Europa-Parlamentet,

-   der henviser til EF-traktatens artikel 10 og EU-traktatens artikel 47,

-   der henviser til EF-traktatens artikel 5,

-   der henviser til sin beslutning af 3. september 2003 om retsgrundlag og overholdelse af fællesskabsretten(1),

-   der henviser til De Europæiske Fællesskabers Domstols dom af 13. september 2005 i sag C-176/03(2),

-   der henviser til Kommissionens meddelelse af 23. november 2005 til Europa-Parlamentet og Rådet om konsekvenserne af Domstolens dom af 13. september 2005 (sag C-176/03 - Kommissionen mod Rådet) (KOM(2005)0583),

-   der henviser til forretningsordenens artikel 45,

-   der henviser til betænkning fra Retsudvalget og udtalelse fra Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender (A6-0172/2006),

A.   der henviser til, at en effektive gennemførelse af fællesskabsrettens bestemmelser er en af de opgaver, der ligger fællesskabsorganerne mest på sinde, og er en af medlemsstaternes grundlæggende forpligtelser som fastsat i EF-traktatens artikel 10,

B.   der henviser til, at virkeliggørelsen af det europæiske projekt igennem de seneste årtier har ført til skabelsen af et europæisk retsområde, inden for hvilket de nationale retsordener og fællesskabsretten gradvist er blevet flettet sammen i en unik konstruktion, der ikke kun bygger på fælles værdier, men også på principperne om fællesskabsrettens forrang og loyalt samarbejde mellem medlemsstaterne og Fællesskabets institutioner (traktatens artikel 10),

C.   der henviser til, at enhver handling fra Fællesskabets side er baseret på subsidiaritetsprincippet som fastsat i traktatens artikel 5,

D.   der henviser til, at Domstolen i sine domme gentagne gange har slået fast, at de foranstaltninger, der er nødvendige for at sikre en effektiv gennemførelse af fællesskabsretten, kan omfatte strafferetlige sanktioner,

E.   der henviser til, at principperne om fællesskabsrettens forrang og om loyalt samarbejde kan påvirke medlemsstaternes strafferet, eftersom medlemsstaterne ifølge Domstolens retspraksis er forpligtet til at:

F.   der henviser til, at Domstolens praksis primært har skabt klarhed om, hvilke retsgrundlag der skal anvendes i forbindelse med første og tredje søjle, og fastslår, at fællesskabslovgiveren ikke har nogen kompetence i straffesager og med hensyn til strafferetsplejen,

G.   der navnlig henviser til, at Domstolen i sag C-176/03, idet den udelukker, at Det Europæiske Fællesskab kan have generel kompetence på det strafferetlige område, slog fast, at dette ikke, når de nationale kompetente myndigheder som en nødvendig foranstaltning til bekæmpelse af alvorlige skader på miljøet anvender sanktioner, der er effektive, står i et rimeligt forhold til lovovertrædelsen og har afskrækkende virkninger, kan forhindre fællesskabslovgiveren i at træffe sådanne foranstaltninger i relation til medlemsstaternes strafferet, som den finder nødvendige for at sikre, at de bestemmelser, den vedtager på miljøbeskyttelsesområdet, er fuldt ud effektive,

H.   der henviser til, at det med henblik på at bestemme det rette retsgrundlag for en retsakt i henhold til fast fællesskabsretspraksis er nødvendigt at henholde sig til retsaktens formål og indhold, og at retsakter vedtaget inden for rammerne af EU-traktatens afsnit VI derfor følgelig, i overensstemmelse med EU-traktatens artikel 29 ff., er ulovlige, når de for så vidt angår deres formål og indhold i stedet for kunne have været baseret på EF-traktaten,

I.   der henviser til, at genstanden for dommen i sag C-176/03 er begrænset til straffesager, der vedrører miljøbeskyttelse, som er en af Fællesskabets hovedopgaver som fastsat i EF-traktatens artikel 2 og 3,

J.   der henviser til, at dommen i sag C-176/03 derfor bør behandles med forsigtighed og kun anvendes fra sag til sag og på de områder, som hører til Fællesskabets primære principper, mål og kompetencer,

K.   der henviser til, at Kommissionen med ovennævnte meddelelse har ønsket at udvide rækkevidden af Domstolens konklusioner og ligeledes anse strafferetlige bestemmelser vedtaget inden for rammerne af EU-traktatens afsnit VI i relation til andre af Fællesskabets kompetenceområder, og ikke blot områder med tilknytning til miljøpolitikken, for ulovlige,

