Europa-Parlamentet,

-   der henviser til Nice-traktaten,

-   der henviser til traktaten om en forfatning for Europa,

-   der henviser til sin beslutning af 12. januar 2005 om traktaten om en forfatning for Europa(1),

-   der henviser til erklæringen af 18. juni 2005 fra stats- og regeringscheferne om ratifikationen af traktaten om en forfatning for Europa som afslutning på Det Europæiske Råd den 16.-17. juni 2005,

-   der henviser til traktaten om Republikken Bulgariens og Rumæniens tiltrædelse af Den Europæiske Union,

-   der henviser til Regionsudvalgets udtalelse om tænkepausen af 13. oktober 2005(2) og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om tænkepausen af 26. oktober 2005(3) efter anmodning fra Parlamentet(4),

-   der henviser til konklusionerne fra Det Europæiske Råd den 15.-16. december 2005;

-   der henviser til forretningsordenens artikel 45,

-   der henviser til betænkning fra Udvalget om Konstitutionelle Anliggender og udtalelser fra Udenrigsudvalget, Udvalget om Industri, Forskning og Energi, Regionaludviklingsudvalget, Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter, Kultur- og Uddannelsesudvalget, Retsudvalget, Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender og Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling (A6-0414/2005),

A.   der henviser til, at traktaten om en forfatning for Europa blev undertegnet af stats- og regeringscheferne fra Den Europæiske Unions 25 medlemsstater den 29. oktober 2004 og på ny bekræftet af Det Europæiske Råd i erklæringen af 18. juni 2005,

B.   der henviser til, at forfatningen blev udarbejdet af EU-Konventet, der sammenlignet med tidligere procedurer for udarbejdelse af nye traktater opnåede en ny grad af åbenhed, pluralisme og demokratisk legitimitet,

C.   der henviser til, at Europa-Parlamentet i sin beslutning af 12. januar 2005 godkendte forfatningen med et flertal på over to tredjedele som "et godt kompromis og en væsentlig forbedring i forhold til de eksisterende traktater ... [der] giver et stabilt og holdbart grundlag for Den Europæiske Unions fremtidige udvikling, som vil muliggøre en yderligere udvidelse, samtidig med at den indeholder mekanismer for nødvendige forfatningsændringer",

D.   der henviser til, at reformerne i forfatningstraktaten også har som mål at afbøde følgerne af Unionens udvidelse den 1. maj 2004, og at denne og fremtidige udvidelser vanskeligt vil kunne lykkes, hvis der ikke ratificeres nogen konstitutionel ordning,

E.   der henviser til, at 13 medlemsstater, der repræsenterer et flertal af EU's medlemsstater, siden hen har ratificeret forfatningen i overensstemmelse med deres egne forfatningsbestemmelser(5), herunder både Spanien og Luxembourg efter folkeafstemning,

F.   der henviser til, at Frankrig og Nederlandene efter folkeafstemningerne henholdsvis den 29. maj og 1. juni 2005 har afvist at ratificere forfatningen - med det resultat, at ratifikationsprocessen herefter er gået i stå i de resterende medlemsstater,

G.   der henviser til, at forfatningen ikke træder i kraft, medmindre og før den er ratificeret af alle medlemsstater, jf. artikel 48 i traktaten om Den Europæiske Union,

H.   der henviser til, at det i erklæring 3 til slutakten i forbindelse med undertegnelsen af traktaten om en forfatning for Europa hedder, at "hvis fire femtedele af medlemsstaterne to år efter undertegnelsen af traktaten om forfatningen har ratificeret denne, og en eller flere medlemsstater er stødt på vanskeligheder i forbindelse med ratifikationen, tager Det Europæiske Råd spørgsmålet op",

I.   der henviser til, at det er nødvendigt at respektere de medlemsstater og befolkninger, der har ratificeret forfatningen, såvel som dem, der ikke har, og omhyggeligt at analysere årsagerne til de negative resultater i Frankrig og Nederlandene,

J.   der henviser til, at nej-stemmerne snarere synes at være udtryk for utilfredshed med EU's nuværende situation end for en specifik modstand mod konstitutionelle reformer, men at resultatet af nej-stemmerne paradoksalt nok er, at der holdes fast ved status quo, og at der blokeres for reformer,

K.   der henviser til, at Det Europæiske Råd bekræftede denne analyse, da det i sin erklæring af 18. juni 2005 gav udtryk for, at "disse resultater ikke sætter spørgsmålstegn ved borgernes tilslutning til den europæiske konstruktion", og at "borgerne har imidlertid givet udtryk for bekymringer og betænkeligheder, som det er nødvendigt at forholde sig til"; der henviser til, at Det Europæiske Råd derfor vedtog, at det var nødvendigt med en "tænkepause [der] vil blive benyttet til en bred debat i alle vore lande, der både skal omfatte borgerne, civilsamfundet, arbejdsmarkedets parter, de nationale parlamenter og de politiske partier", og at stats- og regeringscheferne vedtog, at de ville mødes i første halvår af 2006 "for at foretage en samlet evaluering af de nationale debatter og beslutte, hvordan processen skal videreføres",

