Indeks 
 Forrige 
 Næste 
 Fuld tekst 
Procedure : 2004/0165(COD)
Forløb i plenarforsamlingen
Dokumentforløb : A6-0216/2005

Indgivne tekster :

A6-0216/2005

Forhandlinger :

PV 05/07/2005 - 13

Afstemninger :

PV 06/07/2005 - 4.9

Vedtagne tekster :

P6_TA(2005)0281

Vedtagne tekster
PDF 200kWORD 132k
Onsdag den 6. juli 2005 - Strasbourg
Den Europæiske Socialfond ***I
P6_TA(2005)0281A6-0216/2005
Beslutning
 Konsolideret tekst

Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om Den Europæiske Socialfond (KOM(2004)0493 - C6-0090/2004 - 2004/0165(COD))

(Fælles beslutningsprocedure: førstebehandling)

Europa-Parlamentet,

-   der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (KOM(2004)0493)(1),

-   der har fået forslaget forelagt af Kommissionen, jf. EF-traktatens artikel 251, stk. 2, og artikel 148 (C6-0090/2004),

-   der henviser til forretningsordenens artikel 51,

-   der henviser til betænkning fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender og udtalelser fra Budgetudvalget, Regionaludviklingsudvalget og Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling (A6–0216/2005),

1.   godkender Kommissionens forslag som ændret;

2.   anmoder om fornyet forelæggelse, hvis Kommissionen agter at ændre dette forslag i væsentlig grad eller erstatte det med en anden tekst;

3.   pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen.

(1) Endnu ikke offentliggjort i EUT.


Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 6. juli 2005 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. .../2005 om Den Europæiske Socialfond
P6_TC1-COD(2004)0165

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 148,

under henvisning til forslag fra Kommissionen,

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg(1),

under henvisning til udtalelse fra Regionsudvalget(2),

efter proceduren i traktatens artikel 251(3), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)  Rådets forordning (EF) nr. .../2005 [om generelle bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond og Samhørighedsfonden](4) fastlægger rammebestemmelserne for indsatsen under strukturfondene og Samhørighedsfonden og opstiller navnlig mål, principper og regler for partnerskab, programmering, evaluering og forvaltning. Det er derfor nødvendigt at definere de opgaver, som Den Europæiske Socialfond, i det følgende benævnt "ESF", har i relation til dem, der er fastlagt i traktatens artikel 146, og i forbindelse med medlemsstaternes og Fællesskabets bestræbelser på at udvikle en samordnet strategi for beskæftigelse som foreskrevet i traktatens artikel 125. Af klarhedshensyn bør der i stedet for Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1784/1999 af 12. juli 1999 om Den Europæiske Socialfond(5) vedtages en ny forordning.

(2)  Det er nødvendigt at fastsætte særlige bestemmelser om den type aktiviteter, der kan finansieres under de mål, der er fastlagt i forordning (EF) nr. .../2005 [om generelle bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond og Samhørighedsfonden] og i overensstemmelse med Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 af 25. juni 2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget(6).

(3)  Det er nødvendigt at respektere fondenes generelle opbygning og sikre fordelingen mellem de forskellige mål som fastlagt i forordning (EF) nr. .../2005 [om generelle bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond og Samhørighedsfonden].

(4)  ESF bør støtte de af medlemsstaternes politikker, som nøje følger de retningslinjer og henstillinger, der er udarbejdet under den europæiske beskæftigelsesstrategi, og som er i overensstemmelse med de af Fællesskabet fastlagte mål med hensyn til social integrering, ikke-forskelsbehandling samt fremme af ligestilling mellem kvinder og mænd, almen og erhvervsfaglig uddannelse, samt de politikker, der anvender begrebet livslang læring såvel på som uden for arbejdspladsen, og med særlig vægt på den første uddannelse, så der derved ydes et bedre bidrag til virkeliggørelsen af de mål, der opnåedes enighed om på Det Europæiske Råds møder i Lissabon og Göteborg, og anvendelsen af traktatens artikel 2 og artikel 299, stk. 2, navnlig hvad angår skabelse af betingelser for højere produktivitet og konkurrenceevne samt større social samhørighed og bedre jobkvalitet.

(5)  Denne indfaldsvinkel er særlig vigtig i betragtning af udfordringerne som følge af EU's udvidelse og den økonomiske globalisering.

(6)  I den forbindelse er det uomgængeligt nødvendigt at erkende, at den europæiske sociale model er vigtig. Der må imidlertid foretages reformer af denne model for at sikre, at der fortsat ydes støtte især til socialt udsatte borgere.

(7)  Der er indhøstet nye erfaringer med EF-initiativprogrammet EQUAL, navnlig med hensyn til kombinering af lokale, regionale, nationale og europæiske foranstaltninger, adgang for ikke-statslige organisationer ( ngo'er) og ngo-ledelse af projekter, inddragelse af målgrupper, fastlæggelse af politiske temaområder og integrering heraf, innovation og eksperimentering, tværnational dimension, adgang for grupper, der er holdt uden for arbejdsmarkedet, og håndtering af de sociale følgevirkninger på det indre marked.

