Europa-Parlamentets beslutning om situationen i Gaza
Europa-Parlamentet,
- der henviser til sine tidligere beslutninger om Mellemøsten, især beslutning af 2. februar 2006 om resultatet af det palæstinensiske valg og situationen i Østjerusalem(1), beslutning af 1. juni 2006 om den humanitære krise i de palæstinensiske områder og EU's rolle(2) og beslutning af 7. september 2006 om situationen i Mellemøsten(3),
- der henviser til FN's Sikkerhedsråds resolution 242 (1967)og 338 (1973),
- der henviser til Kvartettens "køreplan for fred" af 30. april 2003,
- der henviser til konklusionerne fra Rådet (generelle anliggender og eksterne forbindelser) den 15. september 2006, den 16. og 17. oktober 2006 og den 13. november 2006,
- der henviser til forretningsordenens artikel 103, stk. 4,
A. der henviser til, at de israelske militære operationer i Gaza siden juni 2006 har medført over 350 dødsfald, herunder mange civile, og at der ved det israelske angreb i Beit Hanun den 8. november 2006 blev dræbt 19 palæstinensere, hovedsagelig kvinder og børn,
B. der er alvorligt bekymret over, at den humanitære krise som følge af de massive ødelæggelser af offentlige faciliteter og private boliger, beskadigelse af hospitaler, klinikker og skoler, blokering for adgang til vand, mad og elektricitet, ødelæggelse af landbrugsjord og den fuldstændige blokade af Gazastriben, nu har nået et katastrofalt niveau,
C. der henviser til, at de angreb, der var direkte rettet mod civile mål, og de uforholdsmæssigt voldsomme og vilkårlige angreb mod civilbefolkningen udgør en klar overtrædelse af grundlæggende rettigheder, således som de er fastsat i folkeretten og Genève-konventionerne,
D. der henviser til den israelske premierminister Ehud Olmerts erklæring, hvori han gav udtryk for sorg og bedrøvelse over, hvad han sagde var resultatet af en "teknisk fejltagelse" ved Beit Hanun den 8. november 2006, og meddelte den israelske hærs beslutning om at indlede en intern undersøgelse,
E. der henviser til, at en stats ret til at forsvare sig selv ikke berettiger til nogen uforholdsmæssig eller vilkårlig brug af magt, og at de internationale humanitære bestemmelser strengt forbyder angreb på civile,
F. der henviser til, at den nye bølge af vold truer de bestræbelser, som præsidenten for Den Palæstinensiske Myndighed udfolder for at danne en ny palæstinensisk national enhedsregering,
G. der henviser til, at det internationale samfund og Den Europæiske Union yder et omfattende bidrag til løsningen af den humanitære krise i Gaza-striben og på Vestbredden, især hvad angår den midlertidige internationale mekanisme (TIM), men at denne bistand ikke kan opfylde alle behov,
H. der er stærkt foruroliget over konsekvenserne af den nylige udnævnelse af Avigdor Lieberman til vicepremierminister i Israel,
I. der henviser til, at fredsprocessen i Mellemøsten befinder sig i et fuldstændig politisk og diplomatisk dødvande, og at en retfærdig og varig løsning på den israelsk-palæstinensiske konflikt er afgørende for at opnå fred og sikkerhed i hele regionen,
J. der henviser til, at Den Europæiske Union som medlem af Kvartetten (der også omfatter De Forenede Nationer, De Forenede Stater og Rusland) har et særligt ansvar for fred og sikkerhed i Mellemøsten, der også er et nærområde for Fællesskabet, og at instrumenterne og metoderne for koordinering af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP) derfor bør forbedres, bl.a. gennem vedtagelse af en fælles holdning inden for rammerne for FUSP og på grundlag af artikel 15 og 16 i traktaten om Den Europæiske Union,
1. udtrykker sin dybeste medfølelse og sympati med de pårørende til ofrene for de seneste bombninger i Beit Nahun og alle andre uskyldige ofre;
2. udtrykker sin dybeste indignation over den militære operation, som de israelske styrker gennemførte i Beit Hanun og i Gaza-striben og fordømmer anvendelsen af den israelske hærs uforholdsmæssige indsats, som undergraver alle forsøg på at iværksætte fredsprocessen;
3. opfordrer den israelske regering til omgående at indstille sine militære operationer i Gaza og fastslår på ny, at der ikke findes nogen militær løsning på den israelsk-palæstinensiske konflikt;
4. opfordrer de palæstinensiske militser til at indstille affyringen af raketter mod israelsk område, som er uvilkårlig og med overlæg rettes mod civile, til at overholde våbenhvilen og afstå fra en yderligere optrapning af konflikten; fordømmer det nylige raketangreb i Sderot, hvor uskyldige israelske civilpersoner blev dræbt;
5. udtrykker sin dybe bekymring over de eventuelle alvorlige følger af den nuværende krise, herunder yderligere militære angreb og terrorangreb, der undergraver den skrøbelige politiske situation i regionen som helhed;
6. tager til efterretning, at forslaget til en resolution om situationen i Gaza-striben blokeres af et amerikansk veto i FN's Sikkerhedsråd og beklager, at det internationale samfund ikke har indtaget en konsekvent og klar holdning i den nuværende krise;
7. opfordrer USA's regering til at nyvurdere sin rolle i Mellemøst-kvartetten og i den israelsk-palæstinensiske konflikt for at opnå en indstilling af volden og sikre en ny og ægte dialog mellem parterne;