L.   der henviser til, at det ikke ser ud til, at det er muligt automatisk at udvide fortolkningen af dommens rækkevidde,

M.   der henviser til, at der ifølge Kommissionen inden for rammerne af gældende lovgivning kan forekomme retsakter, som er baseret på EU-traktatens afsnit VI, og hvis retsgrundlag må anses for at være forkert i lyset af dommen i sag C-176/03 som bredt fortolket af Kommissionen,

N.   der henviser til, at Kommissionen for at undgå ophævelse af de pågældende retsakter og sikre retssikkerheden agter at intervenere i gældende lovgivning og endnu ikke vedtagne retsakter på forskellig vis,

O.   der henviser til betydningen af spørgsmålet om, hvorvidt det, som en yderligere etape i udviklingen af fællesskabsretten, er lovligt at medtage strafferetlige bestemmelser i retsakter vedtaget på grundlag af søjle 1 i EU-traktaten,

P.   der henviser til Parlamentets retmæssige rolle som lovgivningsorgan med demokratiske beføjelser og beføjelser til at repræsentere de europæiske befolkninger og som drivkraft - sammen med de øvrige europæiske institutioner - bag ovennævnte udvikling, i særdeleshed i forbindelse med vedtagelse af regler, der kan indvirke på borgerens grundlæggende friheder,

Q.   der henviser til, at det også i Den Europæiske Unions retsorden forholder sig sådan, at det strafferetlige princip om ingen straf uden lov repræsenterer en absolut nødvendig garanti for beskyttelsen af den enkeltes frihed og sætter grænser for udøvelsen af enhver form for lovmagt, også for så vidt angår valget af strafbare forhold og af de straffeforanstaltninger, der skal finde anvendelse,

1.   glæder sig over ovennævnte dom i sag C-176/03, da den gør det klart, at det med henblik på at bestemme det rette retsgrundlag for en retsakt er nødvendigt at henholde sig til retsaktens formål og indhold, og følgelig annullerer en rammeafgørelse om miljøbeskyttelse, som fejlagtigt var blevet baseret på søjle 3 i stedet for søjle 1;

2.   glæder sig over, at Domstolen med udgangspunkt i denne præmis understreger, at den europæiske lovgiver har mulighed for inden for rammerne af søjle 1 at vedtage sådanne strafferetlige bestemmelser, som er nødvendige for at sikre den fulde effektivitet af bestemmelser udstedt under denne søjle, i det foreliggende tilfælde bestemmelser vedrørende miljøbeskyttelse;

3.   opfordrer Kommissionen til ikke automatisk at udvide Domstolens konklusioner til også at omfatte alle andre områder under søjle 1;

4.   slår endnu en gang fast, at der på grundlag af EU-traktatens artikel 42 straks må indledes en procedure med henblik på medtagelse af det retlige samarbejde og politisamarbejdet på det strafferetlige område under fællesskabssøjlen, som er den eneste søjle, der kan sikre, at europæiske bestemmelser vedtages under fuld overholdelse af principperne om demokrati og beslutningseffektivitet og underkastes fyldetsgørende juridisk kontrol;

5.   mener, at der, mens en sådan foranstaltning afventes, er et presserende behov for at udarbejde en sammenhængende politisk strategi for fastsættelse af strafferetlige sanktioner i den europæiske lovgivning; erindrer om, at de strafferetlige bestemmelser, der vedtages, også skal være indbyrdes kohærente uanset det retsgrundlag eller den "søjle", de bygger på; beklager i øvrigt, at det i sidste instans er de europæiske borgere, der er ofre for den nuværende dualisme mellem Fællesskabet og Unionen på dette område;

6.   mener, at en søjle-overgribende strategi på dette område stiller krav om:

7.   er enig med Kommissionen i, at det er nødvendigt at tilbagetrække eller ændre endnu ikke færdigbehandlede lovgivningsinitiativer, som er baseret på et retsgrundlag, der i lyset af dommen i sag C-176/03 må betragtes som værende forkert;

8.   er enig med Kommissionen i, at der bør findes frem til nye retsgrundlag i EF-traktaten for retsakter vedtaget inden for rammerne af søjle 3, og som i lyset af dommen i sag C-176/03 må betragtes som værende ulovlige, samt i, at der i dette øjemed må iværksættes nye lovgivningsprocedurer vedrørende disse nye retsgrundlag;