(8)  For bedre at kunne forudse og styre forandringer bør støtten fra ESF navnlig koncentreres om forbedring af arbejdstageres og virksomheders samt erhvervsdrivendes tilpasningsevne over for følgerne af globaliseringen og virksomhedsomlægninger, styrkelse af arbejdstagernes kvalifikationer, forbedring af arbejdsvilkårene, proaktive foranstaltninger, som f.eks. omskoling og personlig karriererådgivning, der er tilpasset den enkeltes kvalifikationer, for at forhindre, at strukturarbejdsløshed udvikler sig til langtidsledighed, øget adgang til beskæftigelse og udvidet arbejdsmarkedsdeltagelse med henblik på fuld beskæftigelse, udbygning af den sociale integrering af dårligt stillede og disses adgang til beskæftigelse og bekæmpelse af forskelsbehandling som følge af de grunde, der er anført i artikel 13 i traktaten, fattigdom og social udstødelse samt fremme af partnerskaber med henblik på reformer.

(9)  ESF bør også bidrage til en løsning af problemer i tilknytning til den demografiske udvikling i EU's aktive befolkning. I den forbindelse bør den lægge særlig vægt på at afhjælpe sådanne problemer, navnlig gennem livslang erhvervsfaglig uddannelse.

(10)  Ud over disse vigtige opgaver er det for at øge den økonomiske vækst, for at skabe beskæftigelsesmuligheder for kvinder og mænd, for at opnå bedre arbejdskvalitet og -produktivitet og for at tilskynde økonomisk inaktive til at vende tilbage til arbejdsmarkedet nødvendigt i de mindst udviklede regioner og medlemsstater under konvergensmålet at øge og forbedre investeringerne i de menneskelige ressourcer og at udbygge den institutionelle, administrative og judicielle kapacitet, navnlig med henblik på forberedelse og gennemførelse af reformer og håndhævelse af de gældende bestemmelser.

(11)  Foranstaltninger til opfyldelse af målet om "regional konkurrenceevne og beskæftigelse" og/eller "konvergens"-målet bør tage hensyn til traktatens artikel 299, stk. 2.

(12)  Fremme af innovative aktiviteter er af grundlæggende betydning og bør integreres i ESF's anvendelsesområde, både i forbindelse med konvergensmålet og målet om regional konkurrenceevne og beskæftigelse. Der bør ydes støtte til fremme og afprøvning af innovative koncepter og aktiviteter i overensstemmelse med de europæiske retningslinjer og henstillinger, der er udarbejdet under den europæiske beskæftigelsesstrategi, og med de af Fællesskabet fastlagte mål med hensyn til social integrering. I forbindelse med sådanne aktiviteter bør loftet for bidrag fra ESF forhøjes til 85 %.

(13)  Fremme af tværnationalt samarbejde er af grundlæggende betydning og bør integreres i ESF's anvendelsesområde. Koordineringsforanstaltninger inden for rammerne af tværnationalt, grænseoverskridende og interregionalt samarbejde bør finansieres af ESF med 100 %.

(14)  Det er nødvendigt at skabe sammenhæng mellem ESF's indsats og den politik, der er fastlagt under den europæiske beskæftigelsesstrategi, og at koncentrere ESF-støtten om gennemførelsen af retningslinjerne og henstillingerne vedrørende beskæftigelse og af Fællesskabets mål med hensyn til social integrering samt medlemsstaternes nationale planer for social integrering. ESF kan også støtte foranstaltninger, der rækker ud over den nationale beskæftigelsesplan, hvis de er nødvendige som følge af særlige regionale og lokale forhold, og hvis det på den måde bliver lettere at nå Lissabon-målene med hensyn til beskæftigelse, social integrering og social samhørighed. ESF bør også bidrage til opnåelse af synergivirkninger i forbindelse med andre fondes foranstaltninger til fordel for en bæredygtig udvikling på lokalt, regionalt og nationalt plan. ESF-støtte bør også bidrage til opnåelse af målene om social integrering og almen og erhvervsfaglige uddannelse.

(15)  En efficient og effektiv gennemførelse af de foranstaltninger, der støttes af ESF, forudsætter en god forvaltningsskik og et partnerskab mellem alle relevante territoriale og socioøkonomiske aktører, navnlig arbejdsmarkedets parter og andre involverede, også på regionalt og lokalt plan.

(16)  Det er ikke alene nødvendigt at forenkle lovgivningen på dette område, men også og navnlig at ændre procedurerne, så de bliver enklere, hurtigere og mindre bureaukratiske for at sikre en mere effektiv og bedre udnyttelse af midlerne og bedre overholdelse af tidsfristerne for igangværende foranstaltninger.

(17)  Der kan fastsættes bestemmelser, som giver lokale aktører, herunder ngo'er, mulighed for enkel og hurtig adgang til støtte fra fonden til aktiviteter vedrørende bekæmpelse af social udstødelse, hvorved deres evne til at gøre en indsats på området øges.

(18)  Medlemsstaterne og Kommissionen skal sikre, at gennemførelsen af de prioriterede foranstaltninger, der finansieres af ESF under konvergensmålet og målet om regional konkurrenceevne og beskæftigelse, medvirker til at fremme ligebehandling og afskaffe forskelsbehandling af mænd og kvinder samt af personer tilhørende dårligt stillede grupper og samfundsflertallet. Lige muligheder for kvinder og mænd og mindretal bør kombineres med særlige foranstaltninger, der kan forbedre adgangen til beskæftigelse og vedvarende øge kvindernes, handicappedes, vandrende arbejdstageres og medlemmer af etniske mindretals - især romaers - andel i og avancementsmuligheder på arbejdsmarkedet.

