Indeks 
 Forrige 
 Næste 
 Fuld tekst 
Procedure : 2005/2572(RSP)
Forløb i plenarforsamlingen
Forløb for dokumenter :

Indgivne tekster :

RC-B6-0361/2005

Forhandlinger :

PV 09/06/2005 - 15

Afstemninger :

PV 09/06/2005 - 16.1

Vedtagne tekster :

P6_TA(2005)0241

Vedtagne tekster
PDF 14kWORD 38k
Torsdag den 9. juni 2005 - Strasbourg
Bolivia
P6_TA(2005)0241RC-B6-0361/2005

Europa-Parlamentets beslutning om Bolivia

Europa-Parlamentet,

-   der henviser til sine tidligere beslutninger om situationen i Bolivia, især beslutningen af 23. oktober 2003(1),

-   der henviser til forretningsordenens artikel 115, stk. 5,

A.   der er foruroliget over den alvorlige institutionelle krise, Republikken Bolivia befinder sig i, navnlig efter at præsident Carlos Mesa er trådt tilbage,

B.   der henviser til, at Bolivia er Sydamerikas fattigste land,

C.   der henviser til, at flertallet af den bolivianske befolkning lever under meget trange kår, og at det er nødvendigt med en hurtig indsats for at sikre, at deres krav om social retfærdighed imødekommes, og at den demokratiske udviklingsproces fortsætter,

D.   der henviser til, at det bolivianske samfund nærer et dybtfølt ønske om at få indført reelt demokrati, der udmønter sig i den indfødte befolknings direkte deltagelse i offentlige anliggender,

E.   der henviser til, at store dele af det bolivianske samfund, især den indfødte befolkning, landbrugere, arbejdstagere og arbejdsløse har ret til på lovlig og fredelig vis at gøre deres rettigheder gældende med hensyn til at deltage i landets styre,

F.   der henviser til den risiko, det indebærer for den sociale og politiske stabilitet i Bolivia, at ulighederne fortsat er så store og alvorlige, at den indianske befolknings rettigheder stadig ikke anerkendes, og at den ukontrollerede udnyttelse af landets ressourcer kan resultere i en ødelæggelse af naturressourcerne og naturområderne,

G.   der henviser til forværringen af konflikten i løbet af de seneste uger med generalstrejke i flere regioner, sultestrejker, arbejdsnedlæggelser inden for undervisnings- og sundhedssektoren og titusindvis af demonstrationer i gaderne,

H.   der henviser til, at præsident Mesa over for denne bølge af protester har indgivet sin afskedsbegæring til Kongressen og opfordret de demonstrerende samfundsgrupper til at give parlamentet tilladelse til at genoptage sine møder for at drøfte og træffe afgørelse om landets fremtid,

1.   understreger sin faste og målrettede støtte til det demokratiske system, retsstaten og den forfatningsbaserede samfundsorden i Bolivia, og håber, at præsident Mesas tilbagetræden ikke vil efterlade landet i et magtmæssigt tomrum, som vil kunne udnyttes til at fjerne landet fra den vej, det er slået ind på, og som bygger på respekt for de demokratiske værdier og retsstatsprincippet;

2.   er foruroliget over de politiske og sociale begivenheder, der finder sted i Bolivia, og især i La Paz, hvor den udøvende og lovgivende magt har sæde;

3.   håber, at man når til enighed i det bolivianske samfund, således at landets naturressourcer, herunder navnlig energiressourcerne, udnyttes til gavn for landets udvikling samt borgernes sociale velfærd;

4.   anmoder om, at bestræbelserne på at styrke og udbygge demokratiet i Bolivia fortsættes, og henstiller til Den Europæiske Union og medlemsstaterne at støtte demokratiseringsprocessen på hensigtsmæssig vis, således at landet kan komme ud af den politiske og økonomiske knibe, det befinder sig i;

5.   er overbevist om, at det er nødvendigt at skabe plads til dialog, således at Bolivia på fredelig vis og inden for de demokratiske institutioners og den forfatningsbaserede samfundsordens rammer kan overvinde krisen, og opfordrer samtidig til, at der udvises mådehold, så der kan skabes grundlag for en konstruktiv dialog mellem alle dele af befolkningen og dermed for et klima præget af den tillid og forståelse, der skal til for at lede landet ind i en fredelig overgangsfase;

6.   anmoder om, at der udsendes en delegation fra Europa-Parlamentet til Bolivia for at analysere den nuværende situation på stedet og foreslå hensigtsmæssige former for bistand, som kan bidrage til fredelige og demokratiske forandringer, og erklærer sig villigt til som observatør at følge valghandlinger, hvor dets tilstedeværelse kan være påkrævet;

7.   pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen, medlemsstaternes regeringer, Republikken Bolivias regering og Kongres samt til generalsekretæren for Organisationen af Amerikanske Stater (OAS).

(1) EUT C 82 E af 1.4.2004, s. 634.

Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik