Europa-Parlamentet,

-   der henviser til sin beslutning af 26. oktober 2000 om Kommissionens rapporter til Det Europæiske Råd om bedre lovgivning 1998 - Et fælles ansvar og om bedre lovgivning 1999(1),

-   der henviser til sin beslutning af 29. november 2001 om Kommissionens hvidbog om nye styreformer i EU(2),

-   der henviser til sin beslutning af 8. april 2003 om Kommissionens beretninger til Det Europæiske Råd om bedre lovgivning 2000 og om bedre lovgivning 2001(3),

-   der henviser til sin beslutning af 26. februar 2004 om Kommissionens beretning bedre lovgivning 2002(4),

-   der henviser til sin beslutning af 9. marts 2004 om Kommissionens meddelelse om bedre og enklere EU-lovgivning(5),

-   der henviser til sin beslutning af 20. april 2004 om vurdering af fællesskabslovgivningens og høringsprocedurernes virkning(6),

-   der henviser til forretningsordenens artikel 45,

-   der henviser til betænkning fra Retsudvalget og udtalelser fra Udvalget om Konstitutionelle Anliggender, Økonomi- og Valutaudvalget og Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed (A6-0080/2006),

A.   der henviser til, at forenkling af de lovgivningsmæssige rammer og sikkerhed for klarhed, effektivitet og kvalitet både i den eksisterende og i den fremtidige lovgivning er grundlæggende forudsætninger for virkeliggørelse af målsætningen om bedre lovgivning, som er en prioriteret aktion for EU i tilknytning til den overordnede målsætning om at skabe øget vækst og beskæftigelse,

B.   der henviser til forpligtelserne og målsætningerne i den interinstitutionelle aftale om bedre lovgivning af 16. december 2003(7), navnlig vedrørende forenkling og begrænsning af lovgivningen og om dens virkning i medlemsstaterne,

C.   der henviser til, at Kommissionen i sin meddelelse af 25. oktober 2005 med titlen "Gennemførelse af Fællesskabets Lissabon-program: En strategi til forenkling af de lovgivningsmæssige rammer" (KOM(2005)0535) med rette konstaterer, at forenkling ikke er en særlig lovgivningsteknik, som adskiller sig fra kodificering, omarbejdning eller simpel ophævelse, men er en samlet indfaldsvinkel, som omfatter disse instrumenter og har til formål at gøre Fællesskabets retsnormer og de nationale retsnormer lettere at anvende og dermed mindre bekostelige,

D.   der henviser til, at dette initiativ er et redskab, som Kommissionen, Rådet og Europa-Parlamentet kan anvende til at virkeliggøre Lissabon-strategien,

E.   der henviser til, at initiativet forudsætter et tæt partnerskab på dette område - indledningsvis mellem EU-institutionerne indbyrdes og derefter mellem EU-institutionerne og de nationale myndigheder,

F.   der henviser til den indsats, som Kommissionen, Rådet og Europa-Parlamentet de seneste år har gjort for at iværksætte, udarbejde og forbedre anvendelsen af redskaber til forenkling af lovgivningen,

G.   der henviser til, at de forenklingsinitiativer, der er gennemført siden lanceringen af det andet forenklingsprogram på baggrund af Kommissionens meddelelse af 11. februar 2003 "Ajourføring og forenkling af fællesskabsretten" (KOM(2003)0071), har været af meget forskellig karakter og af meget forskellige dimensioner - fra en punktvis revision af direktiver til en normativ ændring af et helt retsområde, hvilket gør det vanskeligt at ensrette den proceduremæssige indfaldsvinkel,

H.   der henviser til de erfaringer, der er gjort med anvendelsen af den interinstitutionelle aftale af 20. december 1994 om kodifikation(8) og af 28. november 2001 om omarbejdning(9), og som finder disse redskaber afgørende for forenklingen af fællesskabsretten,

I.   der henviser til, at der, siden den interinstitutionelle aftale om omarbejdning trådte i kraft, er forelagt 12 forslag om omarbejdning, hvoraf de to er blevet afsluttet med offentliggørelse, to er blevet taget tilbage, og otte stadig behandles, og som henviser til, at der af ca. 2 400 potentielt berørte grupper af retsakter til i dag kun er forelagt Europa-Parlamentet 49 forslag om kodifikation,

J.   der henviser til, at Kommissionens ovennævnte meddelelse fra 2005 i det rullende program for forenkling (bilag 2) indeholder 30 forslag, som det er vanskeligt at klassificere, da det drejer sig om generelle tilfælde af "omarbejdning", "revision", "modernisering", forenkling" og lignende,

1.   støtter fuldt ud forenklingen af de lovgivningsmæssige rammer i EU samt målsætningen om at sikre, at de lovgivningsmæssige rammer er hensigtsmæssige, enkle og effektive; understreger imidlertid, at denne proces skal gennemføres ud fra en række forudsætninger:

2.   opfordrer Kommissionen til som led i den interinstitutionelle aftale om bedre lovgivning at vedtage en målrettet og grundigt forberedt lovgivning, hvis indvirkning er forudselig, og som kan vil bidrage til at skabe gunstige betingelser for øget vækst og beskæftigelse ved at begrænse overflødige udgifter og administrative procedurer, fjerne hindringer for tilpasning og innovation og generelt garantere retssikkerhed;

3.   glæder sig over Kommissionens ovennævnte meddelelse fra 2005, dens indsats med at forelægge et program for forenkling af retsakter og fastlæggelsen af metoder og målsætninger til gennemførelsen af dette program;

4.   glæder sig over, at Kommissionen agter at tage betydelige initiativer til forenkling i sine årlige lovgivningsprogrammer, samt over, at Kommissionen vil forelægge supplerende meddelelser om Fællesskabets forskellige økonomiske sektorer; understreger betydningen af et tæt samarbejde mellem medlemsstaterne og Kommissionen med henblik på at finde frem til lovgivning, der bør gøres til genstand for forenkling;

5.   glæder sig over, at Kommissionen har til hensigt at mindske unødige belastninger af SMV'erne og at øge brugen af informationsteknologi; mener, at en af målsætningerne for en forenkling af de lovgivningsmæssige rammer i EU bør være at gøre lovgivningen enklere og mere effektiv og således mere "brugerorienteret";

6.   mener, at forenklingsprocessen ikke under nogen omstændigheder må medføre en forringelse af de standarder, der er fastlagt i den gældende lovgivning; advarer derfor mod en for snæver og udelukkende finansiel og administrativ undersøgelse af fordelene og omkostningerne ved den påtænkte lovgivning; er overbevist om, at enhver evaluering med henblik på forenkling i samme omfang bør tage højde for de økonomiske, sociale, miljømæssige og sundhedsmæssige aspekter, og at den ikke bør begrænses til kortsigtede overvejelser;

7.   opfordrer Kommissionen til at prioritere forenkling af forordninger; mener, at direktiver kun bør forenkles i exceptionelle og behørigt begrundede tilfælde, når de ikke vedrører følsomme emner eller ikke er et resultat af vanskelige kompromiser, som det er tilfældet med EF-selskabslovgivningen;

8.   konstaterer, at "beståelsesprocenten" for de forenklingsinitiativer, der er iværksat siden 2003, ikke er skuffende, og at procedurernes gennemsnitlige varighed ikke er urimeligt lang, når man tager emnernes komplicerede karakter i betragtning; bemærker ikke desto mindre, at der kun er iværksat et meget begrænset antal forenklingsinitiativer siden da, og at de målsætninger, som man oprindelig har opstillet om at reducere fællesskabsrettens omfang, langt fra er blevet ført ud i livet;

9.   mener, at ophævelsen af irrelevante eller forældede retsakter må være et prioriteret krav, som Kommissionen bør opfylde snarest, og at ophævelsen af fællesskabslovgivning i sådanne tilfælde imidlertid bør ledsages af en fællesskabsretsakt, som pålægger medlemsstaterne at regulere de områder, som afreguleres på fællesskabsplan;

10.   understreger, at der ganske vist findes "overregulering" på visse områder, men at denne situation i vid udstrækning skyldes medlemsstaternes lovgivningsaktiviteter, og at ophævelse af fællesskabsretsnormer derfor bør følges op af ophævelse af de tilsvarende nationale bestemmelser;