(19)  ESF bør også yde støtte til teknisk bistand i overensstemmelse med budgetmyndighedens vedtagelser, navnlig med henblik på at tilskynde til gensidig kvalificering gennem udveksling af erfaringer og formidling og overførsel af god praksis, og på at fremhæve ESF's bidrag til gennemførelsen af Fællesskabets politiske mål og prioriterede opgaver vedrørende beskæftigelse og social integrering samt bekæmpelse af social udstødelse og forskelsbehandling.

(20)  Ifølge forordning (EF) nr. .../2005 [om generelle bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond og Samhørighedsfonden] skal reglerne om udgifters støtteberettigelse fastsættes på nationalt plan med visse undtagelser, for hvilke der skal fastsættes særlige bestemmelser. Undtagelserne vedrørende ESF bør derfor fastsættes -

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

Formål

Denne forordning fastlægger opgaverne for Den Europæiske Socialfond (ESF) og anvendelsesområdet for støtten under målene "konvergens" og "regional konkurrenceevne og beskæftigelse", der er defineret i artikel 3 i forordning (EF) nr. .../2005 [om generelle bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond og Samhørighedsfonden], samt de former for udgifter, der er støtteberettigede.

Artikel 2

Opgave

1.  ESF skal styrke den økonomiske, sociale og territoriale samhørighed ved at forbedre beskæftigelsesegnetheden og beskæftigelsesmulighederne, tilskynde til et højt beskæftigelsestal og skabe flere og bedre arbejdspladser. Med henblik herpå støtter den de politikker i medlemsstaterne, der tager sigte på fuld beskæftigelse, forbedring af arbejdsmuligheder, -kvalitet og -produktivitet i enhver henseende, fremme af social integrering, bekæmpelse af social udstødelse, herunder forbedring af dårligt stilledes adgang til beskæftigelse, fremme af ikke-forskelsbehandling som følge af de grunde, der er anført i traktatens artikel 13, samt ligestilling mellem mænd og kvinder og mindskelse af de nationale, regionale og lokale forskelle i beskæftigelsen.

ESF støtter navnlig foranstaltninger, der er i overensstemmelse med de retningslinjer og henstillinger, der er vedtaget under den europæiske beskæftigelsesstrategi, og under hensyntagen til forpligtelserne i medlemsstaternes nationale handlingsplaner for social integrering og instrumenterne hertil.

2.  Ved varetagelsen af de opgaver, der er omhandlet i stk. 1, skal ESF medvirke til at løse Fællesskabets prioriterede opgaver, hvad angår behovet for at øge den sociale samhørighed, styrke produktiviteten og konkurrenceevnen og fremme økonomisk vækst og bæredygtig udvikling. ESF fremmer især integration af økonomisk inaktive på arbejdsmarkedet og støtter navnlig foranstaltninger, der afspejler Fællesskabets mål på områderne for bekæmpelse af social udstødelse, navnlig af dårligt stillede grupper såsom handicappede, almen og erhvervsfaglig uddannelse og ligestilling af mænd og kvinder samt ikke-forskelsbehandling.

ESF sikrer, at der tages hensyn til de principper, der er udviklet af programmet Equal, navnlig med hensyn til kombinering af lokale, regionale nationale og europæiske initiativer; ngo-adgang og ngo-projektledelse, inddragelse af målgrupper, identificering og derefter integrering af politiske spørgsmål, den praktiske betydning af politikudvikling, innovation og eksperimentering, en lokalt forankret metode, en grænseoverskridende metode, adgang til arbejdsmarkedet for marginaliserede grupper og håndtering af sociale indvirkninger på det indre marked.

Artikel 3

Bistandens anvendelsesområde

1.  Inden for rammerne af konvergensmålet og målet om regional konkurrenceevne og beskæftigelse støtter ESF foranstaltninger og innovative tiltag i medlemsstaterne og i det tværnationale samarbejde vedrørende følgende prioriterede opgaver:

a)  Forbedring af tilpasningsevnen hos arbejdstagere og virksomheder, navnlig ved at fremme

   i) livslang læring og virksomheders, navnlig SMV'ers, og arbejdstageres øgede investeringer i menneskelige ressourcer gennem større ansvarlighed og oprettelse af flere nye virksomheder, udvikling og indførelse af systemer for livslang læring og strategier, der kan sikre bedre adgang til intern uddannelse for navnlig alle lavtuddannede, højtuddannede og ældre arbejdstagere, større gennemsigtighed med hensyn til kvalifikationer og kompetence, herunder anerkendelsen af kvalifikationer og kompetence, der er erhvervet i et andet land, udbredelse af informationsteknologi, og fremme af iværksætterlyst og innovation
   ii) tidlig konstatering og positiv styring af økonomiske forandringer, gennem en forøgelse af virksomhedsinvesteringer, især i SMV'er, udvikling og udbredelse af innovative og mere produktive former for arbejdstilrettelæggelse, kvalitativ forbedring af arbejdsvilkår, især af sundhedsbeskyttelsen og sikkerheden på arbejdspladsen, gennem særlig støtte til SMV'er og mikrovirksomheder og deres repræsentative organisationer på nationalt, regionalt og lokalt plan ved anvendelsen af den eksisterende lovgivning, fremme af en hensigtsmæssig ligevægt mellem sikkerhed og fleksibilitet, identificering af fremtidige beskæftigelses- og kvalifikationsbehov, tilstrækkeligt udbud af muligheder for deltidsarbejde, udvikling af specifikke beskæftigelsestjenester, erhvervsfaglige tjenester og uddannelsestjenester såvel som omskolings- og støttetjenester for bedre at beskytte arbejdstagerne mod følgerne af omstrukturering af virksomheder og sektorer.

