningsmæssige virkninger for selskaber af alle størrelser og fra alle de berørte sektorer skal vurderes ordentligt; støtter bestemmelser, som søger at bygge på, tilskynde til og anvende sektorens bedste praksis og forsigtig risikostyring frem for at føje helt nye regulerende bestemmelser til den eksisterende praksis; understreger behovet for at tage hensyn til de særlige karakteristika og risikoprofiler for ikke-banker som f.eks.:

3.   mener, at der selv efter tilpasningen af risikovægten fortsat er risiko for, at de nye bestemmelser kan have procykliske virkninger; understreger, at det er nødvendigt at gennemføre endnu en konsekvensundersøgelse af den nye aftales realøkonomiske virkninger og i givet fald foretage ændringer, inden denne aftale træder i kraft;

4.   beklager, at Basel-aftalen og andre internationale aftaler, hvori der fastsættes en ramme for EU-lovgivningen, er blevet indgået uden demokratisk mandat og uden Europa-Parlamentets kontrol; er af den opfattelse, at spørgsmål med sådanne vidtrækkende politiske konsekvenser i fremtiden ikke udelukkende bør afgøres af eksperter;

5.   understreger behovet for at indbygge mekanismer i det nye direktiv for at sikre, at de tekniske foranstaltninger kan ændres hurtigt efter komitologiproceduren, forudsat at EF-traktatens artikel 202 ændres på en måde, der sikrer Europa-Parlamentet en betydelig kontrol over niveau-2-foranstaltningerne samt integrering af samtlige markedsdeltagere i et rådgivningsudvalg, således at man får fleksible EU-bestemmelser, som reagerer på markedsinnovation eller systemiske behov;

6.   støtter det synspunkt, at gennemførelsen af Basel-bestemmelserne inden for EU skal omfatte et bredt spektrum af banker og investeringsselskaber, når dette er hensigtsmæssigt set ud fra de pågældende institutters risikoprofil, for at sikre en fælles tilsynsstandard og fair konkurrence; beklager, at de amerikanske myndigheders strategi med udelukkende at anvende de betragtninger i Basel-aftalerne, som man er nået længst med, på et yderst begrænset antal banker og at lade bestemte grupper investeringsselskaber være helt undtaget fra bestemmelserne ikke udgør et bidrag til udarbejdelsen af internationalt sammenlignelige tilsynsstandarder og medfører, at der ensidigt påføres EU-bankerne omkostninger; kræver derfor, at der tages hensyn til et passende cost-benefit-forhold, når systemkravene udarbejdes, således at der ikke opstår nogen konkurrencemæssige ulemper for den europæiske økonomi; opfordrer Kommissionen til at samarbejde tæt med tilsynsmyndigheder i tredjelande, herunder bestyrelsen for det amerikanske centralbanksystem og det amerikanske finanstilsyn for at sikre en koordineret tilgang til gennemførelse ud fra ønsket om at opretholde lige vilkår;

7.   understreger, at den nye egenkapitalordning på ingen måde må føre til en regelstyret konsolidering af det europæiske bankvæsen eller at institutter inden for sektoren for finansielle tjenesteydelser placeres i en konkurrencemæssigt ufordelagtig situation i forhold til deres internationale pendanter, og at reglerne også skal være håndterlige for mindre pengeinstitutter, idet de pengeinstitutter, der udelukkende anvender standardfremgangsmåden, ikke må forfordeles; kræver under henvisning til den store forskel på de pågældende resultater vedrørende kravene til egenkapital, der tydeligt fremgår af QIS3-undersøgelsen, at der for pengeinstitutterne fastsættes en overgangsfrist med ordninger, der gør det muligt for alle banker at tilpasse deres risikostruktur til den nye ordning, f.eks. ved hjælp af en floor/cap-ordning;

8.   er af den opfattelse, at de risici, som finansieringsinstitutionerne, uanset deres retlige form, løber, af hensyn til konkurrencemæssig lighed bør behandles ens;

9.   opfordrer pengeinstitutterne til at gennemføre kreditvurderingen i en konstruktiv dialog med kunderne og meddele kunden resultaterne af vurderingen;

10.   opfordrer Kommissionen til at oprette en ramme for tilsynsmyndigheders oplysning om samlede data om indvirkningen af den nationale gennemførelse for at tilskynde til en rimelig mindstekonvergens mellem nationalstaternes respektive tilsynspraksis og til at give oplysninger om den fremtidige udvikling af lovgivningsrammen i EU;

11.   hilser det velkomment, at Kommissionen i modsætning til Basel-aftalen ønsker at gøre det muligt permanent at anvende standardfremgangsmåden på dele af låneporteføljen efter indførelse af IRB-fremgangsmåden; er af den opfattelse, at denne mulighed for kun delvis at anvende IRB-fremgangsmåden, navnlig for statslige fordringer og bankfordringer, også bør indgå i Basel-aftalen; går desuden ind for, at det efter aftale med den kompetente tilsynsmyndighed bør være muligt at gå bort fra IRB-fremgangsmåden og vende tilbage til standardfremgangsmåden;

12.   hilser de talrige forbedringer velkomne, der under forhandlingerne blev opnået med hensyn til finansieringsvilkårene for SMV'er; anser navnlig indordningen af lån på op til 1 mio. € til SMV'er under den regulerende retailportefølje for at være et vigtigt skridt; opfordrer dog Kommissionen til at undersøge, om der ikke burde fastsættes et beløb på mere end 1 mio. €; understreger, at indførelsen af endnu et kriterium i form af et kvantitativt granularitetskriterium (0,2%-grænse) ville udgøre en uretfærdig og unødvendig belastning for mindre bankers forretninger med SMV'er; opfordrer dog - for at lette finansieringen for små og mellemstore virksomheder - de nationale myndigheder og banktilsyn til ikke i urimelig grad at lægge hindringer i vejen for, at flere kreditinstitutter, som forbliver selvstændige, danner SMV-retail pools, ved at pålægge dem formelle krav med hensyn til databeskyttelse og bankhemmelighed; kræver en yderligere reduktion af risikovægtningen for SMV over tærsklen for privatkreditter;

13.   kræver, at der i forbindelse med finansieringen af SMV'er regelmæssigt foretages en justering af alle numeriske grænser i forhold til inflationsraten og ændringer i finansieringspraksis;

14.   indser det problematiske i, at en for streng definition af begrebet "misligholdelse", som hovedsagelig orienterer sig efter lånets restancesituation, i mange tilfælde fører til en "kunstig" forhøjelse af misligholdelsestallene og dermed til en overvurdering af den faktiske risiko; kræver - for at forhindre disse konsekvenser og sikre den praktiske anvendelse af misligholdelsesdefinitionen - at det principielt overlades til tilsynsmyndighedernes skøn at anvende indikatorerne for en ringe sandsynlighed for tilbagebetaling;

15.   kræver, at der i højere grad tages hensyn til problematikken vedrørende finansiering af virksomhedsetableringer; kræver især lettelser for kapitalandele i nystartede virksomheder og indførelse af en SMV-komponent for andele i allerede etablerede små og mellemstore virksomheder; henstiller i denne forbindelse til medlemsstaterne og til virksomhedernes fælles organisationer at nedsætte det sædvanligvis høje risikoindhold i banklån og andele i nyoprettede SMV'er gennem nationale, regionale eller sektorbestemte støtteprogrammer, herunder programmer som led i handlingsplanen vedrørende risikokapital, således at bankerne ikke pålægges urimelige risici i forhold til den lovbestemte egenkapital;

16.   kræver, at der i særlig grad tages hensyn til de interesser, som statslige erhvervsfremmeinstitutter og industriens hjælpeorganisationer har, og at der i forbindelse med kreditter, der er sikret gennem disse organer, ikke stilles højere kapitalkrav; mener desuden, at man bør fremme virksomhedernes ejerinteresser i disse fælles organisationer, som er nødvendige af hensyn til bankvirksomheden, og som gør det muligt for små og mellemstore banker at tilbyde deres kunder et fuldt sortiment af banktjenesteydelser (centralt institut, byggesparekasse, forsikring, datacentral osv.);

17.   glæder sig over den mulighed, der gives långivere for at anvende en favorabel risikovægtning (35 %) på lavrisiko-boligfinansieringslån (punkt 45 i QIS-undersøgelsen), og opfordrer indtrængende Kommissionen til i kapitalkravsdirektivet at indføre bestemmelser, som ligeledes tager sigte på at afspejle den relative risikoeksponering for forskellige realkreditprodukter;

18.   hilser det velkomment, at der med den nye aftale er væsentligt bedre muligheder for at stille sikkerhed; opfordrer dog Kommissionen til at ændre den nuværende forfordeling af tingslig sikkerhed, så denne form for sikkerhed ligestilles med behandlingen af finansiel sikkerhedsstillelse;

19.   beklager, at der på europæisk niveau ikke er blevet gennemført en tilstrækkeligt grundig konsekvensanalyse af de nye egenkapitalbestemmelsers virkninger på finansieringsvilkårene for SMV'er; opfordrer Kommissionen til at gennemføre den planlagte SMV-undersøgelse hurtigst muligt, fremlægge resultaterne i god tid før det kommende forslag til direktiv og i passende omfang at tage hensyn hertil;

20.   kræver, at det ved behandlingen af sikkerhedsstillelse af krav ('sekuritisering') sikres, at de nye regler ikke indebærer, at kapitalkravene bliver højere samlet for samtlige banker, som deltager i en transaktion, end de kapitalkrav, som ville gælde, hvis kravene ikke skulle sikkerhedsstilles; foreslår dog, at vilkårene for sikkerhedsstillelse af krav udformes på en sådan måde, at man gennem den nødvendige gennemskuelighed sikrer beskyttelsen af køberne af denne form for "asset backed securities";

21.   mener, at små investeringsselskaber også bør sikre sig mod forretningsmæssige risici ved at tegne ansvarsforsikringer uden at gøre brug af kundernes indeståender og finansieringsinstrumenter; hilser det velkomment, at Kommissionen agter at lade investeringsselskaber, der især ikke driver egenhandel, være undtaget fra kapitalkrav i forbindelse med operationelle risici;

22.   er af den opfattelse, at det kan være en meget stor belastning for de banker og investeringsselskaber, der i forhold til deres samlede forretningsvolumen har en relativt lille kreditportefølje, at afsætte kapital til dækning af operationelle risici, da de ikke i samme omfang som banker med en større kreditportefølje har gavn af mere egnede metoder til måling af kreditrisici; opfordrer Kommissionen til under drøftelser med markedsdeltagere at finde løsninger for alle aktiviteter, der noteres i handelsbøger, som i fuldt omfang afspejler disse forretningers særlige kendetegn, og til at foretage en konsekvensvurdering for at sikre dette;