L.   der henviser til, at stats- og regeringscheferne erklærede, at ratifikationsprocessen kunne fortsætte og samtidig vedtog, at den oprindelige tidsplan for forfatningens ikrafttræden (1. november 2006) ville blive forlænget,

M.   der henviser til, at Det Europæiske Råd imidlertid ikke udstak klare rammer for tænkepausen eller opstillede metoder og rammer for, hvorledes der skulle drages konklusioner af debatten, og at det siden har manglet både politisk vilje og evne til at inspirere og forvalte den europæiske dialog,

N.   der henviser til, at Det Europæiske Råd i december 2005 pålagde Kommissionen at forelægge en "fuldstændig og vidtspændende revision, der omfatter alle aspekter af EU's udgifter, herunder den fælles landbrugspolitik, og af midlerne, herunder budgetkompensationen til UK" i 2008/2009;

O.   der henviser til, at tænkepausen er blevet indledt med drøftelser om konteksten snarere end teksten, idet spørgsmål såsom fremtiden for den europæiske sociale model, udsigterne for økonomien i Europa, den hastighed, hvormed der skal ske udvidelser, budgettet på mellemlang sigt og det indre marked for tjenesteydelser alle indtager en fremtrædende plads,

P.   der henviser til, at Kommissionen har offentliggjort sit bidrag til tænkepausen, der har som mål at genskabe borgernes tillid til Den Europæiske Union gennem støtte til debatten på nationalt plan og fremme af initiativer på fællesskabsplan, hvilket dog ikke gør det overflødigt for alle Europas politiske institutioner at gøre en samlet indsats eller at udøve en lederrolle, der tager forfatningens strategiske betydning og de politiske realiteter vedrørende forudsætningerne for dens succes alvorligt,

Q.   der henviser til, at det påhviler de nationale parlamenter og Europa-Parlamentet i enhver henseende at leve op til deres forpligtelser i tænkepausen, især via en række fælles parlamentariske fora, der vil stimulere, styre og sammenfatte den europæiske dialog(6),

1.   er fortsat overbevist om, at Nice-traktaten ikke er et bæredygtigt grundlag for videreførelsen af den europæiske integrationsproces;

2.   bekræfter, at det vil arbejde for, at der uden unødig forsinkelse etableres en forfatningsmæssig ordning for Europa, der styrker det parlamentariske demokrati, gennemsigtigheden og retsstatslige forhold, knæsætter grundlæggende rettigheder, udvikler unionsborgerskabet og udbygger det udvidede EU's evne til at handle effektivt både internt og eksternt; frygter, at EU uden en sådan konstitutionel ordning ikke vil kunne forvente støtte fra sine borgere, fastholde fremdriften i integrationen og blive en troværdig partner på verdensplan; erindrer om, at det støttede traktaten om en forfatning for Europa, fordi den opfyldte disse målsætninger; opfordrer også Det Europæiske Råd til på mødet i juni 2006 højtideligt at indgå samme forpligtelse til fordel for en konstitutionel ordning for det fremtidige Europa;

3.   erkender, at ratifikationen af forfatningen nu er løbet ind i vanskeligheder, som kan vise sig at blive uoverstigelige, medmindre der kan træffes foranstaltninger, der kan imødekomme de bekymringer, der er kommet til udtryk i Frankrig, Nederlandene og andre steder;

4.   betoner, at det efter Bulgariens og Rumæniens tiltrædelse ikke vil være muligt at udvide EU yderligere på grundlag af Nice-traktaten;

5.   erindrer om, at de politiske problemer og institutionelle svagheder, konventet skulle løse, vil fortsætte - og forværres - medmindre og indtil reformerne i traktaten om en forfatning for Europa bliver gennemført;

6.   konstaterer, at mange af de bekymringer, der gives udtryk for, i højere grad vedrører generelle og specifikke kontekstuelle problemer end teksten i sig selv; mener, at det vil være lettere at finde en løsning for så vidt angår teksten, hvis der opnås fremskridt med disse problemer;

7.   afviser forslagene om dannelse af kernegrupper af visse medlemsstater, mens forfatningsprocessen stadig er i gang; beklager ethvert forslag om, at der kunne dannes koalitioner af visse medlemsstater uden for EU-systemet; erindrer om, at styrkede former for samarbejde bør fremme virkeliggørelsen af Unionens målsætninger, beskytte dens interesser og styrke integrationsprocessen og til enhver tid stå åben for alle medlemsstater; understreger i øvrigt, at gennemførelsen af sådanne former for samarbejde ikke bør ske på bekostning af indsatsen for at nå til en forfatning for Europa uden unødig forsinkelse;