11.   foreslår, at Kommissionen iværksætter et løbende tilsyn med nationale retsakter, som fortsat bør være gyldige efter ophævelsen af de oprindelige fællesskabsretsakter; mener, at Kommissionen bør knytte passende revisionsklausuler til sine forslag;

12.   mener, at kodificering og omarbejdning er de vigtigste redskaber til forenkling af fællesskabslovgivningen, og opfordrer til en mere udstrakt brug af disse redskaber; påpeger, at omarbejdning er blevet benyttet i begrænset omfang, og mener, at dette dels skyldes ringe interesse fra Kommissionens side, dels en manglende tilpasning af Parlamentets forretningsorden til den interinstitutionelle aftale om omarbejdning;

13.   støtter kodificeringen af fællesskabsretten, men er skeptisk, hvad angår en fuldstændig omarbejdning, som kunne resultere i varierende fortolkninger EU-institutionerne imellem; advarer om, at forenkling ikke bør føre til en omskrivning af fællesskabsretten uden demokratisk kontrol;

14.   glæder sig over de resultater, der hidtil er opnået med kodificering af fællesskabslovgivningen, og håber, at Kommissionens tjenestegrene vil udarbejde nye og mere ambitiøse forslag til kodificering, som også inddrager andre sektorer end dem, der hidtil har været berørt, bl.a. selskabsret, intellektuel ejendomsret og forbrugerbeskyttelse;

15.   mener, at den interinstitutionelle aftale om omarbejdning skal anvendes på en mere konsekvent måde, hvis institutionerne for alvor ønsker at forenkle lovgivningen og at benytte omarbejdning til dette formål,

16.   forstår, at Parlamentet og Rådet for at sikre en effektiv omarbejdning principielt bør afholde sig fra at ændre kodificerede tekstdele; mener, at de kodificerede dele af en tekst - hvis institutionerne for alvor ønsker at forenkle lovgivningen og anvende omarbejdning til dette formål - som hovedregel bør være omfattet af de bestemmelser, der er fastsat om kodificering i den interinstitutionelle aftale; medgiver imidlertid, at der er behov for en undtagelsesprocedure, der giver mulighed for at ændre en kodificeret del, når dette er nødvendigt for at sikre kohærens eller sammenhæng med den del, der er genstand for ændringer;

17.   mener, at institutionerne bør overveje, om der ud over kodificering og omarbejdning er behov for en tredje kategori indgreb for at sikre, at der findes så hensigtsmæssige fremgangsmåder som muligt til forenkling af fællesskabsretsakter; mener imidlertid, at Parlamentet, indtil Kommissionen har forelagt generelle forslag om forenkling, som ikke falder ind under ophævelse, kodificering eller omarbejdelse, ikke kan indvillige i nogen anden procedure end den sædvanlige, og at punkt 36 i den interinstitutionelle aftale om bedre lovgivning derfor ikke kan finde anvendelse i disse tilfælde;

18.   mener, at den interinstitutionelle aftale om omarbejdning klart bør gøre rede for den procedure, der skal følges i tilfælde, hvor det under lovgivningsprocessen bliver nødvendigt at ændre de kodificerede dele;

19.   opfordrer Kommissionen til snarest og med udgangspunkt i de ovenfor skitserede retningslinjer at forelægge et forslag om omarbejdning af de interinstitutionelle aftaler om kvaliteten af Unionens lovgivning;

20.   erklærer sig parat til i øget omfang at bidrage til de bestræbelser, som de tre institutioner i fællesskab bør udfolde for at relancere forenklingsprocessen;

21.   forpligter sig for sit eget vedkommende til at overveje, hvordan Parlamentet kan forbedre sine procedurer og sine interne lovgivningsteknikker for at fremskynde "forenklingsdossiererne" under hensyntagen til de procedurer, der er fastsat i den primære ret, i det foreliggende tilfælde i EF-traktaten;