b)  Forbedring af adgangen til beskæftigelse og vedvarende integrering på arbejdsmarkedet for arbejdssøgende og inaktive, især søgen efter løsninger på langtids- og ungdomsarbejdsløshed og den grænseoverskridende integrering af arbejdsmarkeder, forebyggelse af arbejdsløshed og tilbagevendende arbejdsløshed, forlængelse af den erhvervsaktive periode og øget beskæftigelse af kvinder, handicappede, legale vandrende arbejdstagere, inaktive personer på over 40 år men stadig arbejdsdygtige, langtidsledige og medlemmmer af etniske mindretal - især romaer - navnlig ved at fremme:

   i) modernisering og styrkelse af arbejdsmarkedsinstitutioner, navnlig arbejdsformidlinger og andre initiativer, der bidrager til EU's og medlemsstaternes strategi for fuld beskæftigelse
   ii) gennemførelse af aktive og forebyggende foranstaltninger, der kan sikre en tidlig identificering af behov og personlig karrierestøtte, rådgivning og videreuddannelse som led i individuelle handlingsplaner, arbejdssøgning, omskoling og mobilitet samt foranstaltninger, der kan fremme selvstændig erhvervsvirksomhed og etablering af egen virksomhed, incitamenter og fremme af arbejdsbetingelser, der tilskynder til en længere erhvervsaktiv periode, specifikke foranstaltninger til fremme af unges adgang til arbejdsmarkedet, navnlig ved oprettelse af erhvervspraktikantordninger og iværksætterincitamenter, anvendelse af den tredje sektor og overgangsarbejdsmarkedsmodellen som en vej mod fuld beskæftigelse, børnepasning og transportstøtte som mekanismer til at tilskynde inaktive og arbejdsløse til at arbejde
   iii) integration af kønsaspektet og specifikke foranstaltninger, der kan forbedre adgangen til beskæftigelse og øge kvinders muligheder for varig beskæftigelse og avancement, fjerne direkte og indirekte kønsbaseret forskelsbehandling på arbejdsmarkedet, herunder bekæmpelse af årsagerne til kønsbaserede lønforskelle; der bør tages særligt hensyn til kvinder, der ønsker at vende tilbage til arbejdsmarkedet efter barselsorlov eller forældreorlov, og til afskedigede kvinder, der kun mangler få år i at have optjent retten til pension
   iv) foranstaltninger, der kan fremme mulighederne for at forene arbejde og privatliv, herunder lettere adgang til børnepasning og pleje af personer med behov herfor
   v) v) specifikke foranstaltninger, der kan fremme den sociale integrering af vandrende arbejdstagere og øge disses muligheder for beskæftigelse, herunder rådgivning og sprogundervisning samt anerkendelse af kompetence, der er erhvervet i et andet land
   vi) specifikke foranstaltninger til at kompensere for de særlige begrænsninger, der hidrører fra de specielle karakteristika i forbindelse med regionerne i den yderste periferi, i overensstemmelse med traktatens artikel 299, stk. 2
   vii) om fornødent psykologisk rådgivning til økonomisk inaktive.

c)  Forbedring af den sociale integrering og vedvarende integrering på arbejdsmarkedet af dårligt stillede og bekæmpelse af social udstødelse og alle former for forskelsbehandling på arbejdsmarkedet og i lokalsamfundene, f.eks. ved at fremme:

   i) mulighederne for beskæftigelse og integrering i samfundet af dårligt stillede personer, vandrende arbejdstagere, medlemmer af etniske mindretal - især romaer - beboere i dårligt stillede områder eller dele heraf, personer uden skoleuddannelse, personer, der er gået tidligt ud af skolen, handicappede, fattige og langtidsarbejdsløse og forbedring og fremme af tilbagevenden til beskæftigelse for socialt udstødte, herunder personer over 50 år og enlige forældre, personer der er gået tidligt ud af skolen, minoriteter, asylansøgere og handicappede, gennem foranstaltninger der kan gøre dem bedre egnede til beskæftigelse og fremme deres sociale og samfundsmæssige integrering, også inden for den tredje sektor, ledsageforanstaltninger og fremme af de relevante støtte-, nærheds- og plejetjenester
   ii) fremme af særlige foranstaltninger til at forbedre den sociale integrering af vandrende arbejdstagere og øge deres erhvervsaktive deltagelse, f.eks. gennem rådgivningstjenester, sprogundervisning og validering af kvalifikationer erhvervet i udlandet
   iii) iii) diversitet på arbejdspladsen og bekæmpelse af forskelsbehandling gennem erhvervsfaglig uddannelse, fremme af adgang til, deltagelse i og avancementsmuligheder på arbejdsmarkedet, gennem bevidstgørelse og medinddragelse af lokalsamfund og virksomheder og fremme af lokale udviklingsinitiativer, som f.eks. sociale byprojekter, livslang læring og aktivt borgerskab
   iv) skabelse af handicapvenlige arbejdspladser og fremme af arbejdsgiveres beredvillighed til at beskæftige handicappede
   v) specifikke foranstaltninger, der kan bevidstgøre arbejdsgiverne om forpligtelsen til i rimeligt omfang at foretage tilpasninger som omhandlet i Rådets direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv(7), og som kan informere og hjælpe arbejdsgiverne til at gøre deres arbejdsmiljø tilgængeligt for handicappede og uddanne arbejdsgiverne i lige muligheder med hensyn til ansættelse, handicapproblemer og ikke-forskelsbehandling
   vi) foranstaltninger, der kan fremme tilbagevenden til arbejdsmarkedet af dårligt stillede grupper, herunder handicappede eller personer, der varetager pleje af personer med behov herfor
   vii) lokalt ejerskab, lokal ledelse og nærdemokrati - for at sætte enkeltpersoner, frivillige og græsrodsgrupper i stand til at fremme deres deltagelse i samfundslivet og give handicappede adgang til beskæftigelse eller andre muligheder på arbejdsmarkedet.