8.   advarer om, at en strategi baseret på en selektiv gennemførelse af forfatningen risikerer at ødelægge den konsensus, der sikrede en balance mellem institutionerne og medlemsstaterne, og dermed kan forværre troværdighedskrisen;

9.   bemærker, at der på nuværende tidspunkt kun kan gennemføres demokratiske reformer uden traktatændringer, men gennem ændring af procedureregler eller ved indgåelse af en interinstitutionel aftale på et begrænset antal områder - som f.eks. gennemsigtighed i lovgivningsforløbet i Rådet, indførelse af en form for borgerinitiativ, forbedringer i komitologiproceduren, fuld anvendelse af passerelle-bestemmelserne inden for retlige og indre anliggender og strengere kontrol fra de enkelte nationale parlamenters side med deres respektive regeringers håndtering af EU-sager;

10.   foreslår, at den nuværende tænkepause benyttes til at sætte nyt skub i forfatningsprojektet på grundlag af en bred offentlig debat om den fremtidige europæiske integration; er besluttet på, at denne europæiske dialog - hvis resultater ikke bør tages for givet på forhånd - bør tilsigte at afklare, uddybe og demokratisere konsensus omkring forfatningen, tage fat på kritikken og finde løsninger, hvor forventningerne ikke er indfriet;

11.   udtaler sin tilfredshed med, at der er indledt en bred debat om den retning, EU's politik skal tage, men understreger, at dette skal ske som led i løsningen af den forfatningsmæssige krise, og at politiske retningslinjer på EU-plan skal tage deres udgangspunkt direkte i EU-institutionernes regler, kompetencer og procedurer såvel som i de kompetencer, medlemsstaterne har tillagt EU, og bør identificere de emner, der er fælles for hele Europa;

12.   mener, at denne nye dialog, der bør anskues som en chance for at fremme europæisk demokrati, bør gennemføres og koordineres på EU-plan og struktureres omkring fælles temaer og i realistiske stadier på grundlag af en aftalt evalueringsramme og bør have til formål at nå frem til afgørende politiske valg;

13.   insisterer på, at den offentlige debat skal foregå både inden for europæiske og inden for nationale rammer; advarer om, at snævert fokuserede nationale debatter kun i ringe grad vil ændre ved de nationale stereotyper, og at en påtvungen dialog uden politiske mål vil blive tåget, og måske tilmed tom, og dermed fremkalde en øget skepsis blandt borgerne i EU;

14.   foreslår, at Europa-Parlamentet og nationale parlamenter i fællesskab afholder en række konferencer - "parlamentariske forummer" - for at fremme debatten og trinvis forme de nødvendige politiske konklusioner; agter at opfordre de øvrige EU-institutioner til at bidrage til disse forummer;

15.   erkender den kritiske betydning for EU og særlig Parlamentet af at undgå endnu et tilbageskridt i forfatningsprocessen; forpligter sig derfor til at spille en ledende rolle i den europæiske dialog sammen med de nationale parlamenter, særlig ved at udgive "Europapapirer" (European Papers) om hvert af de store spørgsmål, EU står over for, som kan benyttes som en fælles europæisk platform for de nationale debatter, og som sammen med bidrag fra nationale parlamenter bør tjene som grundlag for drøftelserne i de parlamentariske forummer;

16.   erkender den strategiske betydning af, at de politiske institutioner skaber en proaktiv holdning hos medierne, navnlig fjernsynet, den trykte presse og lokalradioer, og tilskynder dem til at udbrede og intensivere debatten;

17.   foreslår, at et første interparlamentarisk forum afholdes i foråret 2006 forud for junimødet i Det Europæiske Råd for at høre både de nationale og de europæiske parlamentsmedlemmer, da formålet med dette forum er at fremsætte omfattende henstillinger til Det Europæiske Råd om, hvordan EU kan finde en vej ud af krisen;

18.   foreslår, at det første parlamentariske forum skal indkredse et begrænset antal prioriterede spørgsmål om Europas fremtid og EU's styreform, der kan tages op på senere forummer og i den brede offentlige debat, som f.eks.:

19.   mener, at en frugtbar debat om disse grundlæggende spørgsmål vil åbne nye perspektiver for europæisk integration og skabe grundlag for en reform af de fælles politikker på områder, hvor der er uenighed;

20.   mener desuden, at den europæiske dialog kun vil klare den konstitutionelle krise, hvis den inddrager ikke alene EU-institutionerne, men også nationale og regionale parlamenter, lokalregeringer, politiske partier, arbejdsmarkedets parter, civilsamfundet, akademiske kredse og medierne; lægger i denne sammenhæng særlig vægt på praktiske bidrag fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget;