22.   pålægger Udvalget om Konstitutionelle Anliggender at undersøge, hvilke ændringer af forretningsordenen der er nødvendige for at sikre, at aftalen om omarbejdning kan blive anvendt effektivt, bl.a. med henblik på større anvendelse af den forenklede procedure, som forretningsordenen giver mulighed for;

23.   understreger, at de traditionelle lovgivningsinstrumenter fortsat bør anvendes på normal vis til opnåelse af de målsætninger, der er fastsat i traktaterne; mener, at anvendelsen af alternative reguleringsmetoder som samregulering og selvregulering kan være et nyttigt supplement til lovgivningsforanstaltninger, hvis disse metoder kan give forbedringer af et omfang, der svarer til eller ligger ud over, hvad lovgivningen gør det muligt at opnå; understreger, at enhver anvendelse af alternative reguleringsmetoder bør finde sted i overensstemmelse med den interinstitutionelle aftale om bedre lovgivning; erindrer om, at Kommissionen er forpligtet til at fastlægge de betingelser og begrænsninger, som parterne skal iagttage i forbindelse med disse fremgangsmåder, og om, at disse under alle omstændigheder bør anvendes under Kommissionens kontrol og uden at det berører Parlamentets ret til at modsætte sig deres anvendelse;

24.   anmoder Kommissionen om at aflægge rapport om, i hvilken udstrækning den nuværende praksis for europæisk standardisering som en form for samregulering opfylder kravene i den interinstitutionelle aftale om bedre lovgivning såvel som EF-traktatens artikel 6,

25.   mener, at der er en risiko for, at brugen af samregulering mindsker gennemsigtigheden og ansvarligheden, idet de valgte repræsentanter udelukkes fra beslutningstagningen, og idet ikke-statslige organisationer og øvrige berørte parter ikke sikres deltagelse på lige fod; mener derfor, at samregulering med henblik på standardisering bør begrænses til udelukkende at vedrøre rent tekniske harmoniseringsforanstaltninger;

26.   er forundret over, at spørgsmålet om en reform af den nuværende ordning for uddelegering af normativ kompetence (komitologi-ordningen) kun er omtalt summarisk og som et bispørgsmål i punkt 3.d. in fine i den ovennævnte meddelelse fra Kommissionen fra 2005, selv om en sådan reform ville kunne bidrage væsentligt til en forenkling af den sekundære fællesskabsret, fordi Kommissionen ville få mulighed for at vedtage gennemførelsesbestemmelser ved hjælp af hurtigere procedurer;

27.   mener, at lovgiver også kan bidrage til forenkling ved at nå til enighed om mindre detaljerede retsakter og om, at Kommissionen bør kunne anvende flere forskellige gennemførselsforanstaltninger, forudsat at der gives sikkerhed for, at lovgiver kan føre effektiv kontrol med indholdet i disse gennemførselsforanstaltninger;

28.   gentager i denne forbindelse, at enhver anvendelse af komitologiproceduren gør det nødvendigt med en fuldstændig revision af Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen(10), for at sikre:

29.   bemærker listen over aktioner i Kommissionens rullende forenklingsprogram og vil aktivt medvirke til at opfylde målet om at forenkle disse retsakter, såfremt det er hensigtsmæssigt, i forbindelse med den kommende lovgivningsproces;

30.   forventer, at Kommissionens forskellige forslag om omarbejdelse og revision vil kunne bidrage til at forbedre den økonomiske og sociale udvikling i EU i tilknytning til strategien for bæredygtig udvikling og også vil kunne højne beskyttelsesniveauet for borgernes sundhed og miljøkvalitet i overensstemmelse med målene i EF-traktatens artikel 2;

31.   pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

(1) EFT C 197 af 12.7.2001, s. 433. (2) EFT C 153 E af 27.6.2002, s. 314. (3) EUT C 64 E af 12.3.2004, s. 135. (4) EUT C 98 E af 23.4.2004, s. 155. (5) EUT C 102 E af 28.4.2004, s. 512. (6) EUT C 104 E af 30.4.2004, s. 146. (7) EUT C 321 af 31.12.2003, s. 1. (8) EFT C 102 af 4.4.1996, s. 2. (9) EFT C 77 af 28.3.2002, s. 1. (10) EFT L 184 af 17.7.1999, s. 23.