d)  Forberedelse af reformer, der fremmer fuld beskæftigelse, arbejdskvalitet og integrering, navnlig ved at fremme oprettelsen af nye virksomheder, videreudviklingen og gennemførelsen af partnerskaber og pagter gennem netværkssamarbejde mellem de relevante involverede parter på tværnationalt, nationalt, regionalt og lokalt plan, som f.eks. arbejdsmarkedets parter og ikke-statslige organisationer, især inden for områderne social integrering og lige muligheder for mænd og kvinder, lokale beskæftigelsesinitiativer og regionale beskæftigelsespagter med henblik på at øge beskæftigelse, kundskaber, muligheder og udbytte

e)  Forøgelse af de menneskelige ressourcer især gennem udarbejdelse og indførelse af reformer af de almene og erhvervsfaglige uddannelsessystemer.

2.  Inden for rammerne af konvergensmålet og i samhørighedslandene støtter ESF også foranstaltninger vedrørende følgende prioriterede opgaver:

a)  Forøgelse og forbedring af investeringerne i menneskelige ressourcer, navnlig ved at fremme:

   i) gennemførelse af reformer inden for de almene og erhvervsfaglige undervisningssystemer, der har til formål at forberede enkeltpersoner på at arbejde uafhængigt og sikre større ansvarlighed og oprettelse af flere nye virksomheder, med henblik på at gøre mennesker mere åben over for behovene i et videnbaseret samfund og behovet for livslang læring, at forbedre de grundlæggende skole- og erhvervsuddannelsers relevans for arbejdsmarkedet og at sørge for en løbende ajourføring af de kvalifikationer, som lærerne og det øvrige personale har
   ii) øget deltagelse i almen og erhvervsfaglig undervisning hele livet igennem, herunder foranstaltninger til væsentlig nedbringelse af det antal elever, der går tidligt ud af skolen, eller modtager adskilt undervisning og forbedring af adgangen til grundlæggende erhvervsuddannelse og uddannelse på alle trin
   iii) udvikling af de menneskelige ressourcer inden for forskning og innovation, bl.a. gennem ph.d.-studier og uddannelse samt tilhørende netværksaktiviteter mellem universiteter, forskningscentre og virksomheder i form af offentlig-private partnerskaber eller andre former for samarbejde mellem de forskellige økonomiske og sociale aktører
   iv) tilpasning af miljøet på arbejdspladsen under hensyntagen til balancen mellem arbejde og privatliv.

b)  Styrkelse af den institutionelle kapacitet og effektiviteten i den offentlige forvaltning og de offentlige tjenester, arbejdsmarkedets parter, civilsamfundet og ngo'er på nationalt, regionalt og lokalt plan med henblik på at indlede reformer og udbrede god forvaltningsskik, specielt på det økonomiske, beskæftigelsesmæssige, sociale, miljømæssige og judicielle område, navnlig ved at fremme:

   i) hensigtsmæssig udformning af politikker og programmer, overvågning og evaluering ved hjælp af undersøgelser, statistikker og sagkundskab, støtte til koordinering mellem tjenesterne og en dialog mellem de relevante offentlige og private organer
   ii) kapacitetsopbygning med hensyn til udarbejdelse af politikker og programmer, herunder også håndhævelse af lovgivningen, navnlig gennem løbende uddannelse af ledere og øvrigt personale og særlig støtte til vigtige tjenester, kontrolorganer og socioøkonomiske aktører, herunder arbejdsmarkedets parter, relevante ngo'er og repræsentative faglige organisationer.

3.  Ved gennemførelsen af de mål og prioriterede opgaver, der er omhandlet i stk. 1 og 2, støtter ESF fremme og udbredelse af innovative aktiviteter som en særlig opgave samt samarbejde mellem medlemsstaterne på nationalt og regionalt plan, navnlig i form af udveksling af oplysninger, erfaringer, resultater og god praksis og udvikling af komplementære metoder og samordnede eller fælles foranstaltninger.

4.  ESF støtter medlemsstaternes foranstaltninger til information og bevidstgørelse af offentligheden med henblik på at bekæmpe forskelsbehandling og fremme ligebehandling af og lige muligheder for kvinder og mænd på arbejdspladsen og i samfundet.

5.  Ved gennemførelsen af den prioriterede opgave vedrørende social integrering, der er omhandlet i stk. 1, litra c), nr. i), kan ESF's finansiering af foranstaltninger inden for anvendelsesområdet for Europa-Parlamentes og Rådets forordning (EF) nr. .../2005 [om Den Europæiske Fond for Regionaludvikling](8) højst udgøre 10 % af beløbet for den pågældende prioriterede opgave.