23.   hilser Kommissionens ønske om i modsætning til Basel-komitéen at give pantebreve en lavere risikovægt velkommen; opfordrer dog samtidig Kommissionen til at foretage vurderingen af pantebreve ud fra sikkerhedsstillelsens bonitet og ikke ud fra pantebrevsudstederens risiko; opfordrer indtrængende Kommissionen til omhyggeligt at overveje alle regulerende foranstaltninger, som ville mindske realkreditobligationers konkurrenceevne i forhold til lignende finansieringsteknikker;

24.   ønsker, at Kommissionen nøje overvejer kriterierne for fastsættelse af kapitalkrav for projektlån (specialized lending) også på baggrund af den nye plan for udvikling af den europæiske infrastruktur;

25.   kræver en fleksibel gennemførelse af "Supervisory Review"-processen (søjle II); mener især, at gennemførelsen af udførlige inspektioner på stedet kun kan forsvarers, når der er tale om store pengeinstitutter med en meget kompliceret struktur; opfordrer Kommissionen til at fastsætte en ramme med henblik på at forhindre, at tilsynsmyndigheden foretager alt for intensive indgreb, og som sikrer et hensigtsmæssigt minimum af konvergens mellem de enkelte staters tilsynspraksis;

26.   er af den opfattelse, at det råderum, som på grundlag af subsidiaritetsprincippet er tildelt medlemsstaterne i direktivet, har sin grænse dér, hvor et integreret europæisk finansmarkeds funktionsdygtighed er truet, og markedsaktørerne forledes til at drive tilsynsarbitrage;

27.   opfordrer Kommissionen til, om muligt inden direktivet vedtages, at forelægge en aktuel analyse af anvendelsespraksis i medlemsstaterne med hensyn til de forskellige former for egenkapital, herunder ansvar i henhold til det gældende egenkapitaldirektiv, dvs. at ajourføre sin rapport KOM(2000) 74 (om anvendelse af egenkapitaldirektivet);

28.   understreger, at dobbelt oplysning som følge af modstridende regnskabskrav og myndighedskrav i henhold til søjle 3 skal undgås for ikke at skabe yderligere reguleringsomkostninger;

29.   opfordrer Kommissionen til, at nødvendige bestemmelser om databeskyttelse eventuelt gennemføres eller tilpasses som led i gennemførelsen af Basel II; mener, at noget tilsvarende bør gælde for bestemmelser i det planlagte direktiv om forbrugerkredit, som regulerer håndteringen af data;

30.   pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

(1) http://www.bis.org (2) http://www.bis.org/bcbs/qis/qis3results.pdf (3) http://europa.eu.int/comm/internal_market/regcapital/cp3/2003-consultpaper3_en.htm

Europa-Parlamentets beslutning om Kommissionens meddelelse om anden situationsrapport om økonomisk og social samhørighed: Tendenserne i regionerne, debat om den fremtidige udvikling (KOM(2003) 34 - 2003/2095(INI))

P5_TA(2003)0359 A5-0267/2003

Europa-Parlamentet,

-   der henviser til Kommissionens meddelelse (KOM(2003) 34),

-   der henviser til forretningsordenens artikel 47, stk. 2, og artikel 163,

-   der henviser til betænkning fra Udvalget om Regionalpolitik, Transport og Turisme (A5&nbhy;0267/2003),

A.   der henviser til, at regional- og samhørighedspolitikken spiller en væsentlig rolle i den europæiske integrationsproces og for fremme af det indre marked og Den Økonomiske og Monetære Union,

B.   der henviser til, at det er nødvendigt at understrege denne politiks betydning for fremme af samhørigheden i en udvidet Europæisk Union, der vil komme til at opleve en markant forøgelse af forskellene i udviklingsniveau mellem de forskellige regioner, og at de midler, der stilles tilrådighed, skal svare til de nye behov,

C.   der henviser til, at det er af afgørende betydning at slå bro over forskellene og fremme en langsigtet, afbalanceret og polycentrisk udvikling i hele Den Europæiske Union,

D.   der henviser til, at de retningslinjer, der blev vedtaget på Det Europæiske Råds møder i Lissabon og Göteborg om konkurrenceevne og en bæredygtig udvikling, fortsat bør være bestemmende for de prioriterede mål for Unionens strategi i de kommende årtier,

E.   der forventer, at Kommissionen inden udgangen af 2003 forelægger konkrete konklusioner og forslag i den tredje situationsrapport om økonomisk og social samhørighed,

Generelle bemærkninger

1.   konstaterer, at det er nødvendigt at opstille mere præcise mål og prioriteringer for at skabe bedre metoder til at håndtere ulighederne og resultaterne af samhørighedspolitikken i det udvidede EU;

2.   er enig med Kommissionen i at afvise bestræbelserne på at gøre regional- og samhørighedspolitikken til et nationalt anliggende og glæder sig over dens faste vilje til at bevare en ægte fællesskabspolitik;

3.   støtter Kommissionen i det synspunkt, at den fælles regional- og samhørighedspolitik bør gennemføres i alle de regioner i Unionen, der opfylder de opstillede kriterier;

4.   mener, at den kommende regionalpolitik, der vil omfatte den "nye" økonomi og være baseret på den videnbaserede økonomi, klart bør tage hensyn til de retningslinjer og forslag, der er indeholdt i det europæiske fysiske og funktionelle udviklingsperspektiv (EFFU), der blev fastsat på det uformelle møde i Rådet (regionalpolitik og fysisk planlægning) i Potsdam i maj 1999;