8. opfordrer Rådet og medlemsstaterne til at vedtage en fælles holdning i henhold til EU-traktatens artikel 15 for at foretage en passende vurdering af den nuværende situation og fremme et seriøst forsøg med det formål at stoppe volden og bringe de berørte parter til forhandlingsbordet;
9. opfordrer Kvartetten til omgående at tage skridt til at genoptage forhandlingerne med og mellem de berørte parter og til fuld gennemførelse af samtlige dele af køreplanen; erklærer på ny, at en løsning af konflikten i Mellemøsten på nuværende tidspunkt forudsætter en stabil og endelig fredsaftale som beskrevet i køreplanen, uden forhåndsbetingelser og på grundlag af eksistensen af to demokratiske, suveræne og levedygtige stater, der lever fredeligt side om side inden for sikre og internationalt anerkendte grænser, og erklærer desuden, at de fortsatte drab af civile er helt uacceptable;
10. gentager sit forslag om, at tilstedeværelsen af en multinational styrke i Libanon vil kunne være et eksempel til efterfølgelse og en model, der kunne følges i Gaza-striben og på Vestbredden for at beskytte civilbefolkningen på begge sider; opfordrer Rådet til at tage initiativ til, at der afsendes internationale militærobservatører til Gaza-striben og opfordrer alle parter til at støtte og uden forbehold medvirke til gennemførelse af dette forslag;
11. opfordrer Rådet til omgående at indkalde associeringsrådet EU-Israel for at udtrykke Den Europæiske Unions holdning efter de israelske militære operationer i Gaza-striben, især med henblik på fuld respekt for artikel 2 i associeringsaftalen EU/Israel(4);
12. opfordrer Rådet til inden for rammerne af interimsassocieringsaftalen EU/Palæstina(5) at rette henvendelse til den nye palæstinensiske nationale enhedsregering for at tage spørgsmålet om volden og sikkerheden op;
13. understreger, at menneskerettighederne fuldt ud skal respekteres, og at overtrædelserne af de internationale humanitære bestemmelser i Gaza-striben og på Vestbredden omgående skal indstilles;
14. støtter erklæringen fra EU's formandskab, hvor dette indtrængende opfordrede den israelske regering til at indstille alle provokerende handlinger i de palæstinensiske territorier, herunder etableringen af bosættelser, vilkårlige militære operationer og ødelæggelsen af palæstinensiske boliger;
15. opfordrer Kommissionen og Medlemsstaterne til at yde ekstra lægehjælp til de palæstinensiske hospitaler, først og fremmest i Gaza;
16. hilser den aftale velkommen, som er blevet indgået af præsidenten for Den Palæstinensiske Myndighed med henblik på at fremme en national dialog mellem de palæstinensiske politiske partier og udnævnelsen af en palæstinensisk premierminister, der skal danne en ny palæstinensisk regering, som bør fungere som forhandlingspartner over for det internationale samfund; mener, at dette vil kunne føre til genoptagelse af den økonomiske bistand til Den Palæstinensiske Myndighed;
17. opfordrer Rådet og Kommissionen til sammen med det internationale samfund fortsat at sikre den palæstinensiske befolkning basal humanitær bistand; kræver, at den midlertidige internationale mekanisme styrkes og udvides, både hvad angår varighed og ressourcer; opfordrer den israelske regering til omgående at genoptage overførslen af tilbageholdte palæstinensiske told- og afgiftsindtægter;
18. opfordrer Israel til at ophæve sin økonomiske blokade af Gaza-striben for at lette handelen mellem de palæstinensiske områder, Israel og den øvrige verden, for at fremme den økonomiske udvikling i Gaza-striben til gavn for både palæstinensere og israelere, og opfordrer Israel til at tillade fri bevægelighed for personer i Rafah i overensstemmelse med aftalen om mobilitet og adgang og EU's grænsebistandsmission, såvel som i Karni og ved andre grænseovergange i Gaza-striben; opfordrer EU til at påtage sig sit fulde ansvar for gennemførelsen af denne aftale;
19. gentager sin opfordring til omgående løsladelse af de palæstinensiske ministre og parlamentarikere, der tilbageholdes af Israel, samt af den kidnappede israelske soldat;
20. opfordrer Rådet til at gøre alt, hvad der er muligt, for at indkalde til en international fredskonference - i lighed med Madrid-konferencen i 1991 - for på grundlag af Sikkerhedsrådets relevante resolutioner at finde en sammenhængende, varig og bæredygtig løsning på problemerne i området og mener, at ensidige tiltag fra én af parterne må afvises;
21. finder det i denne forbindelse afgørende, at Den Arabiske Liga inddrages; mener, at såvel Den Arabiske Ligas Beirut-plan fra 2002 som Genève-initiativet fra 2003 er vigtige bidrag til forhandlingerne, som der bør tages behørigt hensyn til;
22. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, den højtstående FUSP-repræsentant, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, FN's generalsekretær, præsidenten for Den Palæstinensiske Myndighed og Det Palæstinensiske Lovgivende Råd, den israelske regering og Knesset, den amerikanske regering, Den Russiske Føderations regering samt generalsekretæren for Den Arabiske Liga.