21.   anmoder medlemsstaterne om at afholde et stort antal offentlige møder og mediedebatter om Europas fremtid - "borgerforummer" - på nationalt, regionalt og lokalt plan, struktureret omkring de fælles aftalte områder og med bistand fra Kommissionen; opfordrer indtrængende arbejdsmarkedets parter og civilsamfundets organisationer til at gå ind i disse debatter;

22.   forventer, at de politiske partier vil give meget mere plads til den europæiske dimension både i deres interne debatter og i valgkampagner;

23.   ser meget gerne andragender fra borgerne med bidrag til at forme debatten;

24.   opfordrer EU til at prioritere EU's kultur- og uddannelsespolitik meget højere for at virkeliggøre forfatningens princip om at være "forenet i mangfoldighed";

25.   påpeger, at en europæisk dialog er umulig uden tilstrækkelig finansiering;

26.   foreslår, at konklusionerne fra tænkepausen udarbejdes i anden halvdel af 2007, og at der på det tidspunkt træffes klar afgørelse om, hvordan man skal gå videre med forfatningen;

27.   glæder sig over erklæringen fra den tyske regering om, at den under sit rådsformandskab i første halvdel af 2007 har til hensigt at tage initiativer angående ratifikationsprocessen for forfatningstraktaten;

28.   bemærker, at Unionen i teorien har en række valgmuligheder - herunder helt at opgive forfatningsprojektet, fortsætte bestræbelserne på at få den nuværende tekst ratificeret uændret, forsøge at tydeliggøre eller uddybe den nuværende tekst, omstrukturere og/eller ændre den nuværende tekst med henblik på at forbedre den eller gå i gang med en fuldstændig omskrivning;

29.   mener, at det vil være et positivt udfald af tænkepausen, hvis den nuværende tekst kan bevares, selv om dette kun ville være muligt, hvis det ledsages af væsentlige foranstaltninger, der kan berolige og overbevise den offentlige mening;

30.   ser med tilfredshed på det østrigske rådsformandskabs planer om at fremlægge en køreplan for såvel tænkepausen som for ratifikationsprocessens fremtid generelt;

31.   opfordrer medlemmerne af Det Europæiske Råd til at erkende, at der både er et individuelt og et kollektivt ansvar for at få gennemført en forfatning for Europa, og insisterer på, at de koordinerer såvel indholdet som timingen af de nationale kampagner mere tæt og demonstrerer deres politiske vilje og gensidige solidaritet over for borgerne;

32.   tager Kommissionens plan D for demokrati, dialog og debat (KOM(2005)0494) til efterretning, men opfordrer Kommissionen til ikke kun at bidrage med sin kommunikationsstrategi, men også til at vise afgørende politisk engagement for at hjælpe EU ud af sine nuværende konstitutionelle vanskeligheder;

33.   understreger, at Rumænien og Bulgarien skal inddrages i alle de ovenfor omtalte foranstaltninger;

34.   opfordrer alle civilsamfundets sammenslutninger og organisationer til at inddrage forfatningens ikrafttræden som et af deres prioriterede debat- og diskussionsemner;

35.   anmoder under alle omstændigheder om, at der gøres alt for at sikre, at forfatningen træder i kraft i løbet af 2009;

36.   pålægger sit Udvalg om Konstitutionelle Anliggender at overvåge tænkepausen, navnlig i henseende til forberedelsen af de europæiske forummer, udarbejdelsen af arbejdsdokumenter ("Europapapirer"), opsummering af institutionernes og borgernes debatter, konklusioner og forslag til foranstaltninger, som måtte udspringe heraf;

37.   opfordrer i denne forbindelse Udvalget om Konstitutionelle Anliggender til at arbejde tæt sammen med alle andre udvalg, der er direkte involveret i forberedelsen af de parlamentariske forummer og i udarbejdelsen af arbejdsdokumenter til dem;

38.   pålægger sin formand at sende denne beslutning til medlemmerne af Det Europæiske Råd, Rådet og Kommissionen, medlemsstaternes nationale og regionale parlamenter, Regionsudvalget, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg, de tidligere medlemmer af EU-Konventet og tiltrædelses- og kandidatlandenes parlamenter og regeringer.

(1) EUT C 247 E af 6.10.2005, s. 88. (2) CdR 250/2005 fin, endnu ikke offentliggjort i EUT. (3) CESE 1249/2005, endnu ikke offentliggjort i EUT. (4) P6_PV(2005)09-06, punkt 9.1 og 9.2. (5) Tyskland, Grækenland, Spanien, Italien, Cypern, Letland, Litauen, Luxembourg, Ungarn, Malta, Østrig, Slovenien og Slovakiet,. (6) XXXIV COSAC møde, 10.-11. oktober 2005.