9.   opfordrer Kommissionen til i forbindelse med den fornyede undersøgelse af de retsakter, den har peget på, at behandle hver enkelt retsakt for sig i stedet for at behandle dem under ét for på denne måde at sikre en grundig analyse og en korrekt identificering af det retsgrundlag, der skal benyttes i hvert enkelt konkret tilfælde;

10.   anmoder Kommissionen om kun at anvende Domstolens dom på områder, som er omfattet af Fællesskabets grundlæggende principper, mål og kompetencer, og om at gå til værks med omtanke, fra sag til sag og altid i samarbejde med Rådet og Parlamentet;

11.   minder Kommissionen om, at en fornyet undersøgelse af gældende retsakter og en eventuel forelæggelse af forslag med henblik på at give dem det rette retsgrundlag og samtidig lade deres væsensindhold uændret ikke kan være ensbetydende med at fratage Parlamentet dets ufravigelige rolle som medlovgiver og på denne måde give afkald på det demokratiske bidrag, som Parlamentet som en valgt forsamling, der repræsenterer borgerne, yder til opbygningen af Europa;

12.   er imod en interinstitutionel aftale, hvor formålet er at forpligte Parlamentet til at give afkald på at gøre brug af sine rettigheder;

13.   henleder opmærksomheden på, at Domstolen har præciseret, at et direktiv ikke i sig selv og uafhængigt af en national lov vedtaget af en medlemsstat til gennemførelse af direktivet kan danne grundlag for at afgrænse eller skærpe strafansvaret for dem, der overtræder direktivets bestemmelser(8);

14.   er enig med Kommissionen i, at foranstaltninger i relation til strafferet altid skal være begrundet i nødvendigheden af at gøre den pågældende fællesskabspolitik effektiv og skal respektere sammenhængen i strafferetten som helhed; mener nemlig, at det i princippet er medlemsstaterne, der er ansvarlige for at anvende fællesskabsretten korrekt;

15.   anmoder Kommissionen om ikke at glemme, at forudsætningerne for at medtage strafferetlige bestemmelser under søjle 1 skal være klare og forud fastlagte, at disse forudsætninger udelukkende gælder, når overholdelsen af fællesskabsbestemmelserne kun kan sikres gennem anvendelse af strafferetlige sanktioner, og at man navnlig må sikre sig, at der har været tale om hyppige og gentagne krænkelser af fællesskabsbestemmelserne, som det ikke har været muligt at forhindre ved hjælp af gældende lovgivning, heller ikke ved hjælp af de enkelte medlemsstaters love;

16.   henleder opmærksomheden på, at fællesskabsretten i form af direktiver kun kan fastsætte minimumsbestemmelser for strafferetlige sanktioner i medlemsstaterne; mener dog, at der i visse tilfælde bør opstilles rammer for medlemsstaternes aktioner i form af udtrykkelige regler om, a) hvilke former for adfærd der medfører en strafferetlig sanktion, og/eller b) hvilken type sanktion der skal anvendes, og/eller c) andre foranstaltninger i relation til strafferetten, som særlig finder anvendelse på det pågældende område;

17.   understreger over for medlemsstaterne, at de i kraft af EF-traktatens artikel 10 er forpligtet til at sikre den generelle effektivitet af Fællesskabets aktioner, og opfordrer dem derfor til at bestræbe sig på at sikre, at også bestemmelserne i de forskellige nationale strafferetlige systemer forfølger dette mål;

18.   er enig med Kommissionen i, at det under alle omstændigheder forholder sig sådan, at de horisontale strafferetlige bestemmelser, hvor formålet er at fremme det retlige samarbejde i kriminalsager og politisamarbejdet mellem medlemsstaterne, og foranstaltningerne til harmonisering af strafferetten inden for rammerne af området med frihed, sikkerhed og retfærdighed er baseret på EU-traktatens afsnit VI;

19.   pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

(1) EUT C 76 E af 25.3.2004, s. 224. (2) Kommissionen mod Rådet, endnu ikke offentliggjort i Samling af Domstolens Afgørelser. (3) Samling af Domstolens Afgørelser 1999, s. I-11. (4) Samling af Domstolens Afgørelser 1989, s. 2965. (5) Samling af Domstolens Afgørelser 1996, s. I-4345. (6) Samling af Domstolens Afgørelser 1999, s. I-6207. (7) Samling af Domstolens Afgørelser 1999, s. I-431. (8) Sag 80/86, Kolpinghuis Nijmegen, Samling af Domstolens Afgørelser 1987, s. 3969, præmis 13, og sag C-60/02, X, Samling af Domstolens Afgørelser 2004, s. I-651, præmis 61og heri citeret retspraksis.