(Høringsprocedure)

Europa-Parlamentet,

-   der henviser til Kommissionens forslag til Rådet (KOM(2004)0227)(1),

-   der henviser til EF-traktatens artikel 93, der danner grundlag for Rådets høring af Parlamentet (C6-0039/2004),

-   der henviser til artikel 27 i Rådets direktiv 92/12/EØF af 25. februar 1992 om den generelle ordning for punktafgiftspligtige varer, om oplægning og omsætning heraf samt om kontrol hermed(2),

-   der henviser til forretningsordenens artikel 51,

-   der henviser til betænkning fra Økonomi- og Valutaudvalget og udtalelse fra Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse (A6-0138/2005),

1.   godkender Kommissionens forslag som ændret;

2.   opfordrer Kommissionen til at ændre sit forslag i overensstemmelse hermed, jf. EF-traktatens artikel 250, stk. 2;

3.   opfordrer Rådet til at underrette Parlamentet, hvis det ikke agter at følge den tekst, Parlamentet har godkendt;

4.   anmoder Rådet om at høre Parlamentet på ny, hvis det agter at ændre Kommissionens forslag i væsentlig grad;

5.   pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen.

Kommissionens forslag   Ændringer Ændring 1 BETRAGTNING -1 (ny) (-1) Tretten år efter udløbet af den i artikel 14 i EF-traktaten fastsatte periode er målsætningen heri stadig ikke opfyldt for tobak, alkoholholdige drikkevarer og mineralolier. Der må gøres en fornyet indsats for at øge den frie bevægelighed for de varer, der er pålagt punktafgift, og for at indføre et indre marked på dette område. Ændring 2 BETRAGTNING 2 (2)  Siden da har man kunnet konstatere, at selv om tallene for bevægelser inden for Fællesskabet af varer, for hvilke der er erlagt afgifter, stadig er forholdsvis beskedne, har flere og flere erhvervsdrivende og privatpersoner siden denne første undersøgelse forsøgt at fortolke bestemmelserne i artikel 7 til 10 på en sådan måde, at de kan legitimere en handelspraksis, der gør det muligt at erlægge punktafgiften i den medlemsstat, hvor varerne anskaffes. Desuden har stigningen i antallet af internettransaktioner samt afskaffelsen af det toldfrie salg for personer, der rejser inden for Fællesskabets grænser, ført til en øget anvendelse af de ovennævnte bestemmelser. Med udgangspunkt i en ny undersøgelse, der blev indledt i januar 2002, og som henvendte sig såvel til de nationale administrationer som de berørte dele af erhvervslivet, har Kommissionen udarbejdet en rapport om anvendelsen af artikel 7 til 10 i direktiv 92/12/EØF. (2)  Siden da har man kunnet konstatere, at selv om tallene for bevægelser inden for Fællesskabet af varer, for hvilke der er erlagt afgifter, stadig er forholdsvis beskedne, har flere og flere erhvervsdrivende siden denne første undersøgelse prøvet at fortolke bestemmelserne i artikel 7 til 10 i direktiv 92/12/EØF på en sådan måde, at de kan legitimere en handelspraksis, der gør det muligt at erlægge punktafgiften i den medlemsstat, hvor varerne anskaffes, ligesom et stigende antal privatpersoner i en anden medlemsstat køber varer til egen brug, for hvilke der på lovlig vis betales punktafgift i den medlemsstat, hvor varerne anskaffes. Desuden har stigningen i antallet af internettransaktioner samt afskaffelsen af det toldfrie salg for personer, der rejser inden for Fællesskabets grænser, ført til en øget anvendelse af de ovennævnte bestemmelser. Med udgangspunkt i en ny undersøgelse, der blev indledt i januar 2002, og som henvendte sig såvel til de nationale administrationer som de berørte dele af erhvervslivet, har Kommissionen udarbejdet en rapport om anvendelsen af artikel 7 til 10 i direktiv 92/12/EØF. Ændring 3 BETRAGTNING 6 (6)  I artikel 7 skelnes der mellem forskellige situationer, hvor punktafgiftspligtige varer, der allerede er overgået til forbrug i en medlemsstat, oplægges i erhvervsmæssigt øjemed i en anden medlemsstat, men det fremgår ikke klart, hvem der er ansvarlig for