5.   fastholder, at der er akut behov for, at de sektorrelaterede politikker i højere grad bidrager til at nå samhørighedsmålet, især de politikker, der har væsentlig indvirkning på jorden, som f.eks. politikkerne for landbrug, fiskeri, transport, forskning og teknologi, uddannelse og erhvervsuddannelse samt informationssamfundet;

6.   minder om nødvendigheden af at styrke koordinationen mellem de ovennævnte politikker og regional- og samhørighedspolitikken;

7.   mener, at der bør lægges særlig vægt på at skabe rigtig ligevægt og den bedst mulige kombination af det landbrugsmæssige og det bymæssige aspekt af udviklingspolitikken, samtidig med at der gøres en indsats for at bekæmpe arbejdsløsheden, hvor den end forekommer;

8.   understreger nødvendigheden af en direkte sammenhæng mellem regionalpolitikken og den europæiske konkurrencepolitik, især hvad angår skattelettelser og statsstøtte til regionerne;

9.   fastholder det standpunkt, at det nuværende loft på 0,45 % af Fællesskabets BNP for midler, der er afsat til samhørighedspolitikken, er så lavt, at det nødvendigvis må gå ud over opfyldelsen af målsætningerne for EU's samhørighedspolitik, hvis det sænkes, og mener endvidere, at en evaluering af behovene inden for samhørighedspolitikken er nødvendig inden for den nærmeste fremtid i forbindelse med de finansielle overslag med henblik på udvidelsen;

Mål 1

10.   understreger, at Kommissionen bør være særlig opmærksom på de regioner, der rammes af udvidelsens "statistiske virkninger" og mister deres ret til støtte under mål 1 på grund af omberegningen af EU's BNP, således at den også i fremtiden behandler disse regioner som mål 1-lignende områder, idet støtten ydes i tilsvarende omfang og jf. bestemmelserne i traktatens artikel 87, stk. 3, litra a);

11.   opfordrer Kommissionen til at være særlig opmærksom på de regioner, der i kraft af deres egen indsats ikke længere er omfattet af mål 1, men som ikke desto mindre har behov for en finansiel overgangsordning for at kunne stabilisere deres positive udvikling;

12.   mener, at opmærksomheden i overensstemmelse med traktatens artikel 299, stk. 2, især bør rettes mod de afsides beliggende regioner og regioner med yderst lav befolkningstæthed, jf. artikel 2 i protokol 6 til tiltrædelsestraktaten for Østrig, Sverige og Finland;

13.   understreger, at Kommissionens opmærksomhed ligeledes bør rettes mod de i traktatens artikel 158 omhandlede mindst begunstigede områder eller øer;

14.   erkender, at den politiske og økonomiske prioritering fortsat bør være mål 1-områderne;

15.   erkender, at 75 % af det gennemsnitlige BNP for EU-medlemsstaterne fortsat bør være hovedkriteriet for støtteberettigelse under mål 1;

16.   understreger den afgørende rolle, som Samhørighedsfonden spiller for miljøbeskyttelsesprojekter og transport, og understreger betydningen af at bevare denne fond, især for de nye medlemsstater, idet det især skal påses, at de infrastrukturer, der finansieres over Samhørighedsfonden, ikke er i strid med prioriteringerne ifølge den nye politik for bæredygtig mobilitet i hvidbogen om den europæiske transportpolitik frem til 2010 - de svære valg (KOM(2001) 370) og ikke skaber konkurrencefordrejninger mellem medlemsstaterne; understreger endvidere, at det er vigtigt at koordinere fondens foranstaltninger med strukturfondsprogrammerne med sigte på at forbedre strategierne for bæredygtig udvikling i regionerne;

17.   henviser til Samhørighedsfondens betydning, især for de nye medlemsstater, idet medlemsstater, hvis BNP er på under 90 % af EU-gennemsnittet, og som ikke tilhører eurozonen, modtager en kombineret støtte fra Samhørighedsfonden og strukturfondene til anvendelse inden for områderne miljø og transeuropæiske net;

Mål 2

18.   konstaterer med tilfredshed, at Kommissionen anerkender betydningen af mål 2 for fremme af den økonomiske og sociale samhørighed og mindskelse af forskellene i udviklingsniveau mellem de enkelte regioner i det udvidede EU;

19.   støtter ideen om et nyt mål 2, der vil fremme den regionale konkurrenceevne inden for rammerne af en afbalanceret og bæredygtig polycentrisk udvikling i overensstemmelse med retningslinjerne fra Lissabon og Göteborg;

20.   understreger, at det kommende mål 2 som hidtil bør finde anvendelse på arealenheder med strukturproblemer, som bør støttes svarende til deres udviklingsniveau og omfanget af deres problemer;

21.   opfordrer Kommissionen til at opstille klare og objektive fællesskabskriterier for støtteberettigelse for mål 2-regioner med henblik på at give mulighed for opfyldelse af tematiske mål, som anført i anden situationsrapport om økonomisk og social samhørighed;

22.   anser det for påkrævet, at man handler inden for rammerne af sammenhængende og globale programmer for regional økonomisk udvikling og især koncentrerer sig om hovedelementerne i den regionale konkurrenceevne, dvs. grad af tilgængelighed, navnlig hvad angår landdistrikter, områder i periferien og bjerg- og øområder, forskning og udvikling, uddannelse og erhvervsuddannelse samt informationssamfundet;

23.   mener, at de regioner (øområder, bjergegne og tyndtbefolkede områder), hvor de permanente geografiske handicap udgør en hindring for udviklingen af økonomi, produktion og beskæftigelse, og som ikke er berettigede til at modtage støtte fra andre strukturfonde, skal være støtteberettigede i forhold til et ændret mål 2 eller et nyt specifikt fællesskabsinitiativ;

24.   understreger nødvendigheden af mere klarhed med hensyn til anvendeligheden af foranstaltningerne under de forskellige mål og kræver især, at foranstaltningerne og bevillingerne overføres fra mål 3 til det nye mål 2;

25.   fastholder nødvendigheden af en præcis definition af forholdet mellem regionalpolitikken og politikken for udvikling af landdistrikter, der gennemføres inden for rammerne af den anden søjle i den fælles landbrugspolitik, og den socioøkonomiske støtte, der er til rådighed under den strukturelle del af det finansielle instrument til udvikling af fiskeriet (FIUF);

26.   støtter Kommissionens regionale udviklingsstrategi, især hvad angår ideen om et fælles program og en finansieringspakke for hver region;

27.   bekræfter, at det er nødvendigt med klare og utvetydige kriterier for gennemførelsen af mål 2, så det bliver muligt at opnå en afbalanceret fordeling af de økonomiske ressourcer mellem regionerne baseret på reelle behov;

Regionalt samarbejde

28.   understreger behovet for en konsistent politik for regionalt samarbejde i dens tre dimensioner, nemlig grænseoverskridende (over land eller hav), transnationalt og interregionalt;

29.   opfordrer Kommissionen til på den bedst mulige måde at fremme det regionale samarbejde, idet den udnytter sine erfaringer fra de positive fællesskabsinitiativer og forenkler procedurerne;

30.   opfordrer Kommissionen til på grundlag af de erfaringer, der er indhøstet med INTERREG, at forelægge forslag til at gøre det regionale samarbejde mere funktionsdygtigt og i den forbindelse sørge for, at investeringerne i og gennemførelsen af visse grænseoverskridende infrastrukturprojekter kan finansieres via de nye regionalpolitiske fællesskabsinstrumenter;

31.   henstiller, at innovative foranstaltninger og pilotprojekter opretholdes og styrkes efter 2006;

Forenkling

32.   støtter Kommissionens overordnede mål med at forenkle reglerne for gennemførelsen af regionalpolitikken, især gennem styrkelse af sammenhængen mellem målene og fremme af den regionale dimension i gennemførelsen, forvaltningen og planlægningen af programmerne og støtteforanstaltningerne, og går ind for ideen om en finansieringsstrategi for hvert enkelt udviklingsmål;

33.   minder Kommissionen om sit krav om trepartsaftaler mellem Kommissionen og de enkelte medlemsstater og regioner;

34.   opfordrer Kommissionen til at gennemføre en klar fordeling af ansvaret og beføjelserne på samtlige aktører i samhørighedspolitikken;

35.   mener, at der bør ske en meget større forenkling af de administrative procedurer, især hvad angår det bureaukrati, der omgiver betalingsproceduren (ofte overdreven kontrol m.m.);

36.   gentager sin overbevisning om, at det både er nødvendigt og muligt at opnå reel balance mellem forenkling og kontrol;

37.   kræver, at partnerskabets rolle styrkes som led i revisionen af strukturfondsforordningerne; mener, at Kommissionen på baggrund af de uensartede fremskridt i medlemsstaternes udnyttelse af partnerskabet bør forelægge forslag til harmonisering af gennemførelsen og udvælgelsen af partnerskaber i regionalpolitikken;

o
o   o

38.   pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

Europa-Parlamentets beslutning om de i strukturel henseende ugunstigt stillede områder (øer, bjergområder og regioner med lav befolkningstæthed) i forbindelse med samhørighedspolitikken og de institutionelle perspektiver (2002/2119(INI))

P5_TA(2003)0360 A5-0188/2003

Europa-Parlamentet,

-   der henviser til sin beslutning af 24. april 1997 om udviklingsproblemerne i regionerne i Den Europæiske Unions yderste periferi(1) og sin beslutning af 28. maj 1998 om Den Europæiske Unions problemer vedrørende øregioner(2),

-   der henviser til sin beslutning af 25. oktober 2000 om EF-traktatens artikel 158 om øers status(3),

-   der henviser til sin beslutning af 7. februar 2002 om Kommissionens anden rapport om den økonomiske og sociale samhørighed(4),

-   der henviser til sin beslutning af 7. november 2002 om Kommissionens meddelelse om første situationsrapport om økonomisk og social samhørighed(5),

-   der henviser til EF-traktatens artikel 154,

-   der henviser til EF-traktatens artikel 158 sammen med erklæring nr. 30, der er knyttet til traktaten,

-   der henviser til udtalelse af 27. juli 1998 (SJ218/98) fra Juridisk Tjeneste, som præciserer fortolkningen af EF-traktatens artikel 158,

-   der henviser til EF-traktatens artikel 162,

-   der henviser til konklusionerne fra Det Europæiske Råd i Nice i december 2000 (punkt 55 og erklæring J),

-   der henviser til Kommissionens meddelelse af 30. januar 2003: Anden situationsrapport om økonomisk og social samhørighed (KOM(2003) 34),

-   der henviser til Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om bjergområdernes fremtid i EU(6),

-   der henviser til strukturfondsforordning (EF) nr. 1260/1999, 1264/1999 og 1265/1999 af 21. juni 1999 og nr. 1783/1999 af 12. juli 1999,

-   der henviser til forretningsordenens artikel 163,

-   der henviser til betænkning fra Udvalget om Regionalpolitik, Transport og Turisme (A5&nbhy;0188/2003),

A.   der henviser til, at samhørigheden udgør en af Unionens strategiske målsætninger, idet dens mål er at fremme en harmonisk og ensartet udvikling på hele dens område ved navnlig at eliminere de faktorer, som hindrer udviklingen, af socio-økonomiske årsager, eller særlige geografiske udviklingsproblemer, som forringer konkurrenceevnen og livskvaliteten i de pågældende områder,

B.   der henviser til, at sigtet med princippet om territorial økonomisk og social samhørighed på det økonomiske og sociale område er at skabe en decentral integration af Den Europæiske Unions område, så der tilvejebringes lige muligheder for samtlige regioner,

C.   der henviser til de generelt positive resultater, der hidtil er opnået med samhørighedspolitikken, således som det fremgår af Kommissionens anden rapport herom, men at disse resultater ikke må bortlede opmærksomheden fra de endnu uløste problemer og de nødvendige korrektioner,

D.   der henviser til, at Unionen efter udvidelsen bør øge samhørighedspolitikkens effektivitet yderligere i betragtning af de langt større forskelle, der vil forekomme i et Fællesskab med 25 medlemsstater,

E.   der henviser til, at den finansielle støtte til de tilbagestående regioner i de nye medlemsstater i en umiddelbar fremtid skal ydes under hensyntagen til problemerne og udviklingsefterslæbet i de områder, som på nuværende tidspunkt er støtteberettigede, især i dem, som lider under vedvarende handicap, og de nuværende mål 1-regioner, problemer der givetvis ikke vil kunne afhjælpes ved hjælp af ændrede statistiske resultater,

F.   der henviser til Kommissionens undersøgelse af øregionerne af 5. maj 2003,

G.   der henviser til, at samhørighedspolitikken bør sætte sig ud over de rent økonomiske kriterier, som bygger på økonomiske procentsatser af BNP, ligesom de skal omfatte kriterier til evaluering af de vedvarende strukturelle faktorer, der vanskeliggør den økonomiske og sociale udvikling i regionerne,

H.   der henviser til, at strukturinterventionerne i medfør af mål 1 og 2 i regioner med vedvarende strukturelle handicap er upræcise og har forskellige resultater, men at de ikke kan opfylde målsætningen om en bæredygtig udvikling, som er i overensstemmelse med de grundlæggende vilkår,

I.   der henviser til, at den særlige retlige status for ultraperifere områder, der er kendetegnet ved vedvarende, alvorlige og kumulative handicap af geografisk, klimatisk og strukturel art, skyldes deres meget fjerne beliggenhed i forhold til det europæiske fastland,

J.   der henviser til, at man fremover ikke længere udelukkende skal behandle målet om samhørighed ud fra en økonomisk og social synsvinkel, men også ud fra et territorialt aspekt, idet hensyntagen til den territoriale dimension er fuldt ud forenelig med en tilgang, der er målrettet efter en tematisk EU-prioritering, som det anføres i Kommissionens anden rapport om økonomisk og social samhørighed,

K.   der henviser til, at princippet om territorial samhørighed kan defineres som gående ud på at opstille et princip om retfærdighed for de europæiske borgere, uanset hvor de bor, idet målet er at give EU's indbyggere ligelige betingelser for adgang til tjenesteydelser af almen interesse og sikre optimale konkurrencebetingelser, bæredygtig udvikling og forbedret livskvalitet for alle EU-områder under særlig hensyntagen til deres meget forskellige geografiske og demografiske vilkår,

L.   der henviser til, at status som øsamfund på en og samme tid er et geografisk og kulturelt træk - og dermed også et aktiv, som vil kunne udnyttes i en udviklingsstrategi - og et vedvarende handicap, som udgør en yderligere hindring for de pågældende områders konkurrenceevne,

M.   der henviser til, at EF-traktatens artikel 158 ganske vist omhandler øer, men at den har vist sig at være et utilstrækkeligt middel til at sikre gennemførelse af de særlige politikker og interventioner, som de pågældende områder har behov for,

N.   der henviser til, at EU omfatter 286 øregioner med et indbyggertal på hen ved 10 millioner,

O.   der henviser til, at bjergområderne (der udgør hen ved 30% af Unionens areal) er en værdi i sig selv og et særligt karakteristika ved Fællesskabets område, en værdi hvis skrøbelighed forudsætter en forsigtig politik med henblik på en fysisk og økonomisk, men også en kulturel beskyttelse,

P.   der henviser til, at de tyndtbefolkede områder i EU lider under helt specifikke handicap som f.eks. meget få indbyggere, et koldt klima og lange afstande regionerne imellem og til de vigtigste EU-markeder, som indebærer vedvarende strukturelle ulemper, hvad der forudsætter en særlig langsigtet støtte,

Q.   der henviser til, at den stigende befolkningsaldring i mange EU-områder er en faktor, der kan hæmme deres socioøkonomiske udvikling, og at der derfor må tages hensyn hertil i forbindelse med den næste reform af EU's strukturpolitik,

R.   der henviser til, at ovennævnte hindringer i mange tilfælde er kumulative (f.eks. for bjergrige øer eller affolkede bjergområder) eller af særlig alvorlig art (f.eks. for øgrupper, meget små øer eller meget tyndt befolkede områder såsom Nordsverige eller Nordfinland),

S.   der henviser til, at landbrugssystemerne i områder, der lider under vedvarende handicap (øer, bjergområder eller regioner med lav befolkningstæthed) er karakteriseret ved strukturmæssige uligheder, som er afgørende for og definerer landbruget i de pågældende områder; der fremhæver EF-traktatens artikel 33, stk. 2, litra a), hvori der henvises til landbrugserhvervets særlige karakter, som er en konsekvens af landbrugets sociale struktur og de naturbetingede forskelle mellem de forskellige landbrugsområder,