Artikel 4

Sammenhæng og koncentration

1.  Medlemsstaterne sikrer, at de foranstaltninger, der støttes af ESF, er i overensstemmelse med og understøtter gennemførelsen af mål og opgaver i den europæiske beskæftigelsesstrategi og de af Fællesskabet fastlagte mål med hensyn til social integrering, almen og erhvervsfaglig uddannelse og ligebehandling af mænd og kvinder. De sikrer navnlig, at de foranstaltninger i hver medlemsstat, der er beskrevet i den strategiske referenceramme og i de operationelle programmer, fremmer målsætninger, prioriteter og mål i de nationale handlingsplaner for beskæftigelse og social integrering. Medlemsstaterne koncentrerer særlig støtten om gennemførelsen af de beskæftigelseshenstillinger, der er fremsat i medfør af traktatens artikel 128, stk. 4, og om virkeliggørelsen af Fællesskabets relevante mål vedrørende social integrering og bekæmpelse af social udstødelse. ESF kan også støtte foranstaltninger, der rækker ud over den nationale beskæftigelsesplan, hvis de er nødvendige som følge af særlige regionale og lokale forhold, og hvis det på den måde bliver lettere at nå Lissabon-målene med hensyn til beskæftigelse, social integrering og social samhørighed.

2.  Inden for de operationelle programmer skal ressourcerne anvendes til at imødekomme de mest påtrængende behov og koncentreres om de politikområder, hvor ESF-støtten i væsentlig grad kan medvirke til virkeliggørelsen af programmets mål. For at ESF-støtten kan blive så effektiv som mulig, skal der i de operationelle programmer tages særligt hensyn til de regioner og områder, der har de alvorligste problemer, herunder også dårligt stillede byområder, landdistrikter præget af tilbagegang og fiskeriafhængige områder, øer, bjergområder og perifere regioner, tyndt befolkede regioner og regioner med et demografisk handicap og regioner, som særlig er ramt af virksomhedsflytninger.

3.  De relevante elementer i den årsrapport fra medlemsstaterne, der er omhandlet i artikel 19 i forordning (EF) nr. .../2005 [om generelle bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond og Samhørighedsfonden], skal også integreres i de tilsvarende nationale handlingsplaner for beskæftigelse, henholdsvis for social integrering.

4.  De kvantificerede mål og indikatorer, der vælges til overvågning af gennemførelsen af den nationale strategiske referenceramme, der er defineret i artikel 18 i forordning (EF) nr. .../2005 [om generelle bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond og Samhørighedsfonden], skal være dem, der anvendes ved gennemførelsen af den europæiske beskæftigelsesstrategi og i forbindelse med de for Fællesskabet fastlagte mål for social integrering, ikke-forskelsbehandling og almen og erhvervsfaglig uddannelse samt ligestilling mellem kvinder og mænd. Overvågningsindikatorerne for operationelle programmer skal være i overensstemmelse med disse kvantificerede mål.

5.  Evalueringer af ESF's indsats skal også indeholde en vurdering af, hvordan de af ESF støttede foranstaltninger i den pågældende medlemsstat har medvirket til gennemførelsen af den europæiske beskæftigelsesstrategi og til virkeliggørelsen af Fællesskabets mål vedrørende social integrering, ikke-forskelsbehandling, fremme af ligestilling mellem kvinder og mænd og almen og erhvervsfaglig uddannelse.

Artikel 5

God forvaltningsskik og partnerskab

1.  ESF skal fremme god forvaltningsskik og partnerskab. ESF-støtten skal i overensstemmelse med de specifikke institutionelle ordninger i den enkelte medlemsstat udformes og gennemføres på det mest hensigtsmæssige territoriale plan under særlig hensyntagen til det regionale og lokale plan.

2.  Medlemsstaterne og forvaltningsmyndigheden for hvert operationelt program skal på det mest hensigtsmæssige territoriale plan, der kan være både nationalt og regionalt på samme tid, sørge for, at arbejdsmarkedets parter involveres og har tilstrækkelig adgang, og at de berørte ikke-statslige parter, især inden for områderne social integrering, ikke-forskelsbehandling og ligebehandling af kvinder og mænd, på passende måde høres om og deltager i programmeringen. gennemførelsen og overvågningen af ESF-støtten.

3.  Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at oplyse befolkningen og de berørte aktører om de operationelle programmer og aktiviteter, der kan finansieres af ESF.

4.  Forvaltningsmyndigheden for hvert operationelt program skal tilskynde til, at arbejdsmarkedets parter på passende måde deltager i og får adgang til de aktiviteter, der finansieres i henhold til artikel 3 i denne forordning.

Mindst 2 % af ESF-midlerne skal afsættes til kapacitetsopbygning og uddannelses- og netværksforanstaltninger for at styrke den sociale dialog samt aktiviteter, som arbejdsmarkedets parter gennemfører i fællesskab, navnlig vedrørende styrkelse af ngo'er og samfund og forbedring af tilpasningsevnen hos arbejdstagere og virksomheder som omhandlet i artikel 3, stk. 1, litra a), samt til kapacitetsopbygning blandt repræsentative ngo'er, der er aktive på områderne social integrering og ikke-forskelsbehandling.

5.  Forvaltningsmyndigheden for hvert operationelt program skal tilskynde til, at de berørte ngo'er på passende måde deltager i de aktiviteter, der finansieres, og sikre, at de får let og hurtig adgang til disse aktiviteter, navnlig hvis de vedrører social integrering af dårligt stillede grupper såsom handicappede, ikke-forskelsbehandling eller lige muligheder for mænd og kvinder.