erlæggelse af punktafgiften i bestemmelsesmedlemsstaten i de forskellige situationer. Man bør derfor for hver enkelt af de relevante situationer utvetydigt fastslå, hvem der er ansvarlig for erlæggelse af punktafgiften, samt hvilke forpligtelser der skal overholdes i bestemmelsesmedlemsstaten. (6)  I artikel 7 skelnes der mellem forskellige situationer, hvor punktafgiftspligtige varer, der allerede er overgået til forbrug i en medlemsstat, oplægges i erhvervsmæssigt øjemed i en anden medlemsstat, men det fremgår ikke klart, hvem der er ansvarlig for erlæggelse af punktafgiften i bestemmelsesmedlemsstaten i de forskellige situationer. Man bør derfor for hver enkelt af de relevante situationer utvetydigt fastslå, hvem der er ansvarlig for erlæggelse af punktafgiften, samt hvilke forpligtelser der skal overholdes i bestemmelsesmedlemsstaten med henblik på en harmonisering af medlemsstaternes nationale lovgivning på dette område. Ændring 4 BETRAGTNING 7 (7)  I disse situationer bør man endvidere forenkle de forpligtelser, der skal overholdes af personer, der ikke er etableret i den medlemsstat, hvor varerne oplægges, men som er ansvarlige for erlæggelsen af punktafgiften, samtidig med at man giver de berørte medlemsstaters myndigheder mulighed for at udøve en mere effektiv kontrol med varebevægelser. (7)  I disse situationer bør man endvidere forenkle de forpligtelser, der skal overholdes af personer, der ikke er etableret i den medlemsstat, hvor varerne oplægges, men som er ansvarlige for erlæggelsen af punktafgiften, samtidig med at man giver de berørte medlemsstaters myndigheder mulighed for at udøve en mere effektiv kontrol med varebevægelser med henblik på at gennemføre det indre marked med hensyn til punktafgifter. Ændring 5 BETRAGTNING 13 (13)  Medlemsstaternes mulighed for at operere med vejledende niveauer med henblik på at kunne fastslå, om varer oplægges i erhvervsmæssigt øjemed eller til privatpersoners egen brug, bør udgå. Disse vejledende restriktioner kan i øvrigt aldrig i sig selv af myndighederne bruges til at retfærdiggøre en beslutning om, at en oplægning af punktafgiftsbelagte varer er af erhvervsmæssig karakter. Vejledende restriktioner skal derfor kun ses som retningslinjer, som myndigheder giver deres embedsmænd i forbindelse med kontrol. (13)  Medlemsstaternes mulighed for at operere med vejledende niveauer med henblik på at kunne fastslå, om varer oplægges i erhvervsmæssigt øjemed eller til privatpersoners egen brug, bør udgå. Disse vejledende restriktioner er alt for ofte blevet anvendt som obligatoriske begrænsninger i nogle medlemsstater og har i praksis ført til forskelsbehandling, hvilket er i strid med principperne for det indre marked. Vejledende restriktioner skal derfor kun ses som retningslinjer, som myndigheder giver deres embedsmænd i forbindelse med kontrol og bør ikke være det eneste kriterium, der anvendes til at fastslå, om punktafgiftspligtige varer oplægges til privatpersoners egen brug eller i erhvervsmæssigt øjemed. Ændring 6 BETRAGTNING 14 (14)  Artikel 9, stk. 3, bør udgå, eftersom det ikke er formålstjenligt at bibeholde en fiskal bestemmelse, der giver medlemsstaterne mulighed for at fravige det i artikel 8 indeholdte princip i forbindelse med sikkerhed hvad angår transport af mineralolier. udgår Ændring 7 ARTIKEL 1, NR. 3, LITRA B Artikel 9, stk. 2, indledning (direktiv 92/12/EØF) 2.  For at kunne afgøre, om de i artikel 8 omhandlede varer er bestemt til erhvervsmæssige formål, skal medlemsstaterne tage hensyn til følgende: 2.  De i artikel 8 omhandlede varer anses for at være erhvervet af privatpersoner til egen brug, medmindre det kan godtgøres, at de er bestemt til erhvervsmæssige formål, under hensyntagen til følgende:

(1) Endnu ikke offentliggjort i EUT. (2) EFT L 76 af 23.3.1992, s. 1. Senest ændret ved direktiv 2004/106/EF (EFT L 359 af 4.12.2004, s. 30).