T.   der henviser til, at den nuværende statsstøtteordning enten ser bort fra eller ikke tager tilstrækkeligt hensyn til den særlige situation for disse områder, selv om støtte, der ydes som kompensation for deres vedvarende handicap, helt klart ikke bør betragtes som fordrejninger af det indre marked, men derimod som nødvendige rebalanceringsforanstaltninger,

U.   der henviser til, at Parlamentet i sin beslutning af 12. februar 2003 om Kommissionens hvidbog om den europæiske transportpolitik(7) anførte, at transportpolitikken skal bidrage til den økonomiske og sociale samhørighed og tage hensyn til de særlige karakteristika, der kendetegner de fjernest beliggende områder, øområderne og bjergområderne samt regioner med lav befolkningstæthed, og fremhævede vigtigheden af at tage behørigt hensyn til disse områders særlige behov;

V.   der henviser til, at der med EF-traktaten er afgivet en række tilsagn over for randområderne og øområderne,

1.   understreger sin overbevisning om, at en samhørighedspolitik på fællesskabsniveau er af afgørende betydning for udviklingen i EU, og at en sådan politik grundlæggende vil kunne indebære en værditilvækst for Fællesskabet, som vil kunne forbedre udviklingsmulighederne, og afviser principielt ethvert forsøg på at renationalisere denne politik;

2.   ønsker, at målsætningen om en bedre konkurrenceevne bliver et centralt led i samhørighedspolitikken, og at denne skal omfatte alle de økonomiske udviklingsfaktorer, lige fra de menneskelige ressourcer til forskning og fra tilgængelighed til forbedring af infrastrukturerne;

3.   understreger kraftigt, at solidaritetsprincippet, som ligger til grund for Fællesskabets samhørighedspolitik, også skal tages i anvendelse over for regioner med særlige geografiske udviklingsproblemer, dvs. øregioner, bjergområder og tyndt befolkede områder;

4.   anser fællesskabsinitiativprogrammerne (CIP), med hvilke det er lykkedes at fremme samarbejdet mellem regionerne, hvor der er gjort betydelige erfaringer med partnerskab, for værende samhørighedsforanstaltninger;

5.   gør opmærksom på, at mens EF-traktaten indeholder fremgangsmåder til fordel for regionerne i den yderste periferi, findes der ingen specifikke bestemmelser for de andre områder, som er ramt af vedvarende geografiske handicap;

6.   anmoder med henblik på den næste programmeringsperiode om anerkendelse af de forskellige specifikke vilkår for regioner med særlige geografiske udviklingsproblemer (øer, bjergområder og tyndt befolkede områder); mener, at regionale områder, hvor disse forskellige geografiske forhold bremser den økonomiske, produktionsmæssige og beskæftigelsesmæssige udvikling, og som ikke kan opnå støtte fra andre strukturfonde, bør være støtteberettiget under et fornyet mål 2;

7.   anmoder om en særlig interventionsramme for fællesskabsstøtte til enhver aktion, der har til formål at mindske vedvarende strukturelle handicap på lang sigt eller afbøde deres følgevirkninger;

8.   foreslår endvidere, at regioner med sådanne vedvarende handicap uafhængigt af deres grad af støtteberettigelse under de fremtidige strukturpolitikker (mål 1 og 2 eller "udfasning") klassificeres på en sådan måde, at de kan opnå EF-medfinansiering på 5-10% alt efter deres handicap, navnlig med hensyn til kumulative og særlig alvorlige handicap;

9.   anser det for hensigtsmæssigt, at der i EU's forskellige instanser gøres overvejelser om anvendelsen af EF-traktatens artikel 158 sammen med den dertil knyttede erklæring nr. 30, ifølge hvilken der skal gennemføres særlige og samordnede foranstaltninger for at gøre det muligt for de mindst udviklede regioner og øområder, som lider under udviklingshandicap (navnlig øer), at konkurrere på lige fod med de bedre stillede områder;

10.   opfordrer Kommissionen til i forbindelse med revisionen af forordningerne om strukturpolitikken for perioden 2007-2013 at iværksætte en åben debat om, hvordan områderne med vedvarende handicap bedst kan integreres i de nye bestemmelser ud fra deres særlige karakteristika og med de bedste muligheder for udvikling;

11.   understreger nødvendigheden af, at der i samhørighedspolitikken tages passende hensyn til de geografiske, fysiske, kulturelle og økonomiske karakteristika i bjergområderne, som er afgørende for disse og er vigtige for indbyggernes livsførelse, ved anerkendelse af deres særlige karakter og udnyttelse af deres særlige aktiver;

12.   kræver i forbindelse med bjergområderne, at der, som det er tilfældet i den fælles landbrugspolitik, hvor disse udtrykkeligt (i EUGFL-forordningens artikel 17) omtales som ugunstigt stillede i forbindelse med udøvelse af landbrug, tilføjes en relevant henvisning i forordningen om strukturfondene;

13.   anser det for væsentligt at tage bjergområdernes problemer op som led i en tværnational og grænseoverskridende strategi for at afhjælpe den uundgåelige opsplitning og den mangel på effektivitet, som er resultatet af en i geografisk henseende begrænset indfaldsvinkel;

14.   opfordrer til, at muligheden for i EF-traktaten at indføje en eksplicit henvisning til de tyndtbefolkede områder i EU i overensstemmelse med protokol nr. 6 til Østrigs, Finlands og Sveriges tiltrædelsesakt overvejes; mener, at der hermed vil kunne gennemføres mere hensigtsmæssige foranstaltninger på såvel nationalt niveau som fællesskabsniveau for at opveje et udviklingshandicap, som skyldes vedvarende naturbetingede og geografiske forhold; hermed ville disse særlige forhold også kunne afspejles i andre EU-politikker som f.eks. konkurrencepolitikken, miljøpolitikken og transportpolitikken;

15.   erkender, at lange afstande til de vigtigste europæiske markeder og inden for regionerne er en alvorlig hæmsko for regionernes konkurrencedygtighed og udviklingsmuligheder; opfordrer til, at der gennemføres en grundig evaluering af de positive virkninger, som informationsteknologien kan have for tyndtbefolkede områder, og henstiller, at det bidrag, som tyndt befolkede områders unikke kulturarv og naturressourcer yder til EU's værditilvækst, anerkendes;

16.   understreger nødvendigheden af, at EU, medlemsstaterne, regionerne og kommunerne med henblik på den fremtidige samhørighedspolitik sammen tager fat om de påtrængende affolkningsproblemer og årsagerne hertil, navnlig i tyndt befolkede områder og i områder, der ligger langt fra de økonomiske centre;

17.   er af den opfattelse, at der ved en mere effektiv strategi for øerne bør tages hensyn til den isolerede beliggenhed og de vanskelige adgangsforhold, som er omtalt i traktaten (især artikel 158 og erklæring nr. 30 til Amsterdam-traktaten) i de fremtidige forordninger som kriterier for adkomst til støtte inden for alle de foranstaltninger, der gennemføres som led i samhørighedspolitikken;

18.   mener, at det med revisionen af Fællesskabets konkurrencepolitik vil blive muligt at øge regionalstøttens virkninger i regioner med vedvarende geografiske handicap og sikre, at der findes offentlige tjenesteydelser af høj kvalitet;

19.   kræver, at EF-traktatens artikel 87, stk. 3, litra a), om statsstøtte ændres, så den kommer til at omfatte de regioner, som lider under alvorlige eller vedvarende geografiske eller demografiske handicap;

20.   anser det endvidere for nødvendigt, at der i forbindelse med andre fællesskabspolitikker, navnlig vedrørende transport og miljøbeskyttelse, tages hensyn til de særlige karakteristika for regioner med vedvarende geografiske handicap som led i en europæisk politik for fysisk planlægning, der på en sammenhængende måde skal ledsage samhørighedspolitikken;

21.   fremhæver den rolle, som de store transeuropæiske net kan spille med henblik på at afhjælpe vanskelighederne i forbindelse med adgangsforhold og forbedring af konkurrenceevnen og den geografiske samhørighed og håber, at der i de transeuropæiske net fremover vil blive lagt større vægt på områder med vedvarende handicap;

22.   fremhæver den strategiske værdi af Det Europæiske Fysiske og Funktionelle Udviklingsperspektiv (EFFU), som takket være udsigten til anvendelse af en polycentrisk model kan støtte bestræbelserne på at fremme væksten i områder, som ud over at lide under specifikke geografiske handicap generelt befinder sig langt væk fra de områder, hvor de økonomiske aktiviteter overvejende er koncentreret; håber, at dette strategiske dokument, når det er relevant, vil blive taget op på ny i lyset af udvidelsen;

23.   anser det for nødvendigt, at retningslinjerne for den statslige regionalstøtte, som sandsynligvis har større indvirkning på situationen i disse regioner end strukturpolitikken, revurderes, for at områder med vedvarende strukturelle handicap kan nyde godt af revurderede nettosubventionsækvivalentlofter;

24.   opfordrer regeringskonferencen til i den fremtidige traktat om en forfatning for Europa at indføje anerkendelse af de vedvarende geografiske handicap og behovet for en fællesskabsstrategi for at afhjælpe disse;

25.   foreslår endvidere etablering af en juridisk ramme, der sikrer den fornødne smidighed i bestemmelserne om statsstøtte, ved at supplere den nuværende traktats artikel 87, stk. 3, litra a) som følger:"

26.   mener følgelig, at man må gribe lejligheden i forbindelse med udarbejdelsen af den fremtidige forfatningstraktat til på én gang at tage fat om situationen i disse forskellige områder ved at præcisere bestemmelserne i artikel 158 om øer og tage højde for situationen i bjergområder og tyndt befolkede områder;

27.   foreslår på den baggrund, at traktatens artikel 158 suppleres med følgende bestemmelse (på grundlag af erklæring nr. 30 i Amsterdam-traktaten om øområder): "[Fællesskabet] tager hensyn til vedvarende strukturelle ulemper, der skyldes øbeliggenhed, bjergbeliggenhed og lav befolkningstæthed, navnlig når disse ulemper er af kumulativ eller særlig alvorlig art. For bedre at integrere disse områder i det indre marked på rimelige vilkår træffer det, når det er berettiget, særlige foranstaltninger i forhold til graden af handicap";

28.   pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til Regionsudvalget.

(1) EFT C 150 af 19.5.1997, s. 62. (2) EFT C 195 af 22.6.1998, s. 59. (3) EFT C 197 af 12.7.2001, s. 193. (4) EFT C 284 E af 21.11.2002, s. 329. (5) P5_TA(2002)0535. (6) EUT C 61 af 14.3.2003, s. 113. (7) P5_TA(2003)0054.