Under konvergensmålet skal mindst 1 % af ESF-midlerne afsættes til kapacitetsopbygning og uddannelses- og netværksforanstaltninger for ngo'er, navnlig dem, som beskæftiger sig med social integrering og bekæmpelse af forskelsbehandling som omhandlet i artikel 3, stk. 1, litra c).

6.  Hvis ansvaret for gennemførelsen uddelegeres, kan støtten i forbindelse med et program ydes i form af globaltilskud.

7.  Som led i prioriterede aktiviteter under programmerne for innovative foranstaltninger som omhandlet i artikel 3, stk. 3, kan der til mindre projekter med deltagelse af lokale aktører oprettes en fond for en begrænset del af programmerne. Midlerne kommer til udbetaling i form af globaltilskud. Mindre projekter er projekter på op til 300 000 EUR.

Forvaltningsmyndigheden sikrer, at ngo'er, der arbejder inden for områderne social integrering og ikke-forskelsbehandling, har adgang til denne fond på vilkår, som ikke er mindre favorable end dem, der gælder for EQUAL-programmet.

Artikel 6

Ligestilling af mænd og kvinder og lige muligheder

Medlemsstaterne og forvaltningsmyndighederne sørger for, at de operationelle programmer indeholder en analyse af indvirkningen på kønnene, og at tildelingen af midlerne på behørig vis opfylder de forskellige behov hos kvinder og mænd, samt at ligestillingen af mænd og kvinder fremmes ved programmeringen, gennemførelsen, overvågningen og evalueringen, eventuelt ved fastsættelsen af specifikke målsætninger og mål med præcise tidsfrister og kvalitative og kvantitative kønsindikatorer.

Medlemsstaterne og forvaltningsmyndighederne sørger for, at kønsmæssig mainstreaming i forbindelse med budgetopstillingen gennemføres på alle trin i de operationelle programmer.

Medlemsstaterne og forvaltningsmyndighederne sørger for en ligelig deltagelse af kvinder og mænd i forvaltningen og gennemførelsen af de operationelle programmer på lokalt, regionalt og nationalt plan.

Artikel 7

Ikke-forskelsbehandling

Medlemsstaterne og forvaltningsmyndighederne sikrer, at de operationelle programmer omfatter en beskrivelse af, hvordan man fremmer og gennemfører social integrering af handicappede og andre svage grupper i forbindelse med programmerings-, gennemførelses-, overvågnings- og evalueringsfasen under anvendelse af særlige indikatorer.

Artikel 8

Innovation

I forbindelse med de enkelte operationelle programmer lægger medlemsstaterne og forvaltningsmyndighederne særlig vægt på at fremme og integrere innovative aktiviteter som en særlig opgave, navnlig de aktiviteter der fremmer tættere samarbejde mellem forskellige offentlige, sociale og økonomiske aktører. Efter høring af det overvågningsudvalg, der er omhandlet i artikel 47 i forordning (EF) nr. .../2005 [om generelle bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond og Samhørighedsfonden], udvælger forvaltningsmyndigheden de emner, for hvilke der kan ydes støtte til innovation i overensstemmelse med de europæiske beskæftigelsesretningslinjer, ligesom den fastlægger de nærmere gennemførelsesbestemmelser. Innovative aktiviteter bør tegne sig for mindst 1 % af det operationelle program. For sådanne aktiviteter udgør EFS's medfinansieringsandel mindst 85 %.

Artikel 9

Tværnationalt samarbejde

1.  Medlemsstaterne og forvaltningsmyndighederne kan i forbindelse med programmeringen gøre tværnationale, grænseoverskridende og interregionale samarbejdsaktiviteter til en særlig prioriteret opgave inden for et operationelt program eller til et særligt operationelt program. For sådanne aktiviteter udgør ESF-andelen 85 %. Koordineringsforanstaltninger som led i tværnationalt og interregionalt samarbejde dækkes af ESF med 100 %.

2.  Medlemsstaterne sikrer sammenhæng og komplementaritet mellem foranstaltninger under fonden og foranstaltninger, der støttes under andre tværnationale fællesskabsprogrammer, navnlig på området for almen og erhvervsfaglig uddannelse, gennem passende samarbejdsmekanismer, så der gøres den bedst mulige brug af Fællesskabets ressourcer til støtte for undervisning og livslang læring.

Artikel 10

Innovative aktiviteter og teknisk bistand

Mindst 1 % af ESF's midler tildeles Kommissionen til finansiering af innovative aktiviteter og pilotprojekter vedrørende arbejdsmarked, beskæftigelse og erhvervsuddannelse samt aktiviteter, der som led i den sociale dialog er rettet mod arbejdstagere og tilsigter overførsel af specifik viden på områder, som henhører under fondens indsatsområder.

Kommissionen fremmer desuden navnlig udviklingsfora og indgåelse af regionale beskæftigelsespagter i forbindelse med forberedelsen af programplanlægningen, udvekslinger af erfaringer, bevidstgørelsesaktiviteter, seminarer, netværksarbejde og peer-review for derigennem at fastlægge og udbrede god praksis og tilskynde til gensidig dygtiggørelse med henblik på at forstærke ESF's politiske betydning for og bidrag til virkeliggørelsen af Fællesskabets mål med hensyn til beskæftigelse af navnlig unge og ældre mennesker, social integrering, ikke-forskelsbehandling samt mulighed for at forene arbejds- og familieliv.

Artikel 11

Status- og gennemførelsesrapporter

De rapporter, der skal forelægges hvert andet år, og de endelige rapporter om gennemførelsen, der er omhandlet i artikel 66 i forordning (EF) nr. .../2005 [om generelle bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond og Samhørighedsfonden], skal indeholde en sammenfattende beskrivelse og vurdering af gennemførelsen for så vidt angår:

   a) integration af kønsaspektet og eventuelle kønsspecifikke foranstaltninger
   b) integration af grupper, som er udsat for forskelsbehandling, herunder foranstaltninger, der kan sikre social integrering, adgang for og beskæftigelse af handicappede
   c) foranstaltninger, der skal styrke den sociale integrering af vandrende arbejdstagere og forbedre disses adgang til beskæftigelse
   d) foranstaltninger, der skal styrke den sociale integrering af personer, der tilhører dårligt stillede grupper, dvs. medlemmer af etniske mindretal, handicappede, beboere i dårligt stillede områder eller dele heraf, personer uden skoleuddannelse, fattige og langtidsledige, og deres beskæftigelse
   e) foranstaltninger, der skal styrke den sociale integrering af andre dårligt stillede persongrupper og forbedre deres adgang til beskæftigelse
   f) foranstaltninger, der skal forbedre arbejdstagernes faglige kvalifikationer
   g) innovative aktiviteter, herunder en begrundelse for de emner, der er udvalgt med henblik på innovation, og en beskrivelse af de opnåede resultater og udbredelsen og anvendelsen heraf
   h) foranstaltninger, der skal styrke samarbejdet mellem den offentlige og den private sektor
   i) foranstaltninger, der skal fremme involveringen af sociale og arbejdsmarkedsmæssige aktører og integreringen af disse i lokale, regionale, nationale og tværnationale netværk
   j) tværnationale, grænseoverskridende og interregionale samarbejdsaktiviteter
   k) foranstaltninger, der skal fremme selvstændig erhvervsvirksomhed og oprettelse af virksomheder
   l) koordinering af ESF-midler med foranstaltninger under de nationale beskæftigelsesplaner, den europæiske beskæftigelsesstrategi og Lissabon-strategien
   m) indsats mod social udstødelse og evaluering af økonomiske inaktivitetsniveauer.

Artikel 12

Støtteberettigelse

1.  ESF yder støtte til offentlige udgifter i form af individuelle tilskud eller globaltilskud, der ikke skal tilbagebetales, lån, rentegodtgørelser og mikrokreditter samt indkøb af varer og tjenesteydelser i overensstemmelse med de gældende nationale bestemmelser om offentlige udbud.

2.  Der kan ikke ydes ESF-støtte til følgende udgifter:

a)   moms, der kan refunderes

b)   renter af gæld

c)   indkøb af infrastrukturer, afskrivningsberettigede aktiver, fast ejendom og jord.

3.  Uanset stk. 2 i denne artikel finder de regler om støtteberettigelse, der er fastsat i artikel 6 i forordning (EF) nr. .../2005 [om Den Europæiske Fond for Regionaludvikling], anvendelse på foranstaltninger, der medfinansieres af ESF, og som er omfattet af anvendelsesområdet for artikel [2] i nævnte forordning.

4.  Uanset de nationale regler om støtteberettigelse kan udgifter, der anmeldes under operationelle programmer, som medfinansieres af ESF, omfatte:

   a) ydelser og lønninger, som tredjemand har afholdt til fordel for deltagerne i en foranstaltning, og som attesteres over for modtageren, forudsat at sådanne betalinger udgør den nationale offentlige medfinansiering af foranstaltningen i overensstemmelse med de gældende nationale regler
   b) indirekte omkostninger ved en foranstaltning efter standardsatser, for indtil 20 % af de anmeldte direkte omkostninger ved den pågældende foranstaltning, afhængigt af foranstaltningens art, forholdene i forbindelse med gennemførelsen og stedet herfor.

Artikel 13

Overgangsbestemmelser

Denne forordning påvirker ikke den fortsatte gennemførelse eller eventuelle ændringer, herunder hel eller delvis annullering, af foranstaltninger, der er godkendt af Rådet eller Kommissionen i henhold til forordning (EF) nr. 1784/1999, som var gældende inden den 1. januar 2007.

Ansøgninger, der er indgivet i henhold til forordning (EF) nr. 1784/1999, er fortsat gyldige.

Artikel 14

Ophævelse

Forordning (EF) nr. 1784/1999 ophæves med virkning fra den 1. januar 2007.

Henvisninger til forordning (EF) nr. 1784/1999 betragtes som henvisninger til nærværende forordning.

Artikel 15

Revisionsklausul

Europa-Parlamentet og Rådet tager senest den 31. december 2013 denne forordning op til fornyet overvejelse efter proceduren i traktatens artikel 251.

Artikel 16

Ikrafttrædelse

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Den anvendes fra den 1. januar 2007.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i

På Europa-Parlamentets vegne På Rådets vegne

Formand Formand

(1) EUT C
(2) EUT C 164 af 5.7.2005, s. 48.
(3) Europa-Parlamentets holdning af 6.7.2005.
(4) EUT L
(5) EFT L 213 af 13.8.1999, s. 5.
(6) EFT L 248 af 16.9.2002, s. 1.
(7) EFT L 303 af 2.12.2000, s. 16.
(8) EUT L

Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik